Flying Bird | One Direction

Jenny Jones er datteren af Englands rigeste mand, og hun havde ikke ligefrem troet, at hendes liv ville tage en stor drejning af den grund. Et af Londons største bander er ude efter hendes fars penge, og det er her de 5 agenter Louis, Harry, Niall, Liam og Zayn kommer ind af billedet. De har fået til opgave at finde medlemmerne i banden og skaffe dem af vejen. Dog får Louis ikke lov til, at deltage i alle morskaberne da han har fået til opgave, at beskytte Jenny gennem missionen. Jenny slår straks hånden i bordet og nægter, at have en "bodyguard" i hælene da hun, i hendes verden, sagtens kan klare det på egen hånd. Men med mord, pistoler og blod kan Louis ikke lade Jenny være ubevogtet og går derfor undercover med dæknavnet 'Flying Bird' |Drengene er IKKE kendte.

26Likes
34Kommentarer
18179Visninger
AA

22. 21| "Nu skal vi bare vente på, at de kommer og redder os."


"Hvor bliver han af?" mumler jeg for mig selv og tripper let med foden. At være tålmodig har aldrig været min stærkeste side og slet ikke i sådanne en situation som jeg står i nu; Jeg har muligheden for at komme væk fra det her rådne helvede, men kan ikke. Jeg kan selvfølgelig godt se hvad Bird mener og sådan, men alligevel, jeg vil virkelig gerne væk herfra. 

"For helvede Bird, kom nu tilbage." Nervøsiteten stiger i min krop for hvert minut der går hvor Bird ikke kommer tilbage. Jeg er nervøs for at han er blevet opdaget og taget til fange, hvem ved hvad de ville gøre ved ham hvis de opdagede at han prøvede at flygte? Jeg er i hvert fald sikker på, at det ikke ville ende kønt. 
En lyd høres ude foran døren og jeg stopper brat op; "Bird?" hvisker jeg og trækker knap vejret. 
Et hoved stikker ind, "Jenny?" Det er Bird. 

Jeg ånder lettet ud - gudskelov for at han er okay. Bird træder ind og lukker døren efter sig. 
"Hvad så? Hvad fandt du ud af?" spørger jeg nysgerrigt og håber på at høre, at han har fundet en vej ud og at vi kan flygte med det samme. "Jeg blev ikke opdaget. Regner jeg med. Jeg endte i et rum med Rachel og en eller anden fyr. De gik dog for at.. Ja, det kan være lige meget. Jeg fandt en telefon og sendte en besked til din fars agenter. De ved hvor vi er nu." siger Bird og tager en dyb indånding, "men nu kommer den sværeste del." 
Jeg rynker let mine bryn, "hvad?"
"Nu skal vi bare vente på, at de kommer og redder os." 


Efter Bird er kommet tilbage, er tiden pludselig gået så langsomt. Før syntes jeg den gik alt for hurtigt, så synes jeg den går alt for langsomt. Det føles som om at én minut er en hel time og en hel time er et helt døgn. Det er forfærdeligt og pinefuldt. Midt i det hele kommer jeg til at tænke på noget; Hvor kender Bird min fars agenters nummer fra? Det er noget helt forkert og mystiks ved ham. "Bird?"

Han kigger på mig med tunge bevægelser, "ja smukke?" 
Jeg rødmer let da han kalder mig smukke, men fokuserer hurtigt på mit spørgsmål. "Hvordan kunne du min fars agenters nummer i hovedet fra? Jeg forstår det ikke, for ikke mange kan det i hovedet. Det kan jeg ikke engang."
Bird sukker, "det kan jeg ikke fortælle dig." 
"Og hvorfor så ikke? Hvorfor er det, at du ved så fandens meget om mig, mens jeg kender intet om dig? Hvad er det jeg ikke må vide?" spørger jeg en smule arrigt og glor ind i hans mørke solbriller, som jeg overhånden er ved at hade godt og grundigt. 

