Love Is All You Need ~ 1D

Sko, tøj, make-up. Alexa Dawson, datter af modemagasinet Moda's chefredaktør, får alt hvad hun peger på. Og lige en tand mere. Men da hun en dag skal skrive en artikel om boybandet One Direction, vendes hendes liv på hovedet. Hvad sker der, når Harry får fingrene i hendes arrogante ydre? Kommer han måske ind til det mindre selvsikre indre? Og når det at ske, inden de får myrdet hinanden?

54Likes
52Kommentarer
141918Visninger
AA

40. I Like Vulnerable Harry

Alberte
 

 

Best friends are people who make your problems their problems, just so you don’t have to go through them alone

*

Harry's P.O.V

 

“Hvad fanden tænker du på, Lou!?” råbte jeg rasende. Han kiggede tomt på mig.

“Blive pissestiv og ryge alt muligt lort og bagefter dukke op her? Alexa må ikke få det her at vide forhelvede,” vrissede jeg og slog til væggen. Han hostede bare lidt og var ved at vælte. Jeg sukkede irriteret over ham og tog hans jakke af. Jeg trak ham ind i stuen, så han kunne sove den ud på sofaen. Det var tredje gang, han havde gjort det. Vi havde ikke helt fundet ud af hvorfor, men det havde vist noget at gøre med, at han var single. Og havde været det længe. Jeg ville ikke have Alexa blandet ind i det. Jeg vidste ikke helt hvorfor, men jeg ville bare helst ikke have, at hun skulle bekymre sig om det. Heldigvis havde hun været meget forstående og var gået med det samme uden spørgsmål. Louis var allerede faldet i søvn. Ind af døren kom Zayn pludselig. Han kiggede bekymret på mig, og jeg nikkede. Det var slemt. Det var virkelig slemt. Han sukkede.

“Dammit.. Har du fortalt Alexa det?” jeg rystede på hovedet og lænede mig op af dørkarmen ind til stuen.

“Nej. Hun gik uden spørgsmål. Hvad fanden skal vi stille op med ham?” han trak på skuldrene og hængte sin jakke på en knag.

“Liam er også på vej. Har han sagt noget?” spurgte Zayn og tjekkede sin telefon. Jeg rystede på hovedet og gik ind i stuen og satte mig på en stol. Louis lå og sov tungt. Han stank af alkohol og tobak. Zayn stillede sig bag sofaen og kiggede ned på ham. Døren gik op i gangen og ind kom Liam. Han stod hurtigt i stuen og kiggede bekymret på os.

“Han er helt væk,” sagde jeg stille og pillede ved mine fingre. Det gik mig på. Han var min bedste ven, og pludselig havde han forvandlet sig til sådan et vrag. Og han ville ikke snakke med os om det. Min telefon ringede. Det var Alexa. Hun vandrede sikkert forvildet rundt nede i byen. Jeg stirrede lidt på den og lagde så på. Det gjorde jeg aldrig, men jeg havde ikke overskuddet til at forklare det hele lige nu. Jeg fik med det samme dårlig samvittighed overfor hende, men det blev hurtigt erstattet af irritation, da naboens stønnelyde vendte tilbage. Drengene kiggede forvirret hen på væggen, da bankelyde også lød.

“Vi har fået nye naboer,” sagde jeg bare. De nikkede forstående. “Hvad med Niall?” spurgte jeg dem så.

“Han tager ikke sin telefon,” sukkede Liam, “skal vi vække ham?” jeg tog mig til hovedet. Det var også min skyld. Jeg havde glemt ham fuldstændig, efter jeg var kommet sammen med Alexa.

“Det hele er også min skyld,” mumlede jeg.

“Hvad mener du, Harry?” sagde Zayn forvirret og satte sig på sofaens armlæn. Jeg sukkede og kiggede ned i gulvet.

“Jeg har jo glemt ham fuldstændig efter Alexa. Vi er aldrig bare os to længere. Og jeg er så ond mod ham! Vi plejede at være perverse sammen, og nu vrisser jeg af ham, hver gang han åbner munden,” mumlede jeg, “nu er han sammen med Niall hele tiden. Ikke noget ondt om Niall, men han er fandme underlig,” de grinede lidt. Liam klappede mig på skulderen.

“Rolig Hazza. Det er ikke din skyld. Vi skal bare have snakket med ham,” jeg nikkede og kiggede irriteret over på væggen.

