My Savior

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2015
  • Opdateret: 1 jan. 2016
  • Status: Igang
Det der skulle have været en hel almindelig bytur for Isabell og hendes to veninder, gik hen og blev til mareridtet alle unge mennesker frygter. Voldtægt. Dette skete for Isabell, imens hendes to veninder forsvinder. Hun slipper dog væk, men nu med ar på sjælen. I paparazziernes søgelys, for hende til at flygte fra New York, til en ukendt by, hvor en mystisk person hjælper hende til et hus, med to andre drenge, udover ham selv. Hvad sker der i huset, opstår der følelser eller had, hvad skete der med hendes veninder, er hun stadig i søgelyset, og kender drengene noget til Isabell? Find ud af det i: My Savior. (indholder stødende scener og sprogbrug, læses på eget ansvar)

25Likes
5Kommentarer
3157Visninger
AA

8. Food Saves The Day

NO. VI                                                 "ikke rettet igennem"

"Hvem laver maden? " råbte en irsk accent ude fra køkkenet.

"Syntes jeg Isabell gør" svarede Justin kækt tilbage, og kiggede over på mig.

Hvis øjne kunne dræbe, havde Justin været død nu. Jeg kunne også bare gå hele vejen hen til ham og dræbe ham, hvilket lyder som en god ide.

Selvom det ville kræve en smule motion at skulle gå fra den ene ende af stuen til den anden, var det det hver, og hvis det ikke havde været fordi min samvittighed ville dræbe MIG for det, havde jeg gjort det, på under to sekunder.

"Drop det Bieber" sagde jeg skarpt til ham.

"Bæveren ville med glæde lave maden" råbte jeg til Niall, og kiggede over på Justin med et falsk smil, klistret fast på mine læber. Og denne gang sendte Justin, aka bæveren, mig et dræberblik, men hans opmærksomhed blev hurtigt flyttet over mod døren ud til køkkenet, da irsk, blondt dreng, også bedre kendt som Niall, stod i åbningen, og kiggede skiftevis på Justin og mig med et ulæseligt blik.

”Hvis bæveren skal lave maden, kan du lige så godt gå ud og finde en sten og tygge i” sagde Niall med blikket låst fast på mig.

”Så jeg tror bare at det er lettere at vi bestiller, hvad ville i have? ” spurgte han denne gang, og kiggede igen skiftevis på os, som om vi var to små børn, og han var vores far.

”Bare det sædvanlige” svarede Justin, og rejste sig fra den stakkels stol, der havde været så uheldig at skulle have ham siddende. Ej nu må jeg heller være sød. Eller hvem prøver jeg at nare, jeg kommer aldrig til at være sød ved Bæveren.

Han var den største idiot der kunne gå på to ben, og jeg forstod virkelig ikke at Niall og Jason kunne holde ud at bo med ham.

 

Turen hjem fra parken havde Niall fortalt mig lidt om dem alle sammen.

Jeg havde sat i bilen, og bare stirret ud i luften, uden at fortrække en mine. Niall havde op til flere gange set hen på mig, hvor til sidst han havde spurgt hvad der var galt.

I starten havde jeg været i tvivl om jeg skulle sige det eller om jeg bare skulle opdigte en løgn, men noget i mig havde fået mig til at spørge om deres baggrund, og hvorfor de hjalp mig, nu hvor de ikke havde den fjerneste idé om hvem jeg var.

Niall var begyndt at fortælle hvorfor, om hvordan han var opdraget med at man skal hjælpe andre hvis de har brug for det, hvilket der havde fået ham til at hjælpe mig.

Han havde også fortalt om deres baggrunde, hvilket der for mig ikke lød som om der var noget kriminelt bag dem, ikke engang Justin lød kriminel, hvilket havde overrasket mig en del, og det var nok også ham jeg havde spurgt mest ind til.

 

”Isabell? ” mine tanker blev afbrudt af Niall, som igen havde lagt sit blik fast på mig.

Jeg kiggede spørgende op på ham, da jeg slet ikke kunne huske hvad han havde spurgt om, og derfor nu lignede ét stort spørgsmålstegn.

”Hvad skal jeg bestille af mad til dig? ” spurgte han med et grin, da han godt havde lagt mærke til at jeg havde været væk i min egen lille verden, i mens Justin havde været på vej ud af stuen.

”Overask mig” svarede jeg og sendte ham et venligt smil, da jeg ikke havde den fjerneste idé om, hvor han ville bestille mad fra, ud over det, vidste jeg heller ikke hvad der var af mugligheder i denne, stadig, ukendte by.

Han nikkede bare, og forsvandt ud i køkkenet igen, og ikke lang tid efter kunne jeg høre han var ved at bestille.

Min mave begyndte at rumle, og jeg kunne ikke bebrejde den for det, for sulten, det var jeg. At skulle gå en time over sin normale spisetid, gjorde meget.

Niall kom ind i stuen igen, hvor han denne gang bumpede ned i sofaen ved siden af mig, og smækkede benene op på det lille kaffebord der stod foran sofaen.

”Jeg bestilte en pizza med skinke til dig, håber det var okay” sagde han og drejede sit blik hen på mig.

Jeg nikkede bare som svar, da jeg ikke magtede at skulle åbne min mund, for at lade et ord slippe ud, og det var da også mere end i orden at han havde bestilt en med skinke til mig, for ud over pandekager, kunne jeg leve af skinke, eller måske ikke ligefrem leve af det, fuck det, i forstår hvad jeg mener.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...