Flying Bird | One Direction

Jenny Jones er datteren af Englands rigeste mand, og hun havde ikke ligefrem troet, at hendes liv ville tage en stor drejning af den grund. Et af Londons største bander er ude efter hendes fars penge, og det er her de 5 agenter Louis, Harry, Niall, Liam og Zayn kommer ind af billedet. De har fået til opgave at finde medlemmerne i banden og skaffe dem af vejen. Dog får Louis ikke lov til, at deltage i alle morskaberne da han har fået til opgave, at beskytte Jenny gennem missionen. Jenny slår straks hånden i bordet og nægter, at have en "bodyguard" i hælene da hun, i hendes verden, sagtens kan klare det på egen hånd. Men med mord, pistoler og blod kan Louis ikke lade Jenny være ubevogtet og går derfor undercover med dæknavnet 'Flying Bird' |Drengene er IKKE kendte.

26Likes
34Kommentarer
18158Visninger
AA

21. 20 | "Nu har vi chancen.. er du fuldstændig væk mand?!"


Uret tikkede, tiden gik og jeg havde ikke længere ingen idé om, hvor længe vi har sat herinde. Det føltes som flere måneder, men det tvivlende jeg dog alligevel på. Rummet føltes koldere jo længere tid der gik. Jenny og jeg havde sat som smeltet sammen i den tid, for at holde på varmen. Jeg kunne føle på hende, at hun var anspændt, så derfor havde jeg lagt mine arme omkring hende og sommetider også nusset hende i håret.

Jeg tror det havde været rigtig hårdt for hende, at se Josh blive skudt og hans lig ligge der. Hun havde længe stået og rystet, mens hun kiggede ned i hans øjne indtil han blev fjernet. Derfor tror jeg hun er været rigtig nervøs over, hvad der kunne eller skal ske.

Men ja, siden episoden med Josh havde vi ikke hørt noget overhovedet. Ingen har været herinde for at snakke med os. Døren er kun blevet åbnet få gange, hvor et fad med mad og vand bliver skubbet ind til os. Det er altid bare noget gammelt tørt brød og en lille slurk vand - jeg følte mig ærligtalt som et hamster eller et andet form for dyr. 

Jenny begyndte pludselig at bevæge på sig, hvilket betød hun var vågnet. Den seneste time havde jeg sat og hørt på hendes tunge åndedræt, fordi hun sov. Hun havde lagt på min arm og hovedet på mit lår, og selvom min arm skreg af smerte kunne jeg ikke dy mig for at flytte hende. 

"Er der sket noget siden jeg faldt i søvn?" hun fjernede sig fra mig og satte sig nok op. Det var stadig mørkt i rummet, og det var ærligtalt pisse irriterende. En gang kom jeg til at vælte kruset med mit vand, så der måtte jeg vente to dage for at få vand igen.

Jeg rystede på hovedet, selvom hun ikke kunne se det. "Overhovedet ingenting." sukkede jeg, "det er utroligt." Jeg mærkede pludselig Jennys hoved på mit bryst, og jeg nussede hende forsigtigt i håret. "Det er mærkeligt." hviskede hun og lagde pludselig bum stille, "jeg tror aldrig nogensinde vi kommer ud herfra." 

"Hey." hviskede jeg og førrede frem til hendes ansigt, hvor jeg tog fat omkring hendes kæber og løftede den op, så jeg mærkede hendes vejrtrækning mod mit ansigt. "Det må du aldrig nogensinde tænke." hviskede jeg og forstillede hendes ansigt, "jeg lover dig, at vi kommer ud herfra." 

Idet mine ord havde forladt min mund, gik døren op og rummet lyste op. Jeg kunne nu se Jennys ansigt og så at hendes øjne var helt røde plus hendes kindben var blevet meget tydeligere - men hun var stadig smuk. Jeg slap hendes ansigt og vente mig hen mod døren, hvor en mand stod med et fad. 

"Mad." sagde han kort og skubbede fadet hen mod os. Ivrig kastede Jennys sig hen mod det og delte brødet op i to, hvorefter hun begyndte at spise hendes stykke. Manden lukkede døren og mørket faldt over os igen.

Det gav et sus i maven på mig.

