Flying Bird | One Direction

Jenny Jones er datteren af Englands rigeste mand, og hun havde ikke ligefrem troet, at hendes liv ville tage en stor drejning af den grund. Et af Londons største bander er ude efter hendes fars penge, og det er her de 5 agenter Louis, Harry, Niall, Liam og Zayn kommer ind af billedet. De har fået til opgave at finde medlemmerne i banden og skaffe dem af vejen. Dog får Louis ikke lov til, at deltage i alle morskaberne da han har fået til opgave, at beskytte Jenny gennem missionen. Jenny slår straks hånden i bordet og nægter, at have en "bodyguard" i hælene da hun, i hendes verden, sagtens kan klare det på egen hånd. Men med mord, pistoler og blod kan Louis ikke lade Jenny være ubevogtet og går derfor undercover med dæknavnet 'Flying Bird' |Drengene er IKKE kendte.

26Likes
34Kommentarer
18187Visninger
AA

8. 7 |"Jenny, jeg er ganske enkelt dit værste mareridt."


 "Og du er sikker på du ikke vil fortælle mig hvad der skete?"
"Jeg er helt sikker Niall." siger jeg og sukker. Lige siden jeg ringede til ham og fik ham til at hente mig på skolen, har han spurgt og spurgt. Han er simpelthen alt for nysgerrig. Jeg stak min far en løgn og sagde jeg havde fået ondt i maven, selvom jeg inderst inde var umådelig lykkelig for, at se Rachel, Billie og Kim igen. De havde selvfølgelig en masse spørgsmål og j
eg forklarede dem at min far havde fundet på en impulsiv ferie. "Jamen vi har jo lige haft ferie?" sagde Rachel så og jeg sukkede og svarede; "Fædre, de tænker sig ikke om." 

De hoppede på den - heldigvis. I frokostpausen havde Rachel mødt en ny dreng med et underligt navn. Hvad det helt præcist er, kan jeg ikke lige huske, men hun fortalte, at han virkede meget stærk og muskuløs. Det sagde hun forresten med et flirtende udtryk i øjnene. Typisk Rachel. 

Jeg gik direkte på mit værelse da jeg kom hjem og her har jeg været lige siden. Jeg har siddet med min laptop på mit skød under dynen i snart to timer og min mave er begyndt at rumle. "Måske jeg skulle tage noget at spise." mumler jeg og fjerner ufrivilligt min laptop og derefter dyne. Kulden sniger sig let ind på mig og det er helt tydeligt, at vi er i september måned og efteråret er ankommet. Jeg pakker mine hænder ind i mine ærmer og begiver mig nedenunder. Jeg stopper nysgerrigt op ved Louis' værelse og banker let på. "Hallo?"
Intet svar. "Louis?"

"Ja?" 
Jeg springer bogstaveligt talt en meter op i luften da Louis's stemme lyder bag mig istedet for inde fra hans værelse. "For satan Louis, du gav mig et chok." udbryder jeg og lægger en hånd på mit hjerte - jeps, jeg skippede lige et par slag der. Jeg vender mig om og møder Louis i bar overkrop og bukser. Der drypper en smule vand fra hans hår og jeg regner hurtigt ud, at han har været i bad. "Det må du da undskylde," smågriner Louis, "men du sagde selv mit navn."

"Det ved jeg godt smarte." siger jeg og ruller øjne med et smil. "Kan jeg inviterer dig indenfor i mit ydmyge værelse?" spørger Louis og tager fat om dørhåndtaget på døren. Jeg bider mig i læben, "jeg var faktisk på vej ned for, at tage noget at spise." 

"Oh, det er også helt i orden - måske en anden gang." smiler Louis let og åbner så døren. "Ja, måske." mumler jeg og giver ham et lille smil inden jeg fortsætter nedenunder. Hold da op, Louis er faktisk ret lækker. Er I klar over hvor svært det var, at holde øjenkontakt med ham under hele vores samtale? Han havde både sixpack og tatoveringer malet på skuldrer og arme. Det vidste jeg slet ikke, men nu har jeg så heller aldrig set Louis i bar overkrop før.  Jeg tager mig hurtigt sammen og sletter billedet af ham på mine nethinder, mens jeg rister lidt toastbrød. Jeg snupper smøren i køleskabet og placeret det ristede og lune brød på en tallerken. Hurtigt får jeg tilberedt min mad og sat smøren tilbage, for derefter at begive mig ind i stuen.

Jeg smiler da jeg ser Nialls lyse hår stritte frem fra sofaens kant og hopper glad ned i ved siden af ham. "Heeeeej!" siger jeg og smiler til ham, og tager fat om mit ene brød. Jeg tager en bid og kigger nysgerrigt på tv'et. "Hvad ser vi?" spørger jeg og kigger på Niall som sidder med rynkede bryn og kigger på mig. "Hvad?" 
"Er du sikk-"
"Nu ikke igen? Ja, jeg er sikker Niall." forsikrer jeg ham om endnu en gang. "Godt," mumler Niall, "vi ser American Funniest Videos." 

