Flying Bird | One Direction

Jenny Jones er datteren af Englands rigeste mand, og hun havde ikke ligefrem troet, at hendes liv ville tage en stor drejning af den grund. Et af Londons største bander er ude efter hendes fars penge, og det er her de 5 agenter Louis, Harry, Niall, Liam og Zayn kommer ind af billedet. De har fået til opgave at finde medlemmerne i banden og skaffe dem af vejen. Dog får Louis ikke lov til, at deltage i alle morskaberne da han har fået til opgave, at beskytte Jenny gennem missionen. Jenny slår straks hånden i bordet og nægter, at have en "bodyguard" i hælene da hun, i hendes verden, sagtens kan klare det på egen hånd. Men med mord, pistoler og blod kan Louis ikke lade Jenny være ubevogtet og går derfor undercover med dæknavnet 'Flying Bird' |Drengene er IKKE kendte.

26Likes
34Kommentarer
18158Visninger
AA

4. 3 | "Hvorfor skal Louis ikke være hernede, sammen med de andre drenge?"


Der er noget galt. Jeg kan mærke det. Lige pludselig kom Louis ind og sagde, at jeg skulle pakke en masse tøj og andet, fordi vi skulle ud at kører. Jeg forstod ikke hvad vi skulle, men gjorde som han sagde. Uheldigvis blev jeg sat i samme bil som Louis. Great. 

"Vi drejer, er vi der nu?" spørger jeg idet jeg hører den halv-irriterende lyd når man drejer med en bil. "Ja," sukker Louis irriteret og kigger kort i bakspejlet. "Hvor i al verden er vi?" spørger jeg - nysgerrig men med nervøsiteten stige langsomt. "Vi er et sted udenfor London, Jenny" forklarer Louis, "og det må du bare accepterer." 

"Jamen hvad med min skole?" spørger jeg, "og mine venner?" 
"Det ved jeg ikke okay? Spørg din far," sukker Louis irriteret og slukker for motoren. Uden et ord mere fra min mund, klikker jeg min sele op og stiger ud af bilen. Grussten under mig knirker da jeg træder på dem mens jeg betrækter det hvide hus foran os - Det er en del mindre end vores eget hjemme i London, heldigvis velplejet godt. 

"Far, hvad er det her for et sted?" spørger jeg og går over til ham. "Det er vores sommerhus," siger min far og tager en kuffert, "på ubestemt tid." 
"Ubestemt tid? Hvad med min skole? Hvordan skal jeg blive klar til mine eksamer, hvis jeg befinder mig i udkanten af London?" spørger jeg og lægger mine arme i kors. "Ikke flere spørgsmål Jenny! Du bliver her - længere er den ikke," siger min far strengt og jeg går irriteret tilbage til bilen jeg ankom i. Louis er gået igang med, at tømme bilen for bagage og jeg begynder at hjælpe dig. "Det behøver du ikke Jenny," siger Louis og tager fat om en kuffert jeg allerede har fat på.

"Lad mig nu bare tage mine egne ting, tak" svarer jeg hårdt og hiver i kufferten så Louis mister grebet om dens sorte hank. "Javel," mumler han og fortsætter. Med blikket sat på hoveddøren går jeg, med kufferten trillende bag mig, mod huset. "Har nogen så tænkt så langt, at låse døren op?" halv-råber jeg over indkørslen som består af hvide grussten og nogle enkelte lave træer i siderne. "Nu skal jeg," lyder det fra Niall og kort efter har han småløbet op til hoveddøren. "Jesus Christ man," mumler jeg og går ind.

Jeg bliver ikke synderlig imponeret, da der ikke er noget, jeg ikke har set før. Faktisk er det rigere end vores eget hus. Jeg stiller min kuffert og går tilbage til hoveddøren. "Mit værelse, hvor er det far?" spørger jeg med armene i kors. "Louis viser dig det," svarer han og går forbi mig. "Selvfølgelig," mumler jeg og sukker lydløst. Kort efter er alt bagage placeret i delvis entreen, delvis stuen. "Liam, Niall, Zayn og Harry, I har værelserne nedenunder. Louis, Jenny, mig og bodyguardsene har værelserne ovenpå," fortæller min far og kigger skiftevis på drengene. "Hvorfor skal Louis ikke være hernede, sammen med de andre drenge?" spørger jeg og ligger ekstra tryk på 'de andre drenge'.

