Hard to know {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2014
  • Opdateret: 30 dec. 2014
  • Status: Igang
Hope var en gang den tykkeste på hendes skole. Hun blev mobbet hver dag, men var stadig lykkelig, indtil hendes kæreste, Niall Horan, slog op med hende foran hele skolen. Tre år senere støder hun på Niall, på en helt almindelig og travl mandag. Han kan ikke genkende hende af visse grunde; hun er ikke tyk længere, nu er hun slank som en model. Han efterlader en seddel i hendes jakkelomme, der fører til mere og mere. Men tilgiver hun Niall? Og hvad sker der når hun møder de andre drenge? Følelser kan ikke styres, ikke engang af de bedste.

34Likes
7Kommentarer
572Visninger

2. {1}

~~Kapitel 1

Hope’s synsvinkel.

”Mor, jeg tager hen til Thea.” råber jeg.
Jeg er ikke sikker på om hun hørte mig, men det er ikke mit problem. Siden min far tabte kampen til kræften for to år siden, har min mor isoleret sig. Hun sover om dagen og skriver om natten. Døren ind til hendes kontor er altid låst, så jeg har aldrig set hvad hun har skrevet.

Jeg lukker døren og låser den efter mig, så jeg er sikker på der ikke er nogen der går ind i huset, mens mor sover.

Jeg piller ved den sorte elastik jeg har rundt om håndledet, den har siddet der siden min far døde af en speciel grund, som andre synes er underlig.
Dengang han stadig levede, der var min mor næsten aldrig hjemme, hun arbejde som advokat, satte han altid mit hår op i hestehaler og fletninger. Det var dengang jeg ikke kunne finde ud af det selv. Det var altid den samme elastik han brugte, den jeg har rundt om håndledet.

Jeg støder ind i noget hårdt, og lander på jorden.

”Av, av, av.” mumler jeg, mens jeg ømmer mig lidt. Jeg kigger op og får en hånd stukket i hovedet, af personen jeg stødte ind i. Det var jo min skyld, jeg gik i mine egne tanker og så mig ikke for.

”Det må du undskylde, jeg så mig ikke for.” siger en velkendt stemme. Jeg kigger op på drengen jeg stødte i. Blondt hår med brune rødder og smukke blå øjne. Niall.

 Dengang jeg gik i skole, var jeg anderledes. Jeg var ikke ligesom de andre, jeg var.. rundere. Jeg blev mobbet hver dag, men jeg var faktisk glad, det var den eneste grund til at jeg blev ved med at komme i skole. Niall og jeg var kærester, men han slog op, foran hele skolen. Han fik sagt nogle ret grimme og sårende ord, der medførte jeg tabte mig.

”Hvad er chancen?” siger jeg mest henvendt til mig selv. Men hvad er chancen lige at man støder på ham der knuste en groft i High school? Risikoen er meget lille.

”Undskyld, men jeg forstår ikke?” spørger han høfligt.

Jeg skuler til ham. Selvfølgelig kan han ikke forstå at han lige er stødt på sin High school kæreste han dumpede. Og selvfølgelig kan han ikke genkende mig, denne gang er det ikke ironisk.

”Du behøver ikke at forstå noget.” mumler jeg koldt og går videre forbi ham. Han fortjener ikke at se min høflige og glade side.


Da jeg banker på hos Thea åbner hun hurtigere end at jeg når at afreagere, det betyder at jeg får døren i hovedet.  ”Ej undskyld Hope! Du må virkelig undskylde jeg så dig ikke.. Hope? Er der noget galt?” spørger hun og studerer mit ansigt.

Jeg trækker på skuldrende. Behøver jeg fortælle hende om Niall? Hun har hørt historien om min skoletid, selvfølgelig var Niall med i det meste af historien, så hun kender ham ud fra det jeg har fortalt.

”Hope vil du ikke være sød at fortælle mig hvad der er galt?” spørger hun igen, og trækker mig indenfor og smækker døren bag os.