"Det er ikke fordi jeg ikke stoler på dig Jenny, for det gør jeg. Faktisk er du den pige jeg stoler mest på, taget i betrækning at vi ikke har kendt hinanden så forfærdeligt længe igen. Men jeg har en aftale med en meget vigtigt person, som jeg ikke kan bryde. Jeg kan ikke forestille mig hvor hårdt det må være for dig, at jeg har så mange hemmeligheder, men du må tro på mig når jeg siger, at jeg ikke kan gøre noget - jeg kan ikke fortælle dig alt det du gerne vil vide." 

Bird tager en hånd op til sine solbriller og i et spinkelt øjeblik tror jeg, at han vil fjerne dem, men han retter blot på dem. Pis. "Det er bare så pisse irriterende Bird og det samme er dine dumme solbriller. Jeg er træt af at have øjenkontakt med mig selv, i brillernes spejlbillede. Jeg er træt af, at du bærer de solbriller som din beskyttende kappe, som der for guds skyld ikke må ryge af. Du får mig til at føle mig som skurken i en James Bond film, der ikke må genkende dig." siger jeg og kigger ned i gulvet, en smule såret og fyldt med hjemve. 
Bird kommer stille hen til mig, "det er jeg ked af Jenny. Men jeg kan intet stille op." 

"Det går nok.." mumler jeg stille og sukker tungt. Bird prikker mig let på skulderen, "rejs dig op." Jeg kigger på ham med et forvirret blik, men gør som han siger og han tager min plads på stolen. Han klapper let på sine lår, "sæt dig." siger han så og smiler let. Jeg smiler og ryster på hovedet af ham, men gør som han siger. Han nusser mig stille på min højre arm hvilket gør mig ganske afslappet, trods omstændighederne. "Hvornår tror du de kommer og redder os?" spørger jeg og piller let ved en påbegynde neglerod - de små sataner gør så ondt. 

"Snart. Jeg tror, at de kommer brasende ind gennem den der dør meget snart." siger Bird og smiler til mig. "Når du siger det på den måde får du mig næsten til at tro på det." siger jeg og sukker let. "Hey, 'næsten' er ikke godt nok. Du skal da tro på det Jenny." siger Bird og giver min hånd et klem. Jeg svarer ham ikke og dermed lægger stilheden sig over os. 

Midt i det hele, hører vi en masse larm et stykke væk. "Jeg tror jeg hører syner." gisper jeg og farer op. "Hvad?" spørger Bird og  strammer sit greb om mig. "Jeg tror minsandten jeg hører sirener!" siger jeg og smiler stort, "er de virkelig kommet for at redde os?" 
Bird tysser hurtigt på mig, "jeg kan ikke høre noget!" 
Jeg bliver stille og som mine ører ganske rigtig hørte, så er det lyden af sirener som kommer tættere og tættere på. "Jeg sagde det jo," jubler jeg og hopper ned fra Birds skød, "de er på vej!" 

Bird smiler stort, "jeg tror du har ret!" 
"Selvfølgelig har jeg ret!" griner jeg og laver glædeshop rundt omkring. Bank bank bank, lyder det pludselig på døren og en dyb mandestemme høres. "Hvad foretager I? Nu ikke med at prøve på noget!" brummer han til os og vi stivner begge to. Vi svarer ham ikke og hurtigt kan vi hører at han går igen. "Jeg tror ikke de har hørt noget." hvisker jeg og griner let. Bird trækker på skuldrene, "måske ikke." 

"Men hvad så nu? Hvad skal vi gøre? Vente her eller?" spørger jeg og bliver nu rigtigt i tvivl; Skal vi flygte eller vente til der kommer nogle og hente os? Bird bider sig i læben, "jeg tror det er bedst at vi bliver her." 
Jeg nikker, "god idé." Jeg sætter mig tilbage på hans skød, glad og fyldt med håb. "Tænk, Bird, vi er snart ude herfra." sukker jeg glad og begraver mit hoved i hans skulder. Jeg krammer ham hårdt og han gengælder det.
"Uden dig havde jeg aldrig klaret det." erkender jeg og knuger han lidt mere. "Jeg kan kun sige det samme Jenny." siger han og stryger let min ryg. 

