Be my best bro again

Thomas og Dylan var engang bedste venner men nu er de bedste fjender, som hverken kan være i det samme rum eller snakke sammen uden at nærmest slå hovederne af hinanden, men hvad sker der når Dylan kommer tætter og tætter på de mange problemer som Thomas er udsat for? kan de nogensinde blive enigene om en løsning mod de forskellige opgaver om liv og død elle vil de opgive deres kamp mod de mennesker som er efter dem og miste deres familier? kan de overhovedet rede deres venskab eller vil de forblive fjender for alt tid?

22Likes
13Kommentarer
2499Visninger
AA

16. Hemmeligheder er til for at blive af sløret

Thomas sukker et par gange og samler den ene taske op og begynder at gå, jeg samler den anden taske op og løber efter ham, "hvor er vi på vej hen?" spøger jeg uden at tænke over det, siden vi stod af bussen har han virket stille. endda alt for stille. Og selvom at jeg sikkert bare skulle nyde det så længe det varede kunne jeg ikke rigtig lade være med at tænke over hvorfor? "vi skal gå et bar kilometer hen til tog stationen hvorefter at vi  tager til jersey" jeg så på ham men overraskende på ham, han kunne da ikke seriøst mene at jeg skulle til at gå så langt, selvom at jeg ikke rigtig vidste hvor langt der var!. men vis der var en ting jeg havde lært om ham var det at han aldrig nogensinde lavede sjov når det omhandlede om at lave motion.

"hvor er vi så nu" Jeg aner ikke hvor alle de spørgsmål kom fra men jeg er på en måde glad får at jeg får spurgt "altså lige nu et vi i en lille by ved navn Ramsey" jeg nikker stille jeg vidste godt hvor Ramsey sådan ca. lå for selvom at jeg aldrig nogensinde havde være her så var geografi et af mine bedste fag så jeg burde vide at Ramsey er en by som ligger tæt på Mahwah som teknisk set  ligger i toppen af  new jersey. Thomas stopper op ved et lille gult hus med sort tag han kigger længe på det men siger ikke rigtig noget, jeg kigger mig omkring og for øje på de visne blomster og den overfyldte postkasse, jeg kigger nærmer på post kassen hvor navene  Mark Sangster og  Ava Sangster står med slidte bogstaver,  jeg bøjer mig forover for at være helt sikker på at  det ikke bare er noget jeg forstiller mig, men da det går op for at det er fandt kigger jeg over på Thomas som har sat sig på den lille betontrappe.

Jeg sukker og sætter mig ved siden af ham, han ser ned i jorden og sukker et par gange før at han  ser på mig med tåre i øjnene, jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre jeg mener jeg tror aldrig at  jeg har set ham sådan,

 "det skal nok gå okay" siger jeg til sidst og sender ham et lille smil men han ryster bare på hovedet "Ava har altid været fars yndlings, og da de begge flyttede begynde min mor at drikke mere og mere,  jeg sagde det ikke til nogen i meget lang tid. Men da Hr Jacobsen begynde at spørge ind til de mange blå mærker på min arm, fortalte jeg ham det hele!, jeg sagde at min mor aldrig rigtig talte til mig og vis hun gjorde så råbte hun og slog mig jeg fortalte at hun bare sad på sofaen og drak dagen lang. Hr. Jacobsen fortalte det til myndigheden og som sende mig væk end til hun var rask, Så jeg flyttede ind her, det var min far som kørte mig i skole hverdag og lavede mad til mig men vi snakkede aldrig sammen, man mente at det var min skyd at min mor var blevet syg, Ava prøvede som den eneste at hjælpe mig, men jeg afviste hende og lukkede mig mere og mere inde"

Jeg vidste ikke at Thomas' familie havde det sådan med hinanden, jeg mener jeg husker dem altid som glade og åbne mennesker, det var endda Mark som førte mig ind til spille verden da jeg så ham spille world of warcraft, Ava var altid så imødekommen og virkelig klog, hun hjalp flere gange med  Thomas og  mine lektier men at Mark og Tasha var gået fra hinanden og at hun var begyndt at drikke som et svin og at Thomas boede i hos hans far havde jeg inden ide om " Hvor er din far og søster så nu?" jeg vidste godt at han måske ikke havde lyst til at svare men jeg kunne ikke finde på noget andet.

Thomas kiggede på mig og smilte skævt, " da min mor blev alkohol fri flyttede jeg tilbage og 1 år senere fik jeg en mail fra Ava hvor hun fortalte at far havde mødt en eller anden dame fra Luxembourg og flyttede der til om mindre en måned, det er det sidste jeg har hørt fra dem" han rejste sig op og børstede skidtet væk fra hans lår og bagdel. Jeg prøvede at for stille mig at min far ikke kontaktet mig i flere år men det var svært, for min far og jeg havde et rigtig godt forhold til hinanden og jeg kan ikke forstille mig ikke sidde sammen og se et eller andet latterligt tv program sammen eller have vores små manne ferier som han kalde dem.

"nå nå men vi skal videre" siger han og kyser vejen og forsætter ligeud, jeg løber efter ham og for indhentet de få meter imellem os på kort tid "men vis alt det er skete hvorfor spurgte du ikke nogen af dine 132 venner om hjælp, eller i det mindste fortalte dem hvad der forgik? hvordan kunne du gå på gangene uden at brude sammen?" jeg måtte bare vide det, for jeg var godt klar over at han dannede sig et slags pokerface men jeg tvivler  på at han kunne være så god til det!

"FATTER DU DET IKKE" råbte han, han vender sig om i mod mig, hans tårer begynder at trille den af hans kinder, jeg træder en smule tilbage og tørre  det  spyt af  som klistret sig fast til min pande,  " jeg har ingen venner" siger hans stille og sukker "altså ingen rigtige venner, jeg mener ingen jeg kan dele sådan noget med"  jeg prøver at forstå hvad der endelig forgår, jeg kan næsten ikke forstille mig at den populære dreng ikke har nogen bedste venner overhovedet!  altså alle de gange jeg har været i kantinen og tilfældig  er gået forbi Thomas bord som næsten altid er om ringet af rasten af fodbold holden og alle cheerleaderne i deres blå og sorte uniformer, de  alle grinede altid og lavede alle mulige underlige ting som på en eller måde var sjovt.

Han sætter sig på den lille pæl ved siden af busken, jeg stiller mig foran ham, "okay måske, spørgere jeg urolig dumt men det bliver ret svært at forstille sig!" jeg krydser mine arme  "jeg ved ikke?, dengang vi hang ud prøvede vi altid at blive populær, men da jeg blev det var det ikke som jeg forstillede mig, man knytter sig ikke på samme måde med dem man hænger ud med, vis man viser sine føler bliver man smidt ud ag gruppe!" jeg nikker til ham, for selvom at jeg aldrig nogensinde har prøvet at blive en del af deres gruppe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...