Flying Bird | One Direction

Jenny Jones er datteren af Englands rigeste mand, og hun havde ikke ligefrem troet, at hendes liv ville tage en stor drejning af den grund. Et af Londons største bander er ude efter hendes fars penge, og det er her de 5 agenter Louis, Harry, Niall, Liam og Zayn kommer ind af billedet. De har fået til opgave at finde medlemmerne i banden og skaffe dem af vejen. Dog får Louis ikke lov til, at deltage i alle morskaberne da han har fået til opgave, at beskytte Jenny gennem missionen. Jenny slår straks hånden i bordet og nægter, at have en "bodyguard" i hælene da hun, i hendes verden, sagtens kan klare det på egen hånd. Men med mord, pistoler og blod kan Louis ikke lade Jenny være ubevogtet og går derfor undercover med dæknavnet 'Flying Bird' |Drengene er IKKE kendte.

26Likes
34Kommentarer
18164Visninger
AA

24. 23 | "Jeg har følelser for dig, din idiot."


"Jenny!" råbes der af mig og et hårdt bank rammer min dør. 
"Lad mig være Louis!" råber jeg arrigt, velvidende om at det er ham der vil ind.
"Vi skal snakke! Jeg går ikke før du har lukket mig ind." svarer Louis stædigt og jeg sukker irriteret. Han fortsætter sit banken og til sidst er det til at få spat af, så med sure skridt går jeg hen og låser op. Der går et par sekunder før han opdager at der er låst op, og da han kommer ind, kan jeg tydeligt se hvor irriteret han er.

"Hvad fanden er det lige der foregår?" spørger han og kigger på mig med frustreret øjne. Jeg stiller mig foran ham, og med mine høje hæle, er på hovedhøjde med ham. "Hvad fanden tror du?!" råber jeg af ham og får en stor trang til at slå ham ekstremt hårdt på brystet. "Det ved jeg ikke, det er jo derfor jeg spørger dig!" svarer Louis og peger på mig med en pegefinger. Jeg sukker irriteret, "Så du har altså ingen anelse om, hvorfor jeg er sur? Hvorfor jeg gerne vil ud herfra? Jeg var spærret inde i et fucking rum i flere uger Louis, og det sidste jeg har brug for er, at være spærret inde i mit eget hjem også!" 

Louis bliver tavs, men kigger stadig intenst på mig. Jeg tager en dyb indånding, "ville du mere?" 
Jeg hviler mine hænder på mine hofter og tripper utålmodigt med min højre fod. Jeg borer mit blik ind i hans og i lang tid har vi en intens og koncentreret øjenkontakt igang. Hans tunge kommer hurtigt frem for at fugtige hans læber ganske langsomt og han klør kort sit skæg. Han knipper sine øjne sammen, ser ud til at tænke sig godt om.

"Hvorfor har du brugt alle dine kræfter på at ignorer mig lige siden vi kom tilbage? Jeg var trods alt fanget med dig, jeg har oplevet mange af de samme ting som dig, Jenny. Jeg ved hvor frygteligt det var derinde, jeg ved hvordan de behandlede dig - jeg var der sammen med dig! Jeg beskyttede dig, jeg trøstede dig, jeg holdte dit mod oppe. Og alt du så gør er, at lade som om det aldrig var sket? Som om vi aldrig lå tæt om natten for at holde varmen, som om du aldrig brød sammen i min skulder, som om vi aldrig næsten kyssede. Jeg fik ikke engang et tak."
Louis giver mig et kort elevatorblik før han vender om på hælen, såret og skuffet.

Jeg står som sømmet til jorden, indtil det øjeblik hvor han tager om dørhåndtaget.
"Louis, vent." siger jeg kort og tager et par skridt imod ham. Han vender sig kort om og løfter et øjenbryn, "hvad?"
Jeg sukker lydløst og bider mig i læben. Mit hjerte banker med flere kilometer i timen og mine håndflader er svedige.
"Jeg.." Jeg fortryder, stopper midt i min sætning og finder på noget andet at sige.
"Tak." 

