My Savior

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2015
  • Opdateret: 1 jan. 2016
  • Status: Igang
Det der skulle have været en hel almindelig bytur for Isabell og hendes to veninder, gik hen og blev til mareridtet alle unge mennesker frygter. Voldtægt. Dette skete for Isabell, imens hendes to veninder forsvinder. Hun slipper dog væk, men nu med ar på sjælen. I paparazziernes søgelys, for hende til at flygte fra New York, til en ukendt by, hvor en mystisk person hjælper hende til et hus, med to andre drenge, udover ham selv. Hvad sker der i huset, opstår der følelser eller had, hvad skete der med hendes veninder, er hun stadig i søgelyset, og kender drengene noget til Isabell? Find ud af det i: My Savior. (indholder stødende scener og sprogbrug, læses på eget ansvar)

25Likes
5Kommentarer
3156Visninger
AA

4. Goodbye New York

NO. ll                                                                                   "Ikke rettet igennem"

 

 

Når jo for resten skal i da vide hvem jeg er. Mit navn er Isabell og jeg er 18, og bor her i New York. Jeg har aldrig kendt min familie, eftersom at børnehjem og plejeforældre var mit opholdssteder.

Som i nok kunne gætte lidt var Malia og Sophia mine bedste veninder. Selvom vi kun havde kendt hinanden i omkring et år, havde de alligevel en så stor betydning for mig, at uden dem ville jeg ikke vide hvad jeg skulle gøre. De havde været der for mig lige efter jeg var kommet her til New York.

 

Folkemængden kom tætter, og til sidst var jeg omringet.

”Er det rigtigt, slog du ham ihjel” ”Hvorfor gjorde du det” ”Voldtog han dig virkelig”

Orden jeg bestemt ikke havde brug for at høre, og de blev bare ved, ved med at gentage sig. Jeg skulle væk og det var bare nu.

Jeg fik mast mig ud igennem mængden. Egentligt skulle jeg ud og handle ind, men planen blev lige drastisk ændret, så hjem af det gik, og det kunne ikke gå for langsomt.

Jeg nåede hjem, jeg skulle væk, væk fra byen, væk fra alt det her. Altså ikke væk som i at dø, måske bare til en anden by.

 

Jeg havde fået pakket de mest nødvendige ting, som tøj, penge, mobil, lidt mad og drikke, sko og så videre.

Jeg fik hurtigt taget min jakke og mine sorte convers på, slukkede lyset i gangen, og låste døren.

Det var gået hen og blevet sent, så håbede af hele mit hjerte at der ikke var nogle paparazzier, og til mit held var der ikke et øje i nærheden.

Jeg søgte ned til undergrundsbanen og steg på det første tog der kom, nu var der ingen vej tilbage.

 

Toget stoppede, men jeg havde ingen idé om hvor fanden jeg var, det eneste jeg vidste var at jeg havde sat i toget i godt og vel tre timer, så lang må jeg være kommet.

Jeg kiggede lidt rundt for at finde ud af hvor trappen var, som jeg hurtigt fandt. En mand gik slingrende forbi mig med en øl i hånden, så ædru ville nok ikke være mit gæt om ham, selve hans lugt fortalte også at det ikke var hans første øl han gik med.

Jeg holdte mig handicappet for næsen, da stanken her nede i undergrunden, var så slem at den næsten ikke kunne beskrives, så jeg søgte hurtigt op i den friske luft, hvor en kold brise ramte mine nøgne ben, ej okay nu tænker i sikkert, har du ingen bukser på, og så ville jeg lige sige til mit forsvar, jov jeg har, men da der var varmt i New York, tog jeg shorts på, og tænkte det sikket også var varmt her i Langtbortistan, men gæt hvad der var langt fra varmt her efter mørkets frembrud.

Jeg stillede mig ud til vejen for at kigge efter en taxi, hvilket der ikke så ud til at findes her hvor jeg var, men efter et par sekunder, holdte en bil ind til siden og vinduet blev rullet ned.