"Skal du ikke have noget?" spurgte Jenny, og jeg kunne høre hende smaske. Mine tanker kørte på højtryk. "Bird?" spurgte Jenny, "hallo?" 
"Hørte du det ikke?" spurgte jeg og kiggede hen hvor hendes stemme kom fra. Der lagde sig en kort stilhed over os før hun svarede, "hørte hvad?" spurgte hun forvirret.

"Han låste ikke døren efter sig." svarede jeg og rejste mig op. Mine knæer sagde knæk og min ryg var godt smadret efter at havde været lænet op af den væg i så lang tid. Det var så længe siden jeg sidst havde været oppe og stå; min krop føltes tung og slap. 

"Hvad mener du?" spurgte hun med mad i munden. Jeg sukkede og havde lyst til at give hende et flabet svar, men lod være. Jeg gik langsomt hen mod døren og fandt håndtaget i mørke. 
Min mave slog knuder af nervøsitet, men alligevel trak jeg ned i det kolde håndtag og præcis som jeg tænkte, den var åben! En stribe af lys fik Jenny til at reagere og i en fart var hun oppe ved mig. "Vi er fri!" hviskede hun og stillede sig ved siden af mig, "hvad venter du på?"

På grund af den lille stribe af lys, fordi jeg kun havde åbnet døren lidt, kunne jeg tydeligt se Jenny igen. Hun stod og trippede med et utålmodigt udtryk i ansigtet. "Bird, kom nu! Vi har muligheden for at flygte nu!"

"Det er for farligt." sagde jeg bestemt og kiggede på hende. Hun løftede sit ene øjenbryn, "ja selvfølgelig er det farligt." grinede hun dumt, "men vi har ligesom ikke andre muligheder vel?" 

"Jeg har en idé." 
"Bird, vi skal bare flygte, hvor svært kan det være?" sukkede hun irriteret og sendte mig et hårdt blik. Hendes øjne mødte mine, hvilket gav et sus i maven. 

"Nej vi skal ej." 

Jennys øjne blev store, "hvad fanden snakker du om?" hun begyndte at små hoppe en smule af frustration, "selvfølgelig skal vi flygte, nu har vi chancen.. er du fuldstendig væk mand?!"  

"Jenny!" sagde jeg højt og hårdt, hvilket fik hende til at stoppe og falde en smule ned, "vi kan forhelvede ikke bare komme farrede pludselig - der er for mange vagter og vi bliver bare fanget. Vi er nød til at tænke logisk forhelvede, og jeg har en idé." Hun kiggede ned i jorden og nikkede langsomt. 

"Hey." mumlede jeg, og som før greb jeg fat i hendes kæber og løftede hendes ansigt op mod mit. Forskellen fra før var nu bare, at jeg kunne se hendes ansigt. Hendes øjne flakkede fra mit ene til det andet, og jeg spottede en tårer i hendes øjenkrog. "Stol på mig." 

Jeg slap hendes ansigt da det blev for intimt og en smule akavet. "Bliv her." hun nikkede og trådte derefter væk fra mig. "Pas nu på." hviskede hun med en tør stemme. Jeg bed mig i læben, "jeg vil gøre mit bedste." 

Det føltes som en befrielse, da jeg trådte ud af rummet. Selvom luften herude stank af alkohol blandet med meget andet, var det stadig bedre end den inde i rummet. Her virkede tomt, hvilket jo bare var heldigt for mig. 

Uden at vide hvor fanden alting lå henne og hvor jeg skulle gå hen, bevægede jeg mig ned langs gangen så lydløst som muligt - hvis nogen opdagede mig, så var jeg seriøst på skideren. 

Jeg fandt mig efter noget tid endelig frem til det velkendte rum med det runde bord fyldt med skod af joint og cigaretter, men dog ingen omkring det. Bag ved det sad to personer i en sofa, og jeg genkendte det lyse hår. Rachel sad ovenpå en eller anden mand, som sad med en flaske i hænderne og snakkede lavmælt sammen. Jeg rynkede forvirret bryn; hvor var alle andre henne? 

Jeg gemte mig bag væggen og overvejede lidt hvad fanden jeg skulle gøre nu. Jeg var nød til at få fat på en mobiltelefon. Jeg kiggede desperat gennem hele rummet og søgte efter noget tegn på elektronik, men nej intet, udover det gamle kassefjernsyn som stod og flimrede ovre i hjørnet. 

