Lost

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2015
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
"Hvis du går igennem helvede, så bliv ved med at gå. Der er lys forude." Det digt har 18-årige Simone Forrest altid troet på, det positive og det gode i folk, men hun bliver sat på en prøve, da hun bogstaveligt bliver sendt til helvede og tilbage igen, men ikke som et menneske...

4Likes
0Kommentarer
533Visninger
AA

3. kapitel 2

Varme. Det var det første jeg mærkede, da jeg vågnede. Ekstrem varme fra alle sider. Jeg åbnede stille mine øjne og skreg, men der kom ingen lyd ud. Foran mig lå mine ben, helt revet fra min krop og blodige. Jeg kiggede lidt rundt og fandt min ene arm liggende lidt længere væk, min hand ved siden af og mit hjerte, som forresten ikke bankede. Jeg prøvede at rejse mig op med min ene arm, men forgæves. Jeg faldt lige ned på jorden igen. Jeg prøvede igen, og den her gang lykkedes det. Jeg havde fået mig op og sidde.

"Er her nogen?",ville jeg råbe, men mit stemmebånd virkede ikke. Jeg forbandede det indvendigt, imens jeg rakte ud efter min arm. Da jeg rørte ved den, fløj den op og satte sig op på min afrevne overarm, så den sad fast og så ikke ud som om den havde fået nogen skrammer overhovedet. Jeg blev forskrækket og så på min arm med forundring. Kun rødt blod og ellers ikke andet. Jeg prøvede at bevæge den, med succes. Hurtigt rørte jeg også ved mine ben og min hand, og så også dem flyve på plads. Jeg rejste mig op og først der blev jeg opmærksom på landskabet.

Jeg var stadigvæk i skoven, men så alligevel langtfra. De eneste farver var sort, rød, og orange. Det hele flimrerde som på en varm sommerdag, men her var endnu varmere. Grantræerne så ud til at være brændt helt ind til det inderste af stammen, men holdt sig alligevel oppe. Grenene var der også. Alle træene var helt sorte og smed nogengange lidt sort aske ned på jorden, som var nogengange orange og nogengange rød, som et bål, bare ingen brænde og ingen flammer, kun på jorden. På jorden lå der også blod rundt omkring, og det meste var ikke mit. Himlen var som jorden, bare i lysere nuancer og havde en sort sol. Hele landskabet gav en et indtryk af, at det hele brændte med de farver, og det passede også med varmen. Men den ekstreme varme, som sagtens kunne grille et menneske på få sekunder, generede ikke mig.

Hvor var jeg?

Jeg prøvede at reparere mit stemmebånd ved at røre ved det og det lykkedes. Jeg gispede og sukkede så lettet.

"Hallo?" Ingen svar. Jeg sukkede og ville gå videre, men en lyd stoppede mig.

"Skal du ikke samle dit hjerte op?"

