Love Is All You Need ~ 1D

Sko, tøj, make-up. Alexa Dawson, datter af modemagasinet Moda's chefredaktør, får alt hvad hun peger på. Og lige en tand mere. Men da hun en dag skal skrive en artikel om boybandet One Direction, vendes hendes liv på hovedet. Hvad sker der, når Harry får fingrene i hendes arrogante ydre? Kommer han måske ind til det mindre selvsikre indre? Og når det at ske, inden de får myrdet hinanden?

54Likes
52Kommentarer
141889Visninger
AA

32. You're Adopted


Alberte

 

Loving you was one of the best decisions of my life


*

Harry's P.O.V

 

Det hele var egentlig ret surrealistisk. Alexa smilede over hele hovedet, mens tårer stadig flød ned ad hendes kinder. Jeg fattede nærmest ikke, hvad der lige var sket. Først og fremmest havde jeg sunget sammen med Sam Smith. Bare det var en kæmpe ting. Og så havde jeg friet til Alexa, der havde sagt ja. Hun sagde ja! Foran tusinder af mennesker. Lige nu var jeg ved at låse døren op til lejligheden. Alexa krammede min arm og kiggede lykkeligt på sin ring.

Vi var kommet af scenen efter Little Things. Folk klappede og hujede. Så var vi blevet lidt og havde hørt Ed Sheeran synge. Alexa fik mødt ham hurtigt, og så kørte vi egentlig bare hjem.

"Kæft mand jeg er træt," gabte jeg og skubbede døren op. Alexa nikkede. Lige da vi trådte ind, tændte lyset og en masse mennesker hoppede ind foran os.

"TILLYKKE!" typisk. Et surprise party var også lige hvad jeg havde brug for. Jeg fik øje på min mor og Gemma. Hvordan var de nået herhen? Sofia løb hen og krammede Alexa, der krammede hende og så begyndte de ellers at studere diamantringen. Drengene kom hen til mig.

"Nåå! Så er vores lille Harold blevet voksen," drillede Louis. Jeg sukkede af ham. Udover drengene og min familie var der også nogle af mine andre venner og min mors venner, der allesammen var begyndt at snakke, så jeg ikke behøvede at bekymre mig om at snakke med dem. Dog havde jeg det lidt dårligt over, at ingen fra Alexas familie var her. En let rødmen spredte sig i mine kinder.

"Du gjorde det meget godt," roste Liam og klappede mig på skulderen. Jeg havde snakket med drengene om det. Det var dog kun Liam, der vidste, at jeg ville gøre det i aften. Han havde også hjulpet mig med at vælge en ring.

"Jeg ryster stadig," grinede jeg og begyndte at smide mine sko. De grinede af mig og forsvandt så hen til Alexa.

"Harry! Det var så sødt!" hvinede Gemma og krammede mig. Jeg krammede også hende og hilste på min mor.

"Hvordan nåede I herhen?" spurgte jeg forvirret.

"Liam skrev rundt til alle i går aftes og planlagde alt det her," svarede min mor. Den luskebuks. Han skulle have holdt det hemmeligt. Helt ærligt mand. Jeg nikkede forstående. Gemma gav slip på mig og forsvandt også hen til Alexa.

"Jeg er stolt af dig, Harry," sagde min mor og aede mig smilende på armen. Jeg smilede stort til hende.

"Jeg ved godt, at I har problemer med hendes forældre, men jeg støtter jer fuldt ud, og det er jo tydeligt, at I hører til i hinandens arme. Og red hende så," jeg smilede taknemmeligt, kyssede hende på kinden og gik så over til Alexa, der stod og snakkede med drengene og Sophia.

"-og jeg tror, at jeg elsker den sang 100 gange mere nu," smilede hun og lod Zayn se ringen på sin hånd.

"Og jeg tror, at jeg elsker dig 100 gange mere nu," sagde jeg og kyssede hende i håret. Louis piftede.

"Nå Nialler skal vi ikke æde noget kage?" spurgte han og rendte ind i køkkenet med Niall i hælene. Zayn fulgte efter dem. Både fordi han gerne ville have kage, men også fordi han ikke turde lade dem være alene.

"Den er altså bare mega flot, Harry! Jeg troede slet ikke, du havde så god smag," sagde Sophia og betragtede den store ring, jeg havde givet Alexa.

"Nu var det egentlig også Liam, der valgte den der," svarede jeg og kiggede på Liam. Sophia spærrede øjnene.

"Uhh! Jeg glæder mig!" hvinede hun og trak Alexa med ind i køkkenet. Liam sukkede.

"Det er virkelig pressende, Harry. Hun snakker ikke om andet, og jeg har intet planlagt," klagede han. Jeg grinede ondt.

"Ja, og du skulle holde det for dig selv," påpegede jeg. Han trak på skuldrene.

"Nå allesammen!" alle kiggede hen på ham, "Lad os få noget kage, inden Niall æder det hele," folk grinede og gik ud i køkkenet. Lige da Liam og jeg skulle til at gå, ringede min telefon. En kold fornemmelse gik igennem mig. Jeg tog den op til øret og fornemmede lidt, hvem det var. Jeg sank en klump.

