Smykket

En pige vågner op på stranden, og kan ikke huske noget fra sit tidligere liv. Det eneste minde hun har er en halskæde af elfenben, og den er låst, og hun har ikke nøglen. Og den tophemmelige organisation Nast leder efter hende, og de vil have fat på hendes halskæde - for enhver pris, om de så skal skyde hende for at få den. Samtidig er der en mystisk dreng, som hun godt kan genkende, men ikke kan huske hans navn. Og hvorfor kalder folk fra Nast hende for Xana - Og drengen også?

3Likes
3Kommentarer
205Visninger
AA

2. Sandheden

Jeg holder vejret, og dykker helt ned på bunden. Vandet er koldt og mørkt, men jeg føler mig alligevel hjemme. Jeg sparker med benene, og kommer derfor meget hurtigt frem, og i løbet af ingen tid er havet blevet rigtig dybt. Min mund bliver fyldt med vand og jeg søger op mod overfladen. Vandet kradser i halsen, og mine øjne svier. 
 Da jeg når overfladen er det første jeg ser, stranden, som jeg åbenbart er svømmet langs med. Jeg vender mig om, og kan se Ash' lille skikkelse der står ovre der hvor jeg kommer fra. Langsomt svømmer jeg ind mod stranden, men jeg holder mig under vandet, bare for en sikkerheds skyld, hvis nu Ash kigger ud over vandet, og får øje på mig. Ikke fordi at det er en katastrofe, han er alt for længe om at nå hen til mig, og til den tid er jeg væk, men jeg vil helst være så tæt på stedet hvor jeg vågnede, så jeg nemmere finder ud af hvem Zen, Ash, Ivan og Zina er. Eller Zina ... det er åbenbart mig. Ash arbejder for Ivan, og Ivan vil have fat i Zina, øh mig, og Zen. Zen kender mig, han er i hvert fald glad for at jeg slap væk fra Ash, som egentlig er en marionet at Ivan, eller ... Det er godt nok indviklet. Jeg er en den, og det er Zen også. Vi - eller i hvert fald ham - er Xana hvad det så end er, men det er noget med vand og svømning. Ash (eller Ivan) har haft fat i mig før, ellers ville de ikke have sat en sporingschip på mig. Men det lød ikke som om at mit hukommelsestab er planlagt. Det er i alle tilfælde godt. Jeg synes mere det lyder som om at jeg er stukket af fra deres base, og de nu ikke kan finde mig.
 Jeg kan bunde nu, og jeg vader det sidste stykke ind til stranden, og holder mig i ly af en sten, så Ash ikke ser mig.
 Dér sidder jeg og tænker over alt hvad jeg ved. Zen er et par år ældre end mig, måske tre. Han har nøddebrunt hår. Ligesom mig, ser jeg pludselig, da jeg snor en lok hår om min finger. Vi er begge høje og tynde. Og Xana, åbenbart. Måske ... Det kan da godt være ... Og han er åbenlyst meget bekymret for mig. Jeg er næsten helt sikker nu. Der er meget stor chance for at Zen er min bror!
 Imens jeg sidder der og spekulerer, piller jeg lidt ved min halskæde. Lædersnoren føles glat og ny, og elfenbensvedhænget - hov, hvad er det? Min bevidsthed svarer med det samme: Det er et vedhæng lavet af elfenben. Elfenben er stødtænderne fra en elefant, og det er et meget dyrt materiale. Jeg klør mig i nakken. Var jeg rig? Eller ... Har jeg stjålet det? Det må jeg virkelig spørge Zen om engang, når vi mødes.