Årh Jason! Hårdere!Zayn begyndte at grine og tændte så fjernsynet. Vi så det i et stykke tid, indtil Louis vågnede op. Han kiggede forvirret på os.

“Hvad så?” spurgte han hæst. Det var klart, at han ikke engang kunne huske noget. Jeg sukkede af ham.

“Hvad fanden laver du, Lou?” spurgte Liam bekymret. Louis havde måske sovet toppen af det, men han havde ikke sovet længe nok til, at han ikke længere var påvirket. Louis kiggede forvirret på os.

“Hvad mener I?” spurgte han og satte sig op. Jeg stirrede sammenbidt på ham. Jeg kunne mærke, hvor sur jeg blev på ham. Han skræmte jo livet ud af os, når han gjorde sådan noget.

“Lou,” sagde Zayn og satte sig ved siden af ham, “du ved godt, hvad vi snakker om. Er du okay?” Louis lukkede øjnene og rystede på hovedet.

“Nej,” hviskede han og lagde sit hoved i sine hænder. Zayn lagde en arm om hans skuldre.

“Vil du fortælle os, hvad der sker?” spurgte Liam. Louis sukkede.

“Kan I ikke bare blande jer udenom?” vrissede han. Jeg knyttede vredt næverne og rejste mig så pludseligt.

“Nej vi kan ej, Louis! Er du klar over, hvor bange du gør os, når du gør det der?! Du er så pisse egoistisk!” råbte jeg arrigt. Han himlede bare med øjnene af mig. “Og nu kan du åbenbart ikke svare længere! Jamen det er jo også bare perfekt!” blev jeg ved. De kiggede allesammen op på mig. Louis med et tomt blik og de to andre så ud til at være enige med mig.

“Du kan jo sagtens være så skide hellig! Du har for fanden da alt!” vrissede Louis af mig. Jeg kiggede dumt på ham. Hvad mente han med det?

“Du ved godt, hvad jeg mener,” hvæsede han. Jeg rystede på hovedet.

“Nej det gør jeg faktisk ikke,” endnu en gang himlede han med øjnene. Min telefon ringede igen. Jeg tog den hidsigt i hånden.

“Hvad?” sagde jeg vredt. Jeg genkendte Alexas stemme.

Er der sket noget? Harry jeg ved godt, at I skjul…jeg afbrød hende.

“Jeg orker altså ikke snakke om det lige nu,” jeg kunne høre Sophia i baggrunden.

Jamen.. Er han okay?spurgte hun bekymret.

“Sagde jeg ikke lige, at jeg ikke gad snakke om det?!” hun holdte straks mund, og drengene kiggede skræmt på mig.

Du behøver jo ikke at blive sur..” mumlede hun. Jeg sukkede højlydt.

“Nej og du behøvede heller ikke at købe en hund!”

Hvorfor kører du stadig på det? Jeg er jo bare bekymret for ham,sagde hun stille. Drengene kiggede stadig bange på mig.

“Der er en grund til, at jeg bad dig gå,”

Jeg gider slet ikke snakke med dig, når du skal være sådan der,” sukkede hun. Jeg rystede irriteret på hovedet.

“Så lad være!” vrissede jeg.

Jeg vil jo bare gerne vide, hvad der sker, Harry,forklarede hun langsomt.

“Det er slet ikke noget, du skal blande dig i,” svarede jeg og lagde på. “Det her er fandme den værste gang lort, jeg nogensinde har oplevet,” halvråbte jeg og gik ud i gangen for at tage jakke og sko på, smække døren hårdt efter mig og derefter gå en tur i Hyde Park.

*

Jeg havde egentlig ikke lyst til at gå tilbage. Jeg havde gået en tur rundt i parken og havde så siddet på en bænk i næsten to timer, så det var blevet sent om aftenen. Den dårlige samvittighed fyldte i mig. Jeg havde det så dårligt over at have råbt af Alexa. Min frustration over Louis’ udskejelser, skulle på ingen måde gå ud over hende. Men det var sket, og jeg kunne ikke have det værre med mig selv. Jeg var ligeså stille begyndt at gå tilbage. Heldigvis havde jeg ikke mødt nogen fans, for jeg var ikke helt sikker på, om jeg kunne håndtere det. Jeg nåede over vejen og hen på parkeringspladsen. Drengenes biler var der ikke, så enten var der ingen i lejligheden eller så var der kun Alexa. Hvordan skulle jeg få undskyldt for mit udbrud? At sige undskyld virkede bare ikke til at være nok. Jeg sukkede af mig selv og gik så ind i bygningen. Op af alle trapperne indtil jeg nåede døren. Som altid havde jeg glemt min nøgle og måtte derfor banke på.