"Lørdag aften klokken 18:00. Mød op præcist og hvis alt ikke er hundredetyve procent perfekt, så er det ud. Og gennemtænkt. Flot," og så lagde han på. Jeg stirrede underligt på Liam, der stirrede lige så underligt på mig.

"Jeg.. Jeg tror, at Alexas far roste mig. Og truede mig lidt, men ja.." han kiggede overrasket på mig.

"Seriøst?!" jeg nikkede ivrigt og smilede stort. Vi gik ind i køkkenet til alle de andre. Alexa kiggede spørgende på mig. Jeg holdt telefonen op og nikkede. Hun kiggede underligt på mig, men spærrede så øjnene op og løb hen til mig. Hun hoppede op og ned som et lille barn.

"Virkelig?" jeg nikkede og krammede hende tæt ind til mig.

"Lørdag aften, men lad os fokusere på festen nu," hun nikkede og satte sig hen til min mor, som hun straks begyndte at snakke med. Jeg betragtede alle menneskerne foran mig og smilede lidt. De var kommet for min skyld. For vores skyld. Og det var rart. Jeg vidste, at fansene gik amok. Men helt ærligt så var det altså ikke mit problem. Jeg var lykkelig, og det skulle ingen ødelægge.

*

Jeg strammede grebet om rattet og prøvede at holde min vejrtrækning under kontrol. Alexa prøvede at finde noget godt musik i radioen. Hun endte på en Adele sang og skruede højt op. Nok lidt for at få sin opmærksomhed over på noget andet.

"Min mor kan godt være lidt.. Dominerende," sagde hun og pillede ved sine negle. Jeg løftede det ene øjenbryn.

"Hvad mener du?" hun kiggede ud af vinduet og bed sig i læben.

"For det første så ligner hun en på 25. Og så kan hun godt lide at være i fokus og få tingene på sin måde," jeg nikkede forstående.

"Og min far.. Ja han er egentlig bare altid sur," sagde hun og tog min hånd. Jeg smilede lidt.

"Og du er sikker på, at du ikke vil have ringen byttet?" spurgte jeg for 114. gang. Hun måbede.

"Er du sindssyg? Den er perfekt!" overbeviste hun mig om.

"Godt," smilede jeg og aede hendes hånd. Nervøsiteten steg op i mig. Jeg havde det næsten, som da jeg skulle fri.

"Hov," sagde Alexa og rodede lidt ved min hånd, "hvad er det? Er den ikke ny?" spurgte hun forbavset og pegede på den lille tatovering, jeg lige havde fået lavet. Jeg smilede og kiggede hurtigt over på hende.

"Jo," svarede jeg og huggede bremsen i, da det pludselig blev rødt. Ups.. Hun skreg og sendte mig så et dræberblik.

"Hvorfor lige en krone?" spurgte hun og hev mit håndled helt op i hovedet på sig selv. Jeg havde fået lavet en lille krone på siden af håndleddet som en lille ting som kunne minde mig om Alexa.

"Den skal på en måde symbolisere dig. Det var for cliché at få dit navn. Desuden ville min mor myrde mig. Hvad synes du?" jeg kiggede spørgende på hende. Hun smilede og kørte sin finger over den.

"Jeg elsker den," svarede hun, men ændrede hurtigt humør, da jeg drejede ind i en stor indkørsel. Jeg tog en dyb indånding.

"Klar?" spurgte jeg. Hun nikkede. Jeg gik ud af bilen og skyndte mig om på den anden side for at åbne for Alexa, der steg ud og smilede taknemmeligt til mig. Jeg tog hendes hånd og begyndte langsomt at gå op mod hoveddøren. Hun klemte om min hånd og trak vejret dybt. Vi nåede hoveddøren, og Alexa bankede på. Det var et gigantisk hus. Langtfra det jeg voksede op i. Jeg forstod godt, at Alexa måske godt kunne tage ting lidt for givet, når hun var vant til dette.

"Ligemeget hvad så elsker jeg dig," mumlede hun og kiggede så skræmt på døren, der blev låst op og ikke længe efter åbnet. En mand i jakkesæt og en kvinde i en rød kjole stod foran os. Manden var lidt mindre end mig. Nok på højde med Louis. Han havde mørkt hår med nogle få strejf af grå hist og her. Han så direkte farlig ud. Som kunne han spise mig hvert øjeblik. Kvinden så ung ud, som Alexa havde sagt. Dog kunne man godt ane, at botox måske havde et sprøjt med i spillet. Hun var højere end Alexa. Hvordan kunne det så lade sig gøre? Hun smilede stramt til os. Alexas forældre. David og Querida Dawson.

"Hej skat," sagde Alexas mor så og krammede hende. Alexa krammede hende langsomt igen.

"Hej," mumlede hun. Hendes far studerede mig nøje. Det var virkelig skræmmende.

