Flying Bird | One Direction

Jenny Jones er datteren af Englands rigeste mand, og hun havde ikke ligefrem troet, at hendes liv ville tage en stor drejning af den grund. Et af Londons største bander er ude efter hendes fars penge, og det er her de 5 agenter Louis, Harry, Niall, Liam og Zayn kommer ind af billedet. De har fået til opgave at finde medlemmerne i banden og skaffe dem af vejen. Dog får Louis ikke lov til, at deltage i alle morskaberne da han har fået til opgave, at beskytte Jenny gennem missionen. Jenny slår straks hånden i bordet og nægter, at have en "bodyguard" i hælene da hun, i hendes verden, sagtens kan klare det på egen hånd. Men med mord, pistoler og blod kan Louis ikke lade Jenny være ubevogtet og går derfor undercover med dæknavnet 'Flying Bird' |Drengene er IKKE kendte.

26Likes
34Kommentarer
18179Visninger
AA

11. 10 | "Må jeg få denne dans?"


"Louis, vi kører nu!" 
Jeg svarede ham ikke, blev bare siddende på min seng og stirrede ned i gulvet. I dag skulle vi til skydning, og jeg havde ærligtalt ikke lyst til at tage med. Det er nok at holde en pistol på missioner, men frivilligt - nej tak! 
Jeg får den dårligste følelse indeni mig, når jeg får en pistol i hånden; der kan ske så mange, en forkert bevægelse på aftrækkeren og jeg fyrrer et skud af, og hvem ved, om jeg rammer en uskyldig.. eller måske mig selv? 

Pludselig gik døren op til mit værelse, og Harry trådte ind i rummet. "Louis, kommer du ikke?" 
"Jo.. lige om lidt."
Han kiggede undrende på mig. "Hvad er der galt?" 
Det var utroligt som Harry kunne se lige igennem mig og tydeligt se, hvis jeg var nervøs eller trist. Vi har altid været rigtig tætte, selvom vi har haft nogle op- og nedture. Jeg bed mig i læben, "jeg er bare ikke for meget for at tage med idag, du ved." 
"Jeg ved godt du ikke føler dig tryg med en pistol, men måske vil det her hjælpe dig? Du ved jo ikke for meget om pistoler og hvordan man bruger dem, og jeg tror, det er derfor du ikke føler dig tryg med dem. Men hvis du lærer det idag, tror jeg du vil føle dig mere tryg." Han sendte mig et kort smil, før han klappede mig på skulderen, "vi venter 2 minutter mere. Kun 2 minutter."

Jeg skævede mod døren, da Harry forlod rummet og lukkede den efter ham. Han havde ret, og jeg vidste det godt. Jeg tror også på, at jeg vil føle mig mere tryg med det lille monster i hånden, hvis jeg lærer det hunrede procent. 
Tankerne kørte rundt i mit hoved, og faldt over hinanden. Det var jo ikke rigtig en big deal, for jeg kunne nemt bare blive hjemme men alligevel.. jeg burde vise mig som en mand, og ikke en tøsedreng. 

"Det var på tide Louis," mumlede Liam og tændte for motoren. Jeg satte mig ind i bilen, ved siden af Harry. Han smilede kort til mig. "Hvorfor tog det så lang tid?" 
"Problemer med at finde ens sokker, ikke noget stort." jeg trak på skulderne og kiggede ned i jorden. Liam svarede ikke, begyndte bare at køre.

"Det var noget af det fedeste, jeg nogensinde har prøvet!" sagde Niall stort, da vi satte os ind i bilen igen, efter tre timers skydning. Jeg må indrømme, at det faktisk var lidt sjovt, og jeg fortrød ikke jeg tog med. Det var så enkelt; bare at rive aftrækkeren lidt tilbage og sigte ordenligt. Manden fortalte mig, at hvis man holder et andet sted end på aftrækkeren, ville den ikke skyde - heller ikke hvis man holder pistolen nedad, så bliver kuglen derinde. 