Jeg vil ønske jeg ikke var stødt på ham, at jeg havde kigget mig for og gået uden om ham uden at værdige ham et eneste blik. Jeg havde flere gange ønsket at møde ham igen, men nu hvor det er sket, ønsker jeg at slette ham fuldstændig fra min tankegang.

”Niall.” hvisker jeg. Hun kigger medfølende på mig, og aer min arm, det ene navn forklarer på en måde alt, alt der er sket. Jeg er sikker på hun ved at jeg har mødt ham, lige på vej herhen.

”Han kunne ikke huske mig, han.. han har bare glemt mig, jeg ved det.” hulker jeg. Hun hiver mig med op på hendes værelse og vi sætter os i hendes seng.

”Hope?” spørger hun forsigtigt.

Der går lidt tid før jeg finder ud af at det er mig hun snakker til, jeg ved godt vi er de eneste hjemme hos hende, men min hjerne reagere ikke lige så hurtigt som den plejer. Som sagt reagerer jeg ikke med det samme og hun siger mit navn op til flere gange, før jeg vågner fra min dvale.

”Ja?” spørger jeg og kigger på hende. Hun er stoppet med at nusse min arm og sidder nu med hendes hænder i skødet. Jeg trækker mine ben op under mig, så min hage hviler på mine knæ. Håret falder ned om siderne af mit ansigt, hvilket er ret irriterende.

”Jeg fandt denne seddel i entreen, jeg tror den er faldet ud af din jakkelomme. Vil du kigge på den?” Hendes blik siger mig at hun allerede har kigget på sedlen, og set hvem den er fra og hvad der står på den.

Jeg tøver men rækker til sidst ud efter den, og folder den langsomt og tøvende ud. Jeg kigger længe på det udfoldede stykke papir i mine hænder, dog uden at læse. Til sidst tager jeg mig sammen.

Hej.
Det var mig du stødte på, på gaden og jeg synes du virkede interessant.
Ring eller skriv til mig ********
Niall, ham du faldt for på gaden :D

Jeg fnyser og efterligner hans stemme inde i hovedet. Niall, ham du faldt for på gaden. Hvor er han lam. Jeg river den lille seddel over så mange gange som muligt, og smider den ud over gulvet på Theas værelse. Jeg får hurtigt dårlig samvittighed og begynder at samle papiret op for Theas skyld.
Det eneste hun gør, er at grine.

”Hope, du behøver ikke samle det op, kig rundt, jeg skal alligevel have ryddet op snart.” griner hun for sig selv.

Jeg trækker på skuldrende og samler resten op og smider det ned i hendes skraldespand, hun har stående herinde.

”Det bliver ikke i morgen, der skal vi på arbejde.” mumler jeg, højt nok til at hun kan hører det. Jeg kigger hen på hende, hun nikker.

Thea og jeg arbejder begge på starbucks, det samme sted og som regel arbejder vi på de samme tidspunkter som i morgen for eksempel. I morgen skal vi begge arbejde fra klokken ni til klokken fire.

”Liv?” spørger Thea mig og jeg kigger hen på henne.

Det er sjældent hun kalder mig mit kælenavn. Mit mellemnavn er Olivia, siden det er svært at finde et kælenavn når man hedder Hope, så fandt vi på et ud af mit mellem navn.

”Skal vi ikke sove sammen? Jeg er alene hjemme indtil i overmorgen, så vi har huset for os selv vi kan lave pandekager?” spørger hun og smiler af det sidste hun sagde i sætningen.

Jeg elsker at lave pandekager og elsker endnu mere at spise dem.

”Aftale.” siger jeg og smiler.

Xxxxxxx

Ohej!
Det var så mit første kapitel, og ja… Der sker jo som regel ikke særlig mange ting i første kapitel, men her har i det ;)
BYE!
-Bella xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...