Han nikker bare kort, "det var så lidt." siger han koldt og forlader så mit værelse. Jeg står tom tilbage og føler mig som en kæmpe idiot - hvordan kunne jeg være sådan en kujon? Hvorfor fortalte jeg ham ikke bare, hvad jeg føler?
Ærligt talt så ved jeg faktisk ikke hvad jeg føler. Jeg er sur på ham og føler mig holdt for nar. I al den tid, jeg troede, at jeg snakkede med "Bird", var det bare ham. Jeg kan ikke tro, at han valgte at udgive sig som en anden, og jeg ved ikke engang hvorfor han gjorde det endnu. Det har vi ikke rigtig fået diskuteret endnu. Men det forklarer Birds mærkelige opførelse og al det mystiske omkring ham - han var hele tiden Louis, som havde arbejdet for min far. Derfor kunne have min fars agenters nummer i hovedet, som så vidste sig, bare havde været Harry. 

Min mobil meddeler pludselig, at en sms er tikket ind fra Kim. "Er du på vej? - K x"
Jeg bider mig i læben og kigger ud af vinduet. Jeg smiler skævt og begynder at skrive ham et svar.
"Selvfølgelig - J x" 

Jeg ligger den ned i min sorte skuldertaske som jeg svinger over højre skulder og tager så hurtigt mine sorte hæle af. Jeg lister mig ud fra mit værelse, går så lydløst som muligt gennem gangen og ned til trapperne. Jeg tjekker hurtigt, om min far eller drengene er til at se, men da der tilsyneladende er fri bane, småløber jeg hurtigt gennem passagen mellem køkken og stue. Jeg åbner hoveddøren og skynder mig ud. Som jeg regnede med, er der ingen dørvagt da det er nu, drengene har deres 10 minutters pause og hvor det kun er nogle få vagter indendørs der holder øje med ting udenfor.

Jeg tager mine hæle på igen og går over gårdspladsen. Jeg låser min knallert op og da den lyser frem i mørket, smiler jeg stort. Jeg hopper hurtigt op og får min hjelm på. Jeg skuer indenfor, og får et kort øjeblik øje på Louis der er på vej tilbage til døren. Jeg griner da han opdager, at det er mig, men da han kommer ud til døren, har jeg forlængst gassede op og kørt langt, langt væk.


"Hey, Jen, længe siden!" udbryder Kim da jeg stiger af knallerten og tager min hjelm af. Jeg smiler ved synet af Kim og Billie stå ved deres knallerter, dem har jeg godt nok savnet! Jeg får på ingen tid trukket dem ind i et gruppekram, "gud, hvor har jeg savnet jer to!" siger jeg og smiler. "Vi har også savnet dig Jenny. Men øh, hvorfor har du overhovedet været væk?" spørger Billie og mit smil stivner - jeg kommer i tanke om, at min far ønskede at holde min kidnapning udenfor medierne og jeg fik strenge ordrer på, at jeg ikke måtte fortælle det til nogen. Jeg finder hurtigt på noget, "min far tog mig på en impulsiv tur til Australien." smiler jeg kort og trækker på skuldrene.

"Fedt man!" siger Kim og smiler. "Det var da ikke så slemt." siger jeg og smiler overlegent. 
"Nå, jeg ved ikke med jer, men jeg vil utrolig gerne væk fra det her hul. Det sidste sted jeg gider at tilbringe min lørdag aften, er på en skole." siger Billie og hopper op på sin knallert. "Hvad med at vi kører lidt rundt og finder en fest vi kan joine?" spørger jeg og afventer svar fra dem. De nikker anerkende og Kim hopper også op. Han gasser op, men holder på koblingen. Han kigger til sin venstre side hvor Billie holder og kigger så til højre hvor jeg holder. Han griner, "holdet er samlet igen!" 

Også gasser han op, med Billie og jeg lige i hælene. 

