Flying Bird | One Direction

Jenny Jones er datteren af Englands rigeste mand, og hun havde ikke ligefrem troet, at hendes liv ville tage en stor drejning af den grund. Et af Londons største bander er ude efter hendes fars penge, og det er her de 5 agenter Louis, Harry, Niall, Liam og Zayn kommer ind af billedet. De har fået til opgave at finde medlemmerne i banden og skaffe dem af vejen. Dog får Louis ikke lov til, at deltage i alle morskaberne da han har fået til opgave, at beskytte Jenny gennem missionen. Jenny slår straks hånden i bordet og nægter, at have en "bodyguard" i hælene da hun, i hendes verden, sagtens kan klare det på egen hånd. Men med mord, pistoler og blod kan Louis ikke lade Jenny være ubevogtet og går derfor undercover med dæknavnet 'Flying Bird' |Drengene er IKKE kendte.

26Likes
34Kommentarer
18168Visninger
AA

9. 8 | "Det er alt for farligt, det lort du har gang i!"


At være undercover var virkelig hårdt. 

Jeg var nød til at skifte tøj og sætte mit hår anderledes, inden Jenny kom ind af døren. Jeg var jo nød til at køre bag hendes ven's bil, hvor hun sad inde, for at sikre mig, det hele gik som det skulle. Og jeg var nød til at komme før ind i huset og skifte, før hun kom ind og udover det, skulle jeg gøre det uden James opdagede, at jeg havde ladet hende været ude af syne de få sekunder. 

I hvert fald havde jeg fået Mark til at holde øje med Jenny resten af dagen, da jeg virkelig var træt og ikke orkede mere i dag, men jeg slap dog ikke. Selvom jeg havde lagt mig i seng, kom Liam ind og rev mig op af sengen igen og sagde jeg skulle tage noget fint tøj på, for vi skulle holde fødselsdags fest for Jenny og hendes familie i aften, så i dag skulle vi være ekstra meget på vagt og holde øje, helt indtil de tog hjem. 

Jeg fik dørvagten og skulle tage imod familiens overtøj og skulle sørge for, at de kom ind og sidde på deres plads. Jeg var iført et gråt stramt jakkesæt, som jeg egentlig bare glædede mig til, at få af igen. 
Jenny havde gjort rigtig meget ud af sig selv i aften. Hun havde taget rigtig meget sminke på og sat sit hår op i en flot knold. Hun havde en fin sort kjole på og nogle sorte høje hæle - hun så rigtig godt ud. 

Siden den første gæst ankom, havde det store smil været syet fast på hendes læber. De havde alle sat sig til bords og forretten var blevet serveret. Snakken var godt igang, og selvom jeg havde min vagt ved bordet, så trak Liam mig til side ud i entreen, hvor de andre drenge også stod. 

"Hvad sker der?" 
"Det har været al for stille," mumlede Liam, "vi har ikke hørt fra dem overhovedet. De har overhovedet ingen kontakt taget til ham." 
"Det er jo bare godt?" sagde Niall forvirret, "hvorfor har du det udtryk i hovedet?" 
"Fordi de aldrig bare så let giver op. Har nogen af jer fået opkald for dem? Hvad med Jenny, Louis? Har de taget kontakt til hende?" 

Ærligtalt vidste jeg det ikke, men hvis jeg sagde det, ville de flippe, bestemt Liam. Men nu hvor jeg har overvåget hende næsten hele tiden, er jeg sikker på hun ikke har snakket i telefon på noget tidspunkt og derfor rystede jeg på hovedet. 
"Men vær vaks." sagde Liam alvorligt. Jeg vendte mig rundt og rullede øjne, før jeg gik ind til bordet igen og stilte mig hen i hjørnet. De var stadig ved at spise forretten.

Jennys familie var kommet lang vejs fra. Hvis jeg ikke tog meget fejl, var hendes bedstemor og bedstefar helt fra Glasgow. Jenny sad ved siden af James og hendes kusine. Det var utroligt så meget de lignede hinanden;
den samme hovedform, samme tydelige kindben, samme øjenfarve og ensformet smil. Hun var dog iført en lyseblå buksedragt og intet makeup overhovedet. 