Hvad vil du?hørte jeg Alexa spørge mopset om bag døren. Jeg sukkede og lagde den ene hånd på døren.

“Undskyld skat.. Jeg var bare så frustreret over det med Louis, at jeg slet ikke tænkte mig om,” mumlede jeg. Der gik nogle sekunder, inden hun åbnede døren og kiggede surt på mig. Jeg lagde armene om hende og løftede hende op i et tæt kram. Hun slog armene om min nakke.

“Undskyld, undskyld, undskyld, undsk..”

“Det er okay, Harry,” sagde hun og kiggede mig i øjnene. Jeg rystede på hovedet.

“Nej det er ej,” mumlede jeg og satte hende ned. Hun trak på skuldrene og gik ind i stuen. Jeg smed mine sko og min jakke og gik ind til hende.

“Hvordan kan jeg gøre det godt igen?” spurgte jeg og satte mig ved siden af hende i sofaen. Hun tænkte lidt og smilede så ondt.

“Allerførst skal du forklare mig, hvad der foregår. Og så skal du hjælpe med noget bagefter, men alting til sin tid,” svarede hun og vendte sig mod mig. Jeg sukkede. Skulle jeg forklare hende det?

“Jeg kan ikke sige det, skat,” hviskede jeg og kiggede ned i gulvet.

“Hvorfor?” spurgte hun forvirret. Jeg bed mig i læben og fastholdte mit blik på gulvet.

“Det kan jeg bare ikke, love. Jeg er så ked af det, men jeg kan bare ikke,” svarede jeg lavt. Hun lagde en arm om mig og løftede mit hoved, så vi kiggede hinanden i øjnene. Jeg kunne mærke mine øjne blive våde, men nægtede simpelthen at græde over det. Hun lagde en hånd på min kind.

“Det er okay, Harry,” hviskede hun tilbage og kyssede mig. Jeg mærkede mine kinder blive våde og trak mig væk fra hende. Jeg tørrede dem med bagsiden af min hånd og vendte hovedet væk. Det var da også bare pinligt.

“Harry lad være. Du skal ikke gemme dig for mig,” sagde hun. “Det er okay, Harry. Det hele er okay,” blev hun ved. Jeg kiggede på hende og rystede på hovedet.

“Kom her,” sagde hun og krammede mig ind til sig. Jeg lagde hovedet i udhulningen mellem hendes skulder og hals og duftede til hendes hår.

“Det er bare… Det er virkelig svært at holde styr på det hele nogle gange,” snøftede jeg og lod tårerne få frit løb. Hun kørte sine fingre igennem mit hår, hvilket var underligt beroligende. Det var vist første gang, hun så mig græde.

“Undskyld,” hviskede jeg.

“Hvorfor undskylder du?” spurgte hun og krammede mig tættere ind til sig.

“Fordi jeg burde være den stærke. Jeg skal passe på dig. Ikke omvendt,” hun grinede lidt af mig og trak sig lidt væk, så hun kunne se mig i øjnene.

“Jeg kan godt lide sårbare Harry,” drillede hun og kyssede mig blidt på læberne. Jeg tørrede mine kinder og smilede svagt. Lyde lød endnu en gang inde fra naboen.

“Det er tredje gang i dag, de er i gang,” grinede Alexa og lod en finger køre over min kind. Jeg kiggede lidt ned.

“Jeg elsker dig,” mumlede jeg.

“Jeg elsker også dig,” svarede hun og kyssede mig. Jeg kyssede hende igen.

“Hvad skal vi lave?” spurgte hun så. Jeg trak på skuldrene og lagde først der mærke til, at Svampebob kørte i fjernsynet.

“Ser du seriøst det der, love?” spurgte jeg og tog hendes ene hånd i min. Den var så lille, men den passede perfekt ind i min. Jeg mærkede, hvordan jeg pludselig ikke havde det helt så slemt med at have grædt foran hende, og hvor glad jeg var for, at hun havde været så forstående. Måske skulle jeg have ladet hende beholde hunden, men vi fik den på ingen måde fra Niall. Hun nikkede grinende på hovedet.

“Jeg trænger virkelig til et arbejde.”

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...