”hvaa, hvorfor står en så smuk pige her ude om natten, i den kulde? ” spurgte en hæs drengestemme. Jeg kunne ikke se personen og noget i mig sagde at jeg skulle løbe, mens noget andet sagde jeg skulle spørge om et lift.

”hvor skal du hen” spurgte den samme stemme igen.

”jeg ved det ikke, jeg ved ingen gang hvor jeg er” sagde jeg med bævren i stemmen, da det jo var pisse koldt.

”hop ind” sagde han, og uden jeg havde noget at diskuterer det med mig selv, havde min krop sat sig ind i bilen.

”kan du ikke bare sætte mig af ved det nærmeste hotel eller sådan noget” spurgte jeg, og kiggede over på ham.

Først nu så jeg ham. Han var ikke grim overhovedet og hans øjne havde den blå farve jeg som regel faldt for.

Et hæs latter brød min lille trance, og jeg kiggede hurtigt over på ham.

”Øhm, det bliver lidt svært, det nærmeste hotel ligger 100 km. Herfra, hvad hedder du for

resten? ” spurgte han

”Isabell” svarede jeg kort, da jeg virkelig ikke vidste hvordan jeg skulle reger på det anden. En akavet stilhed tog over, og hvad der kun var minutter føltes som længere tid.

Han begyndte køre, med blikket fast rettet mod ruden.

Vi kommet et lille stykke ud fra byen, da jeg endelig tog mig sammen til at spørge for vi var på vej hen.

”hvor vi på vej hen” spurgte jeg med lidt angst i stemmen, jeg kunne jo ikke vide om det også var en voldtægtsmand, eller om det bare var en der gad hjælp.

”Det får du at se smukke” svarede han, men uden nogen form for lumskhed i stemmen

Han kiggede over på mig, og rystede grinende på hovedet.

”Hvad er der” spurgte jeg undrende, for så grim kunne jeg da heller ikke være.

”Ikke noget, tænkte bare lidt på hvorfor en så smuk pige er stukket af”

Hvordan i hede hulen vidste han jeg var stukket af. Jeg skulle lige til at spørge om det.

”Og inden du begynder på hvordan jeg vidste det. Så husk lige du har en kæmpe taske til at ligge på bagsædet, der umuligt kan være en du slæber rundt på når du er i byen” et skævt smil fandt vej over hans læber, og lige nu var jeg ved at blive gennemtæsket af mentale lussinger. Hvordan fuck kunne jeg glemme min to tons taske. Endnu en mental lussing.

”hvad hedder du egentligt” ja nysgerrigheden tog over, selvom det ikke var meningen at jeg skulle spørge, var min hjerne opsat på at vide om det måske var en verdens kendt kriminel eller noget lignende.

”Niall, Niall Horan” sagde han flirtende, sig mig flirtede han nu med mig. Det her ender aldrig godt.

Mit hoved, eller retter sagt min hjerne, fandt ikke navnet bekendt, så jeg fandt nok ud af hvorfor han er så ”venlig” over for mig når vi kommer hjem til ham. Uanset hvad kunne jeg ikke rigtig flygter, for jeg vidste jeg stadig var i paparazziernes søgelys ude i verden.

 

Resten af turen hjem til ham var akavet. Der var ikke blevet sagt flere ting, og en akavet stemning var derfor faldet over os, og de eneste lyde der var bilen, og de få biler der havde kørt forbi.

Vi var også ankommet til et, ikke faldfærdigt, men heller ikke vedligeholdt hus, som lå et godt stykke væk fra byen han havde samlet mig op i.

Han kiggede på mig inden han slukkede bilen, og klikkede sin sele op. Jeg skyndte mig at gøre det samme, og åbnede døren, hvorefter at åbne bagsædedøren, eller hvad i nu vil kalde det, men blev stoppet af en hånd der lagde sig på min, hvilket sendte kuldegysninger gennem hele min krop.

Hånden fjernede sig, og efterlod en brændende fornemmelse stedet hans hånd havde lagt.

”Lad mig tage den. Du ligner en der lige er steget op fra de døde, så træt ser du ud” sagde hans stemme, før bildøren blev åbnet, og min taske blev taget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...