"Fordi der kun er fire værelser hernede, Jenny" svarer min far, tydeligt irriteret over alle mine spørgsmål. "Hvorfor kan Niall så ikke bare sove ovenpå?" spørger jeg og løfter et bryn. Niall er som min bror og jeg fortæller ham næsten alt - han er, sjovt nok, også den af drengene jeg bedst kan lide. "Fordi det skal han ikke, forstået?" siger min far med sammenbidte tænder og en lille rynke i panden - Ups, nu er han sur. Han får altid en lille rynke i midten af panden når han er sur. Jeg sukker højlydt og irriteret, bare for, at udtrykke hvor tydeligt det går mig på nerverne.

"Louis, følg Jenny til hendes værelse. I andre drenge pakker ud og begynder på jeres opgaver," siger min far og tager fat om to kufferter. Hans fire bodyguards følger trop med resten af hans bagage og drengene forsvinder også, så det til sidst er mig og Louis tilbage. Tal lige om trykket stemning. "Nu skal jeg vise dig dit værelse," mumler Louis og tager tre kufferter. Han går forbi stuen og videre op af den sorte snoende trappe der fører ovenpå. Vi drejer til venstre og fortsætter ned til det sidste værelse på gangen. 

"Her er det. Jeg har værelse lige inden ved siden af, din far og bodyguardsene har værelser nede på den anden gang," forklarer Louis og låser døren op. Han stiller mine ting ind og lader mig komme ind. "Jeg henter de sidste ting," siger han hurtigt og går så. Jeg lader mine øjne glide gennem lokalet som skal være mit værelse i, hvad jeg regner med, den næste lange tid. En drømmeseng, skab indbygget i væggen, badeværelse, skrivebord, reoler, tre vinduer og et fjernsyn er, hvad værelset består af. Ganske fint.

"Her er din sidste bagage. Uhm, du, uhm, kan bare banke på eller sådan noget, hvis der er noget du, uhm, mangler" siger Louis og kigger akavet ned i gulvet. "Tak.. Tror jeg," svarer jeg og lukker så døren hvilket efterlader ham ude på gangen. Waow, akavet. Jeg sætter mig på hug foran en af mine kufferter og åbner den. Det første jeg hiver frem er en rød kjole - hvorfor pakkede jeg også den? Det er jo ikke fordi jeg kommer til at bruge den herude på landet eller hvad man kan kalde det. Jeg går over til mit skab og hænger den op på en bøjle. 

Alting bliver hurtigt kedeligt så jeg sætter min iPhone i mit anlæg og begynder, at spille fra en playlist. Det sætter gang i tingene og jeg får hurtigt pulsen op med nogle dansetrin fra kufferterne og skabet. Efter 20 minutter bliver der banket på og jeg bliver forstyrret mit i 'All About That Bass'. "Hvad?" råber jeg irriteret og slukker musikken. Louis kommer ind. "Der er aftensmad," 
"Jeg kommer," siger jeg og tager den sidste af mine tomme kuffeterer i hånden. Louis står stadig i dørkarmen og det irriterer mig. "Jeg sagde, jeg kommer."

"Jeg fik besked på at vente på dig," siger Louis og  slikker hurtigt sine læber med sin tunge. Jeg sukker irriteret og stiller kufferten ind i skabet. "Jeg har altså ikke brug for én, der skal følge mig ned til aftensmad eller op på mit værelse eller noget som helst!" siger jeg hårdt og Louis sukker. "Tror du jeg nyder det her? Vi ved begge to du hellere ville have Niall havde værelse ved siden af," svarer Louis og rynker sine bryn let. "Nå, så det har du godt opdaget? Fantastisk," svarer jeg sarkastisk og skubber ham blidt ud af mit værelse. Jeg lukker døren efter mig og vi går tavse ned i køkkenet.

"Nu har du vel ikke brændt maden på igen, vel, far?" joker jeg med da vi sætter os til bords. "Faktisk er det Liams værk i dag, så hvis det ikke smager godt, skal han have skylden" smågriner min far og begynder at tage mad til sig selv. "Jeg garanterer jer, at det smager godt" smiler Liam og blinker med sit ene øje da vi får øjenkontakt. Jeg griner let og får serveret en tallerkenfuld spagetti med kødsovs af ham. Det her er én ting jeg virkelig nyder ved, at have vagter og bodyguards - vi er mange flere til bords og det ville være akavet sidde alene med far. Jeg startede hurtigt en samtale med Niall til min venstre side og var ganske kold for Louis til min højre side.

