Be my best bro again

Thomas og Dylan var engang bedste venner men nu er de bedste fjender, som hverken kan være i det samme rum eller snakke sammen uden at nærmest slå hovederne af hinanden, men hvad sker der når Dylan kommer tætter og tætter på de mange problemer som Thomas er udsat for? kan de nogensinde blive enigene om en løsning mod de forskellige opgaver om liv og død elle vil de opgive deres kamp mod de mennesker som er efter dem og miste deres familier? kan de overhovedet rede deres venskab eller vil de forblive fjender for alt tid?

22Likes
13Kommentarer
2510Visninger
AA

20. længeventet men pludseligt venskab

Jeg fatter det ikke?? den hård og følesløse Thomas ligger nu græde færdig på jorden, jeg stod forvirret og kiggede på ham, selvom at det måske var ondt kunne jeg ikke finde på andet jeg mener hvad skulle jeg gøre sidde ved sidden af ham, og prøve at forklare ham ar alt nok skal blive okay igen og at Cory og de andre mænd ikke mente det alvorligt? men det kunne jeg ikke, for  Thomas vidste lige så godt som mig at de mænd ikke lavede sjov med noget som helst! Jeg sukkede og bevægede mig over mod de to tasker som stod 500 meter fra os, jeg satte mig ned i hug og ledte nærmest desbaret efter den lille hvide bog med de to skyer og den nedtrykke titel, for måske kunne den bog på en eller anden måde få ham i bedre humor. 

Thomas har sat sig op han sender mit et falsk smil da jeg sætter mig ved siden af ham "Hør jeg ved godt at alting ser sort ud men vi bliver nød til at prøve at få os rodet ud af alt det her" siger jeg og giver ham bogen, han kigger på den længe inden at han tager i mod den "min mor syndes at den er bog var en god ide, og jo flere mindre jeg kom i den jo bedre syndes jeg om den," han åbnede forsigtigt bogen og slog op på side 1, et billede af ham og hans forældre fylde over halvdelen  af siden, jeg smiler for mig selv og jeg kunne mærke på Thomas at han også selv blev en smule glad ved at kigge på det "jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre uden min familie dengang men idag er det som om at vi ikke er en familie mere, min mors lig ligger nok stadig på sofaen helt forladt bare fordi at hendes dårlige uduelige søn tænkter mere på sig selv!!" Thomas lukker bogen og ryster på hovedet jeg ligger hånden på hans skuldre " hør her din mor elskede dig, og hun ville ønske at du reddet sig selv, jeg ved godt at hun tog nogen dårlige beslutningener men hun prøvede i det mindste at lave om på det"  jeg prøver at finde ud af om min lille talte overhovedet hjalp, men som altid viser han ingen ting, og i længere tid sidder vi ved siden af hinanden uden af sige et ord.

"ved du hvad Dylan, som altid har du ret, og vis jeg skal være ærlig så ville jeg ønske at jeg ikke havde valgt de åndsvage fodbold drenge   for tro det eller lad være men det er ikke sjovt at være populær, eller på nogen punkter er det, men det er ikke det fedte at alle er bange for en fordi at man har gjort alt muligt ondt mod folk som teknikset ikke har gjort dig noget, Jeg ville ønske at jeg kunne tage tilbage i tiden, tilbage til Jessica Browns tid, for vis vi ikke blev uvenner så kunne det værre at vi tog stadig var adskillige og du ville nok være der til at stoppe mig med at lave alt muligt dumt!" han tørre sine øjne og smiler til mig men denne gang tror jeg faktisk at han mener det, jeg smiler igen og tænker længe over det han lige havde sagt, men når det så også er sagt så kan man ikke kun give Thomas skylden for vores skænderiger for vis jeg ikke havdet fundet sammen med Jessica havde vi overhovedet ikke noget at diskutere om til at begynde med.

Efter nogen minutter beslutter vi os overaskende nok at glemme fortiden, eller i det mindste alle de dårlige ting, hvilket gjorde mig glad, for det var vel det jeg havde håbet på ville ske, dog havde jeg ikke lige forstillet mig at vi sad mit ude i ingen ting og nærmest kæmpede for vores familie og venners liv, for ikke at tale om Thomas. Vi blev enige om at tage ud til Corys skjule sted eller hvad man kunne kalde det, vi ville prøve at tale dem til fornuft og måske finde en løsning på hvordan Thomas kunne betale de penge han skylder tilbage. 

Det tog langtid for os at komme fra det forladte sted og over de mange veje, sving, op og ned at de diverse trapper, forbi alle mulige lyskryds ovs men den lange tur gav også Thomas og jeg en stor mulighed for at snakke og platte som da vi var små, jeg havde en føles af tilfredshed og jeg prøvede bare at nyde øjeblikket men det var svært når jeg vidste at mine forældre giv der hjemme uden endelig at vide at deres liv står på spil. for ikke at tale om Mike og Taylor som nok ikke gad og snakke med mig mere men jeg holde for meget af dem til ikke at tænke på hvordan de har det. ca. en time efter vi forlod det det forladte sted stod vi foran et stort sort hus med flat tag, efter min mening var huset virkelig grimt for  ikke at tale om de mange visne blomsterbede og det tilgårode gule græs   ligene det ikke at der havde bordet noget i huset i mange, mange år jeg kunne høre Thomas sukke da vi nærmede os hoveddøren.

Døren åbner før at vi når at banke på, vi kigger kort på hinanden efterfuldt på manden som står i døråbningen, han vejr mindst 210 kg og ligner ikke en som har været ude i meget lang tid, hans tøj er hulledet hans fedtede hår er sat op i en lille hestehale. Uden ord lukker han os ind i et lille hvidt lokale, hvor var kun var et lille vindue, et bord og 3 stole jeg kiggede mig forvirredet omkring jeg havde ingen ide om hvad disse forfærdige mennesker havde gang i, den store mand skubber os nærmest over til stolende og tvinger os til at sætte os ned,  Thomas kæmper utroligt meget i mod hvilket jeg godt kan forstå men jeg vidste også godt at Thomas 65 kg ikke kunne klare sig imod de 210 kg og der gik max 3 minutter før at den store mand smider Thomas ned i stolen og går sin vej og låser døren bag sig. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...