Flying Bird | One Direction

Jenny Jones er datteren af Englands rigeste mand, og hun havde ikke ligefrem troet, at hendes liv ville tage en stor drejning af den grund. Et af Londons største bander er ude efter hendes fars penge, og det er her de 5 agenter Louis, Harry, Niall, Liam og Zayn kommer ind af billedet. De har fået til opgave at finde medlemmerne i banden og skaffe dem af vejen. Dog får Louis ikke lov til, at deltage i alle morskaberne da han har fået til opgave, at beskytte Jenny gennem missionen. Jenny slår straks hånden i bordet og nægter, at have en "bodyguard" i hælene da hun, i hendes verden, sagtens kan klare det på egen hånd. Men med mord, pistoler og blod kan Louis ikke lade Jenny være ubevogtet og går derfor undercover med dæknavnet 'Flying Bird' |Drengene er IKKE kendte.

26Likes
34Kommentarer
18170Visninger
AA

6. 5 | "Hvor har du været, unge dame?!"


"Jenny, for fanden, hvad laver du her? Er du klar over hvad din far gør ved mig? Er du klar over hvor farligt det her er?!" hvisker Louis hæst af mig og stiller sig sådan, så de andre drenge ikke kan se, at jeg står her. "Easy now, så slemt er det vel ikke" siger jeg og fjerner en af de klamme grå dragter fra mine ben. "Slemt? Det er meget slemt Jenny!" udbryder Louis ganske frustreret. "Shh," tysser jeg på ham og han ruller blot øjne af mig. 

"Louis, hvad tager så lang tid?" råber Liam og peger mod os med en lommelygte, "vi har ikke hele natten"
"Jeg kommer," råber Louis tilbage og lader som om han går længere ind i bilen. Lyset fra lygten forsvinder og der er atter stille. "Du bliver lige her, forstået? Når vi er på vej tilbage kommer jeg i før de andre, så du kan nå, at gemme dig" siger Louis bestemt og jeg nikker hurtigt. "Ti helt stille," siger han kort inden han lukker dørene så alt bliver mørkt her, bagerst i kassevognen. Jeg lytter med det ene øre efter Louis og de andre, og da jeg gætter på der er fri bane, lukker jeg dørene op.

Hvor vi befinder os ved jeg ikke. Manglen på lys gør det sværere da jeg begiver mig efter drengene. Jeg lytter efter stemmer og bliver en anelse bange ved synet af det store mørke hus foran mig. Er de virkelig gået derind? Jeg trækker hættetrøjen godt ned over hovedet og gemmer hænderne i ærmerne; Jeg mærker godt, at solen er gået ned. Jeg fortsætter ind i huset og lytter igen; Mit åndedræt er det eneste min høresans kan opfange i miles omkreds. Hvor fanden er de? "Hallo? Hvem der?"

Jeg stivner. Min skygge danner sig foran mig, da ejeren af stemmen lyser på mig med en lygte. En kilden i min næse begynder; Nej, jeg skal bare ikke nyse nu - selvom det kunne være oplagt. "Vend dig om," lyder stemmen igen og jeg ryster ganske let på benene da jeg vender mig om. Jeg må knibe øjnene sammen da personen lyser mig direkte i hovedet, men jeg er for bange til, at holde en arm for, at skygge. "Jenny?!" udbryder en hæs stemme så, som jeg straks genkender. Jeg ånder lettet ud, ubevidst om, at jeg havde holdt mit vejr og mærker godt, at mit hoved er lidt ør. 

"Drenge? Øh, hej" siger jeg og bider mig i læben - Shit. Lyset forsvinder fra mine øjne og jeg ser, at Liam var ejer af stemmen og lygten. "Hvad fanden laver du her?" kommer det fra Liam som straks er henne og tage fat i min arm. Han trækker mig udenfor hvor Louis, Zayn og Niall står med en hånd på deres pistoler. Harry følger trop og stiller sig ved siden af mig. "Louis, har du en forklaring? Jeg troede du havde forstået en så simpel opgave! Alt du skulle var, at passe på hende og sørge for, at hun var sikker. Men det kan du heller ikke finde ud, kan jeg regne ud" lyder det fra Liam og man ser straks, at Louis kryber sig sammen i skam.

"Louis har intet med det her at gøre," forsvarer jeg ham og kigger på Liam, "jeg sneg mig ind i bilen da I var inde ved min far og Louis var på toilet" Liam kigger seriøst på mig og får en rynke mellem øjenbryn. "Jenny, du forstår vidst ikke alvoren i det her," siger han så, "det er meget farligt, specielt for dig"
"Specielt for mig? Det er jer der tager afsted med pistoler og knive for, at opsporer nogle psykopater der vil stjæle min fars penge. Det er jer der risikerer jeres liv - også er det farligt for mig?" svarer jeg tilbage en anelse sur og river min arm til mig.

De bliver alle stille. Liam kører en hånd igennem sit hår, "du forstår det ikke," siger han så og kigger mig direkte i øjnene med sine brune. Dog bryder han hurtigt vores øjenkontakt, da han kigger over på Louis. "Tag hende tilbage til bilen og bliv der - begge to" siger han og giver mig så blidt skub i ryggen mod Louis. 
"Javel," mumler Louis og tager et stramt greb om min arm, samme sted som Liam, "kom så" 
Jeg følger ufriviligt med, "lov mig, at I passer på drenge", når jeg at sige inden vi drejer om et hjørne af huset. 

