Flying Bird | One Direction

Jenny Jones er datteren af Englands rigeste mand, og hun havde ikke ligefrem troet, at hendes liv ville tage en stor drejning af den grund. Et af Londons største bander er ude efter hendes fars penge, og det er her de 5 agenter Louis, Harry, Niall, Liam og Zayn kommer ind af billedet. De har fået til opgave at finde medlemmerne i banden og skaffe dem af vejen. Dog får Louis ikke lov til, at deltage i alle morskaberne da han har fået til opgave, at beskytte Jenny gennem missionen. Jenny slår straks hånden i bordet og nægter, at have en "bodyguard" i hælene da hun, i hendes verden, sagtens kan klare det på egen hånd. Men med mord, pistoler og blod kan Louis ikke lade Jenny være ubevogtet og går derfor undercover med dæknavnet 'Flying Bird' |Drengene er IKKE kendte.

26Likes
34Kommentarer
18187Visninger
AA

27. 26 | "Du er ikke den første, der er blevet skuffet i dag."


Godmorgen smukke. Du skulle tilfældigvis ikke allerede være stået op? tastede mine fingre løs på den lille firkantede nokia, hvorefter jeg sendte den til min favorit i kontakter, nemlig Jenny. Jeg føles glad. Det er som om de sidste par dage siden vi kom sammen har været nemmere og mere overskuelige. Før var jeg altid så fandes træt om morgen, muggen og orkede ikke rigtig noget. Men med Jenny i tankerne går dagen nærmest som en leg. Det at stå tidligt op og måske få et lille smil eller måske en kort samtale med hende inden hun tager i skole lyser mig op. 

Ja, det er lidt sjovt at tænke på nu hvor vi kom sammen i tirsdags og der kun er gået tre dage - men, det er vel hvad man kalder nyforelsket? 

Det at vi ikke har mulighed for at være sammen offentligt og ikke kan snakke sammen så meget, som jeg egentlig har lyst til at snakke med hende, må jeg indrømme det er pisse irriterende. Vi lever med søde sms-beskeder, små møder i garagen eller ti minutters tid sammen på hendes værelse, hvis jeg har vagten alene heroppe. 

Jenny har ellers forslået at vi altså sagtens kunne tage ud og spise en aften, for så kan jeg bare fortælle, at jeg er hendes bodyguard den aften. Det er en klog idé, men jeg tør bare ikke tage chancen. Hvis James finder ud af det mister jeg jo både hende og mit job. 

Men selvom der var nogle forhindringer forud vores forhold, så var jeg glad. Det kan jeg i hvert fald sige helt sten sikkert. Men hvad Jenny føler, det ved jeg ikke lige. Jeg siger ikke, at det er sådan hun er begyndt at undgå mig og alt sådan noget, men det er som om hun ikke føler sig helt tryg.
Når hun ser mig smiler hun, når vi mødes smiler hun - men så efter noget tid, når vi er sammen, så er det som om.. ja, jeg ved ikke.. bliver bange for et eller andet. Som om der er noget der går hende på. Men hun har ikke rigtig fortalt mig noget, og jeg ved ikke om jeg har ret til at spørge. Jeg mener, hvis hun ville snakke om det, så ville hun jo sige eller skrive det.. ikke? 

Jo faktisk, du vækkede mig desværre. tikkede ind på min telefon fra Jenny. Klokken var halv seks, og jeg havde sat vækkeuret til at ringe tidligere i den tanke om, jeg måske lige kan nå et kvarter sammen med Jenny. Hvis hun altså havde lyst. Jeg smilede over hendes svar og kunne mærke hendes irritation gennem skærmen. Derfor ville jeg gøre det godt igen.

Sørg for din dør er låst op, jeg kommer om mindre end tyve sekunder. skrev jeg og derefter et hjerte. Jeg låste min telefon og ventede ingengang på et svar, om det var i orden, før jeg listede ud af værelset. Det føltes mærkeligt at være oppe tidligere end jeg plejer. Huset var så stille; var ellers van til at kunne høre drengene småsnakke nede fra køkkenet om dagens program. 

Jeg listede mig så lydløst som muligt hen til Jennys dør, som jeg lukkede forsigtigt op. Jeg trådte ind i det mørke varme rum, og lukkede døren efter mig. Jenny rullede sig rundt i sengen og kiggede træt på mig. "Hvorfor så tidligt?" lyder det hæs fra hende. Jeg småsmiler over hendes søde morgenstemme og humør, før jeg begiver mig hen til hendes seng, hvor jeg sætter mig. 

