Flying Bird | One Direction

Jenny Jones er datteren af Englands rigeste mand, og hun havde ikke ligefrem troet, at hendes liv ville tage en stor drejning af den grund. Et af Londons største bander er ude efter hendes fars penge, og det er her de 5 agenter Louis, Harry, Niall, Liam og Zayn kommer ind af billedet. De har fået til opgave at finde medlemmerne i banden og skaffe dem af vejen. Dog får Louis ikke lov til, at deltage i alle morskaberne da han har fået til opgave, at beskytte Jenny gennem missionen. Jenny slår straks hånden i bordet og nægter, at have en "bodyguard" i hælene da hun, i hendes verden, sagtens kan klare det på egen hånd. Men med mord, pistoler og blod kan Louis ikke lade Jenny være ubevogtet og går derfor undercover med dæknavnet 'Flying Bird' |Drengene er IKKE kendte.

26Likes
34Kommentarer
18178Visninger
AA

14. 13 | "Du skal ikke give dem pengene far!"


"Vågnede hun ikk-"
"Shh!" 
"Undskyld.." 
"Så hold dog kæft!"

Hviskende stemmer vækker mig fra bevidstløsheden. Jeg er øm i kroppen og mit hoved dunker. Mine håndled sviger og mine ben sover. Jeg er tømt fra kræfter men får alligevel kæmpet mine øjne en smule op. Mit hoved hænger og mit blik rammer først mine hulfyldte bukser. Fra et lille sår på knæet er blodet skørtnet og fyldt med småsten. Små pletter danner sig og forsvinder så igen, på mine nethinder, og så mærker jeg det: Hovedpine. 

Hovedpine, hovedpine, hovedpine. Suk. Nu, lige nu, kunne jeg godt bruge en hovedpinspille. 
"Hun er altså vågen, Jo-"
"Nu holder du fandme kæft kælling, ellers skal jeg nok sørge for det her bliver det sidste du gør i dit ynkelige liv."
De to stemmer kan jeg ikke sætte ansigter på, men det er tydeligt, at det er en pige og en dreng. Drengens stemme er hård, dyb og hæs. Pigens derimod er en smule lys, blid og lav. Jeg forestiller mig drengen som høj, muskuløs og selvsikker mens pigen, i mit hoved, er lavere end ham og usikker, men det er mest på grund af drengens opførsel.

Jeg får kæmpet mit hoved op, men dér er mine kræfter brugt op og det bukker akavet til siden. Straks mærker jeg en ny smerte, denne gang fra min nakke. Jeg bider mig i læben og mærker hvor tørrer og sprækkede mine læber er blevet. Det sviger en smule da mit spyt rammer en lille åben flænge i min underlæbe. Jeg tager en dyb indånding og får med besvær rettet mig op i en normal siddestilling. Min ryg skriger af smerte da den bliver rettet op efter flere minutter, ja måske endda timer, i samme bøjede situation. Min nakke er stiv og øm efter at have været bukket forover alt, alt for længe. 

"Josh, hun ER altså vågen!" råber pigestemmen, denne gang en smule hård og bestemt fra mørket omkring mig. Mit hoved farer op i smerte, men jeg bider det i mig og spidser øre. Sagde hun Josh? 
"Din dumme kælling." brummer drengestemmen som svar og mumler nogle sætninger for sig selv. Mit hoved drejer sig hurtigt til højre da mine ører er fast besluttet på, at han befinder sig på min højre side, gemt i mørket. "Hun har ret," siger jeg så, lavt og hæst, "jeg er vågen." 

"Det var satme også på tide, din forkælede snotunge. Du virker ikke så svær at påvirke med de rette stoffer, har jeg ret?" Stemmen rykker sig mod venstre, bag om mig og jeg spænder straks op i min ømme, kraftløse krop. Jeg vrider i mine arme og opdager, at hænder er blevet bundet i et hårdt greb om mine håndled. Rebet sviger i min hud for hvert et ryk og tilsidst må jeg give op. Træt. "Det rager ikke dig, din lede hund." svarer jeg ham og skuler ud i mørket hvor jeg ganske let kan skimme en høj skikkelse. "Har du ikke andet at kalde mig? Men nårh ja, du er jo Jenny Jones - pigen med Englands rigeste far ikke? Pigen som har gode manere, gør hvad der bliver sagt og opfører sig pænt. Pigen med de mange penge.

