Flying Bird | One Direction

Jenny Jones er datteren af Englands rigeste mand, og hun havde ikke ligefrem troet, at hendes liv ville tage en stor drejning af den grund. Et af Londons største bander er ude efter hendes fars penge, og det er her de 5 agenter Louis, Harry, Niall, Liam og Zayn kommer ind af billedet. De har fået til opgave at finde medlemmerne i banden og skaffe dem af vejen. Dog får Louis ikke lov til, at deltage i alle morskaberne da han har fået til opgave, at beskytte Jenny gennem missionen. Jenny slår straks hånden i bordet og nægter, at have en "bodyguard" i hælene da hun, i hendes verden, sagtens kan klare det på egen hånd. Men med mord, pistoler og blod kan Louis ikke lade Jenny være ubevogtet og går derfor undercover med dæknavnet 'Flying Bird' |Drengene er IKKE kendte.

26Likes
34Kommentarer
18169Visninger
AA

28. 27 | "Jeg elsker dig."


Mit hjerte brister da jeg ser Louis vende ryggen til mig, uden at skænke mig et eneste blik. Med hurtige skridt går han mod huset og jeg er på vrangen af gråd. Jeg kan ikke fatte hvad der lige var sket, og Jason er den sidste jeg tænker på, selvom han fik en ordentlig knytnæve på kæben. Min far sender Matt og Mark ind sammen med ham selv, mens jeg står med blikket låst fast i jorden. "Jenny, kommer du?" spørger min far da han opdager, at jeg ikke har fulgt med dem. "Nej." svarer jeg ham kort og slår mit blik op, så det møder hans.

"Nej? Jenny, drop det der pjat og kom med ind. Nu." siger min far hårdt og med rynkede bryn. "Far, helt ærligt, jeg er nød til at hjælpe Jason!" siger jeg og peger kort på Jason, som har fået kæmpet sig op og stå ved siden af sin bil. Han sukker irriteret, men ved udmærket godt, at jeg har ret. "Fint. 5 minutter, men ikke længere!" siger min far hurtigt før han fortsætter ind med Mark og Matt.
Jeg er hurtig til at vende mig om og gå hen til Jason. Jeg ligger blidt en håns på hans skulder, "Jason, du må virkelig undskyld min-"

"Din kærestes opførelse?" afbryder Jason mig og tager en hånd til hovedet der tydeligt vis gør meget ondt. "Ekskæreste," mumler jeg hurtigt, "men han skulle ikke have reageret sådan. Undskyld." 
"Du behøver ikke undskylde." mumler Jason blot og  går om, for at sætte sig ind i sin bil. "Er du sikker på, at du er okay?" spørger jeg hurtigt da han åbner bildøren. Han sender mig et smil da han kigger ind i mine brune øjne over bilens tag, "jeg har det fint Jenny. Vi ses på mandag ikk?" siger han før han sætter sig ind, tænder og kører væk med et lille dyt til sidst. 

Jeg vinker en smule, men stopper hurtigt da jeg hører hoveddøren smækkes. Jeg vender mig om med et sæt og ser Louis går over vores gårdsplads mod en af de sorte biler. "Louis!" råber jeg og sætter i løb mod ham, men med høje stiletter på, er det sværere end jeg forventede. "Louis, vent lige!" 
Han sætter farten op og kommer på få sekunder over til bilen han sigtede efter. Han åbner bagagerummet og smider sin taske ind. Undervejs har jeg fået kæmpet mig igennem de mange sten og kommet hen til bilen, forpustet og sønderknust. 

"Louis, lad mig forklare." er det eneste jeg kan sige da jeg stiller mig stålfast foran døren til førersædet. Vores blikke mødes og gåsehuden rejser sig over min krop. Hans blik er koldt som Antarktis og jeg får ikke sagt meget mere, før han får puffet mig til siden og sat sig ind. Med tårerne siddende i øjenkrogene ligger jeg en hånd på ruden og fanger med det samme hans øjenkontakt; Hans øjne er fyldt med vand og jeg kan se, at det her ikke er rart for ham. "Du må ikke køre." mimer jeg og får dermed tårerne til at trille stille ned af mine sminkede kinder.

