Hero // One Direction

18-årige Emily bor i Jylland med sin mor, far og lillebror Simon. De har lige fået sommerferie, og Emily er ikke specielt begejstret. Hun skal på ferie til Italien. Men på flyet på vej derhen, møder hun en bekendt dreng, som der skal vise sig at få en del indflydelse på hele hendes ferie. Denne ferie kommer nemlig til at ændre Emilys liv. Kærlighed, jalousi og venskab bliver alt sammen blandet sammen, og gør hende mere end forvirret.

4Likes
2Kommentarer
153Visninger

2. Part 1.

Igen.. Igen lå jeg i min seng og stirrede lige op i loftet. Det var 3. dag i træk. Jeg har aldrig været personen der var i byen konstant, og postede billeder på min instagram med mine "besties" hver dag. Men det her var fandme kedeligt. Min bedste veninde, Louise, var taget til USA den næste måned, og resten af mine veninder var taget til Spanien, Italien eller sådan noget.

Vi havde lige fået sommerferie, og min mor, far, lillebror og jeg skulle også på ferie om 2 dage. Jeg hedder forresten Emily, men jeg bliver for det meste bare kaldt for Em. Da jeg var yngre, elskede jeg alt ved sommerferien! Virkelig, der var intet bedre end at have fri, og plaske i en pool hele dagen. Sådan havde jeg det ikke længere.. Jeg var blevet 18 i sidste måned, og jeg var sikker på jeg havde fået en midtvejskrise eller noget. Eller, en midtvejskrise kan man vel ikke kalde det, eftersom jeg trods alt kun er 18. Fuck det.. Ihvertfald var jeg blevet lidt træt af det hele på det sidste.

Af en eller anden grund glædede jeg mig næsten allerede til at ferien var slut. Så havde man da i det mindste sine veninder i nærheden af sig det meste af tiden. Hvorfor kan min familie ikke vælge at vi skal til USA? Det er lidt federe end at skulle til Italien, som alligevel minder så meget om 20 andre lande.. Hvis i forstår min tankegang?

Men nej, vi skulle til Italien her i overmorgen. Jeg var slet ikke begyndt at pakke endnu. Jeg havde ikke engang fundet min kuffert frem, eller begyndt at tænke over hvilket tøj jeg skulle have med. Det får mig til at tænke på en ting jeg heller ikke kan fordrage ved sommeren.. Shorts og korte ærmer, ugh. Jeg hader at vise min krop. Jeg føler mig bedst tilpas i en kæmpe stor sweater, og et par stramme sorte jeans. Men i Italien var det ulideligt varmt, så der var jeg nok tvunget til at gå i korte bukser. 
Det bankede på min dør. Jeg sagde ikke noget, før min far stod i døråbningen ind til mit værelse.
"Em, hvad laver du?" spurgte han, og kiggede lidt rundt på mit værelse. Altså havde manden ikke øjne i hovedet? 
"Jeg laver ikke en skid" svarede jeg flabet, og sukkede højlydt. Min far kiggede spørgende på mig.
"Hvorfor laver du så ikke en aftale med en veninde eller noget?" spurgte min far, og kiggede på mig. Jeg satte mig op i sengen, og kiggede på min far. Jeg havde fortalt ham, at alle mine veninder var taget på ferie, og at jeg ikke havde noget som helst at tage mig til, indtil vi tog på ferie. Jeg sendte ham et det-ved-du-jo-godt-blik, og det så ud som om han forstod. 
"Hvis du har lyst, har Simon lavet frokost til os allesammen. Kommer du ikke ud?" spurgte han, og var næsten forsvundet før jeg fik chancen for at svare. Simon var min lillebror på 12. Han var sød nok, men han kunne virkelig også være den største.. Ugh.. Ja i ved. Men sådan har de fleste søskende det vel, i guess.

Det endte med at jeg fik rejst mig op, og slæbt min krop ud på terrassen, hvor mine forældre og Simon sad. Simon grinede, og så ud til at være rigtig stolt af den frokost han havde lavet. Jeg ved ikke hvor imponeret jeg var. Der stod en kurv med udskåret rugbrød, en kande saftevand, og 3-4 forskellige slags pålæg. Alligevel synes jeg nu det var ret sødt af ham, og jeg satte mig da også ned og spiste halvandet stykke rugbrød. 
"Kommer Louise ikke snart på besøg igen?" spurgte min lillebror med munden fuld af mad, og kiggede på mig. Den eneste tanke der gik igennem hovedet på mig i det øjeblik, var wtf? Hvorfor fuck spurgte han om det?
"Hun er i USA den næste måned? Hvorfor da?" spurgte jeg, og kiggede underligt på Simon.
"Hun er ret flot" sagde Simon, og sendte mig sådan et pædo-blik. Jeg ved ikke om i kender til hvordan et såkaldt "pædoblik" ser ud. Men det er den bedste betegnelse jeg kan finde på.

