Be my best bro again

Thomas og Dylan var engang bedste venner men nu er de bedste fjender, som hverken kan være i det samme rum eller snakke sammen uden at nærmest slå hovederne af hinanden, men hvad sker der når Dylan kommer tætter og tætter på de mange problemer som Thomas er udsat for? kan de nogensinde blive enigene om en løsning mod de forskellige opgaver om liv og død elle vil de opgive deres kamp mod de mennesker som er efter dem og miste deres familier? kan de overhovedet rede deres venskab eller vil de forblive fjender for alt tid?

22Likes
13Kommentarer
2524Visninger
AA

19. Nogle følsomme stunder

Jeg havde ingen ide om hvad der forgik, og rystede langsomt på hovedet og kiggede over på Thomas som smilede skævt til manden foran os, "okay hør så godt efter, i går ind i midtbyen og går hen til Cory som vil give jer flere informationer" manden  giver Thomas et stygge papir, og trækker sig tilbage med et skummet smil. Jeg forstod ærligtalt ikke særlig meget af hvad der forgik men jeg vidste at det ikke gav mening, for hvorfor skulle vi tage hele vejen her til, vis Cory var i vores hjemby for en dag siden, for at true min familie. Jeg knyttede  mine hænder nede i mine baglommer af vrede.

For det begynde langsomt at gå op for mig hvad de mennesker havde gang, jeg ser hen op Thomas som kigger fokuseret ned på det hvide stygge papir, jeg prikker han på skulderen han kigger underligt på mig og ser tilbage på papiret, jeg sukker og stiller mig foran ham

"fatter du det ikke Thomas de snyder dig, jeg mener tror du selv at normale voksne mennesker  vil have dig til at gøre alt det her bare så de kan få nogen penge?, de er sindssyge, han Cory fyrren har truet mig med min familie bare fordi at jeg hjalp dig de har dræbt din mor  har fåret dig til at rejse fucking langt bare så du kan  få et lille stygge papir som åbenbart skal fører os hen til en mand som smedede hele mit værelse i går!!"

jeg slår ud med arme for at bekræfte min bemærkning, men han virker ikke til at forstå det, jeg kan mærke vreden i min krop, for selvom at Thomas teknisk set ikke var min ven mere ville jeg ikke se ham komme til skade og nu hvor jeg kender hans sande historie om det han kalder familie har jeg faktisk mere ondt af ham end had til ham, jeg sparker til en lille grå sten som ligger foran mig, og tager hænderne i lommerne og begynder ubevidst at gå min vej.

 "hvor tror du så at du skal hen Dylan?" jeg vender mig om og møder Thomas uhyggelige blik

jeg sukker "jeg vil ikke være med mere Thomas men jeg havde aldrig troet at jeg skulle lave alle mulige farlige opgaver, jeg ved godt jeg måske er den eneste du kan stole på men jeg er bange for at jeg ikke kan stole på dig, ikke efter alle de år med mobning, jeg er ked af alt det med din familie men jeg vil ikke mere du behøver ikke at fortælle flere ting for at få mig til at holde mere af dig eller for den sags skyld have ondt af dig!" jeg kan mærke tårnende presse på selvom at der ikke var noget at begynde at græde over men det så ud til at jeg  ikke var den eneste som havde svært at holde trådende tilbage.

"Tror du virkelig at de har snydt mig?" han ser ned på papiret og giver tegn til at jeg skal tage det, jeg folder langsom det ud og begynder at læse

hvis du virkelig vil have en ende på alt det er lort du har lavet, så forlad verden, for ellers skal jeg nok gøre det alt hvad der står i min magt for at gøre dit liv til en omgang lort, ikke bare for dig men også for din lille ven!

 -Cory

Jeg ser ned på det lille billede nederst på det skrækkelige papir, det samme billede som er i Thomas lille bog som er fyldt med minder fra vores barndom og dette billede var fra vores første udflugt med skolen, jeg husker tydeligt at Thomas og jeg stod med en masse stykker kager i hånden da billedet bliv taget og vi var flade af grin længe efter bare ved tanken om at fotografen ikke opdaget noget som helst. Jeg sukker og smider sedlen fra mig og ser over på Thomas som står og roder efter et eller andet i hans baglomme, jeg venter på en måde spændt på hvad han har der nede men da han trækker den ene hånd på til hjertet går det op får mig hvad det er han har gang i

"THOMAS!! få så den fucking kniv væk," jeg løber over til ham og flår den ud af hans hånd, og med det samme falder han sammen af gråd, jeg sætter mig ved siden af ham og prøver at finde på noget at sige men jeg er blank, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre men inden jeg noget at sige noget åbner han munden og kigger dybt seriøst på mig på tros af hans våde øjne "Dylan vær sød at dræbe mig jeg kan ikke mere" han ligger hans hånd på min skylder og prøver at få et smil frem på læben men han fejler "det..det kan jeg ikke Thomas vis du virkelig gør som de siger så har de vundet! jeg kan ikke gøre det jeg ville aldrig gør det!" jeg ser ned i  jorden og ryster på hovedet.

For det var lige der at det gik op for mig hvor meget jeg endelig havde savnet en ven som Thomas altså den gale Thomas og efter i dag vidste jeg at han stadig var der, og jeg havde savnet ham så utrolig meget,  og at jeg på en måde gerne vil være hans ven igen.

"Dylan, det skal være dig for du er den eneste jeg har tilbage, du er min eneste ven!"   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...