"Kom indenfor," sagde David og rykkede sig. Alexa gik først. Stemningen var trykket. Jeg havde lidt på fornemmelsen, at Alexa og jeg var de eneste i rummet, der faktisk brød sig om hinanden. De førte os igennem det enorme hus, hvor vi til sidst ende i en stor spisestue, som var dækket op til os. Tre tallerkner på den ene side og en på den anden. Seriøst? Kæft hvor sært. Alexa kiggede underligt på sine forældre.

"Er I seriøse?" spurgte hun og stirrede dumt på bordet. De udvekslede nogle blikke.

"Vi kan måske godt rykke.."

"Nej. Det er sat, som det skal," afbrød David tvært. Alexa sukkede frustreret. Hvor var Niall, når man skulle bruge hans underlige humør?

"Det skal være løgn," vrissede Alexa og satte sig på den enlige stol. Jeg følte mig ret malplaceret. Egentlig var det fedt, at Alexa protesterede, men jeg havde egentlig ikke lyst til at sidde ved hendes forældre. Hendes far sukkede og rykkede en tallerken mere over til hende. Jeg satte mig langsomt ned. Det var virkelig akavet. Alexa og hendes mor begyndte at snakke lidt sammen. Hendes far sad bare og så sur ud.

"Var det så også dig, der var Flemming?" spurgte hendes mor. Jeg prøvede virkelig, men kunne ikke holde mit grin inde. Jeg grinede så meget, at jeg næsten ikke kunne få luft. De stirrede sært på mig.

"Ja... Det var det," mumlede Alexa flovt og rodede rundt i sin salat. Jeg prøvede at samle mig selv.

"Tro mig. Det var hylemorsomt," forsikrede jeg dem om. Alexa rødmede.

"Når man tænker på, at vi savnede vores datter og ikke havde snakket med hende længe, så var det måske ikke så hylemorsomt at få fat i en Flemming," sagde hendes far skarpt. Navnet Flemming fik mig altid til at grine, og jeg måtte derfor bide mig i læben for at undgå det.

"Nej, men jeg følte ikke for at tale med pukkelhvalen," svarede Alexa.

"Hvad?"

"Ingenting," grinede Alexa og kiggede sjovt på mig.

"Hvor meget tjener du, Harry?" spurgte David så.

"Det... Eh.. Det ved jeg ikke," svarede jeg. Han kiggede skeptisk på mig.

"Det ved du ikke?!" udbrød han forarget, som om jeg myrdede hundehvalp i min fritid.

"Jeg går ikke op i penge," fik jeg sagt og kiggede lidt rundt. De stirrede underligt på mig.

 

Vi var blevet færdige med at spise og havde siddet og snakket lidt. Eller de havde snakket, mens jeg egentlig bare ventede på at komme hjem til min seng. Alexa og Querida var gået ud i køkkenet, så jeg stod tilbage med David.

"Det er da meget godt vejr udenfor," sagde jeg.

"Bare hold mund," svarede han tørt. Jeg nikkede.

"Okay," mumlede jeg og kiggede rundt i rummet. Jeg skulle lige til at sige noget igen, da der lød en masse skramlen inde fra køkkenet. Havde Alexa myrdet sin mor? Havde hendes mor myrdet hende? Havde de myrdet hinanden? Ej okay Harry skær ned på mordene. De kom gående ind til os.

"Jeg sagde lige til Alexa, at vi har noget at fortælle hende," sagde hendes mor henvendt til David. Han nikkede. Alexa satte sig forvirret ved siden af mig.

"Det er lidt stort, men du vil sikkert bare grine af det," sagde hendes far og kiggede på Querida, der nikkede.

"Du er adopteret," fortalte de i munden på hinanden. Alexa spærrede øjnene op. Say what?

"Hvad?!" råbte Alexa og rejste sig op. Jeg kiggede lidt forvirret fra dem til hende.

"Hvorfor fortæller I mig først det nu?!" jeg kunne se raserien i hendes øjne.

"Altså.. Det.."

"Kom, Harry vi skrider," vrissede hun og hev i min arm. Jeg rejste mig forbavset.

"Alexa! Hvad laver du?" halvråbte hendes mor.

"Den eneste grund til at jeg kom, var fordi I i det mindste var min familie. Men hvis jeg ikke engang deler blod med jer, så er det fandme spild af tid. Harry kom nu," hvæsede hun og trak mig efter sig. Ja. Det var... Interessant. Vi kom ud af døren, som Alexa smækkede hårdt i. Hun snøftede lidt og rev bildøren op.

"Er du okay, skat?" spurgte jeg blidt og satte mig ind. Hun tog sin sele på.

"Næ. Kør," vrissede hun og skruede helt op for radioen, så bilen næsten rystede. Jeg startede bilen og kørte ud af indkørslen.

"Vi snakker det igennem, når vi er hjemme, okay?" sagde jeg og brød fartgrænsen lidt. Hun nikkede og bed sig i læben. Sikkert for at samle sig selv. Og for at undgå at tårerne rendte ned af hendes kinder. Jeg aede hendes hånd.

"Fuck dem, skat. Du har en hel familie, der venter på dig derhjemme," hun grinede lidt. Nok ved tanken om vores børn. Niall og Louis. Der begge var ældre end os. Men inderst inde elskede de os, og vi elskede dem.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...