Et par skosnuder titter frem fra mørket et par metre fra mig og jeg kan nu bedre ane hans høje, skræmmende skikkelse. "Og det er faktisk hvorfor du er endt i denne her suppedas - På grund af dine mange, mange penge, sødeste Jenny. Er det ikke lidt surt at tænke på? Du kan få alt hvad du vil hvis blot du løfter en lillefinger og alligevel har dine såkaldte 'vagter' inden forstand på, at passe på dig fra mennesker som os. Bander, som os. Ser du, jeg, og kællingen bag mig, er medlem af det her undergrundsamfund. Et samfund som godt kunne bruge lidt flere sedler i vores tegnedrengene, lidt flere store sedler, hvis du forstår min pointe. Det er så her du og din far kommer ind i billedet. Min chef, hvis navn jeg ikke nævner, vil meget gerne have dine fars penge. Ha-"

"I får dem aldrig. Min far ville aldrig give kriminelle kødhoveder som jer, nogle former for penge. Ikke en eneste sølle mønt." afbryder jeg ham hvæsende og forsøger mig endnu engang med, at komme fri fra rebene omkring mine håndled. Drengen griner, "det tror jeg nu godt han vil, når han ser hvad vi gør med hans dyrebare lille pige hvis han nægter." 

"Ser du, Jenny, din mor er død. Du er det eneste din far har tilbage efter hende, det eneste der har betydning for ham. Han vil gøre alt for at få dig hjem i god behold og det kræver, at han hoster op med nogle kolde kontanter," forsætter drengen og går et skridt tættere på lyset fra den lille, slidte pære i lampen over mig. "og med nogle kolde kontanter, mere jeg selvfølgelig dem alle." Så træder han frem fra mørket, frem fra sit skjul og viser sit ansigt for mig. 
Et gisp forlader min mund, "Josh."
"Det er mig baby, Josh Hudson, ballets konge og snart, den rigeste 17 årige i England." griner Josh hæst og lader et stort smørret grin klistrer sig på sine læber. "Din modbydelige, ækl-"
"Ah ah, jeg ville spare på dine ord sødeste Jenny, du er ikke langt fra at blive smidt i Den Engelske Kanal." truer Josh mig med et skævt smil, bevidst om at han er overhovedet her.

"Åh, Raaaachel? Kommer du ikke og hilser på vores gæst?"
Rachel, Rachel, nej, jeg nægter at tro det er hende. Det skal ikke være hende.
"Hej, Jenny." lyder en velkendt pigestemme og nogle slanke ben iført stiletter og sorte jeans kommer frem bag Josh.

"Rachel." 


"Vågn op!" råber en hæs stemme og jeg mister så kraftigt luften i maven. Et spark i maven vækker mig fra min bevidstløshed og jeg hiver efter vejret. "Ret dig op!" råber Josh så og trækker mig hårdt op fra min overbukkede stilling til, at sidde med rettet ryg og mulige fodaftryk i mine organer.  "Din far er i telefonen." siger Rachel og rækker mig en slidt iPhone 4'er. "Hent mig et papir og en tus, nu!" råber Josh efter nogle fyre som straks begynder at fumle efter det. "Du har fem minutter." hvisker Rachel og går så. Jeg synker en klump i min tørre hals og tager telefonen op til højre øre. "Hallo?" 

Ordet forlader min mund som en hvisken; Lave, hæse. 
"Jenny?! Jenny min skat, er det dig?!" råber min far halvkvalt og jeg mærker en smerte i mit hjerte. "Ja," svarer jeg hæst og hoster så kort efter for at rense min hals for slim, "det er mig." 
"Min lille skat, er du okay?" spørger min far panisk og jeg kniber øjnene sammen af smerte i mit bryst; Jeg kan ikke fordrage når han er bekymret for mig. Josh holder pludselig et A4-ark op foran mig hvor der, med en sjusket håndskrift og sort tus, er skrevet "Ja." 

"Sig det," hvisker Josh lavmælt til mig og knytter sin frie næve, "ellers."
Jeg nikker, jeg har forstået. "Ja, jeg har det fint, far." 
Jeg kniber mine øjne sammen og bider mig læben for ikke at lade et hulk slippe gennem mine læber. "Godt min skat. Hvor er du henne? Har de gjort dig noget? Hvor mange er de? Hv-" 
"Jeg ved ikke hvor jeg er, de har ikke gjort mig noget og jeg ved ikke hvor mange de er." svarer jeg min far og afbryder ham. Josh nikker, "god pige." 