Vi skulle ramme skiver, og de andre drenge var vildt gode til det. Bestemt Zayn, han ramte inde i midten fire gange, hvorefter de andre drenge kun ramte derinde 1-2 gange. 
Jeg ramte ikke mindten eller var i nærheden af den. Men jeg ramte selve skiven, og det var jeg lykkelig over. Så ved jeg da, at jeg bare har lidt kontrol over den.

Men pludselig skulle vi skyde med sådan en stor pistol, en Anschütz 1807 tror jeg den hed, og det var ikke fordi jeg havde holdt sådan et stort gevær nogensinde i hele mit liv. Men jeg fik da heldigvis lov til at vende tilbage til den gode gamle Revolver. "Louis, du må altså til at træne din sigteevner lidt, du ramte ingengang skiven ordenligt, udover oppe i kanterne." sukkede Liam. Vreden begyndte at stige op i mig, men Harry lagde en hånd på min skulder slappede jeg lidt af igen. "Javel." mumlede jeg lavt. 

Vi ankom tilbage til huset, og James stod ude foran for at tage imod os, hvilket var lidt mærkeligt, for det har han aldrig rigtig gjort før. "Drenge! Hvordan gik det?" Det var James der havde angreret det her for os, efter episoden den anden aften med Jenny. "Det gik rigtig godt, vi fik alle sammen meget ud af turen. Tudsind tak." Liam rakte sin hånd frem som tak, og James rystede den kort. 

"I har fri resten af dagen drenge, det har I fortjent. Men Louis, kan jeg lige snakke med dig?" 
Mine knæer begyndte langsomt at ryste endnu engang. Hvorfor altid mig? De andre drenge gik ind i huset, og jeg fik et beroligene blik fra Harry. "Hør her Louis, i aften skal Jenny til en slags skolefest på hendes skole. Hold øje med hende deroppe og sørg for der ikke sker hende noget. Er det forstået?" 
Jeg sukkede lydløst men nikkede, "det er forstået Chef!" 

Klokken var slået fem, og jeg kunne høre Jenny var ved at gøre sig klar til festen, for hun var igang med at tage et langt varmt bad med rigtig højt musik. "Hvad er det, hun skal?" spurgte Niall, "hun har været i bad i over et kvarter nu." 
"Hun skal til skolebal i aften." sukkede jeg, "og jeg har vagt ved hende hele aften."
"Eeey, du får lov til at tage til en skolebal!" hviner Harry, "hvorfor er du ikke helt oppe og køre? Du elskede skoleballer dengang!" 
"Nej Harry, det var Niall der gjorde det. Jeg hadede dem." sukkede jeg. Niall grinte og sagde jeg havde ret. Pludselig stoppede Jennys musik og en dejlig stilhed lagde sig i hele huset. Nu havde vi efterhånden hørt på Jason Chen i tyve minutter, og det var ikke fordi hans musik var noget at råbe hurra for. 

"Du må nok hellere også se at gøre dig klar Louis." smilede Harry til mig, "skal jeg hjælpe dig, med at sætte dit hår?" 
"Hold din kæft!" grinede jeg og kastede en pude over mod ham, som han greb. "jeg forstår ikke, hvorfor James overhovedet lader hende tage afsted efter episoden den anden aften." 
"Fordi det er en skolebal!" hviner Niall, "det er for fedt!!" 
Jeg ruller øjne og går ind på mit ildelugtene værelse. Okay, hvis jeg skulle til en skolebal, hvad ville jeg så tage på? 

Sidste gang jeg var til skolebal mødte jeg op i det samme tøj, som jeg havde haft på i skole. Og det var så pinligt, for alle havde taget flotte balkjoler og smokings på. Heldigvis havde jeg pakket en smoking med herover. Man fik altid brug for sådan én på et tidspunkt vidste jeg og jeg fik ret. Jeg fik hurtigt hoppet i den sorte smoking og fik sat mit hår under den sorte hue, som jeg trak over - den endte jeg nok med at smide engang på aften. Og til sidst de sorte solbriller, som sad forfærdeligt og gjorde mine øre bagi helt ømme. 