 Jeg sidder bag klippen et par timer, og da jeg kigger frem bag stenen, er Ash væk. Jeg ånder lettet op, og hurtigt smutter jeg ind i underskoven, der ligger lige op til  stranden. Derinde føler jeg mig overhovedet ikke tryg. Der er træer over det hele, og så lugter der mærkeligt. Jorden er sumpet og våd, så det er klamt at gå i. Luften er tung og hed at indånde, så jeg får det skidt. Fuglene skriger og jamrer sig, så man får helt ondt i ørerne, og så er der myggene. Myggene er de værste. De stikker og bider og forsøger mere eller mindre at æde mig. Og hver gang jeg klasker én myg, kommer der en masse flere, som oven i købet er sure, og overtager dens plads.
 Jeg når ud på den anden side af skoven, og får pludselig lyst til at skynde mig tilbage til stranden igen. Men dér ligger en by, og jeg må se at finde ud af hvem jeg er, og derfor må jeg ind til byen. Jeg går lidt forvirret rundt, og folk kigger underligt på mig, men jeg er vel også et underligt syn. En pige der går rundt i byen, men hår der klistrer til panden, bare fødder, og en gammel slidt brunorange kjole på, som bare er alt for lille til hende. Jeg ser rundt, men der er ikke nogen ... øh ... Politistation! Det er dét at det hedder!
 Netop som jeg er ved at give op, kommer der en mand hen til mig, og han har en uniform på, hvor der står: Politimester. Han ser lidt vurderende på mig, og så spørger han: "Er der noget jeg kan hjælpe dig med?"
 "Øh, ja," siger jeg lettere nervøst. "Jeg vil gerne vide hvem jeg er." Jeg ser bekymret på ham , men han griner ikke. I stedet spørger han: "Hvad hedder du? Ved du hvad du hedder?" Han rynker sine sorte buskede øjenbryn, og jeg bider mig i læben da jeg svarer: "Ja. Eller måske. Jeg er ikke helt sikker. Det er bare ..." Jeg stopper op og ser på ham. "Jeg vågnede op på en strand. Den bag ved skoven." Jeg peger. "Jeg havde det dårligt, og pludselig hørte jeg en lyd, og jeg gemte mig, jeg ved ikke hvorfor, men det gjorde jeg bare. Der kom en mand ud, og han kaldte på én. Han råbte på Zina. Jeg forholdt mig bare helt stille, og så begyndte han at grave i sandet. Han fandt en underlig dims, som han kaldte Zinas sporingschip. Han sagde at hun var snedigere end Ivan havde regnet med. Så begyndte han at lede efter Zina, men der kom en dreng ud af skoven, og manden - Ash - genkendte drengen, som åbenbart hedder Zen. Zen opdagede at Zina var sluppet væk, og det blev han glad for, men så blev Ash gal, og tog den dér dims ... Sådan én der siger bom ..."
 "En pistol?" gætter politimesteren, og jeg nikker. "Det var vistnok sådan én," samtykker jeg. "Han skød efter Zen, men Zen løb så hurtigt han kunne ned til vandkanten, og Ash prøvede ikke engang på at følge efter. Han ringede én eller anden op, han kaldte ham Ivan, og sagde at Zen slap væk, og at han havde trampet rundt i Zinas spor. Han sagde også at han ikke ville følge efter Zen, fordi at Zen er Xana, eller sådan noget. Jeg aner ikke hvad det vil sige, for han sagde ikke mere om det. Men han stod så langt væk fra mig som han kunne, og jeg sprang ned til vandet, og da han så mig begyndte han at skyde med sin pistol på mig, men han ramte ikke, og da jeg sprang i, hørte jeg ham råbet ét eneste ord, og det var også nok. Ordet var Zina."

