Flying Bird | One Direction

Jenny Jones er datteren af Englands rigeste mand, og hun havde ikke ligefrem troet, at hendes liv ville tage en stor drejning af den grund. Et af Londons største bander er ude efter hendes fars penge, og det er her de 5 agenter Louis, Harry, Niall, Liam og Zayn kommer ind af billedet. De har fået til opgave at finde medlemmerne i banden og skaffe dem af vejen. Dog får Louis ikke lov til, at deltage i alle morskaberne da han har fået til opgave, at beskytte Jenny gennem missionen. Jenny slår straks hånden i bordet og nægter, at have en "bodyguard" i hælene da hun, i hendes verden, sagtens kan klare det på egen hånd. Men med mord, pistoler og blod kan Louis ikke lade Jenny være ubevogtet og går derfor undercover med dæknavnet 'Flying Bird' |Drengene er IKKE kendte.

26Likes
34Kommentarer
18160Visninger
AA

16. 15 | "Jenny, min far over-hovedet i hele det her."


"Argh!" 
Et skrig af smerte forlader min mund en gang og der går ikke lang tid før, at netop det skrig må strømme ud af mine lunger igen. "Din lille lede kælling, du burde hænges med det samme!" 
Et klask på ryggen og jeg knækker sammen, "Stop!" 
"Nå, du vil have jeg fortsætter? Jamen med glæde." 
Klask, klask, klask.

Jeg bider mig i læben, mærker smerten dunke og sive ind; Helt ind, ind under huden, under knoglerne, under alt levende mekanisme i min krop. Smerten er snart udholdelig og det føles som om, at hver eneste muskel i min krop brister. Midt i et af mine smertefulde skrig bliver døren flået op og en rasende Dean farer ind. En knytnæve i kæben og den buffede fyr der har pisket mig de sidste par minutter, falder til jorden. "Er du okay?" 
Dean sætter sig ved siden af mig og lægger en hånd på min skulder. "Det kommer ikke til at ske igen, det lover jeg."
Jeg vender arrigt ryggen til ham og bider mig i læben af smerte, spytter så ned på det hårde gulv. Blod, blod og atter blod. 

"Jeg skal bruge noget forbinding." 
Ordnerne forlader min mund som en hvæsen fra en kat, men Dean hører det alligevel og er straks på benene. "Hvor meget?" Han får hurtigt rodet rundt på de diverse borde og fundet forbindingskassen. "Meget." svarer jeg tilbage og hoster kraftigt. "Vi skal have din læderjakke af," siger Dean og tager let fat om den, "den er ikke mange mønter værd mere." Dean løfter den let op fra mine skuldre, mens jeg kniber tænderne sammen af smerte. 
"Hvorfor er du så flink mod mig?" spørgere jeg lavt, bare for at komme på andre tanker end smerten der skærer gennem hele min krop. Jeg prøver at fange Deans mørkebrune øjne, men han kigger blot ned på min revnede sorte læderjakke, han endelig har fået gledet af mine svedige arme. "Det her kommer til at gøre ondt." 

Dean trækker min så småt revnede trøje over mit hoved, hvillet heldigvis ikke gør så ondt. Da noget vådt bliver placeret på min ryg, bider jeg mig hårdt i kinden for ikke at skrige af smerte. "Det er sårende på din højre arm, vi skal have pakket ind," forklarer han lavt, "det skal gå hurtigt Jenny, okay?" 
Jeg nikker og straks begynder mit hoved at snurre ubehageligt rundt. Jeg er så træt, men alligevel ikke, for tankerne om hvad der kan ske holder mit hoved vågen. Jeg havde aldrig nogensinde troet, at min far ville lade mig blive taget. Godt nok har jeg været træt af, at bodyguards i røven hele tiden, men måske havde det været den eneste - og bedste - mulighed fra starten. Hvis jeg dog bare havde tænkt mig lidt om, så var jeg måske ikke endt i sådan en suppedas her.

