Smykket

En pige vågner op på stranden, og kan ikke huske noget fra sit tidligere liv. Det eneste minde hun har er en halskæde af elfenben, og den er låst, og hun har ikke nøglen. Og den tophemmelige organisation Nast leder efter hende, og de vil have fat på hendes halskæde - for enhver pris, om de så skal skyde hende for at få den. Samtidig er der en mystisk dreng, som hun godt kan genkende, men ikke kan huske hans navn. Og hvorfor kalder folk fra Nast hende for Xana - Og drengen også?

3Likes
3Kommentarer
203Visninger
AA

3. Familie

Mens jeg løber afsted mod skoven, bliver jeg mere og mere sikker på at politimesteren er medlem af Nast, og at han udmærket vidste alt om mig i forvejen, og at han vil fortælle alt ham ved om mig til Ivan. Han ville have min halskæde, og blev meget ivrig da jeg viste ham den, tænker jeg. Og mon ikke også at Ash ville være det - hvis jeg viste ham halskæden?
 Da jeg når ud i skoven, føles det hele bare dejligt, og jeg klasker ikke én eneste myg. Tværtimod. Jeg lader dem der kan (jeg løber sindssygt hurtigt) stikke mig, og jeg vil bare væk fra politimesteren og byen, og alle de gloende mennesker, der snakker og larmer og er i vejen for mig. Jeg løber alt hvad jeg kan, og det er sikkert mindst ligeså hurtigt som Zen løb før, da Ash skød efter ham. Faktisk løber jeg så hurtigt at jeg slet ikke ser personen foran mig på stien, før det er for sent. Bom! Vi ramler ind i hinanden, og falder begge to omkuld.
 "Av for satan!" udbryder Zen. For det er ham jeg er løbet ind i. "Du kunne da godt lige se dig for ..." Han ser ned på sit blødende knæ, og rører ved bulen i panden. De blå mærker tager han ikke engang notits af, men den knækkede negl er åbenbart lidt for slem for hans smag. "Åh, nej! Jeg hader blod! Det er så ... Av, det gør ondt!"
 "Åh, stakkels Zen!" siger jeg dramatisk. "Du må meget undskylde, men jeg har også slået mig, og det er værre endnu. Jeg har hukommelsestab, der er én eller anden hemmelig organisation efter mig, jeg kan ikke få min halskæde låst op, sikkert fordi jeg har tabt nøglen, jeg ved ikke hvem mine forældre er, jeg ved ikke engang hvem du er, jeg ved bare at jeg kender dig, og så er der det med at jeg ikke aner hvad Xana er, bortset fra at det er noget med at svømme og dykke, og folkene fra Nast vil have fat i min halskæde, hele byens politistyrke render rundt efter mig, jeg kan komme i tanke om meget mere ..."
 Zen ser forbløffet på mig. "Åh, Zina!" udbryder han og giver mig et kram. "Jeg kunne ikke finde dig. Men hvad er det for noget med et hukommelsestab? Det har jeg da ikke hørt noget om. Og det er ellers meget du har fundet ud af, på så kort tid. Hvordan har du fået det at vide?"
 "Nå ..." siger jeg og nikker. "Jeg var der. Da dig og Ash snakkede på stranden. Du løb lige forbi mig, og noget af sandet ramte mig, da han skød. Da du var forsvundet snakkede Ash om at du var Xana og umulig at fange i havet, og da han vendte ryggen til mig, spurtede jeg ned til vandet, og han skød efter mig, men jeg er åbenbart ligeså god til at undvige pistolskud som du er. Jeg dykkede ned, men hørte Ash råbe efter mig: 'Zina!' Og så regnede jeg en masse ud, da kom op på stranden igen."
 "Nå, men så har du sikker også regnet det her ud -" han ler den samme latter som jeg kan huske, "- jeg er din storebror på sytten, og du er min lillesøster på fjorten. Din halskæde har du fået af mig, og jeg har nøglen. Det er den eneste grund til at de vil have fat i mig. De vil åbne halskæden. Men her har du nøglen;" Han finder en lille sølvnøgle frem, og den passer fint ind i det lille hul.
 Jeg stikker den i nøglehullet, og den drejer sig næsten rundt af sig selv. Da jeg åbner den ligger der et lille symbol udskåret i glas, og det forestiller en cirkel med en masse flet omkring. Men det er ikke symbolet jeg undrer mig over. Men det er som om at jeg pludselig kan huske alt muligt, og det er rart. Men det bliver endnu bedre da jeg rører ved symbolet. Det er nærmest som om en sky stiger op i hovedet på mig, og pludselig kan jeg huske både min mor og min far.

Jeg får på fornemmelsen at mig og Zen havde aftalt det med hukommelsestabet, også selvom han ikke vil indrømme det. Jeg var sikkert den første han hjalp ud, og så lavede vi sikkerhedsforanstaltningen 'hukommelsestabet' så de ikke ville få noget ud af at fange mig, men at jeg så bare ville være til besvær, men jeg var væk da han kom.
 "Nå, kom, Zina," siger Zen. "Lad os tage hjem." Så løber vi hen til den lille robåd, der ligger og vugger ved en lille landgangsbro Zen har 'lånt' og mens vi sejler væk fra fastlandet, ud til min mors og fars ø, fortæller han om Xana.
 "Xana er de menneskelige sirener," siger han. "De kan holde vejret umenneskeligt længe, og svømmer bedre end noget andet væsen på jorden. De synger fantastisk, og så er de ret så charmerende." Han blinker til mig, og jeg griner og kaster med håret, og overdriver totalt. "Ja, og er de utrolig medfølende - altså med undtagelse af dig. Det var ikke specielt medfølende da du hamrede ind i mig, og ikke sagde undskyld! Og de mener at venner og familie er vigtigere end alt andet."
 Pludselig opdager jeg at man kan se bunden, og jeg udstøder et glædeshyl, og springer i. Så snart Zen ser det, kan han heller ikke lade være. Vi svømmer om kap ind til øen, og Zen vinder, men jeg er faktisk ligeglad. Jeg er bare lykkelig over at få min familie igen.
 Så går døren til en lille hytte op, og ud kommer min mor og far. "Zen! Zina!" råber de, og de omfavner os så hårdt at vi næsten bliver kvalt.
 Der er kærlighed nok i vo
res familie. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...