"Kender jeg ikke," svarer jeg og spiser videre, "hvad handler det om?"
Niall bryder ud i et lille grin, "seriøst?" spørger han og smiler.
"Ja, seriøst." svarer jeg og smiler let. 
"Det ligger ligesom i titlen; Det handler om USA's sjoveste videoer." forklarer Niall og jeg indser, at jeg lige har stillet et rigtigt dumt spørgsmål. "Tsk, det vidste jeg da godt." siger jeg og laver en akavet bevægelse med min arm. Jeg rødmer og spiser flovt videre. Til sidst bliver jeg færdig og går ud i køkkenet med min tallerken. Der støder jeg igen på Louis - nu er han dog klædt i en langærmet bluse til bukserne. "Sulten?" spørger jeg og sætter tallerken ned i opvaskeren. "Ja, bare lidt." svarer han og sætter sig til bords ved spisebordet. Jeg tager en dyb indånding og sætter mig ned ved ham, "Louis?" spørger jeg og kigger ham i øjnene.

"Jenny?" 
"Der skete noget på skolen i dag." siger jeg stille og takker min far for, at havde fundet et hus hvor der er langt mellem køkken og stue. Louis' ene hånd spænder op, "ja?".
"Jeg mødte en ny dreng. Han virkede.. anderledes og mystisk. Men det var hans stemme der fangede mig." siger jeg og bider mig i læben. "Hvad med den?" spørger Louis og sænker hovedet da en af min fars bodyguards forbi. "Den mindede mig om stemmen jeg talte med for nogle dage siden," siger jeg så og kigger ned i bordet, "jeg ved ikke hvorfor, men der var noget over den." 

Louis bliver stille og jeg betrakter hans knoer forvandle sig tilbage til normal farve igen efter, at havde været spændt op. Så tager han endelig en dyb indånding og jeg kigger op. "Jeg er sikker på det ikke var dem," siger han så og ligger en hånd ovenpå min, "du er i sikkerhed Jenny - både her og på skolen."


Mit vækkeur ringer pludselig og fortæller mig, at klokken er 06.00 og jeg skal op hvis jeg skal nå i skole. Jeg tager fat om min mobil og tjekker den for beskeder, opkald eller andre aktiviteter i løbet af natten. Jeg logger ind på Twitter og ser en masse tweets fra kendte og venner som ønsker mig tillykke med min 17 års fødselsdag.
Jeg sukker glad - endelig er jeg 17, yes! 

Efter fem minutter hører jeg skridt på trappen og en masse hvisken. Jeg vil vædde alt hvad jeg ejer på, at det er min far der vil vække mig med sang og gaver, og ud fra mængden af lavmælte stemmer, gætter jeg på, at drengene også er med ham. Jeg ligger min mobil tilbage på natbordet og ligger mig til, at rævesove; I ved, når man lader som om man sover. Jeg gør det hvert år - jeg vågner altid før min far, og min mor før hun døde, og lagde mig så til, at 'sove' så de troede de vækkede mig med sang. Jeg vender med hovedet væk fra døren og smiler let da den går op. 

Drengene hvisker og min far fortæller dem hvor de skal stå. Hvis det ikke var fordi jeg var så god til det her, så ville jeg havde været død af grin for længst, for i følge min far, er drengene helt håbløse til det her. Pludselig tæller min far til tre og ud i hele rummet høres "I dag er det Jennys fødselsdag, hurra, hurra, hurra!".
Jeg lader dem synge lidt mere før jeg 'vågner' og sætter mig op i sengen. Jeg gaber og strækker mig. Jeg smiler til min far og drengene. "Godmorgen min skat og tillykke med dagen." siger min far og kommer hen og giver mig et kram og et kys på kinden. "Tak far," siger jeg og smiler, "og godmorgen til jer drenge."

Niall kommer hen og giver mig et hurtigt kram inden ham og de andre drenge går igen. "Der er morgenmad om et kvarter, det er din livret. Og mon ikke der også er lidt gaver?" griner min far og kysser mig i håret inden han forlader rummet og lader mig gøre mig klar. Jeg går glad hen til mit skab og finder mit tøj frem - alt for længe har det ligget klar til denne dag. I flere uger har jeg vidst hvordan mit hår og min makeup skulle være og derfor tager det mig heller ikke mere end de 15 minutter, at blive klar på. Jeg støder på Louis på vejen ud af mit værelse og vi udveksler få ord før vi går ned i køkkenet.

Et hav af gaver står og venter på mig, mens morgenmaden dufter fra spisebordet og venter på, at blive spist. "Tillykke igen min skat." siger min far da vi sætter os til bords. "Tak far." smiler jeg og begynder straks at spise af maden på min tallerken; Scrambled egg med små pølser og bacon. Dét er simpelthen det bedste i verden.
Med en masse snak under morgenmad forsvinder tiden hurtigt fra os og jeg når kun, at pakke et par gaver op fra min fars kollegaer, inden Matt kører mig i skole. 

