Lost

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2015
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
"Hvis du går igennem helvede, så bliv ved med at gå. Der er lys forude." Det digt har 18-årige Simone Forrest altid troet på, det positive og det gode i folk, men hun bliver sat på en prøve, da hun bogstaveligt bliver sendt til helvede og tilbage igen, men ikke som et menneske...

4Likes
0Kommentarer
530Visninger
AA

6. Kapitel 5

Jeg vågnede op med en stor hovedpine og øm i ryggen. Forvirret blinkede jeg med øjnene og nussede mit hoved. Lige så stille prøvede jeg at rejse mig op med held. Forvirret kiggede jeg rundt i rummet, for det var ikke det jeg huskede jeg var før. Rummet var lille med ingen vinduer og store sorte mursten. Der var lidt lys, men ikke til at oplyse rummet. Ingengang en dør var der, hvilket fik mig til at snappe efter vejret. Jeg var bange for at blive lukket inde i et lille rum. Men hvordan var jeg så kommet herind? 

Pludselig kom der en masse billeder farende fra min hukommelse. Dæmonen, som tog mit hjerte og pressede det sammen, og smerten ved det, som næsten fik mig til at besvime. Dæmonen, som fløj hen til en kæmpe stor borg med lava voldgrav og lagde mig ned ved indgangen. Opdagede at jeg var ved bevidsthed, og pressede mit hjerte igen, hvilket fik mig til at besvime af smerte. Mere kan jeg ikke huske.

Men hvad med min brækkede ryg? Jeg mærkede efter på hele min rygrad og mærkede en lille bule ved midten. Prøvende strakte jeg den, for at se om den var brækket, hvilket den ikke var. Mærkeligt, tænkte jeg og rejste mig op. 

"Hallo? Er der nogen? Halloooo?" Råbte jeg og mærkede efter en udgang. En lyd fik mig til at dreje hovedet til højre. Der sad en ung mand med et sørgmodigt ansigt og rystede på hovedet. "Det nytter ikke. Jeg har prøvet i 2 år nu." sagde han og rejste sig op. Hvordan havde jeg ikke opdaget ham før? "Jeg hedder Jonas og er i Herrens fængsel på grund af at jeg er en halv due" sagde han og viste sine arme, som var dækket af hvide fjer. "Han vil finde ud af, hvorfor jeg er kommet i Helvede, istedet for Himlen." 

"Jeg hedder Simone. Hvorfor kalder du ham Herre? Hvorfor ikke Satan?" spurgte jeg. Han krympede sig og sagde: "Du må ikke sige hans navn! Han kan høre dig sige det og man kommer ikke ustraffet igennem det."

En del af væggen åbnede sig og ind kom den Dæmon, som havde fanget mig. "Hvor vover du at sige Herrens navn!" sagde han.

Pisken i hans hånd svingede over hans hoved og ramte min ryg, hvilket fik mig til at skrige og falde ned på knæ. Han gentog det, og jeg kunne mærke, at det åbnede ind til mit kød. Jeg skreg endnu højere og kunne mærke noget flydende falde ned af min ryg og lande på gulvet, så det dannede en pøl. Dæmonen gentog det igen og igen, så jeg faldt helt ned på gulvet og smagte det flydende stads, som var blod. Dæmonen stoppede, slikkede blodet af pisken og lukkede væggen til igen. Jeg græd og spyttede blodet ud af min mund. Jonas kom hen til mig, forvandlede sine vinger til arme og trak mig hen til et hjørne, Hvor han så sagde noget på et andet sprog. Sårene lukkede sig på min ryg og jeg sukkede lettet. Blodet stod stadig over det hele og jeg var dækket af det. "Det må du huske - Ikke sige hans navn." sagde Jonas og kiggede efter flere sår, som han ikke havde healet. 

"Jeg forstår det ikke, hvorfor er du her stadigvæk? Hvis han ville undersøge dig om, hvorfor du er her, hvorfor vente i 2 år?" spurgte jeg og prøvede at sidde op, men han skubbede mig blidt ned igen. "Fordi han har mere interessante ting at undersøge eller lave." svarede han og trak på skulderene. Jeg gabte søvnig og lukkede øjnene lidt, hvilket fik mig næsten ind i drømmeland, da han sagde: "Hvorfor er du her?" Jeg åbnede øjnene og strakte mig, før jeg svarede: "Jeg blev dræbt af varulve, og nu påstår en Dæmon, at jeg er en varulv selv  og den første pigevarulv nogensinde. Sindsygt, ikke?" 

Jonas svarede mig ikke, så jeg kiggede op på ham. Han sad og stod med åben mund. "Er du en varulv? Piger kan da ikke være varulve." sagde han med vantro og lavede store øjne. 

"Men jeg tror også at Dæmonen løj, for det kan da ikke passe? At blive varulv når man dør og genopstår. Er det ikke hvor varulven bider en, og så bliver man en varulv efter nogle dage?" sagde jeg.

"En Dæmon lyver ikke om sådan noget. De kan lugte det." 

