Be my best bro again

Thomas og Dylan var engang bedste venner men nu er de bedste fjender, som hverken kan være i det samme rum eller snakke sammen uden at nærmest slå hovederne af hinanden, men hvad sker der når Dylan kommer tætter og tætter på de mange problemer som Thomas er udsat for? kan de nogensinde blive enigene om en løsning mod de forskellige opgaver om liv og død elle vil de opgive deres kamp mod de mennesker som er efter dem og miste deres familier? kan de overhovedet rede deres venskab eller vil de forblive fjender for alt tid?

22Likes
13Kommentarer
2525Visninger
AA

8. Hvorfor mig

Vinden rav i mig imens jeg stod og ventede, kulden havde fåret mig til at ruste som en lille gris. Vinden bliv kraftigere og væltede mig næsten om kuld og bliv nød til at holde mig langs betonvæggen for ikke at vægte,  rustende tog jeg hænderne ned i lommen for at få en smule varme. "sommeren er ikke hvad den har været" visker jeg rystede på hovedet, jeg tjekkede klokken endnu en gang. 19:55.  Jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente af Taylor, jeg mener han var slet ikke et ude menneske så hvorfor i alverden ville man mødes her? havde han mon også spurgt Mike?  hvorfor havde han ikke bare ringet? det var så mange spørgsmål som jeg ikke kunne finde svar på. han havde virket så underlig.  

Mørket sank sig langsomt over byen, Taylor var  stadig ikke kommet,  bag mig kunne jeg høre gyngerne svige i takt til træernes blade som raser  i mod hinanden. Jeg stod musse stille i mørket og prøvede at få varmen. Jeg kiggede  endnu en gang på klokken 19:59 jeg sukkede og satte  mig ned på den kolde jord og samlede mig i en klump og håber på at få varmen. " Hvorfor i alverden sidder du der nede?" det giver et sæt i mig da en mørk hæs stemme begyndte at snakke til mig, jeg kiggede op og for øje på en sort skikkelse,  " jeg prøver at holde varmen" sagde jeg til sidst, han mumler et eller  andet i mens han stod uroligt, jeg begyndte selv at blive usikker. Måske skulle jeg slet ikke mødes med Taylor jeg mener skikkelsen havde bredere skuldre og var en smule højere end ham, derudover havde Taylor længere hår. skikkelsen smed en taske på jorden, "tja lommelygten er lige pludselig blevet en genial opfindelse syndes du ikke?" sagde han og tænde lygten og lyste over mod gyngerne, jeg nikkede stille selvom jeg godt vidste at han ikke kunne  se mig.

Efter et par minutter stilhed, faldt  lygtens lys på mig, jeg kneb øjnene sammen og prøvede at dreje hovedet for at formindske lysstyrken, skikkelsen fjernede lyset fra mit ansigt og satte sig ved siden af mig, jeg sukkede  dybt men usikkert, mine hænder ryster stadig men denne gang er jeg ikke sikker på om det er begrund af kulden eller usikkerhed.

 "Altså jeg var ikke sikker på om du overhovedet vil komme, jeg mener din mor plager ikke at være så vil med at du snuser rundt om aften efter den gang med bilen men på den anden side så plager du ikke at tage højde for hvad din mor mener"  jeg kunne godt genkende episoden med bilen, den var rimelig svær at glemme for selvom at jeg kun var 12 år gammel på det tidspunkt og at mine forældre aldrig nogensinde havde fortalt mig at det var strengt forbudt at tale med fremmede og endnu være at spørgere om et lift hjem, men der var kun en som vidste hvad der var sket.

det gav et sæt i mig da det gik op for mig hvem det sende den besked  mit hjerte slog dobbelt så hurtigt end normalt da jeg vendte mit hoved og stiger på personen ved siden af mig.  jeg rejste mig hurtigt " Hvorfor i alverden skrev du ikke dit fulde navn i den lorte besked Thomas!, hvorfor vælge det brugernavn!!" jeg kunne mærke vreden langsomt sige, Thomas begyndte at le en smule og rejste sig op, "ville du komme vis du vidste hvem jeg var?"  