"Vi ses far, jeg tager min knallert derhen!" 
Det gav et sæt i mig, da jeg hørte hendes stemme gennem døren. Hurtigt rejste jeg mig op fra sengen, og åbnede døren på klem. Da lyden af hoveddøren blev smækket og gav genlyd i hele huset åbnede jeg døren, og skyndte mig ud mod garagen, men dog kom jeg ikke for langt. 
"Hey?" blev der råbt ude fra vejen af. Jeg stoppede brat op og mærkede hvordan mit hjerte begyndte at banke hurtigere. "Hvad laver du her?" 

Jeg kiggede hen mod Jenny, som sad på sin knallert. Jeg bed mig i læben og kløede mig i håret. "Jeg tror bare jeg er gået forkert, det ligner ret meget mit hus det her." "Bor du her i nærheden?" spurgte hun. Jeg nikkede. "Hvorhenne?" spurgte hun så, men jeg svarede ikke. Der lagde en akavet stilhed over os, og jeg undrede mig lidt om hun kunne høre mit hjerteslag, for det dunkede som en sindssyg. "Skal du også hen på skolen?" spurgte hun, "du må gerne få et lift?" 
Jeg stod lidt og overvejede konsekvenserne, men det endte dog at jeg takkede ja tak og satte mig på hendes knallert. "Hvad er det egentlig du hedder?" spurgte hun og tændte for sin motor. 

"Bare kald mig Bird." 
Hun grinede lidt, "hold fast Bird."   


I en fart var vi ankommet til skolen. Jenny kørte som en sindssyg på hendes knallert og overhalede alle biler på vejen herhen, og det var ingengang en motorvej. Hvis James dog vidste hvordan hun kørte på den her. Hun parkede sin knallert og hoppede af. "Så er vi her." grinede hun. Jeg trådte af knallerten og strak min krop. Hun løftede sit sæde op og lagde sin jakke og hjelm derned. "Har du også glædet dig til den her fest?" spurgte hun. Jeg vendte mig rundt og kiggede på hende, og skulle lige til at svare, da jeg kom til at give hende et elevatorblik. 

Hun havde en hvid, lidt nedringet, kjole på med masse flotte perler, hendes hår var stort og krøllet. Hun bar en rigtig mørk sort læbeskift og eyeliner. Normalt er jeg slet ikke til læbestift, bestemt ikke når det var så mørkt, men jeg måtte indrømme at hun kunne bære den og hun gjorde den vildt smuk.
"Uhm.. Bird?" grinede hun. Hurtigt vågnede jeg op af min spåner og udbrød et rigtig højt hvad, hvilket fik mange af eleverne til at vende sig rundt og kigge forvirret herhen. Jenny rømmede sig kort. "Ligemeget." 

Hun begyndte at gå hen mod indgangen, og hurtigt gik jeg efter hende. Vi stillede os i kø, for sådan en var der åbenbart. "Hvorfor tager det så lang tid?" spurgte jeg. 
Hun kiggede på mig, "din stemme. Den lyder virkelig bekendt." sagde hun, "har vi mødt hinanden før engang?" 
Mine hænder begyndte langsomt at ryste og jeg begyndte også at svede en smule under den tykke habitjakke. "Nej aldrig." sagde jeg kort og koldt, før jeg kiggede direkte frem igen. Jeg kunne mærke hendes blik lagde på mig i længe, og jeg blev nervøs over, om hun kunne genkende min ansigtsform. 

"Skynd jer lidt, der er også andre her." lød der pludselig en mandestemme og vi fik nogle skub i ryggen. Forvirret kiggede jeg tilbage og hen på Jenny, da hun begyndte at beklage. "Nej nej, vi er ikke her som et par." 
"Smil nu bare." sagde manden igen og tog et stort spejlrefleks kamera op foran sig med en stor lang linse. Jeg tog min hånd omkring Jennys hofte og smilede stort direkte ind i kameraet. 
En blitz skar ind i mine øjne og gjorde mig blind i nærmest 2 sekunder, hvilket fik folkene bag os igen til at klage helt vildt, om at vi skulle flytte os. 