"Kom nu skattepige!" lød det pludselig højt fra manden, hvilket gav et sus i maven og jeg stak hovedet tilbage bag væggen, "bare en tur. Det skal nok gå hurtigt." 

"Vi blev bedt om at holde øje med gidslerne," fniste Rachel, "ikke knalde Carlous." 

"Hå hå, hold nu op!" grinede han højt og fjoget, "de kan på ingen måde undslippe!"

Jeg stak forsigtigt mit hoved frem igen, så jeg kunne se det. Han havde kørt begge hans hænder op under hendes røde korte kjole. "Men hvis de ser os kneppe og ikke være på vagt, så er vi på skideren." Rachel lænede sig frem mod ham og begyndte at slikke hans hals, hvilket han stønnede af. 

Myrekryb....føj. 

"Bare rolig at bryde ind til en Basketball kamp tager nok lidt tid." grinede han og strammde grebet med hans hænder, "det er også lige at de skal tage tasken uden blive set af nogen." 

Jeg bed mig i læben; tasken med pengene fra Jennys far. De fik fandme hvad de ville, og det irriterede mig grænseløst. 

"Fint, du får en lille tur." Rachel rejste sig med et fra ham, hvilket fik mig til at gemme mig bag væggen igen. "Men maks ti minutter, jeg vil ikke risikere noget." fniste hun. Jeg hørte de rejste sig fra sofaen og fodtrin rundt i rummet. Jeg klamrede mig op mod væggen og bad om, at de ikke gik den her vej.

Da en dør blev lukket åndede jeg lettet ud og kiggede igen. Rummet var tomt og nu havde jeg chancen. Jeg måtte finde en telefon og skrive til drengene hvor vi er. Jeg tog en dyb indånding før jeg trådte frem fra mit lille skjulested og bevægede mig hen langs gulvet, mens jeg søgte efter en telefon. 

Mine fodtrin knirkede under mig på det gamle slidte trægulv, og det fik mig til at svede som en sindssyg. Bare de ikke hørte det. Jeg kiggede i hvert et skab og skuffer i rummet, men her var ikke andet end mange ruller joint, pakker cigaretter, alkohol og hash. Det var dog utroligt. 

Jeg sukkede og overvejede at gå tilbage til Jenny, indtil jeg hørte et velkendt navn. Jeg kiggede over mod kassefjernsynet, hvor et billede af Josh kom op på skærmen.

I ren nysgerrighed gik jeg tættere på for at høre udsendelsen, ".. lig blev fundet begravet ned på en af bondemanden Erik Halsons marker. Det kom som et chok, og han nægter at havde set eller hørt om drengen før. Erik er blevet midlertidigt anmeldt for at havde holdt ham gemt, indtil politiet finder ud af mere."

Et gammelt billede af Josh, hvor han var omkring 16 blev vist på skærmen, hvor det før havde været Erik. 

Vreden kørte op i mig for at havde anholdt en uskyldig mand. Jeg havde lyst til at slå min hånd ned i bordet af frustration, men da jeg fik øje på en lille fed knaptelefon liggende på bordet gemt bag en pakke cigaretter faldt vreden hurtigt. En telefon! 

Hurtigt greb jeg omkring den og gik i beskeder. Det var længe siden jeg havde skrevet på en knaptelefon, så det var lige om at huske hvordan man gjorde. Ihvertfald var der ingen stavekontrol og det gjorde det utrolig besværligt. 
Jeg tastede Harrys nummer ind, hvilket lige var det eneste jeg kunne huske og fik næsten skrevet adressen på motellet færdigt, indtil jeg kunne høre en masse høje stemmer bag døren.

I chok sendte jeg bare beskeden som den var og smed den i sofaen, hvorefter jeg satte i fart. Døren blev åbnet, da jeg lige var kommet om på den anden side af væggen. 
Hvor jeg da bare håber de ikke havde set mig.

 


Hvaaaaaaaaaaaaad! Tror I de så Louis? Og mon hjælpen endelig er på vej? Skriv hvad I tror.*-: Og nurh, Jenny og (Louis) er da lidt cute sammen. I må også rigtig gerne like, det vil betyde rigtig meget for os!! - Laura.<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...