Flying Bird | One Direction

Jenny Jones er datteren af Englands rigeste mand, og hun havde ikke ligefrem troet, at hendes liv ville tage en stor drejning af den grund. Et af Londons største bander er ude efter hendes fars penge, og det er her de 5 agenter Louis, Harry, Niall, Liam og Zayn kommer ind af billedet. De har fået til opgave at finde medlemmerne i banden og skaffe dem af vejen. Dog får Louis ikke lov til, at deltage i alle morskaberne da han har fået til opgave, at beskytte Jenny gennem missionen. Jenny slår straks hånden i bordet og nægter, at have en "bodyguard" i hælene da hun, i hendes verden, sagtens kan klare det på egen hånd. Men med mord, pistoler og blod kan Louis ikke lade Jenny være ubevogtet og går derfor undercover med dæknavnet 'Flying Bird' |Drengene er IKKE kendte.

26Likes
34Kommentarer
18174Visninger
AA

23. 22 | "Du er en helt, Louis."


Jenny og jeg havde ikke forvekslet et ord til hinanden siden vi endelig slap ud af det forfærdelige hul. Ingen gang et blik havde jeg fået. Jeg ved udemærket godt det var fordi, at hun nu havde opdaget at jeg, Louis, var Bird. Hun ved nu også at det havde været mig der havde fulgt efter hende stort set overalt og ja, havde været hos hende hele tiden de sidste par dage. 

Hun var ikke til at læse overhovedet. Hun sad bare og stirrede ud af vinduet uden et ord. Stemningen i bilen var en smule trykket, hvilket man nærmest ikke skulle havde troet. Ja, for det første burde drengene være overdrevede lykkelige for det at de har fundet Jenny igen, det giver dem nok lønforhøjelse de næste par år, og for det andet så er Jenny og jeg undsluppet derude fra, men smil og glæde kan overhovedet ikke ses. 

I hvert fald ikke på hende.

Jeg var glad. Utrolig glad for endelig at komme ud. Følelsen af at være lukket inde i et mørkt tørt rum var forfærdeligt. Det var en befrielse at komme ud og trække det friske luft igen, selvom det lugtede lidt af gylle. Vi var i hvert fald i en fart blevet smidt ind i bilen. Liam begyndte at køre, før vi overhovedet havde lukket døre og sat os til rette. Men det var okay; vi skulle bare væk derfra hurtigst muligt. 

Jeg kunne genkende vejen og vidste, at vi var på vej tilbage til James. Det at skulle møde ham igen, ved jeg ikke lige hvordan han vil tage imod mig. Han havde jo fyrret mig, men det har jo så været mig der havde sat sammen med hende fængslet i de uger - eller hvor lang tid det nu havde været.

Vi kørte ned langs gaden og stoppede foran det bekendte store hvide hus. Jennys ansigtudtryk ændrede sig ikke en millimeter, selvom hun faktisk holdte ude foran sit hjem igen. Det kunne man også se på de andre drenge, at det undrede dem en smule - men de sagde ikke noget til det. 

Jeg fulgte de andres bevægelser ved at hoppe ud af bilen og følge dem med ned langs stien. Dog nåede vi ikke halvvejs, før døren blev flået op og James kommer løbende ud. "Jenny!" råber han med det største smil på læben, som jeg aldrig nogensinde havde troet skulle ses på ham. Jenny stopper op og bliver lidt efter klamret sig ind til ham, løftet op, drejet rundt, rystet og meget mere. Han var ihvertfald glad for at se hende igen, men alt andet ville alligevel være mærkeligt. 

"Jeg har savnet dig så meget!" et hulk flyver ud fra ham, hvilket giver et sus i maven. Faktisk havde jeg lyst til at grine lidt - men det ville ihvertfald ikke være særlig smart.

"Jeg har også savnet dig, far." lyder det tørt fra Jenny, hvorefter hun bliver sat ned på jorden igen. Hun trækker en smule i smilebåndet, da han ligger sine hænder på begge hendes kinder. "Hvor er du blevet tynd," mumler han, drejer hendes hoved til højere og venstre, for at se nærmere, "du skal ind og have noget mad. Zayn, tag hende med ind." 

Zayn nikker bekræftende og skubber hende langsomt med indenfor. "I drenge," James smiler stort til os, "I har gjort et virkelig godt arbejde, jeg er så stolt af jer." 

