Flying Bird | One Direction

Jenny Jones er datteren af Englands rigeste mand, og hun havde ikke ligefrem troet, at hendes liv ville tage en stor drejning af den grund. Et af Londons største bander er ude efter hendes fars penge, og det er her de 5 agenter Louis, Harry, Niall, Liam og Zayn kommer ind af billedet. De har fået til opgave at finde medlemmerne i banden og skaffe dem af vejen. Dog får Louis ikke lov til, at deltage i alle morskaberne da han har fået til opgave, at beskytte Jenny gennem missionen. Jenny slår straks hånden i bordet og nægter, at have en "bodyguard" i hælene da hun, i hendes verden, sagtens kan klare det på egen hånd. Men med mord, pistoler og blod kan Louis ikke lade Jenny være ubevogtet og går derfor undercover med dæknavnet 'Flying Bird' |Drengene er IKKE kendte.

26Likes
34Kommentarer
18158Visninger
AA

20. 19 | "Nå nå nå, forstyrrer vi turtelduerne?"

"Hvem er du?"

Jeg har haft gået med det spørgsmål i hvad føles som evigheder og det er som om en stor sten forlader mine skuldrer. 
"Jeg kan ikke klare at se på dit ansigt med solbriller og den dumme hue mere. Jeg har brug for at vide hvem du er, Bird. Please."

Bird tager en utrolig dyb indånding og kigger vidst på mig. Jeg kan ikke se hans øjne, så han kunne ligeså godt kigge på væggene bag mig. "Jeg tror ikke jeg kan fortælle dig det, Jenny." svarer Bird mig så og fjerner sin arm fra min venstre skuldrer. Det føles allerede tomt og jeg savner hans nærvær. "Hvorfor ikke? Du er vel ikke en af de der fra FBI som ikke må afslører sin identitet for nogle fordi det vil bringe missionen i farer, er du?" spørger jeg ham og han griner let, "du ser alt for mange krimiserier" 

Jeg smiler, "måske." 
"Men nej, jeg er ikke fra FBI. Men.."
"Men hvad?" spørger jeg og rykker mig tættere på ham. Det begynder at blive koldt på benene at sidde på gulvet, men da der kun er en stol, er vi nød til at sidde her. "Men jeg arbejdede for nogle vigtige mennesker engang og det medførte at jeg ikke kan fortælle for meget om mig selv." svarer Bird mig så og kigger ned i gulvet.

Jeg sukker, "hvad nu hvis jeg lover ikke at fortælle nogle, hvem du er?"
Han smiler skævt men ryster på hovedet, "jeg er ikke i tvivl på, at du ville kunne holde det hemmeligt, men jeg kan ikke risikerer noget." Jeg nikker forstående, selvom jeg er skuffet og faktisk slet ikke forstår det. Jeg rykker mig væk fra ham og sætter mig tilbage på min stol. Han sukker, "er du sur?"
Jeg ryster på hovedet og leger lidt med nogle sytråde der hænger løst på mine ødelagte bukser. Han bliver stille bag mig men da jeg mærker hans baghoved mod min ryg, kan jeg alligevel ikke lade hver med at smile lidt. 

Stilheden ligger sig over lokalet og selv de andre mænd ved bordet bliver stille. Tiden føles lige pludselig langsom og skrøbelig, som om den kunne gå i stykker ved den mindste forstyrelse. Midt i det hele bliver døren pludselig åbnet på hvid gab og en høj mand råber ind, "Chefen til snakke med jer!"
Han er hurtigt væk igen og mændende er straks på benene. "Hvad med dem?" spørger en og peger på Bird og jeg.
"Lad dem sidde, chefen venter." vrisser en anden og på få sekunder er de ude af døren. Der høres et par råb og en masse hurtige fodtrin, men efter et par minutter er der helt stille, så selv en nål der ville falde til jorden kan høres.

"Så er det vist bare os to." mumler Bird og jeg griner svagt, "No shit Sherlock."
"Hey, du skal ikke være flabet!" griner Bird og giver mig et puf på armen. "Flabet af mit mellemnavn." griner jeg og giver ham et blidt skub i baghovedet. "Yeah right, og jeg er ansat hos Dronningen." griner Bird ironisk og jeg griner endnu mere. "Min far er faktisk ansat hos Dronningen." siger jeg så og falder lidt til ro igen. "Det ved jeg," svarer Bird og drejer sit hoved mod mig, "og derfor er jeg også stensikker på at der kommer nogle og redder os snart." 
"Det er da altid godt at en af os tro på det." sukker jeg og kigger ned i mit skød. Bird rejser sig pludselig op, sætter sig på hug foran mig og tager så mine hænder i hans.

