My Savior

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2015
  • Opdateret: 1 jan. 2016
  • Status: Igang
Det der skulle have været en hel almindelig bytur for Isabell og hendes to veninder, gik hen og blev til mareridtet alle unge mennesker frygter. Voldtægt. Dette skete for Isabell, imens hendes to veninder forsvinder. Hun slipper dog væk, men nu med ar på sjælen. I paparazziernes søgelys, for hende til at flygte fra New York, til en ukendt by, hvor en mystisk person hjælper hende til et hus, med to andre drenge, udover ham selv. Hvad sker der i huset, opstår der følelser eller had, hvad skete der med hendes veninder, er hun stadig i søgelyset, og kender drengene noget til Isabell? Find ud af det i: My Savior. (indholder stødende scener og sprogbrug, læses på eget ansvar)

25Likes
5Kommentarer
3161Visninger
AA

7. Wrong Decision?

NO. V                                       "ikke rettet igennem"

Der havde været meget tavst ved morgenbordet, eller Niall havde prøvet på at starte en samtale op, dog uden det store held, og min grund var simpelthen at den eneste ledige plads der havde været, var ved siden af HAM, altså Justin, hvis nogle skulle være i tvivl.

Justin havde sendt mig et lumsk smil lige i det jeg havde trådt ind af døren, og jeg havde med det samme regnet ud at han havde bedt de andre om at holde sig fra den stol, så jeg havde kun det ene valg, hvis ikke at min mave skulle dræbe mig på stedet, ren tortur.

Det havde åbenbart ikke været nok med at jeg havde sat mig ved siden af ham, efter en mental diskussion med mig selv.

For hver andet minut, skulle han lige prøve på om han kunne lægge hånden på mit lår, men hver gang havde jeg slået den væk, men som så fat svag knægten var, fattede han ikke hentydningen til at lade hver, men nu når jeg tænker over det forstod han det nok godt, men vidste det irriterede mig, hvilket lyder mere rigtig.

Da det havde lykkedes mig at spise en hel pandekage, kunne jeg simpelthen ikke klare hans konstante pålægning af hans yderst varme hånd på mit lår, havde jeg rejst mig, uden det mindste tak for mad til Niall, for hans yderst velsmagende pandekager.

Jeg havde hurtigt taget mine slidte converse på, men undladt jakken, da vejret havde virket bedre end i går, og denne gang havde karma ladt vejret være på min side, hvilket jeg virkelig satte stor pris på.

 

Jeg var endelig kommet til en lille park, hvor jeg kun kunne se få mennesker, nogle af dem sad med deres picnickurv på græsset, omringet af familie eller venner, hvilket for mig ravede mig en lilla papand.

Der var også en enkel hundeejer med hans dalmatiner, som virkede meget fascineret i en lille gruppe af børn, der stod i en cirkel og legede en eller anden leg, hvor motion indgik, men de så ud til at hygge sig alligevel.

Ikke så langt fra den lille cirkel af motionsglade børn, fik jeg øje på en ledig bænk, og uden at tænke yderlig over det, havde min ben selv fundet vej der hen og fået placeret sig. Bænken så meget ny ud, i forhold til de andre bænke i parken, men man kan også godt se at den ikke var sat op i går, eller inden for den sidste uge, for lidt slidt var den alligevel.

 

Måske havde det ikke været den rigtige beslutning med at køre med Niall i går, for jeg havde ikke nogen levende fantasi om hvem han var inde bag det nuttede ydre, for ja han var nuttet, og utrolig lækker også, men jeg vidste jo ikke om han kunne vise sig at være en seriemorder eller om han havde en anden kriminel baggrund, og i teorien kunne han stadig være det, jeg havde for guds skyld kendt manden i én dag.

Jeg er altid blevet opdraget med at man ikke må gå med fremmede, men alligevel skulle jeg altid se det bedste i folk, hvilket er to forskellige ting.

Ud over jeg ikke kendte Niall, havde jeg heller ikke den fjerneste idé om hvem Jason og Justin var for nogle, Jason virkede som typen der bare passede selv mere eller mindre, og hvis der alligevel skete noget, var han klar med det samme. I mens Justin virkede mystisk, og efter min mening den bedste kandidat til at være kriminel. Hans udseende var det typiske look, for badboys, og det førstehånds udtryk han havde givet mig var heller ikke det der fik ham til at virke som englebarnet i det hus, tværtimod.

 

Min mobil begyndte at vibrere i min lomme, og i et sekund overvejede jeg bare at ignorere det, og bare lade den ringe ud. Jeg havde heller ikke den fjerneste idé om hvem det var. For mine forældre havde ikke mit nummer, eller resten af familien for den sags skyld.

Det slog mig hurtigt at det kunne være Malia eller Sophia, hurtigt fik jeg fiskede den op for at besvare opkaldet.

”Hallo! ” fik jeg sagt hurtigt, måske lød jeg lidt for glad, men da det kun kunne være en af dem kunne mit tonefald være lige meget.

”Isabell! ” svarede en drengestemme med irsk accent, hvilket hurtigt fik mig til at kigge på displayet, hvor et ukendt nummer lyste op.

”Hvordan har du fået fat i mit nummer? ” spurgte jeg med en monoton stemme, da tanker om at han måske var kriminel, kom på banen igen.

”Det er lige meget! Hvor er du” sagde han. Man kunne høre på hans stemme at han virkede irriteret, men samtidig bekymret.

Sig mig, var drengen bekymret for mig, hvilket gav mig et smil på læben.

”For at være ærlig… ved jeg det ikke, men i en park, som ligger ved siden af et eller andet pizzaria” sagde jeg, og håbede inderligt på han vidste hvor det var, da jeg var begyndt at fryse, hvilket måske skyldtes at jeg havde valgt at placere mig, rettelse mine ben, havde valgt at jeg skulle sidde i skyggen.

”Er der om 10 min.” fik han hurtigt sagt, hvor han derefter havde lagt på.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...