Flying Bird | One Direction

Jenny Jones er datteren af Englands rigeste mand, og hun havde ikke ligefrem troet, at hendes liv ville tage en stor drejning af den grund. Et af Londons største bander er ude efter hendes fars penge, og det er her de 5 agenter Louis, Harry, Niall, Liam og Zayn kommer ind af billedet. De har fået til opgave at finde medlemmerne i banden og skaffe dem af vejen. Dog får Louis ikke lov til, at deltage i alle morskaberne da han har fået til opgave, at beskytte Jenny gennem missionen. Jenny slår straks hånden i bordet og nægter, at have en "bodyguard" i hælene da hun, i hendes verden, sagtens kan klare det på egen hånd. Men med mord, pistoler og blod kan Louis ikke lade Jenny være ubevogtet og går derfor undercover med dæknavnet 'Flying Bird' |Drengene er IKKE kendte.

26Likes
34Kommentarer
18165Visninger
AA

18. 17 | "Du kender mit navn, er det så ikke fair, at jeg også kender dit?"


Jeg blev endelig bundet løs fra de stramme reb omkring min krop og jeg mærkede, hvor stor længslen i min krop var blevet efter at være fri. Jeg blev hjulpet op at stå og med vaklende ben gik jeg bag de muskuløse mænd, én mørk gang af gangen. Efter at havde gået bag dem, med Dean som støtte ved min skulder, i hvad føltes som flere minutter, nåede vi endelige vores endestation. Mit hoved dunkede af smerte og jeg følte mig svimmel. Luften føltes tyndere, men det var sikkert bare ren indbilding. "Dean, jeg har det ikke så godt." mumlede jeg til ham, inden en mørkebrun dør blev lukket op. "Du er nød til at holde ud. Min far er inde bag de der mure." Dean støttede mig da jeg nær var væltet ind i ham.

De muskuløse mænd fortsatte og igen kunne jeg intet gøre end, at følge med som en lille hjælpeløs hundehvalp. Vi gik straks til højre og de fire mænd stoppede. En af dem trykkede hastigt en kode ind på et apparat ved siden af døren og den gik automatisk op. "Vær venlige at gå ind." sagde én af dem sammenbidt og til min overraskelse fortsatte Dean med mig ind. Døren gik lydløst og hurtigt i bag os og vi var nu lukket inde i et mørkt og indelukket rum. "Sæt dig hen på stolen." Dean puffede let til mig og pegede på en stol et par metre fra mig. Jeg kiggede rundt på ham, "går du ikke med?" Han rystede blot på hovedet og forsvandt derefter ind i de mørke skygger langs væggene. 

Jeg gik forsigtigt og ør hen mod stolen og blev en smule lettet, da jeg så, at den var beklædt med et fint stof med et blødt sæde. Det var nærmest en hel fryd da jeg satte mig, men jeg kom hurtigt til mig selv og indså, at jeg sad i rummet med den præcis samme mand som har været ude efter min far de sidste par uger og ham, som jeg har truffet over telefonen et par gange. Jeg fik renset mine tanker og gøre mig klar til, at stå ansigt til ansigt med ham.
"Dean?" hviskede jeg ud i mørket, "hvad sker der?"
Jeg lod mine hænder stramme deres greb om stolens sæde og bed mig i læben.

Alting begyndte pludseligt at dreje rundt, men denne gang var det ikke min hjerne der spillede mig et puds; En høj stol iført sort læder drejede sig rundt mod mig og jeg følte et ordenligt kliché: Jeg følte mig som hovedpersonen i en spionfilm, hvilket fik mig til at smile ganske kort, før virkeligheden atter bankede på inde i hovedet. "Jenny Jones, velkommen. Jeg håber dit ophold her har været fornøjeligt." sagde denne stemme som jeg snart ville få ansigt på. En smule lys blev tændt og en skaldet mand med overskæg om til syne blot halvanden meter fra mig. Et kæmpe skrivebord udsyret med de diverse papirer og våben stod i mellem os, og jeg takkede gud for, at det stod der. 
"Ikke just." svarede jeg sammenbidt og han lo, "nej, du har fået lidt skrammer hist og her kan jeg se." 
Lidt skrammer? 

