Smykket

En pige vågner op på stranden, og kan ikke huske noget fra sit tidligere liv. Det eneste minde hun har er en halskæde af elfenben, og den er låst, og hun har ikke nøglen. Og den tophemmelige organisation Nast leder efter hende, og de vil have fat på hendes halskæde - for enhver pris, om de så skal skyde hende for at få den. Samtidig er der en mystisk dreng, som hun godt kan genkende, men ikke kan huske hans navn. Og hvorfor kalder folk fra Nast hende for Xana - Og drengen også?

3Likes
3Kommentarer
204Visninger
AA

1. Opvågnen

Jeg gaber og strækker mig. Jeg kan høre den behagelige lyd af bølgerne der slår mod kysten, og mågerne der skriger. Jeg sætter mig op, og undrer mig over at ... at hvad? Jeg har det underligt. Min mave knurrer utålmodigt, og mit hoved gør ondt. Jeg forsøger at tænke tilbage, jeg vil vide hvorfor jeg ligger her på stranden ...
 Men der sker ikke noget. Jeg kan ikke huske hvordan jeg er havnet her. Jeg plirrer med øjnene. Solen er ved at gå ned, og solnedgangen er dyborange. Tror jeg nok. Jeg rejser mig op, og vakler et par skridt hen mod vandet, men jeg falder over en lille sten, så jeg ender med at skrabe mit knæ, og få sand i munden. "Ad." Jeg spytter, men der sidder stadig en hel masse sandkorn i min mund. Jeg går ned til vandet for at rense det, men stopper op, da jeg kommer i tanke om noget. Man kan ikke drikke saltvand. Det får én til at blive ekstra tørstig. Du skal drikke ferskvand. Jeg smiler og griner. Jeg kan huske noget! Det er fedt. Godt nok ikke om mit eget liv, men det var en information. Det må betyde at jeg har ... har hvad? Har gået i skole? Har lært det hjemmefra? Hjemmefra ... Jeg vil virkelig gerne hjem nu. Hvis jeg har noget hjem. Tanken gør mig ked af det. Hvis jeg ikke har et hjem, hvad så?
 Jeg stiller mig på en stor sten, og kigger ud over vandet. Det minder mig om noget ... Jeg lukker øjnene og prøver at koncentrere mig ... En dyb betryggende latter, et diskret grin, et lille fjollet fnis, der helt sikkert stammer fra en kvinde. Jeg kan ikke huske mere, men nu er jeg næsten sikker på at min familie er derude et sted. Men hvorfor er det havet der får minderne frem? Jeg klør mig i nakken, og mærker en snor af en slags. Forbløffet tager jeg den frem. Det er et lille smykke, med en lædersnor, og et vedhæng man kan åbne og lukke, så der kan være noget i. Jeg stikker en negl i revnen, og den giver sig, men åbner sig ikke. Jeg prøver igen og igen og igen og igen. Hele aftenen og natten sidder jeg og prøver at få den op, men det eneste jeg får ud af det er ondt i fingrene.
 Til sidst giver jeg op, og lægger mig til at sove, men jeg vågner hurtigt igen, af en knasende lyd i buskadset bag mig, og jeg kravler om bag den sten, hvor jeg stod før og kunne huske latter fra tre forskellige personer. Derfra ser jeg en mand komme gående, og han holder en mærkelig tingest i hånden - telefon, tænker jeg, selvom jeg ikke ved hvor jeg ved det fra.
 "Jeg er her nu, men der er ikke nogen - eller nærmere noget," siger manden i telefonen. "Jeg ringer hvis jeg skulle se den." Han lytter intenst, og ler pludselig dæmpet. "Ja, ja, det skal jeg nok - farvel." Han trykker på telefonen, og jeg hører et lille bip, og han lægger dimsen i lommen.

 "Hey, Zina, er du der?" råber han. "Vil du ikke med tilbage, jeg ved du er derude et sted!" Han ser rundt som om han forventer at se Zina komme gående hen af stranden, men der kommer selvfølgelig ikke en levende sjæl, så han begynder at lede. Nede i sandet. Jeg er lige ved at begynde at grine. Han tror vel ikke for alvor at Zina gemmer sig nede i sandet? Men pludselig finder han noget, og han tager det op mellem to fingre. "Hendes sporingschip," sukker han. "Hun er ikke nem at narre." Han går rundt og kigger der hvor han fandt sin sporingschip. Og ...
 Det er også der hvor jeg vågnede.
 "Hvem er du?" Drengen står og kigger på manden, som først ser uinteresseret på drengen, men så breder der sig et næsten ondskabsfuldt smil på hans læber, og han svarer: "Det tror jeg godt du ved, ikke sandt, Zen?" Han gør en bevægelse mod pladsen hvor chippen lå. "Og du ved vel også hvad vi leder efter, for du er vel ikke så dum som Ivan tror vel?" Han griner, og stopper chippen ned i lommen, og drengen - Zen - ser for første gang lettet ud. Han mumler for sig selv: "Så hun slap altså væk." 
 Manden ser lidt utilfreds ud, og pludselig stikker han hånden i lommen, og trækker et eller andet op. Zen er hurtigere end manden, og han spurter ned mod vandet. Der lyder et højt brag, og sandet sprøjter op bag ved Zen. Han sætter farten op, selvom det næsten ikke bør være muligt. Der lyder endnu et brag, og Zen løber til siden i sidste øjeblik, for sandet flyver op der hvor han var for et sekund siden. Så er han pludselig ude i vandet, og han dykker ned, og er pludselig væk. Manden bander, og tager sin telefon op ad lommen, og trykker på nogle larmende knapper.
 "Ja, det er Ash," siger manden. "Ja, den - undskyld, hun - havde smidt sin sporingschip i sandet, og jeg skulle til at undersøge sporene, da den anden dukkede op." Han stopper op og lytter et øjeblik. "Ja, Zen! Jeg kunne ikke ramme ham, og han nåede ned i vandet. Ja, sådan nogle som ham ... Fint nok! Xana er helt umulige at fange i vand. Jeg gad ikke engang prøve. Kan du huske sidste gang? Han slap væk, og I måtte give mig kunstigt åndedræt! Ja, farvel!"
 Jeg bliver overvældet af flugtinstinktet. Jeg skal væk nu. Hurtigt smutter jeg helt ned til vandet. Manden som hedder Ash, står oppe ved enden af stranden, og hvis jeg hopper i vandet ... Han vil ikke kunne fange mig. Der er bare et eller andet ved ham, som siger at jeg ikke skal ønske at snakke med ham.
 Hurtigt rejser jeg mig op, og spurter ned til vandet. Der er ikke mere end fem meter, men Ash ser mig alligevel.   Pludselig lyder der et brag, og jeg mærker varmen fra skuddet. Hvad er et skud? Men jeg når ikke at tænke nærmere over det, for nu rammer mine fødder vandkanten, og jeg springer.
  Inden jeg får hovedet under hører jeg Ash råbe: "Zina!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...