Vi kører stille og roligt, men kommer hurtigt til et lyskryds, og i dette, støder vi på nogle af vores klassekameratter fra skolen. Jeg kan genkende Mike fra fysik, som kører, og Jason fra matematik som sidder ved siden af. Deres vinduer er rullet godt ned og musikken spiller højlydt. "hey, hvor er I på vej hen?" spørger Jason og smiler til os. "Vi leder efter en fest - ved I hvor vi kan finde sådan en? Den må gerne være god." griner Kim, hvilket får Mike til at grine højlydt fra chaufførsædet. 

James smiler skævt, "vi er faktisk på vej hen til en, som vi har hørt skulle være ret så fed. I kan da bare følge med, hvis I altså har lyst." siger han og blinker med det ene øje til mig, hvilket får en lettere rødme til at stige i mine kinder - gudsketak og lov for min hjelm. "Det er en aftale." siger Kim og idet samme bliver der grønt. Mike dytter højlydt og giver signal til, at vi blot skal følge efter hans bil. Jeg har ingen idé om hvor de fører os hen, men lige nu kunne jeg heller ikke være mere ligeglad.

Episoden med Louis ligger stadig i baghovedet og jeg har ærligt talt ikke lyst til at huske noget af det han sagde. Det jeg allermest har lyst til lige nu er, at drikke mig godt og grundigt fuld. Jeg er trods alt 17 år, og dermed har jeg lov til at drikke. Dog havde min far og jeg nogle regler, men dem har jeg ikke ligefrem tænkt at holde i aften. Ups?

Vi drejer pludselig til højre og jeg ser hurtigt hvorfor; en masse motorcykler, biler, mennesker og lys giver den ellers tomme vej et vildt look, og jeg hører hurtigt den høje musik som overdøver både bil-og knallertmotorer. Jeg ryster af spænding og kan ikke vente til, at vi kommer frem og jeg kan få noget indenbors. 
Mike stopper bilen et par metre før husets indkørsel og hopper ud, "det er så her. Jason og jeg har været her et par gange, de holder nogle fede fester." siger Mike og smiler. Jason og de to andre fyre hopper ud af bilen, mens Kim, Billie og jeg parkerer vores knallerter. Jeg tager min hjelm af og lader den lune brise snige sin vej gennem mit hår. Jeg føler et blik på mig og da jeg kigger mod Jason, smiler han skævt. Jeg ryster på hovedet af ham med et smil og låser min hjelm inde i bagagerummet under sædet. I en samlet flok går vi mod huset og jeg mærker allerede hvor stor min begejstring er.

Jason lægger en hånd om min hofte, "jeg synes du har skiftet stil Jenny?" siger han og giver mig et kort elevatorblik. 
"Det her er bare mit festtøj, søde Jason." siger jeg og blinker med det ene øje til ham. Han griner, "du er en mystiks pige Jenny." Jeg trækker på skuldrene, "sådan er jeg født." 

Han griner lidt mere og før jeg får set mig om, er vi kommet indenfor husets mure. Musikken er høj og kan mærkes helt ind i musklerne, folk er glade og danser, og der er masser af drikkelse. Det første Jason gør er, at byde mig på en drink i en rød plastikkop som jeg med glæde tager imod. Jeg skuer hurtigt over til Billie som snakker med Mike, og ser at Kim allerede har en druk-konkurrence igang med de to andre fyre fra bilen. Jeg griner højlydt og tager imod endnu en drink fra Jason.

"Nå, hvordan går det så?" spørger Jason snøvlet pludselig efter vi har fået tømt et par, okay mange, røde kopper. 
"Det går super, hvad med dig skatter?" spørger jeg og kigger på ham med en stort smil. Jeg har fået en del at drikke og inderst inde ved jeg, at jeg burde stoppe mens legen er god - men hver gang jeg skal til at takke nej til endnu en drink, kommer jeg i tanke om Josh, Rachel, Dean og alt det andet jeg oplevede, også ryger den alligevel ned i håbet om, at jeg til sidst glemmer det. 

