Be my best bro again

Thomas og Dylan var engang bedste venner men nu er de bedste fjender, som hverken kan være i det samme rum eller snakke sammen uden at nærmest slå hovederne af hinanden, men hvad sker der når Dylan kommer tætter og tætter på de mange problemer som Thomas er udsat for? kan de nogensinde blive enigene om en løsning mod de forskellige opgaver om liv og død elle vil de opgive deres kamp mod de mennesker som er efter dem og miste deres familier? kan de overhovedet rede deres venskab eller vil de forblive fjender for alt tid?

22Likes
13Kommentarer
2510Visninger
AA

15. Hvem havde gættet det

Selvom at køreturen er lang, nyder jeg faktisk at sidde og kigge ud  af det store bus vindue, Træerne er store og grønnere end der hjemme, naturen er ikke fuldt med McDonald's poser, plastisk flasker, hundelorte og hvad ellers der nu ligger og flyder på jorden. Foran mig sidder Thomas og skriver i bogen, jeg undrer mig en del over hvad han for skrevet, men hver eneste gang jeg prøver at læne mig forover lukker han den i og kigger fornærmet på mig. Bussen stopper en 10000 gange og mange forskellige folk kommer og går fra bussen, men jeg kigger ikke på nogen af dem, i stedet fokusere jeg på udsigten.

Efter som timerne går, går det op for mig at Thomas og jeg ikke har sagt et ord til hinanden   men på den anden side hvad skulle vi snakke om? det eneste vi havde var fortid og det var ikke lige for de at vi havde det bedste forhold nu og vis Thomas ikke havde ud hvilket  sig til en pisse irriterende  bad ass som kun er ude på at ødelægge  mig og mine venners liv og vis jeg ikke var blevet til en nørd som stort set bruger alle dag timerne foran computeren for at spille og snakke sammen med Mike og Taylor, tror jeg sgu ikke at vi havde sat ved siden af hinanden  og talt om alle de minder vi havde skabt sammen, jeg mener der er nok en grund til at vi ikke sidder sammen!  men vis jeg skal være helt ærlig ville jeg faktisk ønske  vi stadig var bedste venner, for selvom at jeg har Mike og Taylor vil det aldrig nogensinde blive det samme!

Bussen stopper endnu en gang og jeg kigger som sædvanlig ud af vinduet som så småt begynder at danne små dråber, jeg kan hører at Thomas er ved at lyne tasken men jeg ignorerer det og ligger min albue på en lille vindueskarm eller hvad det nu hedder og slapper af. Men der går ikke længe før at Thomas prikker mig op armen og gør tjen til at vi skal stå af, Jeg sukker en smule og prøver at tage mig sammen til at tage taksen ved siden af mig og gå ud af bussen.

Da bussen kører sin vej, smider jeg tasken og kigger på Thomas og venter på at han fortager sig et eller andet, men han står bare og glor bare ned på fortovet, jeg sætter mig ned på stenen bag os og sukker en smule da jeg mærker små dråber på min hud, " når kunne dine tynde svage ben ikke holde til at stå op mere?" Thomas har vent sig om og sender mig et skævt smil. jeg ruller med øjnene og kigger vej fra ham og for øje på små skole børn kommer gårdene  på en lang række iført deres små skoleuniformer, de to bagerste drenge  holder ikke i hånd ligesom alle de andre der imod giver de hinanden en lammer en gang imellem samtidig med at de griner og pjatter. jeg ser kort over på Thomas som også har fåret øje på dem, han smiler en smule selvom at det er nemt at se at han prøver at skjule det!

jeg rejser mig op og stiller mig ved siden af ham "kan du huske da vi plejede at gør sådan noget?" siger jeg og ligger armen ubevist på hans skuldre, han nikker stille "lærerne var ved at slå og ihjel!" siger han og fjerner min arm og går en smule væk.