Louis er sur og det mærker jeg på min arm. "Kan du ikke godt give slip? Det gør ondt," klager jeg men det får bare Louis til, at stramme sit greb. "Av," mumler jeg og får så et vredt blik fra Louis som lukker munden på mig. Louis låser bilen op med sin nøgle og åbner dørene bagi. Han smider mig ind og lukker så efter, at have mig et sidste blik. Jeg hører han låser og jeg sukker. Kort efter er han inde på forsædet og låser også sin egen dør. "Undskyld," prøver jeg for, at bryde tavsheden.

"Ti stille," får jeg som svar og jeg nikker svagt. Jeg kryber mig op i hjørnet bag de to passagersæder foran og trækker knæene op under min hage. Jeg låser mine arme om mine ben og sukker. "Louis, jeg mener det virkelig, undskyld" prøver jeg igen og kigger intenst på ham; Håber, at han vil kigge tilbage. "Jeg kan bare ikke fatte du gik efter os og trodsede mine ord. Liam har ret, det er meget farligt og du skal ikke udsættes for nogle af de ting der nærmer sig," sukker Louis og kigger så på mig. Hans blik er bekymret og gør mig nervøs. "Hva-"
"Lad hver med, at spørge. Jeg kan intet sige," afbryder Louis og bryder øjenkontakten.

Der bliver atter stille og minutterne føles som timer. "Hvor bliver de af?" spørger jeg endelig og må endda hoste en enkelt gang for at rense min hals for en slim-klat der havde dannet sig i stilheden. "De ved jeg ikke," svarer Louis ærligt og bider lidt i sine negle. Han er sikkert lige så nervøs som jeg selv er. Pludselig hører vi begge stemme nærme sig og jeg kigger panisk op på Louis. Han sidder uroligt i sit sæde og lader langsomt sin ånd glide ned mod pistolen i bæltet. 

"Lad os komme afsted," lyder Nialls irske stemme så og dørene bliver åbnet. Han smiler let da han ser mig og hopper ind. Jeg slapper straks af i mine muskler og kryber over til ham. Jeg stjæler et knus som bliver længere end forventet. Liam, Harry og Zayn placerer sig foran og Louis hopper om til mig og Niall. Zayn starter bilen og vi sætter kursen tilbage til huset. "Hvordan gik det?" spørger Louis og giver mig et kort hårdt blik - jamen, tak, jeg hader også dig. 
"Det snakker vi om derhjemme," svarer Liam og kigger på mig gennem bakspejlet. Jeg bider mig i læben og klør mig nervøst på knæet. 

Et gab sniger sig ind og søvnen byder sig selv velkommen. Jeg putter mig straks ind til Niall og lukker øjnene. "Sov godt smukke," hvisker Niall og kysser mig på panden. Jeg prøver at sove men af en eller anden grund kan min hjerne ikke lade sig falde hen i drømmeland. Vi kører over et par bump i vejen og jeg beklager mig hurtigt med nogle sjove lyde. "Kør forsigtigt Zayn," hvæser jeg i bar træthed. Før jeg ved af det hører jeg grusstenene under bilens dæk og jeg presser mine øjne sammen; En hovedpine er ankommet. 

"Lad os få dig i seng," siger Niall og sukker. Jeg bliver løftet op af nogle stærke arme og dørene går op. Jeg åbner atter øjnene og møder som det første Louis' gråblå øjne. "Kom," mumler han og lægger en hånd på min ryg. Vi stiger ud og Zayn låser bilen. "Hvad med James?" kommer det fra Harry og vi stopper alle op. "Jeg snakker med ham. Han er trods alt min far," siger jeg før de andre kan nå, at svarer Harry, "det er ikke til diskussion. I skal ikke have skæld ud for, at jeg sneg mig med når jeg godt vidste, at jeg ikke skulle" 

Drengene nikker kort og vi begiver os op til hoveddøren. Der er ganske stille da vi kommer ind og jeg tager sko og jakke af. Et lys fra stuen bryder igennem mørket og frem kommer James - også kaldt min far.
"Hvor har du været unge dame?!" 


Jeg holdte mit ord overfor drengene og tog straffen for min udflugt. Min far var ganske vred og lod mig knap tale, før han sendte mig på mit værelse. Men Louis - jeg troede virkelig ikke han turde gå imod min far - bad ham om, at lade mig tale ud. Og det fik jeg så lov til. Jeg forklarede at jeg havde været på en lille gåtur da jeg ikke kunne sove og, at jeg tilfældigvis var kommet hjem samme tid som drengene. 

Jeg blev sendt direkte på værelse efter jeg havde talt ud og min far sendte drengene på deres værelse. Liam måtte alligevel spørge, hvem der så skulle tage deres pladser omkring huset. Og min far vrissede, at nogle bodyguards allerede havde fyldt dem ud. Louis fulgte efter mig op til vores værelser, men inden han gik ind, stoppede jeg ham.
"Tak," sagde jeg og smilte let. "For hvad?" spurgte han og rynkede sine bryn. 
"For at få min far til, at holde kæft og lytte til hvad jeg havde at sige" svarede jeg ham og fortsatte med, at smile let. 
"Anytime," svarede Louis og et ganske let smil kom frem i siderne.

"Godnat, Louis" sagde jeg og trak ham ind i et kram. Han gengældte hurtigt og trak sig så.
"Godnat, Jenny" sagde han og smilede denne gang så jeg lige kunne ane det. Vi gik ind på hver vores værelse og jeg skiftede hurtigt til noget nattøj. Jeg krøb dynen og lukkede øjnene. Drømmeland bankede på og jeg åbnede glædeligt døren da jeg faldt i søvn.


Jenny sneg sig med på mission og blev opdaget - men heldigvis skete der ikke noget! Hvorfor tror I hun gjorde det? Håber I kunne lide kapitlet, kommenter, favoritter og like meget gerne - Natacha xx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...