Flying Bird | One Direction

Jenny Jones er datteren af Englands rigeste mand, og hun havde ikke ligefrem troet, at hendes liv ville tage en stor drejning af den grund. Et af Londons største bander er ude efter hendes fars penge, og det er her de 5 agenter Louis, Harry, Niall, Liam og Zayn kommer ind af billedet. De har fået til opgave at finde medlemmerne i banden og skaffe dem af vejen. Dog får Louis ikke lov til, at deltage i alle morskaberne da han har fået til opgave, at beskytte Jenny gennem missionen. Jenny slår straks hånden i bordet og nægter, at have en "bodyguard" i hælene da hun, i hendes verden, sagtens kan klare det på egen hånd. Men med mord, pistoler og blod kan Louis ikke lade Jenny være ubevogtet og går derfor undercover med dæknavnet 'Flying Bird' |Drengene er IKKE kendte.

26Likes
34Kommentarer
18185Visninger
AA

10. 9 | "Jeg ville bare sige tak for, at du reddede mit liv."


Jeg er lige gået modvilligt ud i kulden og mørket og kan intet se. Jeg falmer i blinde og fokuserer kun på, at gå i retning af de høje træer der skygger for månen. Bag mig er alt lyset tændt i hele vores hus og jeg savner min knallert. Jeg stopper brat op og kigger bag mig - Skal jeg gå tilbage? Jeg bider mig i læben og lægger armene i kors. Louis må være væk nu, så kan jeg godt gå tilbage. Jeg drejer om på hælen og går tilbage til bagudgangen der fører ind til garagen.

Jeg tager fat om det kolde dørhåndtaget men inden jeg går ind, presser jeg mit ører mod døren og lytter; Intet kan høres og jeg beslutter mig for, at så må Louis være væk og jeg kan komme ind til min knallert. Jeg trækker ned i håndtaget og trækker ganske langsomt døren mod mig selv. Lyset er stadig tændt og jeg begynder så småt at blive forvirret; Hvorfor har Louis ikke slukket for lyset? Og hvorfor er alt lyset tændt i de andre rum? Det er jo spild af strøm og desuden er vi jo ikke hjemme, så det er jo direkte åndsvagt. 

Jeg lukker døren efter mig og smiler ved synet af min knallert som jeg efterlod den. Jeg sørger for, at låse døren indefra, inden jeg går hen til min knallert og lader fingrene glide over dens sorte lak. Jeg smiler og går over til døren, som fører ind til den lille stue som min far tit bruger når han skal slappe af med sine venner, og tager en nøgle op fra min baglomme. Jeg stikker den ind i et lille apparat ved siden ad døren og drejer; Foran mig åbner garagen langsomt og kulden strømmer ind. 

Jeg smiler og tager nøglen ud igen, hvor efter den kommer tilbage på sin plads i min baglomme på mine sorte bukser. Jeg går over til min knallert og sætter mig op. Jeg fisker ned i min bukselomme og fanger min nøgle med et haps. Jeg tænder straks for motoren og triller langsomt ud. Bag mig lukker garagen automatisk og jeg indsnuser luften omkring mig. Idet jeg skal til, at køre, hører jeg et kæmpe brag og farer forskrækket sammen. Hvor kom det fra?
Jeg kigger mig panisk om men det er umuligt at se noget. Jeg spejder ind mellem træerne for, at se om det var drengene, men de er ikke til at se. 

Et brag høres igen og jeg føler, at træerne bevæger sig ved lyden af bragets styrke.
"Er der nogen?" råber jeg ud og kigger mig til venstre og højre. Intet svar. Jeg kigger ind gennem vinduerne på huset og pludselig ser jeg dem; Fem høje personer klædt i sort fra top til tå med pistoler i hænderne. Puha, det er bare drengene. Jeg slapper lidt af i mine muskler men kan alligevel ikke lade vær med, at blive en smule paranoid. 
Nu skal jeg bare vente her til de kommer ud også er alt okay. 

Mine tanker smutter hen på samtalen med Louis. Hvad var det han sagde?
"hør her Jenny, løb hen mod skoven og jeg er sikker på at drengene tager imod dig, når de ser dig okay? Skynd dig hen til dem og følg med dem, hen til kassevognen og bliv kørt hjem." 
Vent, hvis drengene er i skoven, hvem er så inde i huset? Jeg er helt sikker på, at de ikke har gået forbi mig for jeg har været på den eneste mulige vej mod skoven hele tiden efter jeg gik ud. Fuck. Jeg bider mig i læben og paranoiden overtager for alvor.

Jeg slukker for motoren og stiger af min knallert. "Louis!" råber jeg mod skoven og 
kigger mig over skulderen; Personerne indenfor er væk. Mit hjerte banker hurtigt og jeg har smerter i brystet. Jeg trækker vejret i hurtige træk og får en umenneskelig slem hovedpine ganske hurtigt. Pludselig hører jeg skridt og lavmeldte stemmer omkring mig men igen kan jeg intet se. Jeg knuer mine negle ind i mine hænder og bider mig i læben. Hurtigt mærker jeg smagen af blod og jern fra et hul i min læbe, men jeg kunne ikke være mere ligeglad.

