Love Is All You Need ~ 1D

Sko, tøj, make-up. Alexa Dawson, datter af modemagasinet Moda's chefredaktør, får alt hvad hun peger på. Og lige en tand mere. Men da hun en dag skal skrive en artikel om boybandet One Direction, vendes hendes liv på hovedet. Hvad sker der, når Harry får fingrene i hendes arrogante ydre? Kommer han måske ind til det mindre selvsikre indre? Og når det at ske, inden de får myrdet hinanden?

54Likes
52Kommentarer
141881Visninger
AA

41. Louis' Doing Drugs

Unicorn

Best Friends


You fight, I fight
 

You hurt, I hurt
 

You cry, I cry

 

*

Alexa's P.O.V.

 

Jeg var seriøst ved at blive lam i armene. Hvorfor? Fordi at jeg havde en halv milliard poser med tøj og sager slæbende på mine stakkels arme. Harry kunne åbenbart ikke selv lette røven og købe de sidste julegaver så det blev jeg sendt ud for at ordne. Pfft.. Hvad skulle han da have gjort uden mig?

Jeg blev så enig med mig selv om at bestille en taxa. Medmindre at jeg selvfølgelig ville miste begge mine arme.

Og den der taxachauffør havde da ihvertfald slet ikke travlt. Først stod jeg og ventede i et kvarter. Og så bagefter tog det ham dobbelt så lang tid som Harry at køre mig hjem. Idiot, siger jeg dig. Efter en masse sneglende minutter kørte han taxaen hen foran lejlighedskomplekset. Hurtigt stak jeg ham nogle penge og hoppede ud af taxaen med alle mine poser. Jeg nåede indenfor og fik lige pludselig meget ondt af mig selv. At gå op af så fucking mange trapper med alle de poser på slæb. Stakkels mig.

Endelig nåede jeg helt op og mine ben var virkelig smadrede. Høje stemmer lød inde fra lejligheden. Vrede stemmer. Døren var ulåst, så jeg listede stille indenfor.

“Louis forhelvede! Kan du ikke se hvad fuck det er du gør!?” Harrys vrede råb kunne tydeligt høres.

“Hvad mener du Harry?” Louis stemme var klart svagere og en smule uklar.

“Ja hvad fanden tror du?! Du bringer ikke kun dig selv men hele bandet i fare!”

“Og hvordan det?”

“Der er journalister overalt! Før eller siden fanger de nok et billede af dig med en joint i hånden, og det vil jeg ikke tillade! Du kan ikke bare skide på det hele!” Jeg sank en klump. Måske var det bedst hvis jeg bare gik? Men jeg ville egentlig gerne vide hvad der skete. Ergo blev jeg stående.

“Hold nu fucking kæft med det der bullshit! Du har jo forhelvede alt!! En sød kæreste lejlighed og livet kører bare derudad for dig!”

“Louis!! Hvis du ikke får styr på dit ekstreme forbrug af alkohol og nu kraftedme også stoffer! Så er jeg ikke sikker på…” Harry stoppede sin sætning.

“Sikker på hvad Harry?!” Råbte Louis. Hans stemme lød mærkelig. Og når nu Harry sagde at han tog stoffer kunne det vel sagtens være at han var påvirket.

“At.. At vi to skal være venner længere!” Jeg gispede. What?! Mit hovede kunne ikke klare at høre mere og da høje snøft lød derinde fra var jeg nødt til at fordufte igen. At Louis var så langt ude at han græd var virkelig slemt.

“Så min bedste ven lader mig i stikken?” Snøftede Louis som det sidste jeg hørte på vej ud af døren. Jeg hev hurtigt min telefon op og ringede til Niall.

Alexa!” Sagde han glad.

“Niall,” mumlede jeg med en grådkvalt stemme. “Vil du ikke.. Hente mig?”

“Øhh.. Jo da. Hvad sker der?” Spurgte han forvirret.

“Lang forklaring,” mumlede jeg.

“Fem minutter så er jeg der. Ses,” sagde han.

“Ses,” mumlede jeg og lagde på. Jeg gik ned ad de mange trapper og stod udenfor og ventede da Nialls sorte Range Rover trillede hen foran mig. Jeg åbnede døren og steg ind.

“Hejsa,” sagde han muntert. Jeg svarede ham ikke rigtig.

“Hvad er der med dig i dag?” Spurgte han imens han drejede bilen ud mod vejen.

“Det er bare..” Jeg stoppede dig mig selv. Harry ville ikke dele det med mig. Så det var vel egentlig ikke noget der kom mig ved. Men på den anden side kunne det vel ikke skade at sige det til Niall.

“Louis,” mumlede jeg.

“Louis?” Gentog han spørgende.

“Og Harry,” sagde jeg.

“Øhm.. Hvad med dem?” Spurgte han nervøst. Niall havde sikkert også fået at vide at jeg ikke skulle blandes ind i det.