Med et enkelt blink, slår han blikket mod vejen og kører langsomt væk. Jeg løber efter ham over gårdspladsen, ud af indkørslen og et par metre ud på vejen. "Du må ikke forlade mig!" skriger jeg hjerteskærende da han gasser op og jeg ikke længere kan følge med. Jeg falder ned på mine knæ og bryder ud i gråd. Der kommer hurtigt et par arme omkring min krop som løfter mig op fra den hårde asfalt. Det er Niall.

Jeg begraver mit hoved i hans brystkasse og græder. Bare græder. Uden jeg selv lægger mærke til det, har han fået mig indenfor og ført mig op på mit værelse. "Se at kom i dit nattøj, jeg finder nogle af dine tudefilm frem og kommer op med is om lidt." siger Niall kærligt da han forlader rummet og går nedenunder.

Med trætte og røde øjne rejser mig op, trasker over til mit skab, river en pyjamas ud og går videre til mit badeværelse.
Mit ellers krøllede hår bliver sat op i en rodet knold og min makeup ryger hurtigt af. Få minutter efter er jeg færdig og da jeg vender tilbage til mit værelse ligger der en bøtte is med en stor ske som makker og en masse film på min seng. Jeg smiler da jeg vælger en og sætter den på, før jeg putter mig under dynen med isen ved min side. 



Jeg vågner ved lyden af et par bildøre der smækker. Irriteret sætter jeg mig op og strækker min krop. Jeg rækker med det samme ud efter min mobil og tjekker, om jeg har fået nogle beskeder eller opkald i løbet af natten. Men der er intet, absolut intet. Trangen til at skrive til Louis er stor, nu hvor jeg sidder med min mobil i hånden. Men jeg ved, at jeg ikke kan, han har brug for tid til at tænke. 

Jeg sukker og lægger min mobil tilbage. Jeg gnider søvnen ud af mine øjne og kører en hånd igennem mit hår. Det er lørdag og klokken er ikke mere en 10:00 - hvorfor kunne jeg ikke bare sove længe? 
Trods min træthed, svinger jeg mine ben udover sengekanten og rejser mig op. Med slæbende fødder går jeg over mod mit badeværelse hvor jeg tænder for vandet og hopper ud af min pyjamas.

Da vandet er varmt nok, hopper jeg ind og omkring 20 minutter senere er jeg færdig. Mens jeg tørrer min krop, hører jeg min telefon ringe og i panik løber jeg ind efter den, i troen om at det er Louis. Men da jeg ser, at det bare er Billie, går jeg tilbage til mit badeværelse og bliver færdig. Jeg går hen til mit skab, som I måske husker så er det et walk-in closet, og findet et tilfældigt sæt tøj frem. Jeg smutter tilbage til mit badeværelse hvor jeg er hurtig til at komme i tøjet og derefter får jeg lagt en naturlig makeup.

Mit hår føntørrer jeg for så at sætte det op i en hestehale, med et par totter hængende foran hovedet. Da jeg føler, at jeg er færdig, tager jeg min mobil i hånden og går ned i køkkenet for at spise morgenmad. "Godmorgen Jenny, du er da sent oppe." kommer det fra Mark da jeg møder ham i køkkenet. "Det er lørdag, hvad regnede du med?" svarer jeg ham og åbner køleskabet. Han griner let over mit svar, "altid så morgenglad."

Han forlader køkkenet og jeg står nu alene og venter på at kaffen bliver færdig. Mine tanker flyder hen Louis. Jeg savner ham, selvom jeg ikke vil indrømme det. Jeg har hele tiden lyst til at skrive til ham. 
"Jenny?" lyder en hæs stemme og giver mig et chok. Jeg vender mig om, "Harry forhelvede, er du ude på at give mig et hjertestop?" 
Han ryster på hovedet med et smil, "nej nej." 
Jeg ryster på hovedet af med et smil og vender fokussen tilbage til min kaffe som endelig er blevet færdig. Jeg tager om den varme kop og sætter mig på en stol.