Mit hjerte banker hurtigt og jeg er som skudt ud af en energikanon. Jeg er prop fyldt med optimisme og kan ikke vente til at jeg ser nogle venlige sjæle og der får os ud herfra. "Jeg tror snart det går løs. Jenny, du må love mig, at du bliver hos mig hele tiden. Lige meget hvad. Jeg vidste fra starten af, at når vi ville blive reddet, ville det ende rigtig grimt. Og nu hvor vi kan høre de er på vej, så har Dean og hans far nok også hørt det. Hans vagter er uden tvivl gået i forskellige positioner rundt omkring, klar til at beskyde på hvem end der kommer for tæt på. Men det betyder ikke, at du skal miste håbet nu - Vi skal nok komme ud herfra." siger Bird og kigger på mig med en alvorlig mine i ansigtet.

"Jeg lover dig, at jeg bliver hos dig Bird. Du har mit ord." siger jeg og smiler let.
"Godt. For Jenny, det her er ikke som de dumme krimi-serier du ser på TV. De kan få din død til at ligne en ulykke."
Bird er alvorlig, meget alvorligt. Jeg synker en klump i min hals, pludselig velvidende om, at det her ikke er for sjov. Jeg nikker kort. Bird spænder op, "så er de vist igang." mumler han og jeg spidser hurtigt ører: Adskillige skud høres rundt omkring os, samt råb og flere hundrede løbende fodtrin. Jeg knuger mig til Bird og han holder mig i sine stærke arme. 

"Skyd!" "Argh!" "Jeg er ramt!" "Lad dem ikke komme forbi!" "Skyd dem!"
"Slå dem ihjel!" 

Det er ubeskriveligt at sidde her, i dette rum med Bird, og høre kampene være igang blot få metrer fra os. Jeg føler mig som deltager i en Mafia-film og jeg har snart bidt min læbe til blods. Vi er magtesløse og ved begge to, at hvis der kommer nogle ind, bevæbnet og farlige, har vi ikke en chance. Det er vel også derfor, at Bird bliver ved med at spænde op, når der kommer nogle for tæt på døren udenfor. Pludselig hører jeg et velkendt navn blive råbt, "De er ikke har Liam!" 

"Liam?" hvisker jeg og kigger mod døren - er de virkelig her?
"Liam! Harry! Niall, Zayn?!" råber jeg højt og panisk, bange for at de ikke kan høre mig. Jeg springer op fra Birds skød, men han tager hårdt fat i min arm, "du bliver her." siger han kort og rejser sig op så jeg står i beskyttelse bag ham. "Jenny?!" råber en alt for velkendt stemme så - Det er Niall. 
"Niall, vi er herinde!" råber jeg, rystende over hele kroppen, andrelinen pumpende under huden. 

Døren går op og ind kommer en lyshåret dreng, med tre drenge bag sig. Jeg bryder ud i gråd og løber hen til dem. Jeg løber direkte ind i Nialls arme, "gud hvor er jeg glad for at se jer!" græder jeg og krammer Niall så hårdt at han umuligt kan trække vejret. "Jenny, hvor er det godt du er i live!" siger Liam og giver mig et kram, "men vi skal skynde os, vi skal ud og det kan ikke gå for hurtigt." 

Drengene vender rundt og er på vej ud af døren, da jeg stopper dem. "Vent, vi skal have Bird med!"
"Bird?" spørger Harry og rynker bryn, kigger så kort på Bird sammen med de andre drenge.
"Louis?!" råber de næsten i kor og jeg kigger straks på Bird;

"Hej, drenge." 


Så blev Jenny og "Bird" genforenet med drengene, som Bird så faktisk kendte ;) Jeg har set frem til den her afsløring sååååå længe og nu kom den endelig, haha! Nå men, kommenter gerne jeres tanker om kapitlet og like meget gerne - håber I kunne lide kapitlet også <3

- Natacha T. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...