Lost

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2015
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
"Hvis du går igennem helvede, så bliv ved med at gå. Der er lys forude." Det digt har 18-årige Simone Forrest altid troet på, det positive og det gode i folk, men hun bliver sat på en prøve, da hun bogstaveligt bliver sendt til helvede og tilbage igen, men ikke som et menneske...

4Likes
0Kommentarer
532Visninger
AA

2. kapitel 1

Lyden af pentatonix's "love again" beroligede mig, imens jeg gik med langsomme skridt rundt på den store plæne med Bailey. Ikke alkoholen, men min flotte border collie. Han løb glad rundt imellem buskene og jagtede kaniner for sjov. Imens skrev jeg med min bedste ven, Mike, om vores aftale imorgen. Han havde skrevet til mig at han havde en overraskelse til mig. Gad vide hvad det var.Bailey kom løbende hen til mig med en pind og lagde den foran mig, som et tegn til at jeg skulle kaste den, så det gjorde jeg.

Selvfølgelig. Hvad skulle jeg ellers?

Da jeg havde kastet pind med Bailey i et stykke tid, vendte jeg jeg snuden hjemad. Imens gik jeg og tænkte videre over hvad overraskelsen var, men kunne ikke komme på noget. Da jeg kom hjem, løb Bailey over til sin kurv og kiggede på mig med store hundeøjne. Jeg tog min jakke af og hang den på en knage, og gik over til Bailey og nussede ham. Så gik jeg ind på badeværelset og børstede tænder. Da jeg var færdig, gik jeg hen til mit soveværelse og lagde mig ned i sengen. Mine tanker kørte rundt og jeg kunne ikke finde ro. Men tilsidst faldt jeg i søvn med en mærkelig stilling.

Solen kastede sine lange stråler ind fra vinduet af, så mine øjne fangede dem og automatisk vågnede jeg af det. Jeg var ikke den største fan af morgner, så jeg vendte mig om og prøvede at sove videre, men så tilfældigvis at klokken var 11:30, og så var jeg hurtigt oppe og børste tænder på badeværelset. Jeg skulle møde Mike om 30 minutter! Jeg tog et lyn bad og hoppede i en t-shirt med teksten 'shut up, you're boring' og shorts, da det var sommer og sommer er lig med ferie. Jeg gik ned i køkkenet for at hente noget hurtigt morgenmad. Min mor sad og læste avis imens hun nussede Bailey under øret. Jeg smilte til hende og tog et æble og gik ud i entréen. Her tog jeg mine elskede vans på og løb ud til min bil. Imens jeg kørte ud til vores mødested, skoven, tænkte jeg på at denne her overraskelse ville få svar på mange ting. Han havde virket meget sær på det seneste, spist meget, fået masser af muskler meget hurtigt, været meget fraværende og mere hidsig. Da jeg kom til skoven, vores mødested, parkerede jeg min bil og hoppede ud. Kun Mike var der, på grund af at der ikke kommer så mange til den her skov. Jeg gik lige så stille hen til ham, selvom min mavefornemmelse sagde, at jeg ikke skulle. Han havde en sort læderjakke med en hvid T-shirt indenunder og sorte bukser på, noget han aldrig har haft på før. Han så faktisk lidt creepy ud. Han kiggede, nej stirrede på mig, indtil jeg stod lige foran ham.

"Hey Mike" sagde jeg og skulle til at give ham en krammer, men han skubbede mig væk. Jeg kiggede lidt såret på ham, men der var ingen medlidenhed eller glæde at se i hans sorte øjne. Vent sorte?!

"Har du fået kontaktlinser i?" Spurgte jeg ham undrende. Han blinkede et par gange hurtigt og kiggede istedet på noget bag mig. Jeg trak øjenbrynene sammen og kiggede bag mig. Jeg fortrød det med det samme. Min elskede bil jeg havde fået af min forældre, var ved at vælte på grund af 3 kæmpe store ulve, der nok var 2 gange større end en almindelig ulve.

Jeg havde lyst til at skrige, for jeg var hunderæd for store rovdyr. De var så frygtindgydende og kunne slå en ihjel på få sekunder. Mike begyndte at gå hen til ulvene. Jeg løb hurtigt hen og sagde: "er du sindsyg? Hvis de opdager os, ender vi som ulvemad, det har jeg altså ikke i planerne." Mike vendte sit hoved bagud for at kigge på mig og sagde: "bare rolig, de kan bare ikke lide din bil" Mike var ikke en person med mange ord, han var mere handlingstypen, men den her gang vendte han fronten mod mig og sagde: "tilfreds?"Jeg nikkede og trak vejret dybt ind og ud, imens jeg kiggede efter flugtveje uden at blive set.

For sent.

En af ulvene vendte hovedet mod os og fik øje på os. Den bjæffede til de andre ulve og kiggede på os igen. De andre ulve kiggede også over på os. Jeg blev skrækslagen, men jeg var ikke sådan en person der blev handlingslammet, så jeg bakkede lige så stille over til skoven, for der kunne jeg i det mindste klatre op i et træ. Mike blev bare stående.

"Mike! Løb!" Jeg stoppede op og bønfaldt ham om at komme her over med mine øjne. Han smilede bare og kiggede over på ulvene, der var kun 4 meter fra ham. Han bukkede for dem? Den ene ulv bjæffede lidt til Mike, og det så ud som om han forstod det, for han rejste sig op igen og smilede.

Og så gjorde han noget, jeg aldrig i mit liv troede jeg ville se.

Hans ansigt ændrede sig. Hans næse strak sig længere ud og fik en snude. Hans øjne blev større og ravgule. Munden udvidede dig og han fik skarpere tænder. Ørerne voksede indad og nye ører voksede ud ved hovedet. Hovedet i sig selv blev større og fik masser af pels. Hans arme blev længere og fik poter og pels. Hans ben blev også længere og fik pels. Ud af halebenet voksede der en hale ud. Kroppen blev større, længere og fik pels. Alt hans tøj blev revet i stykker.

Alt det skete på 5 sekunder og så stod der en grå-sort ulv med ravgule øjne hvor Mike oprindeligt havde stået.

Jeg var i chok.

Varulve findes og de behøver ikke at tranformere om fuldmånen.

Mike var en varulv.

Jeg skreg og løb imod skoven. Varulvene og Mike var lige i hælene på mig. Jeg skyndte mig at løbe videre, selvom jeg kunne høre deres knurren og snerren. Jeg fandt det første træ og ville klatre op i det, men en varulv fik fat i mig og rev mig ned. Selvom jeg vidste at jeg ikke havde en chance, slog jeg ud efter varulvene.

Jeg kunne mærke jeg ramte en ulv på snuden, men den blev bare mere aggressiv og så sendte jeg vidst en kædereaktion, fordi alle varulvene begyndte at sætte tænderne i mig.

Smerten var overalt. I skulderen, i benet, i låret, i armen og i foden. Det var ubeskriveligt, at få sit eget kød og blod fjernet. Det var smertefuldt. Det var som at blive tæsket af verdens bedste bokser, kørt over af en bus, springe fra det højeste bjerg og få den stærkeste syre på sig samtidigt. Jeg skreg som bare fanden.

Lige pludseligt blev alt sort. Smerten var skruet en tand ned, men den var der stadigt. Det var fristende at overgive sig til mørket, men jeg holdt fast.

Indtil der ikke var noget at holde fast på.

Mørket lagde sig over mig som en dyne og jeg kunne intet føle mere, se mere, høre mere, mærke mere, eller trække vejret mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...