En halv time senere er alle færdige og min fars bodyguards tager opvasken. Drengene forsvinder forskellige steder hen, sikkert ud for, at holde øje med huset og omgivelserne omkring os. Det gør de uanset hvor vi er henne. Eller, Louis forsvinder ikke. Jeg begynder at blive godt træt af ham og der er kun gået en dag. Hvorfor skal han overhovedet følge mig overalt? Jeg beslutter mig for, at sætte mig ind i stuen og se en film. Min far er gået ind på sit kontor hvor han sikkert skal snakke med nogle af hans kollegaeger. 

Midt i 'The Perks of Being a Wallflower' - også kendt som min yndlingsfilm - ringer telefon på spisebordet pludselig. Da ingen andre er i nærheden må jeg rejse mig for at tage den. "Hallo?"
"Jenny Jones, en fornøjelse at snakke med dig. Din far har ikke adlydt ordrer, så vi to mødes meget snart. Jeg glæder mig allerede. Sig til din farmand vi vil have de penge ellers kan han godt sige farvel til Dronningen." 
"Hvem er det her?" når jeg kun lige at spørge før linjen bliver afbrudt. "Hallo?" prøver jeg igen, selvom jeg udmærket godt ved, at der ikke er nogen. Jeg mærker først nu gåsehuden på mine arme. Den stemme.. Den var så kold. Som om personen intet hjerte havde.

"Hvem talte du med?"
Jeg farer sammen og taber telefonen på gulvet. "Louis," mumler jeg og får øjenkontakt med. "Jeg spørger kun en gang til; Hvem snakkede du med?" siger han og går tættere på mig. Jeg synker en klump i halsen. "Det ved jeg ikke," svarer jeg og bider mig nervøst i læben. "Jeg kunne ikke kende stemme, men det var en mand. Han snakkede noget om, at min far ikke havde adlydt ordrer. Hvad mente han med det, Louis?" spørger jeg og kigger ham nervøst i øjnene.

"Det skal du ikke bekymrer dig om," siger han og lægger sine hænder på mine skuldrer, "Du er i sikkerhed her." 
"Louis, hvad sker der?" kommer det fra Liam som er dukket op. "Rød kode," svarer Louis kort og præcist. Et skræmmende blik i Liams øjne kommer frem og han nikker kort. "Tag hende op på værelset, jeg får fat i de andre" 
Louis nikker og tager et fast greb om min ene arm. "Slip mig! Louis, det gør ondt!" udbryder jeg og prøver at slippe fri. "Tig stille og følg med Jenny," siger Louis hårdt og trækker mig videre. Jeg gør et forsøg med, at sætte hælene i gulvet og slå ham med den anden arm. "Slip mig!"

De andre drenge og min far er dukket op og har samlet sig ved stuebordet. "Hvad er rød kode?!" for jeg til sidst råbt inden vi tager det første skridt op af trappen. "Far!" 
"Jenny, rød kode er.. Rød kode er vores måde, at fortælle når der er sket eller skal ske, noget meget slemt" forklarer min far stille og roligt, "bare slip hende, Louis." Louis slipper endelig og jeg går straks over til min far.
"Hvad sker der? Jeg har ret til at vide det!" forlanger jeg og lægger armene i kors. "Nogle er ude efter jeres penge," forklarer Liam og jeg taber næsten mælet. "Hvem?" spørger jeg og rynker let mine bryn. "Det ved vi ikke," sukker Niall og kigger mig meget seriøst i øjnene.

"Jeg vil hjælpe til!" siger jeg så og kigger på min far. "Det er for farligt min skat," begynder han og ligger en hånd på min skulder, "gå op på dit værelse, vi snakker i morgen." 
"Jame-"
"Ikke noget jamen, gå" siger min far bestemt og drejer mig mod Louis. Jeg kigger med et trist blik på Niall som kigger ned i bordet. "Fint," mumler jeg og går op af trappen med Louis i hælene. Han følger efter mig op på mit værelse og låser døren. "Er det nødvendigt?" spørger jeg og smider mig i min seng.

"Du er din fars kæreste eje, Jenny. Hvis der sker dig noget, har din far intet tilbage. Så ja, det er nødvendigt" 


Dam, dam, dam! Så fik Jenny også hilst på 'Stemmen' som ingen ikke har kunne finde ansigt på endnu. Hun er godt nok ikke særlig begejstret over Louis som holder øje med hende konstant, men hun har ikke rigtig finde ud af hvorfor - Tror I hun gør det snart? ;) Håber I kunne lide kapitlet - Natacha xx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...