Hvis det, at have dybe sår på ryggen efter piskeslag, arme udsmykket med blå mærker efter hårde greb og slag, hovedet malet med blodstriber og benene kvæstede efter gentagelige fald og skub med kold og hård asfalt, er lidt i hans hoved, så ville jeg nødig se hans idé af mange skrammer.  "Snarere mange." hvæsede jeg lavt, men uheldigvis hørte han mig og grinte atter af mig. "Det beklager jeg meget sødeste Jenny. Jeg kan godt se at det, at gå fra at have butlers og bodyguards i røven hele tiden samt havde penge til al verdens ting, til at være hele alene i denne store og grusomme verden uden din kære far og mor til at støtte dig, er hårdt. Men siden din mor døde har du jo været din fars kæledægge og derfor forstår jeg heller ikke hvorfor fanden han ikke har betalt løsesummen endnu. Du betyder åbenbart ikke så meget for din far, som du og alle andre, inkluderet mig selv, troede."
Deans far kiggede mig i øjnene og jeg mærkede gåsehuden løbe under mit slidte og ødelagte tøj og fik nakkehårene til at rejse sig. 

Av, den gjorde ondt. Jeg mærkede vreden langsomt begyndte i min krop som en lava i udbrud, men jeg bed det i mig og svarede ham; "Du kender mit navn, er det så ikke fair, at jeg også kender dit?" 
Han kneb øjnene sammen og hvilede sin knyttede hænder under sin hage, han nikkede så.
"Mit navn, søde Jenny, er-"

Den automatiske dør gik op og vi blev afbrudt. "Chef, vi har fangen som du bad om." 
Deans far lyste op i ondt smil, "åh ja, godt godt. Bring ham hende på stolen ved siden af pigen." Han pegede på en tom stol til højre for mig og før jeg fik set mig om, sad der endnu en ukendt og gennembanket person ved siden af mig. Personen bar sorte solbriller og en våd sort hue over sit hoved, så hans hår og øjne var skjult.
"Jenny, byd velkom til.. Hvad er dit navn, fremmede fange?" Deans far kiggede på den nyeste fange og et ungt drengeansigt mødte ham. "Bird." sagde drengen og han drejede så hoved mod mit. 
Jeg gispede lavt, "hvad fanden laver du her?" spurgte jeg ham straks, "er du kommet noget til?"

Bird sukkede lavt, "jeg har det fint, Jenny. Hvorfor jeg er her er en længere historie, men hjælpen er på vej." 
Deans far grinede højlydt, "hjælpen? Hjælpen som i de ynkelige vagter som har 'beskyttet' tøsen der og prøvet at opsnuse mit gemmested? Ha, hvis det er hjælpen, så er I to fortabte." 
"Må jeg lige huske Dem på, at det var en af de 'ynkelige vagter' der slog en af dine mænd ihjel for blot en lille uges tid siden? Og hvis jeg ikke tager meget fejl, så lokkede disse 'ynkelige vagter' blot dine mænd i en fælde for at opsnappe informationer omkring Dem. Jovist fik De taget Jenny og mig selv til fange, men disse vagter er villige til at gøre alt for at redde denne skønne pige ved min side. De gør dem klogt i ikke at undervurdere båndet mellem Jenny og hendes vagter." Bird svarede ham bestemt og jeg tabte næsten kæben over hans svar. 

Hvor vidste han alt dette fra? Jeg blev skræmt over hans viden omkring mig, Louis, Harry, Liam, Niall og Zayn, men samtidig ekstrem nysgerrig over at vide, hvordan han vidste det. 