Selvom jeg godt ved, at det gør det ikke. 

Jeg bliver pludselig trækket hårdt tilbage og Jason, Billie, Kim, Mike og de andre forsvinder fra mit syn. En stærk person får mast mig gennem den store menneskemængde og jeg bliver hurtigt svimmel at se de forskellige ansigter kort for så at miste synet af dem igen. Jeg vil stå imod og standse op, men jeg har uden tvivl fået for meget at drikke til, at jeg kan udtænke eller gøre noget. 

Da vi pludselig stopper, bukker jeg mig straks forover og ud af min mund kommer en klam blanding af mad og alkohol. Mit hår bliver holdt væk, mens jeg kaster op på ude i et blomsterbed. Da jeg er færdig tørrer jeg min mund  og har en ganske forfærdelig smag i munden. Jeg får endelig taget mig sammen til at finde ud af hvem der trak mig væk fra mine venner, men synet der møder mig, gør mig rasende - Louis.

"Hvad fanden bilder du dig ind?!" råber jeg højlydt af ham, fuld og sur. Han svarer mig ikke, tager blot fat sammen sted og trækker mig videre. Jeg sætter hælene i jorden, "slip mig Louis!" skriger jeg og trækker min arm hårdt til mig. Han sukker irriteret, kigger kort på mig, og før jeg får set mig om, ligger jeg på skulderen af ham. "Louis! Sæt mig ned!" skriger jeg og slår ham i ryggen. Han går tavst videre, mens jeg fortsætter med at slå ham i ryggen. "Sæt dig ind i bilen." mumler han og sætter mig så ned. Han åbner døren og kigger utålmodigt på mig.

"Hvad?" spørger jeg og løfter et bryn, "tror du helt seriøst jeg gider at sidde i en bil med dig?"
Mit svar for hvis han bærer til at gå over, for han nærmest kaster mig ind i bilen da han får fat i min arm. Han smækker døren efter sig og går arrigt over til den anden side. Han sætter sig hurtigt ind, tænder og på få sekunder er vi kørt væk fra huset og den gode fest. Luften mellem os er spændt op, jeg er rasende og med alkohol i blodet kan det ikke gå godt. "Vend om Louis, jeg skal have min knallert." Ingen reaktion. 

"Jeg mener det Louis!" siger jeg, men han fortsætter blot som om jeg ikke eksisterer. 
Jeg sukker frustreret og højlydt,"når jeg for en gang skyld jeg det sjovt, så ødelægger du det - som altid!" 
Han kigger på mig, hans blik er fyldt med frustation og det skærer i mit hjerte at se, at han føler sådan på grund af mig. "Undskyld, det mente jeg ikke." siger jeg så og kigger ned i mit skød. Mine følelser er et stort virvar lige nu og jeg kan ikke finde hoved eller hale i hvad jeg mener og føler. 

Louis holder for rødt. Han kigger på mig som før, da han pludselig åbner sin mund. 
"Hvorfor tog du afsted? Har du drukket for at glemme? For at glemme hvad vi var igennem? For at glemme hvad du følte?" spørger han og kigger mig dybt i øjnene. Jeg er mundlam, jeg ved ikke hvad jeg skal svarer. Der bliver grønt og han sukker irriteret da han kører. Jeg kigger længe på ham, studerer hans ansigt og mærker hvordan mit hjerte slår hurtige når han kigger på mig. 
"Louis?" hvisker jeg men får hans opmærksomhed med det samme. 

Hans blå-grå øjne stirre ind i mine brune.
Jeg tager en dyb indånding, "Jeg har følelser for dig, din idiot."


Aww! Så fortalte Jenny altså Louis hvad hun føler for ham - sødt, hehe. Nå men, et lidt langt kapitel men jeg kunne altså ikke nænne at cutte noget væk. Hvad synes I ellers om det? Og hvad tror I der kommer til at ske nu - vil Louis have gengældte følelser? Håber I kunne lide kapitlet <3

- Natacha xx. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...