Flying Bird | One Direction

Jenny Jones er datteren af Englands rigeste mand, og hun havde ikke ligefrem troet, at hendes liv ville tage en stor drejning af den grund. Et af Londons største bander er ude efter hendes fars penge, og det er her de 5 agenter Louis, Harry, Niall, Liam og Zayn kommer ind af billedet. De har fået til opgave at finde medlemmerne i banden og skaffe dem af vejen. Dog får Louis ikke lov til, at deltage i alle morskaberne da han har fået til opgave, at beskytte Jenny gennem missionen. Jenny slår straks hånden i bordet og nægter, at have en "bodyguard" i hælene da hun, i hendes verden, sagtens kan klare det på egen hånd. Men med mord, pistoler og blod kan Louis ikke lade Jenny være ubevogtet og går derfor undercover med dæknavnet 'Flying Bird' |Drengene er IKKE kendte.

26Likes
34Kommentarer
18165Visninger
AA

15. 14 | "Vi ved kun, at det ikke er særlig langt væk."


Jeg ved ikke hvor længe, jeg har sat på den her drømmeseng og gloet ud i luften. Det undrede mig faktisk lidt, at den ikke var brast sammen endnu; for det første var madrassen så fandes tyk - det er nærmest fem topmadrasser stamplet op på hinanden. Dens tidligere stålben er så rusten, at selv det røde rust er begyndt at falme. Og ikke nok med det, knirker den også af helvede til. 

Ærligtalt havde jeg ingen idé om, hvad jeg skulle give mig til. Nu hvor jeg havde mistet mit fuldtids job, var jeg så fri, at det nærmest var for meget. At have den frihed som jeg har nu, er noget jeg aldrig nogensinde har haft muligheden for - så derfor sad jeg helt tom og kiggede ud i luften. Længe har jeg ønsket at have de her muligheder, men faktisk er det lidt for meget. Jeg kunne gøre lige præcis hvad jeg altid har haft lyst til. 

Faktisk var det eneste der kørte gennem mit hoved, var mit gamle arbejde. Det var det jeg havde lyst til; at komme tilbage. Selvom det tit har været hårdt med lange nætter og for lidt søvn, så var det dét bedste arbejde i hele verden. Det havde både givet mig en hel masse minder, læring og ikke mindst de bedste venner nogensinde. Det føltes helt tomt nu. Normalt ville jeg jo have vagt med en af de andre drenge lige nu og nu.. nu var jeg bare helt selv. 

Jeg må indrømme at jeg faktisk også savnede Jenny en smule. Siden vores dans, har jeg bare tænkt mere og mere på hende. Der var noget magisk over den aften, og jeg tror nærmest det er fordi, at Jenny var en del af den. 
Men det kan godt bare være, at det er mig der er overvurderet. 
Pludselig ringede min telefon, hvilket gav et stort sæt i mig.  Jeg trak den op af mine slidte cowboybukser og kiggede, hvem der var, der ringede. Harry. 

"Hey man." sagde jeg, da jeg tog telefonen. Han tøvede lidt, mens det lød som om han gik ind i et andet rum og lukkede døren efter sig. "Hey Louis. Hvordan går det?" 
"Er på et eller andet motel ude i ødemarken." sukkede jeg, "de har forfærdelige rustne senge. Har ikke lukket et øje i nat." 

Faktisk havde jeg nærmest ikke sovet. Ikke kun på grund af den hårde madras og frygten for, at sengen brasede sammen, fordi den knirkede så meget, men også på grund af Jenny. Ja, hende igen.
Tanken om det var min skyld at hun er blevet taget, giver mig den største ubehagelige følelse indeni mig. Jeg føler virkelig skyld, og det bare beviser for mig selv, at jeg ikke er god nok til noget. Derudover føler jeg ligesom også, at det er min pligt til at finde hende igen. Jeg ved ikke hvorfor, men sådan har jeg det bare. 

"Det er jeg ked af at høre mand. Det er helt mærkeligt, uden dig her." sukkede han med hans lave stemme - sikkert fordi James eller nogen anden sikkerhedsvagt måtte høre, at han snakkede med mig. "Jeg har noget at fortælle dig. Kan vi måske mødtes på Dallas om et kvarter? Har lige fået fri i lidt mindre end en time." 
Jeg kiggede på det lille tikkende vækkeur, som faktisk også havde holdt mig fra søvnen i nat. Klokken var tre om eftermiddagen. "Jo, vi om lidt." svarede jeg ham og lagde derefter på.