Tiden gik ufattelig hurtigt inde hos Deans far og før jeg fik set mig om, blev mig og Bird lukkede ud sammen med Dean. Jeg holdte stramt i Birds højre arm og følte mig for første gang beskyttet. Vi blev ført tilbage samme vej og da vi nåede vores destination, svedte jeg og var nervøs for, om vi blev lukket i samme rum eller adskilt.
Det blev det sidste, selvom jeg kæmpede til sidste kræfter for at vi blev sammen. Jeg måtte give op da mændene omkring os truede med at banke ham sønder og sammen så han ikke længere kunne gå. 

Nu er jeg atter tilbage i det beskidte lille rum med den hårde træstol og de mange borde med adskillige kasser stablet ovenpå. Der er ikke meget at lave, så jeg falder ganske langsomt i søvn. 
"Der er telefon."

Jeg farer op og glipper med øjnene for at vågne. Rachel bevæger sig over mig mod og kaster så mobilen til mig og jeg griber den panisk. "Hallo?"
Min vejrtrækning er hurtig da jeg afventer et svar. "Jenny, min skat! Hvor er jeg glad for at høre din stemme!"
Det er min far. Han lyder bange men lettet over at jeg er i live. "I lige måde far." svarer jeg ham og bryder mig i læben for ikke ar bryde sammen i gråd. "Jeg har fået Liam, Harry, Niall og Zayn til at hæve pengene til løsesummen, du kommer snart ud derfra min skat!" 

"Hvad? Far, jeg sagde du ikke skulle give dem pengene!" 
Jeg råber og er sur, da det slår mig, at han ikke nævnte Louis da han snakkede om drengene. "Far, hvorfor nævnte du ikke Louis?" 
Min far stopper sig selv midt i en begyndende sætning og bliver tavs. "Far, hvorfor nævnte du ikke Louis?" spørger jeg igen og mærker irritationen stige. "Jeg har muligvis fyret ham.."
Jeg rejser mig arrigt op, men hives straks tilbage af rebene om min venstre hånd der er bundet fast om stolen. "Du har hvad?!" 

"Undskyld min skat, men jeg var nød til det! Han var skyld i at du blev kidnappet!"
Vent, hvad? Gu var han ej, han var slet ikke til stede den aften. Eller..?
"Hvad? Nej han var ej! Jeg var sammen med Rachel og Bird hele aftnen og jeg så ikke Louis på noget tidspunkt." 
Jeg råber af ham, sur over at han fyret Louis. Men hvorfor er jeg sur? Jeg kan jo slet ikke lide ham. 
Tror jeg.

"Loui-"
Vi bliver afbrudt af Rachel der tager telefonen fra mig og lægger på. "Beklager jeg sådan må afbryde, men vi fik hvad vi ville af dig." Rachel griner ondt og jeg rynker bryn. Hun går tilbage til hendes plads ved det eneste bord uden papkasser på. Nogle af muskuløse mænd er sammen med hende. Jeg tænker mig om, da det pludselig slår mig hvad hun mener. "Hvad? Far, jeg sagde du ikke skulle give dem pengene!" 
Fuck. Jeg har bogstaveligt talt lige fortalt dem, at min far har hævet de skide penge og har tænkt sig at afleverer dem for at redde mig. 

Jeg mærker frustrationen og gråden presse sig på og jeg føler trangen til at slå ting. Jeg knytter mine hænder, for at åbne dem, for at knytte dem igen. Jeg får trang til at skrige men da jeg kigger over på Rachel igen, sidder hun og griner over mit mindre vredesudbrud. Hun hvisker noget til mændene, som rejser sig og forlader lokalet. Jeg er totalt rundforvirret og kan ikke andet end at sidde og glo ud i mørket. Pludselig går døren atter op igen og de samme mænd kommer tilbage, denne gang med en mere.

"Bird!" 


Dam dam dam! Nu mødte Jenny så Deans far, hun så Bird igen og snakkede med sin far igen. Hvad tror I der kommer til at ske nu? ;) Vil Jenny nogensinde komme ud af grebet fra disse mennesker og hvordan? Kommenter meget gerne jeres ideér og tanker <3

- Natacha xx 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...