Dean begynder at rulle noget kridhvid forbinding omkring min højre arm. "Ikke så stramt." mumler jeg og bider mig stadig hårdt i kinden. "Beklager Jenny," sukker han, "jeg må slet ikke gøre det her." 
Jeg løfter mit blik og kiggede undrende på ham. Mit blik fanger hans i få sekunder, før han sætter fokus på armen igen. "Hvorfor er du flink mod mig?" gentager jeg mit spørgsmål, for det undrer mig faktisk en del. De andre lavede piskeslag, håner og slog mig men her sidder han, og binder forbinding omkring min arm. 
"Fordi jeg ved, du ikke fortjener det her." han rejser sig fra den slidte træskammel og begynder at lede i masser af kasser der står på et bord, herinde i det lille rum, "det er jo din fars penge." 

"Hellere mig, end min far." hvisker jeg lavmælt. Det får hans bevægelser til at fryse. Hans hoved drejer kun hen mod mig, "hvad sagde du?" jeg trækker på skulderne, hvilket jeg fortryder, da det gør vildt ondt, "jeg vil hellere have de gør noget ondt mod mig, end min far. Han har arbejdet så hårdt for den formue og længe drømt om den. Folk er bare kolde i røven." Dean smiler svagt og ryster blidt på hovedet, mens han begynder at lede videre. "Hvad?" spøger jeg forvirret, "ville du ikke også have det sådan, hvis det var din far?" 
Dean finder endelig det han havde ledt efter og går tilbage til mig igen.

Hans blik er ulæseligt, mens han taper forbindingen fast, så den ikke falder af. Jeg kigger lidt forvirret på ham, "Dean? Hallo?" Han tager en dyb indånding og rejser sig, 
"nej Jenny. Det ville jeg ikke." 
Jeg løfter det ene øjenbryn. Hvem ville ikke redde sin familie, hvis man havde muligheden? Familien er jo den, der har opgivet mest og den der altid, ligemeget hvad, vil elske dig højere end noget og nogen anden. "Hvad er det dog du siger?" spøger jeg overrasket, "ville du ikke hjælpe manden der har givet nærmest sit liv ti-"

"Jenny, min far er over-hovedet i hele det her." siger han hårdt og med et forlader mig så jeg atter er alene i mørket.


"Jenny, min far er over-hovedet i hele det her."

Deans stemme runger frem og tilbage i mit hoved. Jeg prøver at finde en sammenhæng i hele dette rod, men med en stærk hovedpine og svimmelhed ved den mindste bevægelse, nytter det ganske lidt. På en måde forklarer det Deans søde opførsel overfor mig, men på en måde forklarer det ingenting. Det hele er forvirrende og der er masse løse ender i mit rod af forskellige tanker omkring hans far, min far, drengene og Bird.
Bird fra skolen. 

Jeg er så bekymret for ham. Er han okay? Kom han alvorligt til skade? Selvom vi kun har snakket samlet i små 20 minutter på disse par dage vi har "kendt" hinanden, så føler jeg, at vi allerede har fået skruet et venskab sammen. Hvordan det vil gå i fremtiden, hvis jeg nogensinde slipper ud herfra, ved jeg ikke, men jeg håber, at vi holder kontakten. Han er god nok.  

Mit spyt kradser mod min hals, da jeg synker en klump. Jeg er så tørstig, og trængen til vand er stor. Mit hals er tør som Sarahas ørkenen og min stemme er hæs som en sur kat. Den brune slidte trædør går op, "er du vågen?". Stemmen er hård og lys. Klikkende høje hæle nærmer sig, jeg rynker på mine øjenbryn, det runger i mit hoved. "Jeg ser du har fået forbinding på. Har duskedrengen Dean hjulpet dig? Tsk, han er sgu kun ude efter at komme i buksene på dig, så er du advaret." 
"Har du måsk-"
"Det rager ikke dig." Rachel træder frem og kigger hånende ned på mig. 