"Jeg kunne bare ikke undværre dig mere." smiler jeg til hende og får helt lyst til at fnise. Hun laver en grimasse, selvom jeg sagtens ved hun rødmer. "Skal du ikke på vagt?" spørgere hun med en endnu mere hæs stemme, som hun småhoster væk lige efter. "Først om et kvarter. Jeg vil være sammen med min prinsesse imens." jeg løfter hendes dyne, hvor jeg putter mig ind under. Først er hun lidt overrasket over min handling, før hun så vender sig rundt, så vi kan ligge i ske. 

Jeg sniger mine arme omkring hendes mave og trækker hendes varme krop ind mod min. "Du er kold." smågriner hun. "Du er varm." svarer jeg igen, "men det havde jeg også forventet. Du er jo så hot." 

Hendes hånd som ellers lå ovenpå min, fløj op over dynen og gav mig et hårdt slag på skulderen, "Du giver mig komplimenter hele tiden." 
"Der er bare så meget at rose." svarer jeg og smiler sødt til hende, selvom hun ikke kan se det. Hun fniser sødt, hvilket kan mærkes på hendes mave. Hun svarede ikke rigtig efter det og lagde sig bare godt til rette sammen med mig. Jeg smilede ustyrligt de næste fem minutter, selvom der ikke blev sagt noget. Det var bare det, at hun var så tæt på mig, der gjorde mig glad. 

Lidt efter kiggede jeg på min telefon og så desværre det var tid til at skulle ned i køkkenet til drengene. Jenny lå med dybe vejrtrækninger, så jeg kunne regne ud hun var faldet i søvn. Derfor, modvilligt, flyttede jeg mig forsigtigt fra hende, så hun ikke vågnede. Inden jeg gik kyssede jeg hende blidt i håret, "vi ses senere smukke." 



Dagen var så småt ved at være overstået, og det var bare godt; fordi det var fredag. Fredag har alle os drenge altid fri, så vi smutter tit på en drengetur og lader Mark og dem klare det herhjemme. I aften var det bare lidt anderledes, for jeg ville erstatte drengene med Jenny, for at invitere hende ud og spise.

Det kunne jeg selvfølgelig ikke fortælle drengene, så derfor sagde jeg bare, at jeg ville besøge min mormor, for hun havde fødselsdags. De blev faktisk lidt triste, at jeg nærmest fik helt skyldsfølelse over at lyve - men det var også bare en af  konsekvenserne i Jenny og mit's forhold. 

Så her stod jeg, foran Jennys dør iført min flotteste hvide skjorte med et sort slips og min læderjakke udenover. Drengene var kørt og James var inde på kontoret, så jeg havde fri bane. Nervøsiteten tog over, da jeg bankede på døren. Det her var jo den første date jeg skulle på, og første gang gør jo altid en lidt nervøs. Men tanken om det er med Jenny gør mig lidt mere rolig. Der lød nogle skridt bag døren, før den blev åbnet. 

Hun stod med en flot lang violet kjole med perler langs dens V-udskæring. Hendes hår var glattet og pandehåret flettet til siden med en spænde. "Wow." fløj det ud af min mund. Hun smilede en smule nervøs og kiggede ned langs sig selv. "..Tak." svarede hun kort og gav så mig et elevatorblik, og det gik vidst op for hende, hvad jeg var ude på. "Oh..uhm Louis." mumler hun og klør sig lidt i hendes smukke mørke hår, "det er ikke så godt i aften..hvad med vi gør det i morgen? Okay? Hej." og derefter blev døren smækket lige i hovedet på mig. 

Frosset stod jeg og gloede på det hvide træ i flere minutter, før det gik op for mig, hvad der lige skete. Afvist. Jeg var blevet afvist. Jeg vidste, at hun vidste jeg ville invitere hende ud...også bliver jeg afvist. 

Hvad skulle hun? Det spørgsmål nagede mig hele vejen tilbage til mit værelse, hvor jeg lukkede mig ind og skiftede tøj. Hun var så flot klædt på, og havde virkelig gjort meget ud af sig selv; hvad skulle hun? Skulle hun til fest eller sådan noget? Det irriterede mig grænseløst at hun var klædt sådan på, selvom hun var så smuk, fordi nu vidste jeg hun skulle et eller andet i aften. Men hun havde ikke fortalt mig noget.

