Tys! Ikke et ord...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2014
  • Opdateret: 29 dec. 2014
  • Status: Igang
Jeg er igang med det essay, omkring hvad stilheden omkring os gør ved de personer vi er. Hvordan den kan ændre os som individer og hvordan vi bør tage hånd om den døvende stilhed vi lever i.

2Likes
2Kommentarer
293Visninger

1. ...

Jeg hiver efter luften, den som ikke er der. Som jeg løber i alle retninger står jeg fuldkommen stille. Mit hoved banker igennem, slag efter slag, for hvert blindende øjeblik. Det skriger, råber, ja selv hvisker til mig. Mens andre hører den komplette stilhed som endnu engang kører i min totalknuste krop, står jeg på kanten som ingen kender til. Den kant der knuser mit alt.

Folk vandrer videre på gaden, jeg går med. Ingen ser noget, slet ikke jeg. Vi går i blinde og kommer i sidste ende til der hvor vi skal være. Uanset hvad vi selv vælger at foretage os.

Stilheden i folk, kan fortælle os alt. Det kan sige en masse med den døvende støj som er overalt, ingen kan se det. Stilheden kan dræbe én, rådne én op indvendigt, og du mærker det ikke. Ikke før den dag hvor alt eksploderer til stumper og splinter. Og det kan gøre ondt, på alle du har kært. Meget ondt!

 

At gå rundt på de åh så lydløse gader kan være svær at forklare. Du ved hvad du målrettet sniger dig hen imod, men alligevel kan du have den visse tvivl om hvad der skal ske, hvis nu du skulle møde dine to bestemte øjne med en du kenders to øjne. Ville du stoppe op eller tie videre? Ville du lade som ingenting, tie i dig, og nå hvad end du havde i sindet at nå? Skulle nogen stoppe dine handlinger, eller skulle stilheden der eksistere, være nok til at selv bekendte bliver til ubekendte­...

 

Er det meningen, at den dag i dag, går folk rundt og lever deres liv, med nogle hemmeligheder som ingen hidtil har hørt om, er selve livet blevet et tabu?

Er det meningen at et simpelt ”jeg har det fint” som svar, er nok til ikke at stille yderligere spørgsmål. I dagens Danmark holder vi det til os selv, og et ’fint’, er det godt nok til os, er det godt nok til dig? Ærlig talt ville jeg mene vi burde belyse dette emne noget mere, folk holder noget i skjul, i håb om det bliver bedre med årene. For hvert år de traver sig igennem udvikler denne lille ’jeg har det fint’ til noget ingen ville ønske. Det bliver ikke bedre ved at tie.

Som sagt, stilheden kvæler os. Vi ved det bare ikke. Vi har ikke opdaget det endnu! Hvornår vil vi åbne øjnene op til den barske tørre sandhed om den dødelige stilhed? Der ender med muligvis at eliminere alle folk, der tier det bedste i sig. For at opnå… Hvad? Hvad er vores mål? Der må være noget vi ønsker, der må være noget vi ønsker at besidde. Men hvad, det er så individuelt nu til dages, og ikke to folk ønsker det samme. Vi har aldrig været så forskellige som vi er nu. Ærligt tror jeg at denne forskel fremkalder vores stilhed, det kan være at stilheden er det eneste vi har til fælles? Hvad nu hvis, det er stilheden der gør det muligt at genkende sig selv i en anden person. Tyst som det er, gør vi siger farvel til vores individuelle egenskaber, bare for at vise vi ikke vil være så forskellige igen. Vi vil kunne kende os selv i andre, men hvorfor, det ved jeg virkelig ikke. Er vi bange for ikke at passe ind? Ikke at være tilstrækkelige ens nok til at kunne genkende sig selv. Hvorfor, hvorfor, HVORFOR?!

Vi skal vel være forskellige, men hvornår går grænsen?.. Og hvem bestemmer hvor grænsen ligger? Hvem er det vi mener der er grunden til den tyste livsstil? Vi burde hæve vores stemmer, for at komme tilbage med de tider hvor vi rent faktisk var dem vi ville være. Det er vi bare ikke længere. Vi gemmer os selv væk, for at lade andre folk finde ud af det. Vi er måske selv i tvivl om hvem vi er som personer? Hvad skal vi gøre ved det? Vi bør jo i realiteten være dem vi vil være, uden en fare for at være forkerte på den.

Jeg føler vi gør for meget for at passe ind i stedet for at være dem vi vil være fordi vi er så inderligt bange for at blive dømt. At dømmes for den man er, vil jeg mene er bedre end at dømmes for en person man inderligt inde ikke ønsker at leve som. Angsten er til stede og skræmmer os fra vid og sans. Så meget at vi mister os selv i frygten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...