"Jeg ville faktisk lige snakke med dig. Om igår, og om dig og Louis." siger Harry alvorligt og sætter sig så ned på stolen overfor mig. Jeg bider mig i læben, "ja?" 
"Hvad fanden skete der?" siger Harry straks og jeg gisper let over hans brug af ord. Harry bander aldrig, det sker i hvert fald utroligt sjældent. "Ja, undskyld mit sprog, men du dummede dig virkelig. Men det gjorde han også; han brød den vigtigste regel." 

Jeg nikker kort, "det ved jeg godt Harry. Men, jeg ved ikke hvordan det skete eller hvorfor det skete, men vi faldt for hinanden. Om det har været på grund af det vi oplevede sammen eller hvad, så skete det altså. Og jeg savner ham, jeg savner ham som bare fanden. Jeg dummede mig og jeg fortryder det, du kan ikke forestille dig hvor dårlig en smag jeg har i min mund hver gang jeg tænker på det. Jeg ville så gerne forklare ham alt, men han ville ikke lytte. Mit største ønske lige nu er, at sige undskyld for at have været en idiot. Han er en fantastisk person og fortjener ikke at blive udsat for det jeg gjorde." 

 Harry tager en dyb indånding og bider sig i læben, før han kigger mig i øjnene.
"Jeg ved hvor han bor. Hvor meget ønsker du at sige undskyld?"
Som skudt ud af en kanon vågner jeg op, "jeg ønsker det at hele mit hjerte!" 
Harry nikker kort og rejser sig så. Han forlader køkkenet og jeg er sidder tilbage uden nogle former for idé om hvad han skal. Kort tid efter kommer han tilbage med en lap papir i hånden. Han ligger den foran mig,

"det er hans adresse." 
Jeg griber om papiret, rejser mig op og giver Harry et kram; "Tusind tak." mumler jeg ind mod hans skulder før jeg løber op på mit værelse og river en sportstaske frem fra mit skab. Jeg smider noget tilfældigt tøj derned og mens jeg går mod badeværelset, dukker Harry op i min dørkarm.

"Hvad har du lige gang i unge dame?" spørger han og lægger sine arme i kors. Jeg pakker lidt toiletting og fortsætter så hen til min seng, hvor jeg lukker den nu fyldte sportstaske. 
"Jeg skrider væk herfra." 
"Du hvad?" udbryder Harry og jeg sukker da jeg må gentage mig selv, "jeg skrider væk herfra." 
Jeg går hurtigt forbi ham og småløber ned af trapperne. Harry er i lige i hælene på mig og uheldigvis støder jeg på min far ved stuen. "Jenny, hvad laver du?" spørger han da han ser sportstasken over min skylder. "Jeg tager væk et stykke tid far. Jeg bor hos Louis." siger jeg hurtigt og fortsætter ud mod garagen. 

"Du bliver lige her unge dame!" udbryder min far bag mig og følger efter mig. Jeg sætter farten op og når hurtigt ud til garagen. Jeg er igang med at finde min hjelm frem da min far når herud. "Jeg er ked af det far, men jeg kan ikke længere være den artige pige som alle ser mig. Jeg har brug for at komme væk. Jeg håber du forstår." Med de ord sagt, hopper jeg op på min knallert og tænder den.

"Jenny Jones, hvis du som bare køre én meter ud af denne garage så står den på husarrest resten af dine dage!" råber min far og er blevet helt rød i hovedet af vrede. Jeg kniber øjnene sammen og flytter blikket ud på vejen. Jeg nikker for mig selv og kigger kort på min far, før jeg gasser op og kører væk. Bag mig kan jeg høre min vrede far og jeg kan lige skimte Matt og Liam i sidespejlene der prøver at indhente mig. Jeg sætter farten og på ingen tid er jeg langt væk fra mit såkaldte hjem. 