"Hallo?" siger jeg og kigger mig omkring, "er her nogen?"
"Jenny Jones, sikke en fornøjelse." lyder en stemme et sted i mørket; Stemmen fra opkaldne. "Jeg ser dine såkaldte vagter er væk. Sådan en flok tøsedrenge fås ikke andre steder." 
"Du skal ikke tale om mine venner sådan!" hvæser jeg straks af stemmen som jeg stadig har hverken ansigt eller navn på. "Venner? Så vidt jeg ved har du kun én du kalder din ven - Niall Horan ikke sandt? De andre drenge er vist ikke lige din kop te, formoder jeg." siger stemmen og skridt høres atter. Mine ben begynder at ryste og jeg ved ikke hvad jeg svare; Han har jo ret. 

"Det.. Det passer ikke!" svarer jeg så og begraver mine negle dybere ind i mine håndflader. "Åh jo det gør, sødeste Jenny. Og det ved du skam godt, så der er ingen grund til, at lyve for mig eller dig selv." siger stemmen så og griner hæst. Gåsehud rejser sig over alt min krop - og jeg kommer til, at smile ganske let indvendig, da jeg tænker på, at Rachel altid kalder gåsehud for myrepatter. Jeg føler mig omringet og overvåget mere end nogensinde; Og når man er vokset op som datter af Englands rigeste mand, så er det altså ikke lidt jeg har været ude for.

"Tag hende drenge." hører jeg en hvisken sige og jeg panikkere ganske enkelt. "Drenge!" får jeg råbt inden jeg aner fire personer nærme mig i en cirkel. "Drenge!" råber jeg igen så højt at det føles som om, at mine lunger skal springe. Personerne - unge mænd gætter jeg på - kommer tættere og tættere på og jeg begynder at skrige, skrige og skrige. Så må de sgu da kunne høre mig. "Få hende til, at holde kæft!" 

Én af de fire unge mænd går hurtigere end de andre, men når ikke langt før, et skud og lyden af en krop der falder til jorden høres. Jeg stopper brat med at skrige. Min vejrtrækning er hurtig og halvanden meter foran mig ligger en person på jorden - livløs. Endnu et skud affyres men denne gang bliver ingen ramt men der bliver alligevel skabt panik mellem de tre unge mænd stående 2 metre fra mig. "Stå dog ikke bare der, gør noget!" bliver der råbt og får mændende til, at gå mod mig igen. 

"Det kan I godt glemme!" lyder Harrys hæse stemme pludselig og frem fra mørket komme drengene løbende i høj fart. De har alle deres pistoler fremme og de tre unge mænd stikker straks halen mellem benene og løber over mod stemmens ejermand - som jeg regner med er deres chef - og det første jeg gør er, at løbe mod drengene.
Jeg ryger direkte ind i Louis' arme og han lukker sine stærke arme omkring mig. "Louis, bliv her med Jenny." siger Liam hurtigt inden ham, Niall, Zayn og Harry begynder, at løbe efter de nu kun fire mænd. 

Jeg trækker stadig vejret hurtigt og opdager først nu, at tårer stille strømmer ned af mine kinder. "Louis, jeg var så bange." hulker jeg og klemmer han hårdt omkring livet. "Du er i sikkerhed nu Jenny. Jeg passer på dig." forsikrer Louis mig om og stryger mig stille over håret.


Klokken viser 02.30 da vi parkerer bilen i garagen. Jeg er helt i chok og har ikke sagt et eneste ord siden jeg sagde til Louis, at jeg var bange tidligere. Jeg har været som klistrer til Louis og Niall som på skift har haft mig i deres arme. Vi bliver lukket ud som de sidste og jeg kan allerede fornemme min fars raseriudbrud indenfor. Hvorfor tog jeg også med?  Vi går stille ind og får vores overtøj af.

"Stuen. Nu!" hører vi min fars stemme råbe og vi kigger alle nervøst på hinanden - vi kender alle min far meget godt og lige nu er han meget sur. Vi møder min far inde i stuen som står med armene i kors foran fjernsynet. "Sæt jer." siger han og peger på sofaen. Vi gør som fortalt og jeg føler mig som en der er ansat af min far. "Hvordan gik det?" spørger han så og jeg er stadig klæbet til Louis' højre arm.  
Vi kigger alle på Liam som rømmer sig kort inden han tager ordet. Louis fnyser lavt, men ikke lavt nok til, at jeg hører det. Jeg rynker mine bryn og kigger på ham - hvad er hans problem?

"Lyset blev tændt og de ankom som regnet. Der var fem af dem. En af dem fortalte ordrer og var ikke med i nogle af de opgaver han gav ud. Vi tror han er deres chef, men hvis det er en bande vi har med at gøre, var han kun chef over de fire andre og muligvis en håndfuld mere. Bossen over dem alle ville aldrig selv møde op. Louis stødte på Jenny i garagen og bad hende gå mod skoven for, at mødes med drengene. Vi troede hun gjorde som fortalt, så vi gik og mødtes med drengene.