"Åh, min lille skat, bare forhold dig helt i ro, FBI er allerede....."
Med min far snakkende i baggrunden læser jeg min næste ordrer. "Forstået?" hvisker Josh og jeg kigger ned i mit skød, bider mig i læben. Mit hoved bliver kraftigt trukket op i kæben, "forstået?!" hvisker Josh igen, denne gang vredere. Jeg nikker og mærker tårerne trille ned af kinderne. Josh slipper min kæbe og nikker for at vise, at jeg godt kan komme igang. "Far? Jeg har brug for at du lytter rigtig, rigtig godt efter okay?"
"Selvfølgelig min skat, alt for dig!" svarer min far og jeg hører ham bede nogle skrive det ned.

"Du skal afleverer en sports taske med 20.000.000 til den næste baseballkamp om 2 uger. Du skal stille den under statuen lige indenfor indgangen. Du skal være alene og ubevæbnet. Hvis ikke," 
Jeg kniber øjnene sammen og tårerne strømmer frem i hundredvis. 
"Hvis ikke, hvad så skat?" spørger min far panisk og jeg synker en klam klump slim.
"Hvis ikke, så går det udover mig. Så vil vi ikke se igen." siger jeg så og kommer så til, at lade et hulk løbe gennem mine læber. 

"Din tid er gået." 
Rachel er kommet tilbage og river telefonen ud af min hånd. "Du skal ikke give dem pengene far!" råber jeg af mine halvmaste lungers kraft. "Din lille kælling!" hvæser Josh højt og det sidste jeg mærker, før alt bliver sort, er den stigende smerte i hovedet.


"Hun skal forbindes."
"Gu skal hun ej."
"Hvis hun ikke bliver for forbundet kan vi risikerer hun forbløder, Josh."
"Urg. Gør det hurtigt." 

En dør smækkes og den eneste lyd tilbage er nogle kasser der bliver åbnet og derefter lukket igen.
Fodtrin bevæger sig mod mig, men uden kræfter kan jeg intet stille op. "Jenny? Er du vågen?" 
Stemmen er blid, eller, den er blidere end Josh's, Rachel's og de andre buffede fyre der kommer og går. 
"J.. Ja." 
"Nu skal jeg hjælpe dig op." 

Et par arme glider under mig og løfter mig stille op i brydestilling fra den kolde trægulv under os. Jeg bliver forsigtigt sat tilbage på stolen som jeg efterhånden har tilbragt mange timer i. Mine håndled er stadig bundet hårdt sammen og mens blodtilløbet til mine fødder stort set er stoppet, bliver jeg hele tiden mindet om, at mine ankler også er bundet sammen, når den dunkende følelse gentagende gange slår sit træk. Mine ben og arme er udmattede og jeg er søvnig, meget søvnig. Jeg fører langsomt mine hænder op til mit hoved da det dunker kraftigt. Mine fingrespidser støder på lidt blod og jeg gisper lavt. "Du har et sår ved hovedbunden. Det er ikke så dybt, men du har blødt en del. Jeg sagde til Josh du skulle forbindes." 

"Det hørte jeg godt." svarer jeg hæst og kigger så endelig op på personen. En ung dreng står foran mig og skygger for lyset fra den halvdøde lampe. "Jeg hedder Dean." siger han så og smiler let. "Jenny." svarer jeg og forsøger at tvinge et smil frem, men forgæves. "Det ved jeg. Nå, sid stille." siger Dean og går igang med at duppe på såret med en serviet. "Av." mumler jeg og bider tænderne sammen da den syrelignende væske på servietten stille finder sin vej ind i mit sår. "Det er overstået lige om lidt, det lover jeg." forsikrer Dean mig og ganske rigtigt, så stopper han med at rense såret kort efter. "Nu forbinder jeg det, men så må jeg desværre forlade dig. Ordrer fra chefen." siger Dean og finder hvidt gazebind frem fra forbindingskassen. Han går igang med at sno det hvide bind omkring mit hoved og slutter så af med sætte det fast med en sikkerhedsnål. "Så. Nu skulle det meget gerne holde." 

"Tak. For.. det." siger jeg så og peger på forbinding. "Du skal ikke takke. Jeg må gå nu, Jenny," Dean tager forbindingskassen og går mod den store metaldør. Han tager om håndtaget og kigger sig over skulderen, "pas på dig selv." Han ser bekymret ud da han forsvinder ud af rummet. Jeg er omsider alene. 
Tårene presser sig på og for første gang lader jeg dem frivilligt falde ned på det hårde trægulv. 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...