"Jennyyyyy!" hviner Rachel og krammer nærmest livet ud af mig lige idet jeg har lukket døren til bilen og Matt er kørt. "Rachel, jeg kan ikke få luft" får jeg kæmpet ud af min mund da hun - bogstaveligt talt - krammer luften ud af mine lunger. "Øh, undskyld!" udbryder hun så og slipper sit greb. Jeg tager en dyb indånding og mærker igen mine lunger bevæge sig normalt. Billie og Kim løber mod os og smiler stort da de begge krammer mig. "Tillykke med dagen!" udbryder de alle tre så og rækker mig en gave. Deres øjne stråler og jeg kan ikke lade hver med, at grine.

"Det er vist lige før I er mere glade for min fødselsdag end jeg selv er." får jeg ud under mit grin. "Jaja, pak nu bare gaven op." insisterer Kim og hundser lidt med mig. Jeg gør som fortalt og pakker gaven op. En sort smykkeæske kommer frem og jeg smiler stort. Jeg tager fat om æsken og åbner; En halskæde formet som et hjerte kommer frem.  "Åben den." siger Billie og smiler da vi får øjenkontakt. Jeg tager den i min hånd og rækker hurtigt Rachel gavepapiret og æsken selve gaven lå i. Jeg åbner den omhyggeligt og et lille billede titter frem; Et billede af os fire da vi var små. Jeg får tårer i øjnene da jeg genkender, at det fra vores første ferie sammen i min fars og mors sommerhus i år 2005. "Hold nu op, jeg elsker det," siger jeg og snøfter, "tusind tak."

"Det var så lidt." siger Rachel og jeg trækker dem alle tre ind i et gruppekram. Vi bliver så forstyrret ved, at klokken ringer og vi trasker til time. Dagen foreløber ganske godt; Jeg får ufattelig mange 'tillykke med fødselsdagen' fra folk jeg ikke kender men også fra folk jeg kender, ja, endda også fra mine lærer og rektor. Sidste time brugte jeg på biblioteket da vi havde fritime og jeg ønskede, at læse op til en fysiktest vi har i næste uge. Dér skete der også noget meget underligt. 

"Må jeg sidde her?"
"Øh, ja" svarede jeg uden at fjerne blikket fra computeren foran mig. Den knirkende stol fortalte mig, at personen med den mørke stemme - tydeligt en dreng- havde sat sig ved siden af mig. "Du er Jenny Jones gætter jeg på?" spurgte drengen og jeg svarede 
ukoncentreret at det var jeg. "Så er det også dig der har fødselsdag gætter jeg på?"
Jeg nikkede. "Og du bliver 17?"
"Ja, jeg bliver 17 år." svarede jeg og scrollede ned med musen i min hånd. "Tillykke." sagde drengen og jeg tog mig så endelig tid til, at vende hovedet mod ham. Jeg lagde straks mærke til, at jeg kendte ham da jeg så hans ansigt; Det var drengen der brød ind i kosteskabet for nogle dage siden. Jeg fangede hans øjenkontakt og fik en sær følelse i kroppen der sagde, at jeg kendte de øjne. Men det var umuligt for personen med de øjne ville aldrig dukke op på skolen og slet ikke uden jeg vidste det. Drengenes hoved var godt skjult bag en sort hættetrøje som matchede resten af tøjet han bar. Stilheden lagde sig mellem os mens jeg nærstuderede hans øjne. "Tak." sagde jeg så endelig og han rejste sig og gik.

Jeg kan ikke glemme de øjne - hvem mindede det mig om? Jeg tænker og tænker mens jeg står her i kulden og venter på Matt. Rachel, Billie og Kim måtte skynde sig hjem selvom de frygtelig gerne ville vente her med mig. De sagde et par ekstra 'tillykke' inden de gik og gav mig et stort kram hver. Jeg lovede dem at ringe i aften når jeg gik i seng. Men jeg forstår dem dog godt at de gerne ville hjem; Det regner, blæser og er ganske enkelt bare et rigtigt møgvejr. Pludselig ringer min mobil og jeg fanger den med to fingre i jakkelommen. "Hallo?"

"Jenny Jones, sikke en uartig pige De har været i år med det vejr vi har."
"Hvem er du?" spørger jeg med en let rystet stemme, da jeg hurtigt kan kende stemmen som den, der har haft ringet de sidste par gange for, at forlange min fars penge. 
"Ja, det er måske på tide jeg fortæller lidt om mig selv. Jeg er bossen, overhovedet over alle. Jeg er kendt i Londons undergrunde og har flere kunder end din far har bodyguards." 
"Jeg er ikke helt med." siger jeg og kigger mig panisk om efter Matt's bil.
"Jenny, jeg er ganske enkelt dit værste mareridt."


Uhhh! Jenny blev forladt på sin fødselsdag også endda i regnvejr, hvilket jo bare lagde op til et opkald fra 'Stemmen'. Tror I snart de finder ud af hvem der er efter hende og hendes far? ;) Håber I kunne lide kapitlet - Natacha xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...