Jeg får kæmpet mig tilbage på skolen, blikket i jorden og tænderne biddet sammen. "Du ligner godt nok noget katten har slæbt ind." griner Rachel og begynder at gå rundt om mig. "Hvorfor gør du det her, Rachel?" Jeg følger hende med blikket, men må dreje hovedet lidt, da hun forsvinder ud af min øjnevidde.  
En blid brise er under mit øre, 
"Pengene, søde Jenny. Pengene. Du aner ikke hvor mange penge jeg får for, at holde dig her." 
Rachel griner hæst ind i mit øre og fortsætter sin tur omkring mig. 

"Jeg har altid stået i skyggen. Drengene gik efter dig og kun dig. Jo, de snakkede da med mig, men kun for blot at få mig til at nævne deres navne for dig. Du har altid været den slanke, stærke pige. Den smukke pige som alle beundrede. Den pige som alle ville ligne, som alle ville være venner med. Og jeg følte mig speciel, da du valgte sådan en middelmådig pige som mig, som din bedste veninde. Med årene voksede der et had i mig; et had til alle dine fucking penge. Et had til altid at være det andet valg. Et had til altid at blive overset. Men nu er det mig, der har pengene. Mig, der er trådt frem fra skyggen og dig, som ligger skjult i mørket. Hvordan føles det? Du er magtesløs, kan intet stille op. Mærk godt efter. Den følelse, kæreste Jenny, har jeg levet med i flere år.
Rachel stiller sig, slank og høj foran mig, med armene i kors. 

"Hvis det var så hårdt at være min bedste veninde, hvorfor droppede du så ikke bare vores venskab?" Jeg får skabt en intens øjenkontakt med hende, og jeg ser, at hendes øjne er blanke; Det tager hårdt på hende, at se mig sådan her, uanset hvor meget had der har vokset sig op i hende de sidste par år. "Fordi jeg var venner med skolens populære pigen, Jenny. Jeg var venner med Englands rigeste pige. Så jeg bed i det sure æble og bad til, at jeg en dag overgik dig. Og når du en gang bliver fundet i denne her skrot-bunke vil jeg være over alle bjerge, med flere penge end du kan forestille dig. Også vil jeg, havde overgået dig." Rachel smiler selvtilfreds da trædøren går op, Josh træder ind.
"Han vil snakke med dig." 

Rachel sukker, "vi ses snart, kælling." Hende og Josh forlader rummet og jeg igen alene. En kriller i min hals får startet en mindre hosteanfald og da det når sit højdepunkt, kommer Dean ind og låser døren efter sig. "Skal du have noget vand?" spørger han hurtigt og jeg får halvkvalt givet ham et 'ja' som svar. Han tager en 2 liters vandflaske frem og bærer den over til mig. Han skruer hurtigt låget af og jeg griber panisk om flasken, i frygten for, at den pludselig skal forsvinde. Jeg begynder hurtigt at drikke af den og i min iver efter vand, smutter noget ved siden af min mund og ned på min trøje. Da der knap og nap er forsvundet en liter, tager Dean den fra mig.
 "Du skal hellere ikke have for meget, det er ikke sundt." 

Jeg rækker armene ud efter den, som var den en lille piges bamse. "Vand."
"Det er ikke sundt, Jenny." Dean er bestemt og stiller den hurtigt væk. Pludselig bliver der banket hårdt på døren, "se så at kom ud med hende!" råber en dyb stemme bag træet af døren, og Dean kigger nervøst på mig. "Hvad skal jeg?" spørger jeg ham og fanger hans øjne. Han tager en dyb indånding, 
"min far vil snakke med dig."


Så Deans far er over-hovedet i hele denne kæmpe bande, som er ude efter Jennys fars penge. Jenny bliver behandlet forfærdeligt af alle, med undtagen af Dean, og Rachel og Jenny havde sig en "hyggelig" venindesnak. Hvad tror I at Deans far vil snakke med Jenny om? Huh? Kommenter, like og favoritiser gerneeeee. Håber I kunne lide kapitlet - Natacha. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...