Jeg fik ringet efter en taxi, og der gik ikke længe før den holdt ude foran motellet. Heldigvis da, for jeg fik det sgu lidt dårligt af at stå herude i stanken fra marken ved siden af. Jeg fik forklaret taxi manden at jeg skulle til centrum, hen til cafeen Dallas hurtigst muligt, og jeg betalte ekstra hvis han skyndte sig lidt. Det må jeg sige, at han gjorde. I alle sving drejede han så skarpt, at jeg var bare for han kørte galt. Farten havde han ihvertfald på fuld gear - selv da nogle hjorte løb over vejen. 

Vi ankom til cafeen, og jeg betalte ekstra til taxi manden, for den næsten nære død. Gennem vinduet så jeg Harrys krøller gemt bag et menukort. Jeg grinede for mig selv, før jeg gik ind og hen til bordet, han sad ved.
"Hey." smilede jeg og slog mig ned foran ham. Han fjernede menukortet og sendte mig et stort smil, "hey buddy!" 
Jeg trummede på bordet med mine fingre, utålmodigt om at få at vide, hvad han ville fortælle mig. "Hvad vil du bestille?" spurgte Harry og rakte mig menukortet, "jeg tager den der kebabsalt med pomfritter. Det lyder fandme godt." 

Jeg rullede øjne; han kunne godt se på mig, at jeg var utålmodig. "Jeg tager bare den samme som dig og en stor cola.." sagde jeg hurtigt, "Harry, hvad er det, du ville fortælle mig?" 
Han grinede lidt, "jeg bestiller lige vores mad inden. Det bliver nok en lidt lang snak, vi skal have os." jeg sukkede og så på, at han rejste sig fra bordet med menukortet i hånden. "Er det nu vi skal afsløre at Larry er real?" sagde jeg, og sendte ham et drillende smil. "Ha ha." sagde han og slog mig i baghovedet, da vi gik forbi, "ikke rod i den gamle sag igen. Det var kun de andre drenge der troede på det." 

"Det var sjovt." grinede jeg for mig selv, da Harry havde bevæget sig op til kassen, for at bestille.
Jeg havde faktisk aldrig nogensinde været på Dallas før, men mit indtryk af det var meget blandet. Normalt hader jeg duften af stærk friture, men herinde var det ikke særlig slemt. Ihvertfald af hvad man kan se, der står af mad foran andre herinde i cafeen, så solgte de nok ikke andet, end friture steget mad. Jeg er mest til lidt mere fornemme resturanter og cafeer, der ikke hænger bilhjul på væggene, men det klædte faktisk cafeen ret godt. Lidt old, drenget tema - det var ret fedt. 

Lidt efter kom Harry tilbage og stillede fadet med mit mad og colaen foran mig. "Det ser lækkert ud." sagde jeg og mærkede hvordan mine tænder allerede løb i vand - morgenmad havde jeg jo heller ikke fået endnu. "Ja, det gør det." grinede han og satte sig ned på hans stol.  "Hvad er det så, du vil fortælle mig?" sukkede jeg og spiste et stykke kebab. Åh, hvor det smagte godt. 
"Igår, der fik James et opkald fra ukendt nummer igen." forklarede han, og så alvorligt på mig, "men det var Jenny der snakkede."

Et sus gik igennem min mave ved lyden af hendes navn. Jeg måtte bide mig i læben, for ikke at smile. "Gudskelov at hun ikke er død." sukkede jeg lettet, "altså.. for James, ikke sandt?" 
Harry så lidt undrede på mig, før han forsatte, "James har ikke nævnt noget om opkaldet til os. Det var Liam der overhørte samtalen gennem computeren. Han fik sporet, at det ikke var længe væk fra James af." 
"Så I ved, hvor deres skjulested er?" spurgte jeg og spiste nogle pomfritter. Harry sukkede og rystede på hovedet, "det nåede vi ikke, før der blev lagt på igen. Vi ved kun, at det ikke er særlig langt væk." 

"Hvad har I så tænkt jer at gøre nu?" spørgere jeg nysgerrigt. Faktisk lidt misundelig over, at jeg ikke længere kunne deltage. "Vi skal udforske skoven.. tjekke for skjulesteder, huler eller bare spor, på en eller anden slags måde. Vi håber at finde hende hurtigst muligt.. hvem ved, hvad de kunne finde på at gøre ved hende." 
"Hvordan har James det?" spurgte jeg undrende. Harry trak på skulderne, "han er meget ulæselig og snakker ikke rigtig med os eller nogle andre mere. Det er mærkeligt, hvorfor han ikke kom til os, efter opkaldet. Han lukker sig tit inde på sit værelse i flere timer." 