Da vi alle fem var samlet igen, havde de ikke set skyggen af hende, så vi begyndte at lede efter hende, for vi troede hun var faret vild. Pludselig hører vi flere skrig og løber mod huset. Jenny var omringet af fire mænd som var ubevæbnet. De skulle til at fange hende, da Louis trak sin pistol og skød en af dem i ryggen som faldt om og døde på stedet. Efter det prøvede de igen at fange hende og han skød igen, men ramte ingen. Det fik dem til at løbe væk og Jenny løb mod os. Louis blev tilbage hos hende mens vi andre løb efter de rasterende fire. Så kørte vi hjem." 

Alle er stille da Liam er blevet færdig med at snakke. Da jeg hørte, at det var Louis der affyrede de to skud, kiggede jeg overrasket på ham og han gav mig et lille smil. Min far nikker kort og åbner så munden; "Godt arbejde drenge, I kan gå til jeres værelser. Undtagen dig Louis."
Liam, Harry, Zayn og Niall rejser sig og Harry giver Louis' skulder et lille klem inden han går til sit værelse. Da vi kun er tre tilbage sukker min far og går hen til mig.

Han sætter sig på hug foran mig og for første gang i et stykke tid kan jeg spotte kærlighed og nervøsitet i hans blik. Han tager mine hænder og tager en dyb indånding. 
"Min skat, du må holde op med, at tage med på drengenes missioner. Jeg ved godt du gerne vil deltage i dem og jeg håber, at den situation du kom ud i her til aften, har ændret dit syn på tingene. Det er farligt og jeg vil ikke have der sker dig noget. Det er slut med, at snige dig ud om aftnen og det er slut med, at tage på drengenes missioner. Forstået?" Jeg nikker og bider mig i læben, "jeg forstår." 

Min far giver mine hænder et kys, "smut så op i seng." 
Jeg kigger på Louis og han nikker forsigtigt. Jeg rejser mig op og krammer min far inden jeg går op af trapperne. Jeg stopper da jeg er halvvejs oppe og spidser ører for, at høre hvad min far siger til Louis. "Tak fordi du reddede hendes liv. Jeg ved du ikke er glad for den her slags missioner og derfor kan jeg ikke takke dig nok. Matt tager din vagt på mandag og tirsdag, så du kan få nogle fridage og få hvilet ud. Men på onsdag er du tilbage på arbejdet. Hvordan går det forresten?" 

"Det går fint. Hun har ikke fundet ud af noget endnu." svarer Louis og jeg rynker bryn. Der er kun én 'hun' her i huset og det er mig, hvilket betyder de snakker om mig. Hvad er det jeg ikke har fundet ud af endnu? "Godt. Gå du hellere i seng nu, du ser træt ud. Godnat Louis." siger min far og jeg hører han går. Jeg skynder mig videre op af trappen og ind på mit værelse. Jeg lytter efter Louis' fodtrin på trappen og da han er kommet ind på sit værelse, går jeg ud af mit, og ind på hans. 

Han bliver overrasket og stopper sine bevægelser. Han var igang med, at tage sin trøje af. "Øh, undskyld, jeg går-" 
"Nej, bliv. Det gør ikke noget." afbryder Louis og tager sin trøje helt af. Han smider den på en stol og sætter sig ned i sin seng. Jeg rømmer mig og går hen til ham. Jeg sætter mig ned ved siden af ham og giver hans værelse et elevatorblik. Hold nu op hvor er det småt. 

"Jeg ville bare sige tak for, at du reddede mit liv." starter jeg og får øjenkontakt med ham, "Jeg ved godt jeg aldrig skulle være taget med og jeg gør det heller ikke igen. Jeg ville bare så gerne havde min knallert, hvis du forstår? Jeg er så træt af, at skulle køres i skole af Matt og jeg vil virkelig gerne køre på min knallert. Undskyld og tak." 
"Du skal ikke takke, det er mit job." siger Louis forlegent men jeg tager hans hånd og kigger ham seriøst i øjnene. "Ja, det er dit job at beskytte mig og min far, men det var ikke de andre drenge der tog sin pistol og skød. Det var dig, Louis. Dig," siger jeg og smiler så let, "Tak." 

Jeg læner mig mod ham og planter et let kys på hans kind inden jeg rejser mig og går mod hans dør. Jeg åbner den og kigger hurtigt ud, "godnat," siger jeg og går så ud og lukker døren efter mig. Jeg smutter tilbage på mit værelse og går direkte i seng. Jeg falder i søvn fyldt med lettelse i kroppen men nervøsitet svømmenede i hovedet.


Så var det altså Louis der reddede Jenny! Og Jenny nåede ikke hen til drengene, men det kunne I vel regne ud ;) Hvorfor tror I Jenny kysser Louis på kinden? Kunne hun ikke lide en anden fra sin skole? Vi ved jo godt, at Louis er Flying Bird men det gør bette Jenny jo ikke ;) Håber I kunne lide kapitlet - Natacha xx. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...