igen kommer der en akavet stemning imellem os og selvom jeg budte være ligeglad, være vred pga. alle de ting han har gjort i de sidste par år, men jeg er ingen af delene for selvom at jeg ikke havde lyst til at hjælpe til at starte med og selvom at han loggede mig i en fælde og alt det der har denne her tur in til videre ikke kun været dårlig, jeg mener selvom at en eller anden mand har tortureret mit værelse og truet mig og med at dræbe min familie har jeg også fundet ud af at Thomas ikke har et hjerte af sten han er stadig utrolig følsom (selvom at det ikke var tilfældet  med hans mor) måske er der stadig  en del af den gamle Thomas der inde et sted. jeg mener hvorfor skulle han ellers skrive alt ned i den der bog? men der var kun en måde at finde ud af det på selvom at sidste gang jeg prøvede at komme tæt på ham var han ved at slå mig i hovedet med bøger og nærmest dræbe mig men hans ondskabsfulde blikke var det forsøget hver

jeg træder over tasken og går stille over til ham, mit hjerte begynder at banke hurtigere, mine ben summere og mine arme bliver svære at bevæge, det er næsten som om at min krop prøver at fra tale mig til at gøre det, men jeg bliver nød til at vide det og vis det ikke virker så har jeg i det mindste en undskyldning for at vi kan komme videre!

"Ømm jeg har lagt mærke til at du skriver en den hvide bog,"  stammer jeg

"ja og?" hans stemme lyder irriteret og afvisende men jeg giver ikke om

" tja jeg ved ikke, kom bare til at tænke over om du havde en dagbog kørerne"  jeg kan mærke nervøsiteten i hele min krop, han vender hovedet og stirrer på mig

"kan du ikke være ligeglad"  jeg nikker stille til ham, og tænker over om jeg skulle fortælle ham at jeg har kigget i bogen, men jeg ved også at han ikke vil blive særlig glad, men måske kunne det også få ham til at åbne kæften!

"hvad nu vis jeg.." begynder jeg og har arrede  der fortrudt at jeg overhovedet begynde på sætningen men som altid kan jeg ikke holde  min mund "hvad nu vis jeg fortæller dig at jeg tilfældigvis læste et par sider i bussen som underligt nok omhandlet os" automatisk går jeg lidt til side og prøver at undgå hans ansigts udtryk men kan nærmest mærke dræber facet komme nærmere, "DU GJORDGERE HVAD" råber han, hans stemme laver et enormt ego på den stille vej og for mine ben til at ryste mere end de gjorde i forvejen, og selvom at det lyder totalt åndsvagt at være bange for ham, kan jeg ikke gøre for det.

Jeg kan hører hans skrift komme nærmere, og der går ikke mange sekunder før at han står lige ved siden af mig med knyttet hænder, men til min overraskelse sukker han bare og tager begge hans hænder ned i lommen. Jeg kigger chokket over på ham og prøver at finde ud af hvad jeg skal sige som Thomas kommer mig i forkøbet " okay hør, vis du lover mig at du aldrig nogensinde vil fortælle det til nogen som helst, skal jeg nok sige hvorfor jeg skriver i bogen" han kigger ned i jorden og sparker en lille sten ud på den halv våde vej. Jeg bider tænderne sammen og nikker stille og åbner munden for at sige noget men når ikke at sige en lyd for at Thomas igen kigger på mig og forsætter det hvor han slap " men vis du så meget som siger et ord om den bog så sværger jeg at du aldrig nogen sinde kommer til at se dem du elsker igen, jeg vil begrave dig levnene og  derefter finde dit lig og smide det foran din mor hvorefter at jeg vil kvæle hende imens din far bliver tvunget til at skære dit lig op, samtidig med at han skal glo på hans kone dø!!!  han råber nærmest af mig og truer med hans finger hvilket bare er barnligt, men siger ingen ting og nikker bare stille, og gør alt hvad jeg kan for at virke mandig og af slappet

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...