Jeg rynkede mine øjenbryn og strakte mig, da jeg blev søvnig igen. "Hvorfor er jeg så træt?" gabte jeg og lagde mig helt ned igen. Jonas gjorde plads til mig og sagde: "Det er healingsprocessen. Du skal hvile dig." 

"Sidste spørgsmål. Hvad vil du ved hvem bruge dig til?" sagde jeg og lagde mig til rette på det kolde murstensgulv.

"Til at finde andre som os. Jeg kan flyve rundt ligesom Dæmonerne, Men jeg er meget hurtigere."

Mere hørte jeg ikke, før jeg faldt i søvn.

 

 

Væggen åbnede sig igen og ind kom selve Herren. Jonas sad ved Simones hoved og kiggede på hendes fredfyldte ansigt, da han kom ind. Jonas drejede hovedet i et ryk og skærmede Simone med hans arme, som nu var de store hvide vinger. 

"Jeg er ked af at afbryde prinsessens skønhedssøvn, men jeg skal bruge hende nu inden fuldmåne." sagde Herren og viste sine tænder, som var hugtænder. Jonas trodsede ham, med at stirre ham i øjnene. Herren smil blev bare mere ondskabsfuldt og stirrede igen, hvilket fik Jonas til at gå i kramper, men trofast skærmede Simone med vingerne. 

"Trodser du mig?" sagde Herren og smilede mere, selv om det så ud til at han ikke kunne smile mere før. 

"Du har hørt profetien om den første pigevarulv. Jeg ville nødigt give hende til dig, så profetien bliver fuldført." 

"Hvorfor ikke? Jeg kunne tilbyde dig et uendeligt liv med berømmelse og rigdom, eller at du bliver genfødt og kan møde din familie igen, uden at de ved at du døde engang."

Jonas tøvede. Et liv på jorden igen lød fristende. Han kiggede ned på Simone sovende ansigt. Hvis Herren fik hende nu, ville profetien, som den siger, få en mægtig varulv på hans side og himlen ville gå under i hans magt. Hvis nu han fik hende væk med hendes hjerte og genoplivede hende, ville hun få et liv på jorden igen som en mægtig varulv og han ville blive her og rådne op, men så kunne Herren ikke få kontrol over himlen. 

Jonas forvandlede sine fødder om til klør og tog fat om Simone, som sov tungt og opdagede ingenting. Hurtigt fløj han over Herrens hoved og susede udenfor. Hære af Dæmoner opdagede ham og fløj efter ham, inklusive den Dæmon med Simones hjerte. Jonas fløj hurtigere end Dæmonerne, men fløj også nogengange langsommere for at de kunne følge med. Da han nåede hen til Eriks herres område, fløj han ekstra hurtigt og landede lige foran Erik og smed lige så stille Simone ned. Jonas kiggede Erik i øjnene og sagde: "Hent Aske. Jeg henter Simones hjerte." Erik nikkede indforstået og løb hen for at hente Aske. Jonas fløj op i himlen igen og så den store hær af Dæmoner komme efter ham. 

Han fløj op over dem og ungveg ildkuglerne, imens han ledte efter den rigtige Dæmon med Simones hjerte. 

I midten fløj Dæmonen med hendes hjerte og Jonas styrtdykkede. Dæmonen så ikke det komme og hurtigt fik han fat i hjertet og smed det ned til Erik og hans herre, Aske. Jonas fløj hurtig den anden vej for at få Dæmonerne væk fra Simone, men den hoppede de ikke på. De fløj over Erik, Aske og Simone og skød med ildkugler, som Aske blokerede, men han kunne ikke genoplive Simone til jorden og blokere ildkuglerne samtidigt, så Jonas fløj i midten af det hele og blokerede ildkuglerne med sin krop.

Aske handlede hurtigt, lagde hjertet på Simone og fremsagde nogle ord på et andet sprog. Hjertet blev mere og mere rødt og begyndte lige så stille at synke ned i Simones krop. Simone blev badet i skinnende lys og hendes krop blev svagere og svagere oplyst, og til sidst var hendes krop væk. Lyset fra før sprang i luften og alle Dæmonerne faldt ned fra himlen

Jonas havde fået så mange ildkugler på sig, at han blev til aske. Alt asken faldt ned på jorden i en bunke. Asken fløj med vinden op i himlen, hvor hans aske blev hvidt, for til sidst at forsvinde i den blå luft.

Erik som havde set det hele, stod med en undren tilbage. Aske kom hen til ham og lagde en hånd på hans skulder. 

"Hvad skete der med halvfuglen?" spurgte Erik og rynkede brynene. Aske kiggede op i himlen og sagde: "Hans sjæl og krop er kommet op i Himlen på grund af at han ofrede sig til Simone." Erik nikkede langsomt og forstående. Aske tog hånden væk fra Eriks skulder og gik væk for at lade Erik lidt alene.

Erik kiggede op i himlen og sendte et held og lykke til Simone, før han gik hen til Aske.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...