Pludselig vendte hun sit hoved og kiggede hen på mig. Jeg mærkede hvordan blodet steg mig til hovedet, men da hun smilede til mig, gengældte jeg det alligevel. Vi havde øjenkontakt i få sekunder, før hun kiggede hen på Jenny som sagde et eller andet til hende. 

De var blevet færdig med forretten, og der blev rodet af bordet. Jenny og hendes kusine rejse sig, og gik ud i entreen, sikkert op mod hendes værelse. Jeg kiggede hen på Mark, som stod henne i det andet hjørne i rummet. Det så ud som om han blev stående og ikke havde tænkt sig at følge efter dem, selvom det var ham der havde vagt over hende idag, så derfor fulgte jeg hurtigt efter dem. Sukkende gik jeg op af trappen og hen foran hendes dør. Det var nok ikke den bedste idé direkte at gå derind, så derfor blev jeg stående ude foran hendes dør, som heldigvis stod på klem. 

"Har du haft en god fødselsdag indtil videre?" spurgte hendes kusine, og det lød som om, hun satte sig ned i hendes seng. "Ja, blev vækket med sang og gaver, og taget godt imod ovre i skolen. Det har været helt okay." svarede Jenny, og det lød også som om hun satte sig ned i hendes seng. 

"Uh, hvad mener du med taget godt imod? Har du fået en lille elsker, huh?" spurgte hun grinende. 
"Aria forhelvede da, du tror altid jeg har en kæreste," griner Jenny, "men endnu engang må jeg svare nej, det har jeg ikke." 

"Hvorfor ikke? Mon ikke du nemt kan score hvilken som helst dreng du vil." 
"Det.. ja.. det ved jeg ikke.. Føler bare ikke rigtig for forhold lige nu, men.. jeg må da indrømme at der er en dreng.." 
"Hvem? Hvem!! Fortæl mig alt om ham!" hviler Aria. 
"Shhh! Ikke så højt, dit hyperbarn" hvisker Jenny og griner, "det bliver alligevel ikke til noget, jeg tror godt min bedsteveninde godt kan lide ham. Men.. der er bare et eller andet mystisk over ham, det.. det kan jeg godt lide. Det er anderledes." 
"Hvad hedder han?" 
"Det.. det ved jeg faktisk ikke. Vi har ikke snakket sammen så meget, vi har bare... stødt ind i hinanden nogle par gange." svarer Jenny. 

Jeg bider mig hårdt i læben, da det går op for mig, at det er mig de snakkede om. Et smil popper op på mine læber. Jeg havde kun snakket med hende få gange, mens jeg var i forklædning, og allerede kunne hun lide mig. Hvis James fandt ud af det, ville han rive mig i flåstykker. 



Gæsterne tog rigtig sent hjem, og jeg havde nattevagt, så meget søvn, det havde jeg i hvert fald ikke fået. Jeg havde store sorte render under mine øjne, som var helt røde og nærmest ikke kunne holde sig åbne. 
Det var lørdag, og vi havde alle hjulpet med at rydde op fra igår, da vi blev bedt om det. Jenny sov endnu, men Jeff holder vagten oppe hos hende - og resten af dagen. Endelig en fridag!  

Jeg var træt af at have den specielle opgave, selvom jeg ikke ville være tryg ved deres missioner og alt det, ville jeg da hellere end at holde vagt over Jenny hele tiden. Det er enormt trættene, og det var derfor jeg var på vej op mod Liams værelse. 

Jeg bankede på døren tre gange, før jeg trådte ind i det mørke rum. Gardinerne var rullet ned, og det eneste lys var fra en lille lampe, der stod på skrivebordet og den svage lysstyrke fra computer skærmen. "Hvad laver du?" 
Han løftede hovedet fra skærmen og kiggede kort på mig, før han kiggede ned igen. "Arbejder. Hvad vil du?" 
"Liam.. jeg tænkte på.. kunne Mark, Jeff eller Matt ikke overvåge Jenny istedet?" spurgte jeg forsigtigt, "jeg orker det bare ikke mere." 
"Tror du bare du sådan nemt slipper Louis?" smågriner Liam faktisk lidt, "det er dit arbejde. Dine vagter. Dem er du pligt til at gøre." 

Jeg sukkede. Han havde ret, og det vidste jeg også han ville have - det har han altid. "Hør Louis.. Jeg forstår godt og kan se på dig, at det gør dig meget udmattet så.. hør her, hvad du skal gøre." 