jeg knyttede mine hænder langsomt og sukkede samtidig med at jeg prøvede at slappe mere af, "hvad tror du endelig selv? jeg mener ville du komme vis rollerne var blevet byttet om? vis det var dig som er blevet udsat for buksevand, konstante lede kommentar, mælk i skole tasken, låst inde på  i flere timer og 1000 andre ting som stadig piner mig!" sagde jeg ved godt at Thomas var ligeglad med alle de ting,  han tænker kun på sig selv frem og aldrig på andre, det var dog ikke en evne som han altid havde haft, jeg mener da vi var små spurgte han mig virkelig tit om alt var okay , han klappede mig ryggen når han sagde farvel, og vi snakkede næsten altid sammen efter skole om alt muligt lort, men nu  han hjerteløs, hård og ikke vær at samle på!

"jeg ville komme Dylan og det ved du godt" siger han med en stille stemme, denne gang var det mig som begynder at le, "du lyver" ler jeg og begyndte at gå min vej uden så meget som at se tilbage en eneste gang, der gik dog ikke længe før at jeg kunne høre skridt og se det svage lys fra lommelygten komme nærmere og det værre ikke længe før at Thomas igen stå foran mig, jeg standsede og løfter det ene øjenbrun "okay du har ret, men du er anderledes, du ville altid hjælpe" han længte sig op af lygtepælen hvilket fik hans ansigt til at lyse op, hans lyse brune strithår sad som altid, hans blå trøje og læderjakke virkede for bad boys artig, hvilket var for meget efter min smag, jeg kiggede ned på mine beskidte sko og probber hænderne ned i lommen

 " ikke for at lyde som en total idiot men vis du så lå halv død et eller andet sted skal du nok ikke regne med min hjælp" sagde jeg og følte mig et øje blik som ham. og vis jeg skulle være ærlig var det ikke den fedeste oplevelse    "ha den sad, men du vil nok heller ikke lige være den første jeg ville kalde på du vil være de sidste" hans brede smil gjorde mig utilpas,  " vis jeg var den sidste hvorfor er jeg så her?" spøgsmålet havde  presset på længe og bare  ventet på det rigtige tidspunkt at spørgere,  jeg møder  Thomas mørke brune øjne i mens han kom  nærmere,hans ansigt bliv  mørkere for vært skridt han tog lige som den personlighed han raner rundt med!  "hvor jeg glad for at du spørger, for ser du ligger og roder med nogen ting for tiden, ting hvor jeg mangler en hjerne, og en dag så tænkte jeg på den dag hvor du hjalp mig ned at få fingeren ud af  sodavands flaske " "okay for det første var jeg 9 år gammel og for det andet det var bare logisk tænkning!" sagde jeg og lagde armene over kors " og? du har altid været den klogeste Dylan, fat det nu!"  jeg nikkede  stille og tripper  en smule på fødderne.

Vinden havde  endelig lagt sig,  klokken nærmede sig 22:00 inderst inde fattede  jeg ikke hvorfor jeg ikke bare var gået for flere timer siden, men jeg kendte  også mig godt nok til at jeg  aldrig nogensinde  kunne finde på at gå fra en person som ikke på noget tidspunkt havde lavet en hentydningen til at samtalen er forbi. Thomas kiggede længe på mig uden at sige så meget som en lyd hvilket var  meget usædvanligt fra hans side af eller det var det.

"når vil du hjælpe mig?" Thomas lod  rimelig selvsikker  jeg var dog ikke sikker på at jeg overhovedet havde lyst til det, jeg mener fortjener han det?  jeg rystede på hovedet uden endelig at tænke over det. jeg fik øjenkontakt med ham og møder hans stamme og kolde blik, jeg kiggede længe på ham som om jeg er en eller anden total freak jeg sukkede  et par gange,  " fint men bare så du ved det er det ikke med fri vilje jeg gør det!" siger jeg  " what ever, men så ses vi i sidste pause i morgen, kom for gud skyld alene!!"  han gik  forbi mig uden endelig at sige farvel, jeg rystede  langsomt på hovedet  og begyndte  at gå med lange skrid hjem hvor jeg allerede havde  fortrudt at jeg overhovedet kom og ikke mindst sagde ja.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...