"Faktisk." Liam træder et skridt frem og kigger hen mod mig, som ellers stod lidt gemt bag Harry, "så var det Louis der kontaktede os og oplyste deres skjulested." 

James hoved drejede sig og hans øjne borrede sig direkte ind i mine, hvilket fik min mave til at prikke af nervøsitet. "Louis Tomlinson, er det virkelig dig igen?" James løftede sit ene øjenbryn, og jeg havde svært ved at læse om han var sur eller glad over at se mig igen. "Havde jeg ikke bedt dig om at holde dig langt væk?" 
Jeg bed mig så hårdt i kinden, at det begyndte at bløde. "J-Jo sir." mumlede jeg lavt.

"Men." han trådte et par skridt tættere mod mig, og mit hjerte hamrede som et sindssyg mod mit bryst. Lysten til at løbe skrigende væk var virkelig stor, men mine ben ville ikke samarbejde.  

"Tak." 

"Hvad?" fløj det ud af mig, da jeg ellers var klar til den store skideballe. En hånd blev placeret på min skulder, jeg kigger forvirret på den og derefter op på James igen, der utroligt nok står med et smil på læberne. "Tak fordi du reddede min datter." 
Hånden blev fjernet og jeg kunne endelig trække vejret normalt igen. "Det var måske en fejl at fyre dig." han trådte et skridt tilbage, kiggede rundt på de andre drenge og gjorde tegn på de skulle gå ind. "Du er ansat igen. Velkommen tilbage, Louis." smilet forsvandt fra hans læber og idet han havde nævnt mit navn, vendte han sig rundt og fulgte han med de andre indenfor igen. 
Som frosset fast til jorden blev jeg stålende og forstod ærligtalt ikke hvad der lige var sket. Var jeg blevet ansat igen, efter det var min skyld Jenny blev taget? "Kommer du ikke?" 

James står oppe ved døren og sender mig et lidt dumt blik. Jeg laver et lille nik med hovedet og er hurtigt oppe ved døren, som jeg går ind af og lukker nøje efter mig. "Du må gerne tage en times pause." James står i dørkammen til stuen, "nu hvor du har været igennem så meget. Du trænger i hvert fald til et bad... kan jeg lugte." 

Et gisp var lige ved at flyve ud af min mund. Hvad var der lige sket siden jeg havde været væk? Hvorfor er han pludselig blevet så... flink? "Tak... Chef." lyder mit svar bare efterfuldt af et taknemmeligt smil. Han forsvinder fra dørkammen og jeg smutter ud på det velkendte badeværelse for at tage et varmt langt bad. 



Efter det lange bad sad jeg på sengekanten og nød mine sidste kvarters frihed, før jeg skulle tilbage til den venkendte rutine. Det havde været ubeskriveligt dejligt med et bad; få vasket den væmmelige lugt(som jeg desværre var blevet van til) og alt det udtørrede blod.

Også det at komme i nyt rent tøj var også yderst fantastisk. 

Jeg tror aldrig nogensinde jeg har været så glad for at komme i bad og få nyt tøj på.
Pludselig, hvilket også gav mig et sindssygt chok, bankede det på døren. Tanken om det kunne være James fik mig til at springe op fra sengen og stille mig med rettet ryg. "Ja?" 

Da døren går op og jeg genkender de velkendte krøller, synker mine skulder sig og et stort smil popper op på mine læber. Det gik så hurtigt med at komme ud derinde fra, så jeg fik ikke sagt ordenligt hej til Harry. "Hazza!" smiler jeg og træder hen i et stort kram fra hans side af. 
"Åh godt, nu lugter du ikke så slemt mere." han trækker sig fra krammet og smiler drillende til mig. Jeg griner og ryster på hovedet. "Jeg hørte du er blevet ansat igen?" Harry sætter sig ned på sengekanten, "fordi du reddede Jenny?" 
Jeg sætter mig ned ved siden af ham og sukker tungt, "jeg havde egentlig regnet med den store skideballe. Det kom lidt bag på mig, at jeg bare blev ansat igen." Harry smiler og ligger en hånd på min skulder, "Louis, du reddede hende. Hvis du ikke havde sendt den sms, så havde vi aldrig fundet frem til skjulestedet." Jeg bider mig en smule i læben, "hvad nu hvis han har fået for store forventninger af mig?" 