Jeg hoppede 1 meter op i luften af bare forskrækkelse. Jeg vendte mig om og så en meget gammel mand. Manden stirrede skiftevis på mit hjerte og mig. Jeg rakte langsomt ud efter mit hjerte og tog det op. Jeg kiggede på manden igen og spurgte manden: " hvem er du? Hvor er jeg? Hvorfor har jeg mit hjerte i min hånd, og ikke i min krop?" Manden sukkede og satte sig ned på jorden. Jeg stod stadig og fulgte ham nøje med øjnene. Han sukkede og sagde: " jeg må nok starte fra begyndelsen af, for ellers forstår du ikke noget. Jeg hedder Erik og blev født den 27 december 1345." "Hvad?! Det kan da ikke passe?!" Afbrød jeg ham, men han stirrede bare på mig og sagde: " må jeg snakke færdigt? Tak. Jeg blev født som en sørøver på en sørøverø. Jeg voksede op sammen med andre sørvere og lærte at plyndre, stjæle og dræbe. I alderen 12 blev jeg sendt ud på sørøverskib sammen med 30 andre sørøvere på en togt. Vi plyndrede alle og enhver. Da jeg var 15 år dræbte jeg den første mand. Vi var ved at plyndre et stort krigsskib, da jeg gjorde det. Tog en pistol og skød en soldat. Jeg kan huske den følelse da jeg gjorde det. Hvordan det gjorde mig magtsyg. Da vi kom tilbage igen, var jeg 20 år og havde dræbt over 1000 mænd. Jeg var stolt over mig selv og vores bytte, men hadede den ide af vi skulle dele den. Så midt om natten stjal jeg alt byttet på sørøverøen og sejlede væk med mine trofaste venner. Vi troede vi havde alt og kunne alt, så selvfølgelig skulle vi angribe kongens skatkammer. Der hvor ingen havdet fået succes med at stjæle det. Så vi fandt et godt sted at gemme vores guld og planlagde et snigmord på kongen ved hans datters 20 års fødselsdag. Da det blev tid, snigmyrdede jeg kongen og kidnappede hans datter. De andre havde plyndret skatkammeret. Vi frydede os i vores sejr, og drak os fulde og misbrugte kongens datter. Næste dag sejlede vi videre til spanien med kongens datter. Der blev hun så pisket, misbrugt og druknet. Da vi havde plyndret lidt, sejlede vi tilbage til vores gemmested. Jeg var blevet så magtsyg og grisk, at jeg dræbte mine trofaste venner og bosatte mig på gemmestedet i 40 år. Jeg svømmede i guldet hver eneste dag. Da nogen fandt mig, skød jeg dem alle sammen i frygt for at de ville stjæle mit guld, undtagen en. Jeg havde ikke set drengen, for da jeg havde vendt mig om, skar han halsen over på mig. Jeg vågnede præcist som dig, forvirret og med hovedet fra kroppen. Jeg rørte mit hovedet, og det fløj på plads, ligesom dine legemsdele. Jeg fandt også mit hjerte liggende på jorden, uden at det slog. Jeg samlede også det op, og der opdagede jeg de lig foran mig. Det var de personer, som jeg havde dræbt lige før. De skinnede, og de vågnede ikke. Pludselig kom der et skelet med rustning og sværd gående. Det prikkede til ligene og de forsvandt. Jeg skulle til at gemme mig, da det var for sent. Det havde fået øje på mig. Det smilede, tror jeg, og løb hen til mig. Jeg stod på stedet og kunne ikke røre mig. Skelettet stødte sit sværd ind i min mave og smerten kom. Det var anderledes. Meget værre. Skelettet trak sværdet ud igen og huggede alle mulige steder og der 'døde' jeg igen. Jeg vågnede op igen efter 2 minutter og samlede mig selv sammen igen. Jeg var nysgerrig og ville vide mere om hvor jeg var og hvad skelettet var. Jeg søgte efter svar i 51 år, før jeg fandt en vis mand. Han fortalte mig hvor jeg var, hvad skelettet var og hvorfor man går rundt med sit hjerte. Jeg fandt senere ud af, at han er én af de slags hjælpere for de nye. Han hjalp mig og jeg blev hans tjener til evig tid. Nu finder jeg andre, som er nye her og fører dem til ham."

Jeg stod mundløs og stirrede på ham.

"hvor er jeg så?"

"I helvede."

Jeg tabte kæben af bare overraskelse. I helvede!? Jeg havde da ikke gjort noget ondt, havde jeg? Men det forklarede også, hvorfor manden var her.

"Hvad er de skeletter der?"

"De sjæle der forsat var onde og ville arbejde for Satan og dæmonerne. De hedder dæmonernes håndlangere."

"Hvorfor holder jeg mit hjerte?"

"Det gør alle. Hvis du stadig har det, er du dig selv og har en chance for at blive genfødt, men gør dig ingen forhåbninger. Det er kun 1 ud af 12 milliarder sjæle der bliver genfødt. Dæmonernes håndlangere skal afleverere deres hjerte til Satan, og så spiser han det."

Ad, hvor klamt.

"Hvorfor er jeg i helvede?"

"Se, det skal du selv finde ud af. Min herre kan hjælpe dig. Følg efter mig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...