The New Student

Serena Tomlinson lever et formidabelt liv. Hun er elevrådsformand, får gode karakter, lærernes kaldedække og hendes chance for at komme ind på Harvard for at studere jura er temmelig stort. Hendes far er kendt for at eje seksten hoteller, alle fem stjernet og hendes mor er en tidligere model der nu designer sit eget tøj. Hun ligger ikke højst på popularitet skalaen tværtimod, hun ligger nederst, men hun er glad fordi hendes bedsteven og eneste ven er Liam Payne. Men hvad sker der når Liam begynder at tale med skolens populæreste pige, Sophia Smith? Ikke nok med hun er populær, hun er Serenas fjende. Og hvad med den mystiske dreng der begynder i hendes klasse, som påstår han hedder Harry Edwards. Serena bliver hurtigt fortryllet af Harrys charme, men han er en rigtig badboy type, der er vild med fare. (Drengene er ikke kendt)

1Likes
0Kommentarer
185Visninger
AA

2. Harry Edwards or Harry Styles?

Sove, det kunne jeg. Faktisk så stod det øverst på min ønskeseddel. Tanken om at arrangere skoleballet - selvom der var et år til - gjorde mig skør. Jeg havde været vågen hele natten for at tænke på aktiviteter og sådan noget. Nu hvor jeg lignede en zombie, havde alle lige pludselig travlt med at kigge på mig. Jeg åbnede mit skab og sukkede, Historie stod der på skemaet. Sophia stod med sin slæng i den anden ende af gangen, men jeg kunne mærke deres skjulte blikke. Jeg fattede ikke at Louis hang ud med dem. Ja okay, Eleanor var sød når Sophia ikke var der, og Louis var min bror, men det føles som om jeg lever på en anden planet. Modsat andre teenager, så går jeg op i min uddannelse. Mens de har travlt med skolebal så har jeg travlt med lektier. Jeg kunne altid følge mine forældres fodspor, min far er den store William Tomlinson som ejer seksten hoteller alle  er seks stjerners hoteller. Så er der min mor, Jenna Tomlinson tidligere model, nu designer hun sit eget tøj. Louis elsker at bade i mors og fars penge, hvor jeg fortrækker at tjene min egne. Okay, undtagen når jeg skal på Harvard. Jeg lod min fingere passere billedet af Liam. Liam og jeg havde været bedstevenner, siden vi begge fandt ud af at det var håbløst at lede efter andre. Vores rektor stod ved siden af Sophia, sikkert fordi hun skal have æren i at vise den nye fyr rundt. Ikke noget vi gøre normalt, men den her dreng skulle være en speciel dreng. Rige forældre eller noget. Alligevel bevægede han sig over mod mig. "Miss. Tomlinson, vil du have æren af at vise den nye dreng rundt? Du er trods alt elevrådsformanden," han smilede og vendte sig om og gik, inden jeg kunne nå at svare. Det var bonussen ved at studere meget, lærerne valgte altid mig.  På vej hen til historie timen, kunne jeg ikke lade være med at smile hånende til Sophia.

"MR. STYLES!" blev der råbt gennem døren. Jeg sad udenfor inspektørens kontor, og ventede på drengen jeg skulle vise rundt. Han må vidst hedde Styles. Minutterne sled, og efter ti minutter gik døren op, og Styles kom ud. What? Drengen ligner ikke en der er særlig værdifuld. Han er trods alt lækker, gad godt se ham uden bluse på. Men hans tatoveringer spolerede ligesom alt. Han havde en piercing ved øjenbrynene og selvfølgelig skal han have i ørerne. Dog slog hans grønne øjne alt, og krøllerne var bare bonus. Jeg opdagede mig selv i at sidde og stirre på ham. "Jeg ved godt jeg er lækker, men overdrivelse er ikke sundt," han smilede tørt og begyndte at gå, uden at vente på mig. Jeg hoppede op af stolen og fulgte ham. Det føles som om det er ham der viser mig rundt, og ikke omvendt. "Og det er så biblioteket," jeg pegede over mod døren. "Jeg er bare ny, ikke direkte dum," hvem har lige opdraget ham? Mens vi gik snakkede vi ikke. Jeg gjorde miner, og han kiggede dumt på mig. Til sidst opgav jeg og vi fulgtes bare rundt. "Hvad hedder du Mr. Jeg har så højt et selvværd?" han skulede af mig "Harry Edwards," What, den her dreng giver mig traumer. Hedder han ikke Styles? "Men jeg hørte Mr. James råbe Styles?" han ignorerede mit spørgsmål, og vi gik videre i stilhed.

Spisepausen var den tid på skoledagen jeg hadede mest. Jeg fik altid den dårligste plads fordi jeg ikke hørte til i en gruppe. Igen jeg er fra en anden planet. Jeg satte mig ved mit sædvanlige bord ved skraldespanden. Liam var syg i dag så jeg gætter på at jeg ikke har nogen at snakke med. Jeg spottede efter Harry, han sad selvfølgelig med de der emo freaks. De påstår de ikke er emo, men for mig er de. Sportsidioterne satte sig ved mit bord. Okay, nu vil de ligefrem forstyrre mit måltid. "Sophia sendte os," begyndte en rødhåret. "Tillykke, i er hermed endnu et par medlemmer af hendes fan klub. Eller er i mere bulldogs?" jeg smilede kækt til dem. Selvom de nemt kunne slå mig til plukfisk nød jeg øjeblikket. Jeg var sikker på at folk slap hvad de havde i hænderne for at kigge på. "Hey Niall, hvor er min lagkage henne?" Niall kiggede bekymret på mig uden at fortrække en mine. "Kan vi ikke lave noget andet, hun er uskyldig," mumlede han. En anden fyr skubbede ham hen mod skraldespanden, og gav lagkagen til ham der spurgte efter den.  "Det her er for at tage Sophias chance," han klaskede lagkagen op i mit hoved og folk gispede. Der var ikke nok ord til at forklare mine følelser lige nu. Jeg følte mig vred, bange og trist. Tårne truede med at dukke op, og jeg gav dem frie tøjler. "Hey Batman, hils lige Robin for mig," Harry havde et stort smil malet på hans ansigt. Så slog han ud efter drengen, og han smilede tilfreds. Var han godt klar over at det kunne føre til bortvisning?

Grædende tørrede jeg fløden af mit ansigt. Jeg havde løbet ind på toilettet efter scenen.  Døren gik op og Louis trådte ind. "Når jeg får fat på dem, jeg slår dem ihjel," råbte Louis og slog en knytnæve ind i væggen. Det gav genlyd, og væggen begyndte at få sprækker. "Nej. Det de gjorde var forkert, men du er anderledes Louis," han var ikke bare sur, han var virkelig gal. Hans hoved var rød og jeg kunne mærke at hvis han så dem igen, så ville de ikke kunne gå når han var færdig med dem. Jeg lænede mig frem og krammede ham. Hans varme var så velkendt og trygt. Duften beroligede mig, og hans bekymring gjorde mig glad. "Du ved jeg elsker dig," mumlede jeg ind i hans bryst. "Men jeg kunne have gjort mere. Jeg stod bare og kiggede ude fra sidelinjen. Og jeg hader at side ude," grinede puffede jeg ham væk. han rakte mig servietter og han smilede, men smilet nåede bare ikke hans øjne. "Er du okay?" han lod en hånd hvile på min skulder "Døde Willow da hun blev skudt i armen? Det tror jeg ikke," han himlede med øjne. "Hjælp dog lige lidt, jeg prøver at hjælpe, men du sidder og citere Angel," han klappede mig på skulderen og gik.

 

   
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...