"Hey, du skal nok blive reddet okay? Din far elsker dig så højt Jenny. Tro mig, han vil gøre alt hvad der står i hans magt for at få dig ud herfra." "Hvordan kan du stole så meget på en mand du aldrig har mødt?" spørger jeg, stadigvæk med blikket klistret til mit skød. "Det gør jeg bare Jenny." svarer Bird hurtigt og klemmer så mine hænder blidt. Han fører pludselig sin ene pegefinger ind under min hage og løfter mit hoved en smule, så jeg stirrer ind i hans sorte briller. Stilheden er atter til stede og det er blot vores åndedrag der kan høres. Bird rykker sig langsomt mod mig og min krop fryser til is. Mit hjerte stopper med at slå, jeg glemmer at trække vejret. 

Hans læber er få millimetre fra mine og de kommer blot nærmere og nærmere. 
Døren bliver pludselig flået op og ind kommer Josh med en par andre fyre. Bird viger forskrækket fra mig og jeg farer selv sammen af bar overraskelse. "Nå nå nå, forstyrrer vi turtelduerne? Beklager, men vi skal lige låne ham her i et par minutter. " siger Josh og griner hånligt. Han peger på Bird og straks reagerer de to fyrer bag og vader over til Bird. De tager hårdt fat i hans arme og trækker han op, for derefter at slæbe ham med ud. Josh smiler klamt til mig da han atter lukker døren og lader mig være tilbage i hulrummet dette lokale forvandler sig til når man er alene.

Min hjerne kører højtrykt og en hovedpine ankommer hurtigt.
Hvad gør de ved ham? Kommer han tilbage? Hvorfor kyssede vi næsten? Kan jeg lide ham? Kommer jeg nogensinde ud herfra?  

Jeg er forvirret og bange. Den klamme stilhed der hviler over lokalet sluger mig ind i sit dyb og holder sit greb stramt. Min vejrtrækning er lav og jeg hører intet omkring mig. Jeg bliver hurtigt fortvivlet og irriteret over at være efterladt og fanget i et lokale. Jeg vil hjem til mit hus, jeg vil hjem til min far hvor jeg er i sikkerhed. Mit hjerte galopperer med flere kilometer i timen og mine fingrer tromler let på mine knæ. Utålmodig er hvad jeg er i lige nu. 
Jeg er faldet hen i en dyb koncentration med forskellige muligheder for at komme væk herfra, så da Bird igen bliver lukket ind hos mig, hører jeg ham ikke.

"Jenny?" spørger han og lægger blidt en hånd på min højre skulder. Det gør mig forskrækket da jeg hører hans stemme og jeg springer let op i sædet. "Hvad?" vrisser jeg af ham og puffer hans hånd væk. Mit hoved er fyldt med ideer og planer og de må ikke slippe væk nu. "Er du okay?" spørger han og jeg nikker hurtigt. 
"Jeg har en plan." udbryder jeg så og rejser mig straks op fra stolen. Jeg møder Birds ansigt og bliver chokeret.
Hans hue er væk og brune lokker er kommet til syne.

"Yeah, de røvhuller tog min hue.." mumler han og kører genert en hånd igennem sit hår. Jeg tjekker det hurtigt ud, "tja, det er faktisk ikke så slemt igen. Jeg troede du gik med den fordi du var skaldet eller sådan noget." siger jeg og smiler skævt, mens jeg blinker med den ene øje, for at vise, at jeg joker. 
"Ha ha, meget morsomt." siger han ironisk og ugler let mit hår. "Hey, din lille-"
"Din lille hvad?" afbryder han og smiler skævt til mig. 
"Din lille idiot." svarer jeg ham og giver ham et dask på brystet. Han ryger en halv meter bagud og jeg vender ryggen til ham for at undgå at han ugler mit hår igen. 