En tanke om hun havde en anden aftale gik igennem mig, men jeg rystede den hurtigt af mig, da det kunne hun aldrig finde på. Nej, Jenny kunne aldrig finde på at være mig utro. Ikke den Jenny jeg kender. Nej. Sådan er hun ikke...vel?
Idet mine tanker havde bombarderet mit hoved og jeg havde skift til en enkelt tshirt, lød der en høj dytten udenfor huset. Forvirret stod jeg lidt og overvejede om jeg skulle tjekke, indtil jeg hørte nogle stiletter gå langs huset, så vidste jeg at jeg skulle

I en fart var jeg ude ved hoveddøren, som jeg åbnede. Ligeglad om James stod lige ved siden af og kiggede ud, styrtede jeg ud. Forskrækket vendte Jenny sig om og kiggede direkte på mig. "Louis." lød det lavt fra hende, selvom hun var halvvejs nede af stien. Det føles som et stik i hjertet, da jeg over skulderen kunne se drengen der stod lænet op af hans røde sportsvogn med et selv sikkert smil på læberne. 

Hun kunne finde på det, var min første tanke. At jeg havde troet at Jenny Jones, som jeg har kendt i så mange år ikke kunne finde på det. Eller, jeg troede jeg kendte hende. "Louis, jeg kan forklare." lød det fra hende, hvorefter hun begyndte at vakle op til mig i hendes høje stilletter. Så vred som jeg var gik jeg med faste skridt ned langs stien, forbi hende uden at skænke hende et blik og ned mod den brunhårede dreng, der ikke havde det selvsikrede smil på læberne mere. "Hey, hvad sker der mand?" spørgere han forvirret, da jeg kommer tættere på ham.

Vreden kører op i mig jo tættere jeg kom på, og før jeg havde nået at tænke mig om, havde jeg plantet en knytnæve lige i fjæset på ham. Et højt gisp fra Jenny lød bag mig, men jeg var ligeglad. Vreden slog gnister inde i mig, og jeg havde lyst til at flække ham godt og synder sammen. 

Der gik dog ikke mange sekunder, før jeg blev trukket tilbage af to stærke arme. Jeg vidste allerede at det var Matt og Mark, og jeg kunne også regne ud, at James havde set det hele. Og at jeg nu havde mistet det hele. 

"Louis Tomlinsom." lyder den genkendelige stemme bag mig. Matt og Mark vender mig rundt og jeg stirrer direkte ind i James brændene øjne, "den havde jeg ikke set komme." lyder det bare efterfølgene af ham.
Jenny kommer op ved hans side, men igen sørgere jeg for ikke at kigge på hende. Jeg var godt og grundigt knust. Allerede. Efter tre dage er hun ude med en anden. "Det havde jeg ikke troet om dig." siger han så, og kigger op på Matt, for at sige noget, men jeg afbryder ham. "Du er ikke den første, der er blevet skuffet idag." hvæser jeg lavt og stirrer derefter i Jennys øjne, "man tror man kender personen me-" 

"Louis, jeg kan forklare." lyder det fra hende og hun prøver at træde et skridt nærmere mod mig, men James holder hende tilbage. "Forklare hvad?" spørgere han hårdt. Da hun ikke svarer ham spørgere han igen og begynder at ruske i hende. "Forklare at hun har været mig utro." råber jeg, hvilket får Matt og Marks greb omkring mig strammere. 
"Louis.. Jeg kan forklare, det er slet ik-" "Utro?!" råber James, "har du været sammen med min datter?!" 

"Jeg var." 

Jennys ansigt ændre sig idet mine ord blev sagt, men jeg kunne slet ikke få mig selv til at kigge på hende mere. "Louis Tomlinson! Du er-" 

"Fyrret, jeg ved det godt." i en hård bevægelse rev jeg mig fra Matt og Mark, "jeg har intet at gøre her mere." 
James kiggede lidt forvirret på mig, men kommentere det ikke. "Pak dine ting og kom aldrig tilbage." Med et bankene knust hjerte gik jeg forbi dem og ind, for at pakke mine ting. Jeg havde i hvert fald ikke lyst til at være her mere. Nogensinde.

Det var gået for hurtigt det forhold. Hvad havde jeg også regnet med? Folk viser sig altid at være anderledes end hvad man tror.


Mit sidste kapitel i denne movella. 
Ja nemlig, der er kun et kapitel tilbage. Og neeeeeeej, det gik jo helt skævt for sig, hva? ): tror I Jenny får forklaret sig, eller? Husk og like like like, det vil gøre os glade. - Laura.<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...