Med papiret liggende i min højre hånd, prøver jeg at finde det sted, hvor Louis befinder sig. Jeg er ved at fare vild et par gange, men da jeg endelig finder den rigtige vej kan jeg pludselig godt se, at jeg kender stedet og har kørt forbi et par gange før. Jeg kører langsomt forbi husene og leder efter nummer 11 hvor han, ifølge Harry, bor. Da jeg spotter tallet 11 på det lille hyggelig hus, parkerer jeg min knallert ved postkassen. Jeg tager en dyb indånding før jeg begiver mig op til hoveddøren. Med svedige hænder ringer jeg forsigtigt på og ventetiden piner mig, selvom der blot går et par sekunder før jeg hører fodtrin.

Døren går op og jeg har atter gensyn med Louis' ansigt. "Jenny," mumler han og giver mig et elevatorblik, "hvad laver du her?"
"Jeg er kommet for at sige undskyld og for at forklare. Må jeg ikke godt komme ind?" spørger jeg og tager et skridt tættere mod ham. Han sukker lydløst og bider sig i læben. Han rykker sig lidt til højre, "jo, selvfølgelig." 

En trykket og indelukket luft møder mig. Louis' sko og jakke står i entreen og jeg regner derfor ud, at han bor her alene. Det er et lille to-etagers hus; hyggeligt, men rodet. Jeg går ind i stuen og da jeg vender mig om, har Louis sat sig i sofaen. "Lad som om du er hjemme." mumler han og kører en hånd igennem sit brune hår. "Ellers tak, jeg klarer ikke det galehus mere." siger jeg udmattet og sætter mig ned ved siden af ham. "Hvordan fik du lov til at smutte?" spørger Louis med rynkede bryn og da vi får øjenkontakt vrider min mave sig sammen.

"Det fik jeg ikke." svarer jeg ham og sukker. 
Louis kigger overrasket på mig, "James er sikkert stik tosset."
Jeg nikker hurtigt, "du har ingen idé." 
Louis smiler let og stilheden ligger sig over os. Den er akavet og trykket; jeg vender og drejer forskellige sætninger før jeg undskylder overfor Louis.

"Louis, jeg er så ked af det. Jeg skulle aldrig have gået på date med den fyr. Jeg prøvede virkelig at fortælle ham, at jeg havde en kæreste, men han ville ikke lytte. Han betyder intet for mig Louis, han er blot en ven. Jeg er så ufattelig ked af, at jeg afviste dig igår aftes, jeg ved godt at du prøvede at inviterer mig ud. Mine følelser for dig bliver stærkere og stærkere for hver dag der går. Jeg tænker ikke på andet end dig Louis. Og gud, hvor lyder jeg som en pige som er faldet pladask for en dreng. Men ved du hvad? Det er jeg også." Jeg tager en dyb indånding da jeg er færdig med at snakke. Louis er tavs men kigger betagende på mig. 

"Hvad?" spørger jeg med et lille smil. Han smiler, "jeg havde glemt hvor smuk du var." 
Jeg rødmer. "Jenny, jeg ved ikke hvorfor, men jeg tilgiver dig. Jeg kan vel ikke leve uden dig." siger Louis og smiler endnu mere. Mit smil bliver større da han tager mig tættere på ham. Vores læber mødes i et kys og da vi trækker os, ligner vi begge to nogle forelskede idioter.

"Jenny?" siger Louis og kigger mig i øjnene.
"Louis?" svarer jeg og smiler.
"Jeg elsker dig." siger Louis og jeg smiler endnu mere.
"Jeg elsker også dig." svarer jeg ham og lader vores læber mødes i et langt og fortryllet kys.


Et laaaangt kapitel, men, det er desværre også det aller sidste. 

Ja, du læste rigtigt; Dette var slutningen på Flying Bird. En epilog vil dog udkomme imorgen eller på torsdag. Jeg håber du nød at læse det sidste kapitel i Flying Bird, vi vil blive glade for hvis du vil skrive dine tanker ned omkring slutningen i en kommentar <3

- Natacha. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...