“De skændtes. Louis har taget.. Taget.. stoffer. Og Harry vil ikke være hans… Ven mere hvis han ikke stopper,” sagde jeg med dirrende stemme.

“Stopper med hvad?”

“At drikke og tage… Stoffer,” nærmest hviskede jeg.

“Hvordan ved du det? Jeg troede ikke at vi måtte fortælle jer det?” Sagde han og lød forvirret. Han drejede af vejen og ind mod parkeringspladserne. Han parkerede bilen.

“Jeg overhørte et skænderi her for lidt siden,” tilstod jeg. Han sukkede.

“Nu ikke igen..”

“Hvad?” Spurgte jeg.

“De skændes hele tiden. Harry kan ikke klare at se sin bedste ven synke ned i et endeløst sort hul. Men hvad skal vi gøre? Vi kan ikke bestemme over Lou. Men hvis Modest finder ud af det så er vi nok kun fire i One Direction. Han har festet hver nat de sidste mange nætter, og det er kun et spørgsmål om tid før, at journalisterne finder ud af det med stofferne. Men vi kan intet gøre. Andet end at prøve og snakke ham til fornuft,” sagde han opgivende.

“Tror du ikke at det bliver værre hvis Harry dropper ham? Jeg mener, hvis det var mig havde jeg nok brug for den person jeg havde det allerbedste forhold til. Sådan noget kan man aldrig klare alene,” sagde jeg. Niall lignede en der tænkte en del over mine ord.

“Tjoh… Men Harry vil ikke miste Louis og Louis vil ikke miste Harry. Det er en ond cirkel. Og den kan de ikke selv bryde. Det skal gøres for dem,” sagde han. Jeg nikkede mig enig til hans ord.

“Har du egentlig stadig noget med hende Silje?” Spurgte jeg for at lette stemningen lidt. Han nikkede og et stort smil bredte sig på hans læber.

“Ja. Og hun elsker mad, ligeså meget som jeg gør,” sagde han. Jeg grinte af ham.

“Seriøst?” Han nikkede.

“Hvordan er det lige gået til, at de to der elsker mad allermest af alle på hele jorden finder sammen?” Sagde jeg og rystede grinende på hovedet.

“Tjah.. Det er vel det man kalder skæbnen,” sagde han og kiggede forelsket ud i luften.

“Er hun deroppe?” Spurgte jeg. Han nikkede.

“Jamen så lad os da komme ud af denne her bil,” sagde jeg og åbnede bildøren for at stige ud. Niall fulgte mit eksempel og snart var vi begge forpustede nået op ad trapperne. Døren til Nialls lejlighed var ikke låst, så vi gik ind og smed vores overtøj.

“Hej!” Råbte Niall højt. En lys stemme gengældte hans hilsen. Vi gik videre og Niall satte hurtigt kursen mod køkkenet.

“Uhh har du lavet mad?” Spurgte han den lyshårede pige. Hun rystede på hovedet.

“Nej, det er Nandos,” sagde hun. Nialls øjne lyste op og hurtigere end lynet sad han ved bordet og guffede i sig. Jeg kiggede mærkeligt på de to ædedolke. Først da de begge var færdige med at spise bemærkede de mig.

“Er du sulten?” Spurgte hende Silje og sendte mig et sødt smil. Jeg rystede på hovedet.

“Nej tak. Og der er da vist heller ikke rigtig mere at komme efter.” Jeg sendte dem et smil. Niall trak bare undskyldende på skuldrene.

“Nå jeg har ellers mere i køleskabet. Men det kan vi vel bare tage senere,” sagde hun. Niall kiggede måbende på hende.

“Har du gemt det når jeg sidder her og sulter?” Spurgte han og kiggede forarget på hende. Hun sendte han en undskyldende smil og han drejede snobbet sit hovede væk.

“Niall jeg tror altså at du overlever,” sagde jeg. Han kiggede mopset på mig. “Begynder du nu også? Jamen så går jeg da bare,” sagde han, stak snuden i sky og gik ud af køkkenet.

“Såeh… Har I noget kørende?” Spurgte jeg og sendte Silje et smil. Hun nikkede.

“Det kan man vel godt sige,” svarede hun. Det var dejlig for Niall, at han endelig havde fundet en han syntes om.

*

“Prøv lige at udtal dit navn igen,” sagde jeg. Silje brød i latter og Niall stirrede bare dumt på mig. Helt ærligt han havde vel også selv haft svært ved det. Og det var jo ikke fordi at dansk var det nemmeste sprog i verden.

“Silje,” sagde hun. Endnu engang prøvede jeg at udtale det og efter utallige forsøg lykkedes det mig; “Silje.”

“Ja præcis,” sagde hun og klappede af mig.

