Be my best bro again

Thomas og Dylan var engang bedste venner men nu er de bedste fjender, som hverken kan være i det samme rum eller snakke sammen uden at nærmest slå hovederne af hinanden, men hvad sker der når Dylan kommer tætter og tætter på de mange problemer som Thomas er udsat for? kan de nogensinde blive enigene om en løsning mod de forskellige opgaver om liv og død elle vil de opgive deres kamp mod de mennesker som er efter dem og miste deres familier? kan de overhovedet rede deres venskab eller vil de forblive fjender for alt tid?

22Likes
13Kommentarer
2512Visninger
AA

18. Jeg forstår mindre og mindre


"Okay hør nu godt efter, når vi kommer frem står der en mand som skal hjælpe os i sikkerhed, du skal ikke stille ham nogen spørgsmål eller faktisk skal du overhovedet ikke sige noget er det forstået" Thomas så på mig som om jeg var en lille hund som lige havde ødelagt over handlen af hans lejlighed, men jeg nikkede stille til ham og så ned på mine beskidte sko, jeg kunne høre det lille tv skærm snakke om et eller andet med vejret, men jeg prøvede at lukke lyden ude men det var som om at den ikke ville forsvinde som om at jeg var tvunget til at høre på hvad vejer damen ville fortælle. Thomas sad ved siden af mig og kiggede ud ad vinduet selvom at det er alt for beskidt til overhovedet at kunne se andet end sit spejlbillede men det var nærmest også  det eneste der fik ham til at slappe af, eller måske var det på den  måde hvor han planlage alle hans lortede planer!, jeg sukkede og vendte  mit blik op mod den lille skærm som ikke længere talte om hvor skød vejret bliv i løbet af ugen. jeg kiggede overrasket og en smule forvirred  da jeg fik øje på mit sidste års skolefoto på skærmen

Dylan o'Brian blev i går meldt savnet, flere kilder siger at han tidligere på ugen har set ham på lande vejen med en stor taske. "Da vi kom op på hans værelse i eftermiddags var det fuldstændig ødelagt" siger mrs. o'Brian til vores nyheds ekspert Susan Jensen. "han plejer altid at fortælle hvor han går hen,  han er en god dreng og han kunne ikke finde på at stikke af på den måde" tilføjer Hr. o' Brian

jeg sukkede og kunne langsomt mærke min mave samle sig sammen, at se min mor stå der med tårer i øjnene og min far som prøvede at trøste min mor ved at holde hende tæt ind til sig og nusse hende på den ene arm fik mig til at få det dårligt med mig selv, jeg mener jeg holdt utroligt meget af mine forældre selvom at jeg måske ikke altid viste det men helt ærligt hvem gør også det?  jeg sukkede og kiggede op mod skærmen igen men denne gang er skole fotoet væk og mine forældre stod nu i baggrunden

"han har opført sig underligt her på  det sidste men jeg har aldrig troet på at han havde naverne til at for alvor forsvinde, min ven Taylor sagde til mig at de havde snakket sammen,men at det vist ikke var nogen succes  vi har ikke hørt fra ham siden!

Mike stod der og talte ind i mikrofonen som om at intet var sket, han kiggede direkte ind i kammeret og sagde nogen rørende ord "jeg vil gøre alt for at finde min bedste ven eller bare at høre hans stemme bare en sidste gang bare for at sikrere mig at han er okay"  en klump satte sig fast i halsen på mig, jeg havde aldrig nogensinde hørt sådan nogen ord komme fra ham. Jeg kigger over mod Thomas som ryster langsomt på hovedet, jeg lader være med at kommentere det for jeg tror også jeg ville reagere sådan vis et 10 minutters indslag om en forsvundet dreng hvor folk viser at de virkelig er bekymret for det menneske men at de aldrig nogensinde vil efterlyse ham.

Toget stopper og Thomas gør tegn til at vi skal af, jeg nikker til ham går hen mod udgangen, jeg kunne  mærke flere øjne stirrer på mig,jeg hørte flere og flere viske da jeg gik  fordi, jeg kiggede tilbage på Thomas "er det sådan det følges at være populær?" siger jeg og ser spørgerne på ham, han nikkede bare til mig og prøvede  at bevæge  sig frem ad i de smalle gange, der gik nogen minutter før at vi stod  på tog pladsen. eller hvad det nu hedder. jeg kiggede  nysgerrig på de mange avis bunker henne ved den lille kiosk som åbenbart kun solgte  blade, jeg går lidt tættere på så jeg kunne se overskriften nærmere 17 årig dreng forsvundet dusør på 43.000  jeg kiggede overrasket på avisen og læste overskriften op til  100 gange for at det gik op for mig det var  mig de mente, det grimme skole foto fylder hele siden "det bliver et problem!" Thomas står bag mig, med et vredt ansigt  jeg nikkede til ham selvom at jeg ikke rigtig forstod  hvad ham mener!

Thomas træk i min arm og førte mig igennem de mange mennesker  som åbenbart spærre  vejen for ham, jeg sagde ikke noget selvom at han er ved at rive min arm af, jeg håbede inderst inde at han havde styr på hvad han lavede, men han plejede ikke at have så meget kontrol over de ting han havde gang i så hvorfor skulle det her være en undtagelse? der gik max nogen minutter før at han slap min arm og stanssde  foran en høj mørk mand iført et dyrt jakkesæt, han havde  solbriller på selvom at solen endelig ikke skinte, han så meget seriøst  ud  " er den dreng din ledsager!" manden stirrerde på mig,jeg følte  mig utilpas og havde lyst til at sige et eller andet men Thomas havde sagt at det ville blive dyrt vis jeg sagde så meget som en lyd så jeg prøvede at bide ordene i mig "jeg ved godt at han ikke er noget særligt men han er den rette til jobbet  jeg mener han er virkelig klog og vis der er noget han kan så er det at overtale folk til noget, tro mig han har talegaverne i orden!"

jeg så forvirret på Thomas  jeg prøvede at forstå hvad han lige havde sagt, men det  var tydeligt at vi ikke bare skulle skaffe nogen penge for så at aflevere dem igen til en eller anden skræmmende mand som åbenbart kun havde givet mig 48 timer til at gøre det  i . "okay  Thomas jeg håber du har ret, for du kender konsekvenserne vis  i to fejler!!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...