 Politimesteren står og ser tvivlende på mig. "Ivan?" siger han. "Ash? Zina? Lad mig se." Han bladrer i sin lille politibog, og smiler. "Aha!" siger han. "Du er her." Jeg ser ivrigt på ham. "Du er et hittebarn, og er vokset op på et børnehjem, står der her ... Men du har stjålet ting og sager, så den hemmelige organisation Nast ... Ja, det tog imod dig for at passe på dig, og det er ikke særlig længe siden ... Syv dage faktisk! Men der står ikke mere her, og den er udgivet i går, så vi kunne få en ny bog at kigge i. Zen, hvis det da er den Zen du snakker om, er eftersøgt af Nast, fordi han hjalp nogle personer der var i deres varetægt 'ud'. Blandt andet ..." Han finder en telefon frem, og søger på nettet. "En pige der hedder Diana, som er kommet tilbage igen, en pige ved navn Susan, en dreng, Jack, og ... Dig."
 "De har åbenbart ikke behandlet mig særlig godt, for jeg får en dårlig fornemmelse når man nævner dem. Men jeg kan ikke huske noget fra tiden i Nast's hovedkvarter, bortset fra ... Nej, glem det, det er ikke noget betydningsfuldt." Jeg ser ned men politimesteren ser interesseret på mig. "Ja?" siger han. "Hvad kan du huske?"
 "At Ivan siger at han vil have den. Helt korrekt siger han: 'Giv mig den. Så sker der dig ikke noget. Jeg vil have den.'" Jeg ser på ham, og han ser pludselig meget interesseret ud, og han tager fat i min arm. "Kom," siger han. "Kom med hen på mit kontor, så snakker vi om det." Han haler lidt i mig, og vi går hen til en kedelig grå bygning med ordene 'Politistation' stående på taget. Bogstaverne er i modsætning til bygningen, farvede i sjove farver, gul, rød, grøn, blå, lille og orange, og resultatet er alt andet end pænt. Rulledørene går op, og vi smutter ind. Han fører mig hen til en dør, og vi går ind og sætter os. Jeg får besked på at fortælle det hele igen, og han skriver det ned på en lille blok. "Nå," siger han til sidst. "Hvad var det for en ting Ivan ville have? Eller det kan du måske ikke huske?"
 "Jeg er ikke sikker," siger jeg nervøst, og ved ikke hvorfor jeg ikke vil vise politimesteren min halskæde. "Men jeg tror det er den her ..." Jeg viser ham halskæden, men stikker den hurtigt inden for kjolen da han tager hånden frem for at se den. Han ser undrende på mig, og spørger forsigtigt: "Må jeg se den, eller vil du beholde den for dig selv?"
 "Det er elfenben, i en lædersnøre," siger jeg, og holder godt fast om vedhænget. "Jeg er ikke så glad for at låne det ud. Men du kan se det fra afstand. Her." Jeg viser det, og han nikker og siger: "Det kunne da godt se ud som elfenben, det er i hvert fald flot nok til det, men det er ikke så tit at man hænger det i en lædersnor, det er nok nærmere en sølvsnor, det har jeg nemlig ofte set, og det ser mere dyrt ud. Men det her ser både flot og billigt ud, og det med at det ser billigt ud, er det perfekte værn mod tyveknægte."
 "Fint nok ..." Jeg tøver. Han ser meget venlig ud, men han skal ikke få mig overtalt jeg har på fornemmelsen at halskæden er vigtig.
 "Må jeg låne halskæden, Zina?" spørger politimesteren. Han ser på mig, på en måde jeg ikke kan lide. Jeg ryster på hovedet, og siger nervøst: "Nå ... Jeg må gå nu ... Farvel ..." Jeg vender mig om for at gå, men han spærrer døren. "Giv mig halskæden!" siger han vredt. "Lige. Nu." Han rækker hånden frem, men jeg vil ikke give ham den. "Den er min!" siger jeg, og bakker hen mod vinduet, og selvom vi er på første sal, vil jeg hellere springe ud, end jeg vil give ham smykket.
 Pludselig får jeg en idé. "Hjælp!" råber jeg himmelhøjt, og politimesteren farer sammen. Der lyder trampende fødder, og da døren går op, kommer der tre betjente brasende ind, og vælter politimesteren over ende. Imens de ligger i en bunke og roder, spurter jeg ud af døren, og når lige at høre politimesterens ordre: "Fang Zina!"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...