Jeg sukkede lydløst og satte mig ned i hans seng. Han tastede et eller andet på computeren, før han rullede rullestolen lidt tilbage og kiggede alvorligt på mig. "Om 1 time tager vi tilbage til James' hus, hvor de tror vi befinder os. Vi vil holde vagt og vente på de måske kommer." 
"Hvordan ved du, at de tror, at vi befinder os der?" 
"Overvågnings kameraerne. De har været på besøg et par gange, men har altid forladt området, fordi der intet lys var i huset.. Så vi går ind og tænder alt lyset, og ser om de igen dukker op."
"Hvad har det så med mig og gøre?" spurgte jeg forvirret.

"Du skal med." 


Liam havde valgt, vi skulle vente til det blev aften, da der nok var højest sandsynlighed for, at de ville komme der. Så derfor havde vi alle klædt os i sort igen og ventede på Liam kom med kassevognen, som holdte inde i garagen. 
Jeg havde kort sagt sovet hele dagen, da jeg virkelig trængte til at få sovet ud. James var ikke helt tilfreds med, at jeg fik en anden til at tage min vagt i så mange timer, da Jenny var træt af at Mark hele tiden fulgte efter hende. 
Pludselig fik jeg en albue i siden, hvilket fik mig trukket ud af mine tanker. Zayn pegede hen mod kassevognen som holdte ude på vejen. Hurtigt gik vi alle hen til den og hoppede ind. Endnu engang var det Niall og jeg, der sad omme bagved. 

"Nu har du jo været med på alle de her missioner, Louis." sagde han forvirret, "jeg troede ikke du havde lyst?" 
"Det har jeg sgu heller ikke, men Liam sagde jeg skulle." mumlede jeg lavt, og lavede et nik hen mod ham, som sad foran med Harry og Zayn. 
"Haha, aldrig sig imod bossen." smågrinede Niall, "han går lidt for meget op i det her." 
Et lettet smil poppede op på mine læber, "troede jeg var den eneste der syntes det." 
"De andre drenge er også lidt trætte af det.. men, han klarer det sgu godt nok alligevel. Hvis det ikke var for ham, ville vi slet ikke vide, at de tror James befinder sig i deres andet hus." 

Jeg skulle lige til at svare ham, da bilen stoppede brat op. "Okay alle sammen, hør godt efter!" sagde Liam højt.
Niall sendte mig et lille smil, som jeg gengældte. "Vi går gennem skoven og gemmer os bag træer, så vi har udsigt til hele huset. Hvis de kommer, er det vigtigt at der bliver taget mange billeder - Zayn, det står du for. Harry, du skal skrive nummerpladen på bilen ned, og hvis de har flere, så skal du også skrive dem ned." 
"Hvad skal vi andre så lave?" mumlede jeg forvirret. 
"Ikke min skyld vi er alt for mange." svarede Liam kort og åbnede bildøren. Jeg sukkede irriteret, men hoppede alligevel ud af døren. 

Den kolde luft fløj lige igennem min tynde langærmede sorte trøje. Temperaturen var virkelig faldet helt vildt, for luften havde ellers været fin lun hele dagen. Niall og jeg hoppede ud bagved den sorte kassevogn og smækkede hurtigt døren i, måske lidt for hårdt, for Liam sendte os et alvorligt blik. 

Det var bom mørkt udenfor, og vi skulle kæmpe os igennem en skov uden nogen nogle lygter eller bare nogen form for lys overhovedet, for så ville de opdage os. Flere gange var jeg ved at vælte over et eller andet. Grene eller sådan noget og hvis det ikke var for Nialls dybe vejrtrækning var jeg sikkert faret vild fra dem. Men det lykkes mig at følge efter dem hele vejen.

"Okay Louis. Hør her." hviskede Liam til mig og trak mig hårdt hen til ham. "Vi skal ind i huset og have alt lys tændt, og du skal gå med mig. Er det forstået?" 
"Javel." mumlede jeg. 
"Bare følg efter mig og ikke sig et ord. Det kan du godt klare, ikke?"

