Stockholm syndrome

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2014
  • Opdateret: 8 feb. 2015
  • Status: Igang
Lana er vokset op som agent for omega-teamet sammen med Toby, hendes forældre er begge døde. Nu er Lana 17 år og er klar til sin første mission, som agent 184, hun bliver sat på en meget vigtig mission, nemlig 'Horan-missionen' hvor de skal kidnappe Niall Horan. og det er der en speciel grund til, men det er ikke noget Lana skal blande sig i..

5Likes
1Kommentarer
300Visninger
AA

2. Got a Job?

 

2 skud lige i bullseye og et i blå ring! Seriøst mand! Toby er god, MEEEEEN jeg er bedre and ALLE. Jeg tager pistolen fra Toby, tager den op foran hovedet, bukker armene svagt, sigter på den gule plet i midten af skiven, så lidt op. Så skyder jeg, tre gange i træk rammer jeg den gule plet. ”BULLSEYE! JEG ER MESTEREEEEEEEEN!” råber jeg og laver en lille sejersdans, Toby glor og griner af min lille fjollede dans ”Well, Lana, du burde vide at skydning ikke er det vigtigste, for os..!” han løfter det ene øjenbryn. Jeg nikker, selvfølgelig gør jeg det.. ”Toby, jeg er vokset op her, levet med det hele, lært det hele.. og desuden, så skal jeg snart på min første vigtige mission!” jeg svinger stille med pistolen, og kaster den til ham, der griber den og siger:” tør de virkelig sende dig ud på mission? Hvad for en?” han sætter pistolen ned i bæltet og lader hans jakke glide skjulende over den. Jeg smiler til ham ” Horan missionen” jeg blinker med det ene øje, og han griner ”Well, agent 184. held og lykke”

 

”hvor skal jeg starte?” spørger jeg James, leder for mit team (og min plejefar), han skal stå for selve operationen. ”Her, ved udgangen af centeret, du skal have hans opmærksomhed og få ham væk fra de andre, altså, kunderne i centeret” han kigger opmærksomt på mig, og jeg nikker et ’jeg har forstået’ og han viser mig hvor jeg skal gå hen ”over mod den mørkerøde bil, så bliver det nemmere for os, sig til ham du skal have et eller andet han skal se” han holder hele tiden øje med mig, som om han ikke tror jeg hører efter ”han skal være alene når du bedøver ham, ellers bliver det mistænksomt.” jeg nikker, selvfølgelig, det skal jeg gøre, ikke noget med at sige noget når han snakker.. ”nogen spørgsmål?” jeg rystede på hovedet.. ”eller jo, et! Hvordan får jeg hans opmærksomhed? Det er jo ikke fordi jeg er gudeskøn vel?” jeg trak på skuldrende. James smiler, ligger sin hånd på min skulder, giver den et lille klem. ”det skal vi nok klare.. jeg har bedt Toby’s søster om at låne dig noget tøj, og ligge make-up. Du bliver mere end gudeskøn” han smiler hans store hvide smil. Og jeg smiler igen. Han går over til døren og åbner den, vender sig i døren, og siger så:” Jeg er stolt af dig…agent 184” han smiler sorgmodigt, og går. James sagde lige han var stolt af mig, det er det største der nogensinde er sket.. jeg løber over mod Bettys butik.

 

Den velkendte klokke over Bettys dør ringer da jeg går ind, Betty står bag disken, hun ser ældre ud end normalt, hendes hår er lysere, har mistet farve, hun har flere rynker omkring munden og øjnene, hendes pande er rynket, på grund af hendes bekymrede løftede øjenbryn. Hendes øjne er sorgmodige, hendes lave buttede krop bevæger sig overraskende hurtigt hen til mig, og trækker mig ind i et kram. ”åh gud du er blevet så stor” mumler hun ind i min skulder, hun tager fat i mine arme og stiller mig foran hende, hun smiler og tørrer en indbildt tåre væk fra hendes kind. ”det er din første Mission, pas nu på dig selv ikke?” hun strammer grebet om Mine arme ”Lana! Det er farligt derude! Du har været i sikkerhed her indtil videre, nu skal du til et nyt sted, hvor du skal leve som agent, du må ikke glemme hvem du er okay!” hun slipper mine arme, sukker, hvorfor er hun så modløs? ”er der noget galt Betty?” spørger jeg hende ”du virker så modløs..” jeg tager fat i hendes skulder, hun smiler, falskt, til mig og går om bag disken og videre til hendes depot. Da hun kommer ud igen har hun en rimelig stor blå æske med ud, hun stiller den på disken ”James sagde jeg skulle give dig den, den var din mors…” hun åbner æsken, det ligger en pistol i den. Jeg sætter hænderne op foran munden, det er en Glock 17, under den ligger et stykke papir, jeg tager det op og kigger på det, der står intet, udover en lille stjerne i højre øverste hjørne. Jeg ligger papiret ned i æsken igen og tager pistolen op, den er god at holde om, jeg holder den lidt i begge hænder. Betty bryder ind i mine tanker, og siger: ”den er speciallavet til din mor, men hun nåede aldrig at bruge den rigtigt, et skud blev affyret fra den… så, ja du kender resten af historien” jeg nikker jeg kender historien, alt for godt vil jeg selv sige.. min mor skulle aflevere sin fange tilbage, fangen var sjovt nok min far.. men, der var et baghold, og min mor blev skudt, min far dræbte sig selv kort tid efter, fordi jeg blev taget fra ham, og blev placeret her, og voksede op her. ”Tak Betty, det betyder så meget! Hvordan kan jeg takke dig?” spørger jeg hende, hun ryster på hovedet og smiler til mig, tager fat i mine hænder ”Lad være med at gøre noget dumt, Lana, det er det eneste jeg beder dig om.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...