Lost

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2015
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
"Hvis du går igennem helvede, så bliv ved med at gå. Der er lys forude." Det digt har 18-årige Simone Forrest altid troet på, det positive og det gode i folk, men hun bliver sat på en prøve, da hun bogstaveligt bliver sendt til helvede og tilbage igen, men ikke som et menneske...

4Likes
0Kommentarer
529Visninger
AA

4. kapitel 3

, Jeg tror vi vandrede i 2 timer, før Erik stoppede. Jeg kiggede spørgende på ham og spurgte: "hvorfor stopper vi?" Han svarede mig ikke, men tyssede på mig og kiggede ligefrem. Jeg kiggede også ligefrem og ville spørge hvad han kiggede på, da en næsten lydløs raspen stoppede mig. Jeg isnede og så et skelet ca. 50 meter fra os. Jeg spærrede øjnene op og kiggede skræksslagen på Erik. Han trak et sværd op, som var godt gemt inde i hans frakke, og skubbede mig bag ham.

Jeg protesterede og var bange for at han var for gammel til at slå skelettet, men Erik råbte op og styrtede frem mod skelettet. Skelettet trak sit sværd op og løb mod Erik. Jeg stod og følte mig ubrugelig, imens Erik kæmpede imod skelettet. Han kæmpede faktisk godt af at være en mand på måske 60-70 år, men det var nok også på grund af, at han var sørøver i hans liv. Skelettet slog ud efter Erik, men han undveg og så sin chance. Hans sværd svingede med en stor kraft og halshuggede skelettet. Skelettets krop faldt med et dunk på jorden og hvad end der holdte skelettet sammen, blev ødelagt og alle knoglerne lå spredt ud over det hele.

Erik hev efter vejret og kiggede hen på mig og spurgte mig med øjnene om jeg var okay. Jeg nikkede og gik over til ham og knoglerne, som var ved at smelte. Han ansigt afslørede, at han ikke troede på mig og tog mig væk fra den nu flydende masse. "Jeg er okay med det, jeg har oplevet værre" sagde jeg til ham med en overbevisende stemme, for jeg havde jo ret. Jeg havde jo oplevet, at min bedste ven var blevet en varulv og spist mig. Jeg rystede det af mig og sagde til mig selv, at jeg ikke skulle tænke på det og tænke på nuet. Jeg havde ikke opdaget, at Erik kiggede på mig en panderynken, så da jeg så det, smilede jeg bare halvhjertet og spurgte om vi ikke skulle videre. Han så på mig igen med panderynken og sagde: "den tager vi senere. Lad os gå videre."  

Vi begge to var stille da vi gik videre. Erik kastede nogengange blikke hen til mig, men jeg kiggede bare ligefrem og ignorerede det. Til sidst blev jeg træt af det, stoppede op og sendte ham et irriteret blik. " Jeg har det fint, okay? Det var ikke så slemt." sagde jeg og lagde mine arme over kors. " Undskyld, det er bare de andre jeg har hjulpet, græd og havde det dårligt i flere timer, og du går bare videre." sagde han. Jeg fnyste og sagde: "Hvornår er vi der?" Erik kiggede overrasket på mig over mit emneskift og sagde: "Vi er der snart." Jeg nikkede og gik videre. Da Erik ikke fulgte med, standsede jeg op og kiggede tilbage, hvilket jeg aldrig skulle have gjort. 

Flere hundrede skeletter stod på række og kiggede med onde øjne på Erik og mig. Flere af dem havde et skjold, men alle havde et sværd. De ventede, som om de ventede på en ordrer. Jeg skyndte mig hen til Erik, og hele den lille tur hen til ham, blev jeg nedstirret af alle skeletterne. Erik stod og kiggede skrækslagen på mig. "Pis. Her." sagde han og rakte mig en boomerang. "Skeletterne kan kun dræbes ved at halshugge dem. boomerangen er magisk og vil komme tilbage til dig, uanset hvad. jeg skal nok tage mig af.." mere nåede han ikke at sige, før en overdøvende ond latter fyldte det hele. 

"Jamen jeg troede ikke jeg ville se dig igen, Erik.", sagde en dyb, men melodisk stemme. Erik isnede. Over den lille hær af skeletter, fløj, hvad jeg kunne regne ud, en dæmon. Dæmonen lignede et almindeligt menneske, havde sort hår og læderjakke med en sort t-shirt og sorte bukser, men så alligevel ikke, for han havde også kæmpe store sorte fjervinger, øjne der var kun en farve med ingen regnbuehinde eller pupil, som hele siden skiftede farve fra kulsorte til blodrøde, mega lange og spidse negle og små horn på panden. 

 Dæmonen smilede og sagde: " Og hvem er så din lille veninde der?" Dæmonen pegede på mig med en af sine lange negle og slikkede sig om læberne. "Jeg kan godt lide hende." Han smilede endnu mere og gav mig elevatorblikket. Jeg fnyste og sendte ham et surt blik. Det grinte han bare af, og sagde: " rolig nu, søde. Jeg kan forstå hvorfor du har et temperament" jeg forstod overhovedet ikke hvad han mente med det, for han kendte jo mig ikke og jeg har ikke et temperament, så jeg sendte ham et uforstående blik. Han smilede bare et skævt smil og det ene øjenbryn røg op i panden. " Så du ved slet ikke hvem du er? Sølle dig.", sagde Han og lavede en tsk lyd. Jeg kiggede endnu mere uforstående på ham og Erik kiggede uforstående på mig. Jeg ved da hvem jeg er, en helt normal pige, som blev dræbt af varulve. Vent.. så normalt var det heller ikke at blive dræbt af varulve. " Hvis du nu tænkte dig om hvordan du døde, ville du måske kunne vide det.", sagde Dæmonen. 

"Er jeg en zombie?", spurgte jeg, fordi jeg var jo blevet spist. Dæmonen skraldgrinede. "Skal jeg skære det ud i pap for dig? Du er en varulv. V-A-R-U-L-V" Sagde han og jeg spærrede øjnene op. " Du er ikke en varulv endnu. Du bliver genfødt og vil være en varulv på jorden. Hvis altså du når at blive genfødt.", sagde Dæmonen og smilede. Uden varsel lavede han en ildkugle og sigtede efter mit hjerte i min lomme. Jeg undveg hurtigt og kastede min boomerang efter ham. Dæmonen undveg så hurtigt, at jeg ikke kunne se det , og ville kaste en ny ildkugle efter mig, da han blev ramt af en stødkugle. Dæmonen smilede og kiggede på noget bag mig. "Så ses vi igen, Aske", sagde han og jeg drejede hovedet for at se hvem det var, der havde reddet mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...