“Hvad var det nu hun hed, hende Louis lagde an på?” Spurgte Niall.

“Lærke?” Sagde hun.

“Ja hende. Det er da også et mærkværdigt navn,” fastslog han.

“Prøv at sig det,” sagde hun.

“Lraerkre.” Silje spruttede af grin. Jeg kunne nu heller ikke holde et grin inde. For englændere var det åbenbart en fysisk umulighed at vride sin tunge til de der mærkelige bogstaver.

“Lraerkre,” fortsatte han.

“Nej. Du skal ikke have ‘R’ med så mange gange. Lærke,” sagde hun en smule overlegent. Niall så bare irriteret på hende.

“Jaja nu er du også dansker og snakker det der volapyk hele tiden så det,” sagde Niall. Jeg kunne ikke holde et grin inde, hvilket Niall åbenbart ikke syntes var særlig sjovt.

“Så prøv du,” dikterede han.

“Larrke,” sagde jeg. Han kiggede irriteret på mig.

“Det er sgu da egentlig ret svært,” sagde jeg. Niall slog sig selv i panden, “no shit.” Min telefon vibrerede i min lomme, og jeg tog den op.

“Det’ Alexa,” sagde jeg stille. Harrys navn havde været på displayet og jeg forventede at han ville være ret sur.

“Ja, det ved jeg. Hvad har du hørt?” Spurgte han vredt. Jeg sank en klump, da jeg kom i tanke om, at jeg havde sat alle poserne i gangen.

“Øhm.. Hørt hvad?” Spurgte jeg nervøst. Han fnyste.

“Alexa det ved du jo godt,” fortsatte han. Niall kiggede uforstående på mig. Jeg forlod Silje og Niall og gik ind i et rum for mig selv.

“Harr..-”

“Hvad hørte du?” Spurgte han hårdt. Jeg sukkede.

“Det hele.. Undskyld,” mumlede jeg. Han sukkede irriteret og et brag lød. Havde han smadret et eller andet? Sikkert.

“For helvede,” bandede han.

“Undskyld Harry,” mumlede jeg.

“Det er bare..” Mumlede han, men stoppede så.

“Hvad Harry?” Spurgte jeg. Han snøftede. Vent græd han?

“Skat det er okay,” forsikrede jeg ham om.

“Nej det er ej,” snøftede han.

“Skal jeg komme hjem?” Spurgte jeg. Han snøftede igen.

“Ja..” Sagde han stille med gråd i stemmen.

“Ses. Gør nu ikke noget dumt vel,” sagde jeg.

“Ses,” snøftede han. Jeg lagde på og gik ind til Niall og Silje. De sendte mig nogle uforstående blikke.

“Niall vil du køre mig hjem?” Spurgte jeg. Han nikkede.

“Allerede?” Sagde Silje trist. Jeg trak undskyldende på skuldrene. Niall og jeg tog vores overtøj på og gik ud til Nialls store bil. Vi hoppede ind, og han begyndte at køre.

“Såeh.. Det var Harry?” Spurgte han forsigtigt. Jeg nikkede, og kiggede ned på mine lår.

“Var han sur?” Fortsatte han. Jeg trak på skuldrene.

“Oprevet,” sagde jeg. Han nikkede forstående. Resten af turen var der stilhed. Hvilket ikke gjorde mig noget. Mit hoved trængte til ro. Niall drejede bilen ind til lejlighedskomplekset og standsede ved vores opgang. Jeg åbnede bildøren og steg ud.

“Hej Hej,” sagde jeg og smækkede bildøren i. Niall gassede op og kørte væk. Jeg sukkede tungt inden jeg gik indenfor og startede min lange vandring op ad de mange trapper. Jeg åbnede døren til lejligheden og mødte en sær stilhed, og en smadret lampe. Svage snøft lød og jeg gik efter lyden. Det gav et stik i mit hjerte, da jeg så Harry sidde under vinduet på soveværelset, med hovedet begravet i sine knæ. Han snøftede, og jeg skyndte mig, hen til ham. Han løftede hovedet en lille smule. Kun lige nok til at jeg kunne se hans sørgmodigt blik, inden han igen begravede sit hovede mellem hans knæ.

“Harry,” hviskede jeg og satte mig ned ved siden af ham.

“Harry det er okay,” hviskede jeg og lagde en arm om ham. Han lænede sig ind mod mig og jeg trak ham ind i et kram. Han lagde sit hovede på min skulder, og min trøje blev fugtig.

“Nej det er ej,” snøftede han. Jeg aede ham på ryggen.

“Hvad er det helt præcist der gør dig så ked af det og vred?” Spurgte jeg stille.

“Jeg.. Vil ikke miste ham..” Græd han stille.

“Hvem?” Fortsatte jeg. Selvom jeg godt vidste det, havde Harry sikkert brug for at få snakket ud om det.

“L.. Louis.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...