"Det er vel forståeligt. Han har lige mistet sin datter, Harry. Ville du ikke også være rigtig deprimeret?" 
"Vil ikke sige han er deprimeret." Harry spiste en pomfrit, "han er vildt stresset og bliver sur over små ting." 
"Jeg tror nok, han er deprimeret inderst inde. Du kender James, han hader at vise sine følelser." Harry nikkede over mine ord, "du har nok ret." 



Pludselig var tiden gået så hurtigt, at Harry skulle afsted hjem igen. Han fik ingengang nået at spise sin mad færdig eller få det pakket ned i. Jeg derimod nåede at få det pakket med hjem, så min aftensmad var sikret. Hvis der var noget jeg ikke ville, så var det at spise maden på det motel - det var sikkert ligeså klamt som omgivelserne. 
Jeg var lige steget af taxien og befandt mig nu her igen. Heldigvis havde stanken fra markerne dæmpet sig en smule. Noget jeg faktisk kom i tanke om, da jeg var på vej herhen, var Josh - Jennys ven - ham der hjalp mig, med at få døren låst op. Til skoleballet var han iført et Allan Clark jakkesæt, så fattig må han da bestemt ikke være.

Det undre mig så lidt, hvorfor han har valgt dette motel at bo på. Jeg mener, der er da intet specielt ved dette motel.. er der? Jeg kiggede mig omkring. Uklippede buske, uslået græs, affald, ukrudt mellem fliserne, slidte huse, stinkende marker og larmende vindmøller ved siden af. Hvorfor her? Jeg havde faktisk lyst til at spørge ham.
Jeg ved godt, at jeg ikke kender ham særlig godt og det måske kunne være lidt mærkeligt, men jeg havde bare på en eller anden måde en eller anden slags trængsel til at spørge ham. Tror ærligtalt ikke jeg falder i søvn i aften, før jeg har spurgt ham. 

Så jeg begyndte at lede efter ham. Jeg startede med at gå hen til mit.. ja, jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det. Hen til mit slidte hytte med mug på væggene og taget. Det var nemlig her, jeg mødte ham igen. Jeg satte mig ned på dørtrinet og kiggede mig omkring i håb om at se ham. Det var mærkeligt det her, jeg ved det godt. Men jeg måtte bare vide det. Jeg ved.. jeg ved ikke hvorfor. Der må vel være en speciel grund til, at det præcis er her han befinder sig. Mon det kunne være, at han var blevet smidt ud af hans forældre, og valgte det her, fordi han har intet uden deres penge? 

Det gav mig et sus i maven, da jeg pludselig så ham komme gående. Jeg kunne genkende det var ham, i de specielle træk i hans lange ansigt. Derudover havde han hættetrøjen på, med hætten oppe igen. Dog nogle bukser denne gang, istedet for de korte shorts han gik med før. Han kom gående i et fast tempo, med et målrettet blik lige frem, så han så mig slet ikke. Eller, det kan jo selvfølgelig godt være at han så mig, men bare ignorerer mig - men ærligtalt tror jeg ikke han gjorde. "Hey!" råbte jeg og rejste mig, han han hørte det vidst ikke, for han gik videre, dog hævede tempoet han gik i sig. 

Jeg sukkede irriteret over han ikke hørte mig, og valgte at følge efter ham. Josh gik ned langs en lille smal sti, mellem nogle forfalme træer og jeg fulgte stadig efter ham. Det var som om der blev mørkere og mørkere, jo længere ind man kom og Josh forsvandt også mere og mere. Han faldt i et med mørket i hans sorte hættetrøje. Det var dumt det her. Jeg stoppede op og besluttede mig for at gå tilbage igen, da det her var ren stalking - indtil jeg hørte skriget.

Skriget der lød så genkendeligt, at det fik mig til at droppe alle mine beslutninger og min krop til at fryse. Skriget jeg helt sikkert havde hørt før og det kunne kun tilhøre en person i hele verden. 
Jenny?


Så er Louis også et skridt videre, for at finde deres skjulested. Har I regnet ud, hvor det er? Og tror I, at det var Jenny er skreg, eller er Louis helt forkert på den?I må rigtig gerne kommentere jeres svar. Smid også et like, så er I søde. - Laura.x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...