Harry griner og slår mig hårdt på skulderen, "stop nu med at se sådan ned på dig selv. Du er en helt, Louis."


Dagene gik med de normale vagter ved døren, under middage, i offentligheden og meget mere. Det var kommet lidt bag på mig, hvor skønt det egentlig var at være tilbage til de helt gamle rutiner igen. Også bestemt nu, hvor James behandler mig anderledes end før. Nu ser han nærmest op til mig, fordi det var mig der 'reddede' Jenny.

Og nu hvor vi snakker om Jenny, så havde jeg ikke rigtig set noget til hende siden vi kom tilbage hertil. Selvfølgelig har arbejdet været det meste af skylden, men nok også fordi hun har lukket sig fuldstændig inde oppe på dit værelse. Det eneste tidspunkt jeg så hende var under aftensmaden eller hvis vi kort støder på hinanden på gangen, fordi hun skal ud på badeværelset.

Det undre mig lidt, hvorfor at hun ignorerer mig. Nu havde jeg jo faktisk reddet hende, så et lille tak eller taknemmeligt smil fortjener jeg da. Men nej, ingenting fra hendes side af. Det irriterer mig faktisk grænseløst, efter alt det vi havde været igennem.

Ja, der har været en lille flirt mellem os, da vi sad lukket inde i rummet. Jeg ved ikke om det bare var fordi vi bare var de eneste to eller om det rent faktisk var ægte. Jeg begyndte ihvertfald at se hende på en helt anden måde.

"Far, jeg tager ud med Bille og Kim!" idet man snakkede om solen lød der en råben gennem hele huset. I få sekunder var der helt tavs, indtil James råbte at hun skulle komme ind i stuen, hvor han sad, med det samme. Jeg vidste allerede der var et skænderi på vej, præcis som der plejede, så jeg tog en dyb indånding og stillede mig helt henne i hjørnet, for at være så usynlig som muligt. 

Jenny kom gående herind med hendes tornhøje lyserøde stilletter og kiggede utålmodigt på James, "hvad er der?" hun begyndte at trippe lidt. Jeg bed mig i læben og tog mig selv i at give hende et elevatorblik; hun var iført en stor fluffy sort kjole med en hel masse hvide runde perler. Hendes makeup var mørkt med en tyk streg eyeliner og hendes hår var stort og krøllet. Hun så rigtig godt ud.

"Hør min pige." James klappede på sofaen ved siden af ham, som tegn på hun skulle komme hen og sætte sig ned, men flabet som hun nu er, blev hun stående med et løftet øjenbryn. Det gav mig lyst til at grine.

"Jeg synes ikke du skal tage nogle steder hen." James snakkede i en rolig tone, og han vidste nok også selv, at hun ville få et flip, men han forsatte, "jeg ved godt det ikke er fair, men det er for farligt, eftersom det ikke er længe siden du og Louis undsl-" 
"Så du vil holde mig fanget herinde forevigt?" skriger hun og tramper hårdt i gulvet. Et sus gik igennem min mave over hendes voldsomme reaktion. En tårer trillede ned langs hendes kind, hvilket kom bag på måde mig og James. "Jeg gider ikke være herinde mere!" et hulk flyver ud af hendes mund, og det føles som et stik i hjertet, "jeg er træt af at være omkring af alle mulige hele tiden!" hendes blik flyver direkte op i mit, "jeg er træt af du er og skal være over det hele!" 

Mine øjne vokser og mens jeg står der frosset fast til jorden, mundlam forsvinder Jenny fra stuen, og man hører hendes stilletter op af trappen. 

"Hvad handlede det lige om, Louis?" hvæser James vredt og ligger godt tryk på mit navn. Mine ben begynder og ryste, og jeg har ærligtalt ingen idé om, hvad jeg skal svare. "Je-jeg." prøver jeg, men det kunne ligeså godt opgives. "Svar mig ordenligt, Louis!" 

Jeg står i korte sekunder og stirrer ind i James øjne, som lyser op af vrede, før jeg finder mig selv i at  styrte ud af stuen og op mod hendes værelse, for at snakke med hende.

Ærligtalt - jeg har ingen idé om, hvad der forgår.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...