Jenny tog fat omkring mit håndled og trak mig ind gennem den store dør, som var pyntet op med en masse lys kæder og plakter med skolens navn. Den høje musik blev højere og højere jo længere vi gik ned langs gangen mod kantinen. Her var nærmest tomt herude og det lignede egentlig bare en helt normal hverdag hvor alle havde time, indtil man kom ind i kantinen som så helt anderledes ud. 
Lys blinkede i alle mulige forskellige farver og gav tingene i rummet helt nye farver. Folk stod ude en stor klump og dansede op af hinanden. Her lugtede forfærdeligt meget af sved blandet med parfumer og citron-vand blandet med vodka. Et typisk skolefest, det er præcis som jeg husker det dengang. 

"Skal du mødtes med nogen her, eller noget?" råbte Jenny mig ind i øret, så hun overdøvede det høje dårlige remix musik. Jeg rystede på hovedet. "Jennyyyyy!" blev det pludelig råbt bagefter os og en pige sprang på på Jenny bagfra. Jeg trådte et skridt væk fra dem, da Jenny klodset begyndte at gå rundt i cirkel for at holde balancen. Pludselig kunne jeg se, at hun var ved at falde til højre, så hurtigt trådte jeg hen til dem igen og greb hende omkring hendes skuldre. Hun rømmede sig kort før hun stille mumlede tak. Rachel stod og bed sig lidt i læben, før hun hilste på Jenny og krammede hende kort og sagde hun så rigtig godt ud, før hun trådte hen til mig. 

"Hej Bird." smilede hun stort, "hvor ser du godt ud. Du ser godt ud i sort... og hvid! Altså.. ikke fordi du ikke også gør det i dit normale tøj, me-" 
"Hej Rachel." afbrød jeg hende og sendte hende et kort lille smil, som hun gengældte stort. Jeg kiggede hende over skulderen hen mod Jenny, som stod med krydsede arme og kiggede hen mod klumpen med de mange dansede unge folk.
Pludselig ændrede lyset sig og musikken blev både dæmpet og endelig kom fra det dårlige remixede musik. All of me blev spillet ud af højtalerne og DJ-en var endelig trådt væk fra DJ-pulten. En masse lyskæder blev tændt som hang ned af væggene omkring i hele kantinen. 

Tempoet og stemmerne sænkede sig også utroligt meget herinde, at det nærmest blev helt rart. "Nå ser man det," fnisede Rachel, "nu er det nu man skal danse med én." 
Igen kiggede jeg over hendes høje hår og hen på Jenny som havde sat sig ned på en stol. "Ja, det er nu drengen skal byde op til dans." smilede Rachel og sukkede, "gid nogen ville danse med mig." 
"Ja du har ret.." sagde jeg. Jeg gik forbi den hånd hun mærkeligt rakte hen til mig og om bag hende. 

"Jenny." smilede jeg og rakte min hånd frem til hende, "må jeg få denne dans?" 

Hun kiggede forvirret på mig og derefter min hånd. "Uhm.." hun rejste sig op fra stolen. 
"Vi er jo her som et par, ikke sandt?" smilede jeg og blinkede til hende, selvom hun ikke kunne se det gennem mine solbriller. Hun grinede, "på en betingelse." 

Mit hjerte begyndte at banke hurtigere, da hun løftede sin anden hånd op mod mit ansigt. "Du skal tage den hat af." Jeg grinede falsk og ånedede lettet ud, før jeg trak min hat af og smed den på den stol hun havde sat på. Hun kiggede kort på mit hår, får hun smilede tilfreds og lagde sin hånd i min. 


Tror I Jenny kan genkende Louis i hans beklædning? Og mon det er smart Louis lader Flying Bird og Jenny blive så gode venner? Hvilke konsekvenser mon det får ;) Håber I kunne lide kapitlet. <3 
- Laura

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...