*   *   *   *   *

Endelig kom dagen hvor vi skulle rejse. Ikke fordi jeg glædede mig sådan specielt meget til at komme afsted, men jeg glædede mig afsindig meget til at få noget at lave. Altså, hvis jeg ikke kunne finde på noget i Italien, kunne jeg da i det mindste ligge på en luftmadres i poolen. Det er seriøst noget af det rareste! 
Vi skulle afsted allerede kl. 7 om morgenen. Dagen før havde jeg heldigvis fået taget mig sammen til at pakke det meste, så jeg kunne stå op kl. 6.30. Det eneste jeg skulle nå, var lige at have tøj på, redde hår, lægge makeup, og så var jeg ellers klar. Det tog mig ikke mere end 20 minutter, og kort tid efter, sad vi i bilen på vej til lufthavnen. Vi skulle flyve fra Billund, som heldigvis var ret tæt på hvor vi boede. Jep, i hørte rigtigt. Jeg er jyde (:

Tiden i lufthavnen gik egentlig overraskende hurtigt. Normalt kan jeg ikke fordrage ventetiden i en lufthavn. Men denne gang gik det faktisk okay. Jeg sad og facetimede med Louise. Hvor jeg dog var misundelig på den pige! Hun havde langt lyst hår, helt lyseblå øjne, lige tænder, og en drømmekrop. Så kigger man på mig.. Skulderlangt lysebrunt hår, grønne kedelige øjne, bøjle på tænderne, og ja.. Min krop gider vi slet ikke at snakke om. 

Da vi kom ombord på flyveren, var én af os jo nødt til at tage et sæde væk fra de andre 3. Altså derfor endte det med at min mor, far og Simon sad sammen, og jeg måtte sætte mig på pladsen 2 rækker bag dem. Det gjorde mig egentlig ikke rigtig noget. Jeg havde ikke flyskræk, og jeg skulle alligevel bare sidde for mig selv, og høre musik hele vejen. Jeg havde lige startet musikken i mine høretelefoner, da jeg hørte et 'bump' ved siden af mig. Af ren refleks tog jeg høretelefonerne ud, og så straks en dreng ca. på min egen alder med hættetrøje over hovedet, som havde tabt sin taske lige foran mine fødder. Af ren venlighed samlede jeg den op, men tabte den med det samme igen. Hold kæft det var noget af en tung håndbagage. Drengen tog fat i tasken, og løftede den op på hylden til håndbagage. Han kiggede på mig, og smilede. Jeg fik straks øjenkontakt med de grønne skindene øjne. Han smilede genert til mig, og satte sig på pladsen ved siden af mig. 

Starten af flyveturen var en smule akavet. Jeg vidste ikke rigtig om jeg skulle snakke med ham, eller bare sidde i min egen verden med musikken. Jeg valgte mulighed nummer 2. Pludselig mærkede jeg en hånd prikke mig på armen. Jeg kiggede, og så drengen snakke løs til mig. Jeg kunne intet høre for musikken, så jeg rev dem ud af mine øre.
"Undskyld hvad?" sagde jeg og blev næsten helt genert ved at kigge drengen i øjnene.
"Jeg ville bare spørge hvad du hørte?" sagde drengen, og sendte mig et smil. Jeg rødmede. Han var satme flot den dreng. Jeg synes jeg havde set ham før et sted, men jeg kunne ikke helt finde ud af hvor fra?
"Hm, ikke noget særligt. Lige nu er det 'Hero' tror jeg" sagde jeg, og vidste ikke hvad jeg ellers skulle sige. 
"Med Enrique Iglesias? Jeg elsker den sang! Har du noget imod hvis..?" sagde drengen, og tog fat i min ene høretelefon. Jeg rystede bare på hovedet, og før jeg vidste af det, sad vi begge med en høretelefon i det ene øre, og hørte 'Hero'. Nu ved jeg ikke om i kender den sang, men den er ret romantisk.. Hvilket gjorde det en smule akavet at sidde og høre den med en fremmed dreng, som kunne være en øksemorder. Men, det var han sgu nok ikke.

Da vi havde fløjet i nogle timer, landede vi endelig i Italien. Jeg havde fået snakket en del med drengen i flyet, men havde ikke engang fået hans navn endnu.
"Det var hyggeligt. Må jeg lige låne din telefon?" spurgte drengen venligt, og smilede til mig. Gud hvor var jeg dog vild med hans grønne øjne! Jeg rakte ham min smadrede iPhone 5, og så han tastede. Gad vide hvad han skulle. Efter 20 sekunder, gav han mig min mobil tilbage, og gik mod udgangen af flyet. Han gik sammen med 4 drenge, klædt i stort set de samme hættetrøjer som ham selv. Han kiggede tilbage på mig, og smilede og lavet det der ring-til-mig-tegn med hånden. Men hvordan skulle jeg..
Jeg kiggede ned på min telefon, og så han havde tastet sit nummer ind. Og hans navn havde han også skrevet. Harry. HARRY? Nu kunne jeg huske hvor jeg havde set ham før! Det var Harry Styles fra One Direction.

*   *   *   *   *

FORFATTERBESKED

Hejsa!

Det var så 1. kapitel af Hero. Jeg håber i synes det var nogenlunde underholdende, og at i har lyst til at følge med. Jeg har ihvertfald lagt en masse arbejde i at få denne historie stablet på benene. 

Kom gerne med konstruktiv kritik, og skriv også gerne om i vil have kapitlerne kortere, længere, eller om det er en passende længde.

Knus fra Jose! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...