Vreden kørte langsomt op i mig, men alligevel nikkede jeg og tvang et lille smil op, selvom jeg havde lyst til at slå ham i hovedet. Mit hjerte hamrede som en sindssyg, mens jeg løb efter ham op mod hoveddøren. Selvom jeg havde været her mange gange før, føltes det hele bare så anderledes og forkert.

"Louis slap af. De er ikke ankommet endnu." smågrinede Liam inden han låste døren op og vi trådte ind. "Jeg tænder ovenpå, du tager nedenunder. Også garagen." Jeg nikkede og hurtigt var han forsvundet op af den store lange trappe. 
Endnu engang føltes alting så anderledes. Selvom alle møbler og selv duften er som den plejer at være herhjemme, var det bare helt forkert. Det er ved at være længe siden jeg har været herhjemme, og det hele føles helt fremmed, selvom jeg praktisk talt bor her. 

Jeg formodede mig at få tændt alt lys her nedenunder. Køkkenet, entreen, stuen, badeværelserne, værelserne og var nu på vej ud mod garagen. Liam var stadig ovenpå, og jeg kunne høre ham løbe rundt fra værelse til værelse. Det undrede mig lidt hvorfor alle lys skulle tændes, for det plejer de jo ikke at have. Men igen 'aldrig sig imod bossen'.

Jeg nærmede mig døren ud til garagen, og det gav et sus i maven, da jeg kunne se lyset skinne gennem nøglehullet. Hvorfor var lyset allerede tændt derude? Havde Liam tændt det? Var der nogen derude? Havde vi glemt at slukke det, da vi tog afsted? 

Mit hjerte hamrede vildt, da jeg trak ned i håndtaget. Min ene hånd hvilede på min ene lomme, hvor som vi senere fik pistolen lå i. Hurtigt rev jeg døren op og trak pistolen op. Et skrig overdøvede hele garagen, og gav mig hovedpine. 
Det kunne bare ikke passe....

"Det mener du fucking ikke!" råber jeg og lukker hurtigt døren efter mig. Jenny bed sig i læben og kiggede ned i jorden. Hendes ene hånd hvilede på styret på hendes knallert, som hun forsigtigt fjernede, da hun vendte sig mod mig. "Hvad helvede laver du nu her Jenny!?"

"Jeg ville bare have hente min knallert, og jeg hørte I alligevel skulle herhjem i aften, så kunne jeg da sagtens tage med!" sagde hun højt med en skingert stemme, "det var ikke meningen du skulle opdage mig, jeg var lige ved at køre igen." 

Min krop rystede af vrede, da jeg gik tættere på hende. "Forhelvede pigebarn! Forstå nu, at du ikke skal følge efter os," råbte jeg vredt, "Det er alt for farligt, det lort du har gang i!" 
"Wow slap dog af Louis, jeg fik lov af Mark til at tage med herhen, da jeg sagde I også skulle, så, så farligt er det vel heller ikke!" 

Jeg sukkede irriteret, "hør her Jenny, løb hen mod skoven og jeg er sikker på at drengene tager imod dig, når de ser dig okay? Skynd dig hen til dem og følg med dem, hen til kassevognen og bliv kørt hjem." 
"Ikke uden min knallert." mumlede hun og modvilligt satte sig på den.
"Jenny, gør nu forhelvede hvad jeg siger og nej, du skal ikke have din knallert med!" 
"Hvorfor ikke? Det er min knallert, min gave! Jeg er træt af at blive kørt til skole hele tiden!" 
"Jenny. Gå ud til drengene, eller jeg river dig derhen." 
"Der er vidst en der har tisset på din sukkermad, huh?" mumlede hun irriteret og hoppede ned fra hendes knallert. 

Uden flere ord forlod hun garagen. Jeg sukkede højt. Det var ikke min skyld, da hun var her, da det ikke var mig der havde vagten over hende, så hvis James fandt ud af det, var det nok Mark der blev fyret. 
"Hvorfor står du og råber sådan, Louis? Jeg troede der var sket noget!" hvæsede Liam, "de er lige ankommet og holder ude foran huset. Vi skal ud herfra med det samme." 

"Vi tager bagudga-" mit gisp fløj ud af min mund og afbrød Liam. "Jenny!" råbte jeg, "hun har lige forladt garagen!"
 


Da da daaaamn! Tror i Jenny nåede hen til drengene, før de kom eller ikke? <3 - Laura x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...