"Argh, jeg har dig!" udbryder Bird pludselig og laver et snedigt bagholdsangreb. Han lægger sine stærke arme omkring mine og har mig i et jerngreb. Jeg forsøger at komme fri, men mislykkes. "Slip mig." siger jeg med et grin og forsøger igen. "Aldriggggg!" griner Bird og holder endnu bedre fast. "Du beder selv om den så!" siger jeg med et smil og med et bruger jeg alle mine kræfter og får løftet ham op fra jorden. Han ligger ustabilt på min ryg og hans balance er dårlig. "Shit! Jenny, sæt mig ned!" udbryder Bird panisk og klamrer sine arme til mig. Jeg griner, "giver du så slip?"

Han nikker mod min skulder. Jeg griner lidt mere og sætter ham så ned igen. Han slipper min overkrop og griner let. "Hvor i al verden har du alle de kræfter fra?" spørger han en smule chokeret men jeg trækker bare let på skuldrene, "det er aldrig godt af vide."
Han kniber øjnene let sammen, "du er en forunderlig pige Jenny Jones."
"Og hvad skal det så betyde?" spørger jeg og smiler let. 
Bird trækket let på skuldrene, "det er aldrig godt af vide," siger han - nøjagtig som jeg gjorde. 

Jeg griner let af ham og ryster på hovedet. Vi bliver stille og der opstår en lettere behagelig stilhed mellem os. Jeg sætter mig på stolen, "du Bird? Jeg har en plan for hvordan vi kan komme ud herfra." 
"Jaså? Hvad går den ud på?" spørger Bird nysgerrigt og sætter sig igen på af stolen. 
"Jo ser du, jeg tæ-"

"Du kan ikke slippe væk!" bliver der pludselig råbt og jeg bliver afbrudt. "Fang ham!" råbes der og jeg ser Bird rejser sig op fra gulvet igen. "Hvad fanden sker dig?" spørger han men jeg når ikke at svarer ham før der høres råb igen. "Han løber mod gidslerne!" 

Det er os. Vi er gidslerne.
"De kommer herhen. Jenny, stil dig om bag mig. Jeg har på fornemmelse det her ender rigtig grimt." siger Bird hurtigt og en smule hårdt. Jeg skynder mig op fra stolen og stiller mig bag Birds pludselig store og muskuløse krop. Han stiller sig klar til at beskytte mig når de løbende fodtrin gør deres visit hos os.
Den brune dør bliver flået op og ind kommer en ung fyr i hættetrøje, slidte Vans og en pistol i hånden. Han smækker døren efter ham men den bliver stoppet af en fod og inden jeg når at opfatte mere, er der braset 6 store vagter ind. Jeg borer mine negler ind i Birds ene arm og jeg mærker hvor anspændt han er.

Tre af vagterne peger deres pistoler mod fyren og et skrig forlader mine læber da de affyre skudene. 
Den livløse krop falder til jorden mens skudene stadig høres. Efter 7 skud stopper vagterne og en af dem tjekker efter puls på kroppen. De mumler kort noget før de alle kigger kort på os og forlader lokalet igen. Blod i lange baner løber stille ned af gulvet og jeg hyperventilere.

"De, de dræbte ham rent faktisk!" udbryder jeg med hurtige åndedrag og ondt i hovedet. Bird vender sig mod mig, "Jenny, træk vejret. Ind af næsen, dybt ned i maven og ud af munden." Bird trækker vejret dybt og jeg prøver at gøre som ham. Ind af næsen, dybt ned i maven, ud af munden. 
Løbende højhælede sko høres pludselig og Rachel står på få sekunder i dørkarmen. Hun kommer med et hjerteskærende skrig og falder sammen på gulvet.

Hun græder højlydt og kravler ustabilt over mod den livløse krop. Hun hulker og ryster voldsomt med kroppen da hun langsomt aer den døde fyrs kind. Hendes hænder er smurt ind i blod og jeg opdager, at der er blevet dannet en mørkerød blodpøl omkring den døde krop. "Hvorfor?" græder hun og tager forsigtigt hætten af fyren.

Lyset rammer hans ansigt og jeg genkender ham straks.
Josh. 


Dam dam dam! Så røg Josh. Hvorfor tror I han blev dræbt? Og hvad var Jennys plan egentlig? Jeg håber I kunne lide kapitlet! Det ville betyde meget for os hvis I ville kommenterer jeres tanker omkring kapitlet <3

- Natacha xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...