Be my best bro again

Thomas og Dylan var engang bedste venner men nu er de bedste fjender, som hverken kan være i det samme rum eller snakke sammen uden at nærmest slå hovederne af hinanden, men hvad sker der når Dylan kommer tætter og tætter på de mange problemer som Thomas er udsat for? kan de nogensinde blive enigene om en løsning mod de forskellige opgaver om liv og død elle vil de opgive deres kamp mod de mennesker som er efter dem og miste deres familier? kan de overhovedet rede deres venskab eller vil de forblive fjender for alt tid?

22Likes
13Kommentarer
2506Visninger
AA

3. Han lygter din frygt

Efter den langtrykkende time smutterTaylor og jeg ud af den smalle dør så hurtigt vi kan, i total stilhed går vi hen til det samme skab som tidligere, igen af os ved ikke med 100% hvorfor vi går der hen, men af en eller anden grund endte vi altid ved det forbandet skab, det er ligesom vores mådepunkt eller hvad man nu skal kalde det, " hey dude hvor er Mike?" Taylor  så forvirret ud i mens han kigger sig omkring og gentog  spørgsmålet,  jeg længer  mig op af det blå skab og trækker på skulderen " han er sikkert på vej" jeg ved ikke hvad jeg ellers skal sige. Vi sidder længe uden at sige et ord til hinanden og venter,  og efter et par minutter stille han sig op og vinker, det går ikke op for mig at Mike kommer gående hen i mod os, før at han står foran mig og smiler "sorry prøvede at undgå at komme i problemer med" inden at han noget at sige mere afbryder Taylor ham " så du hentyder til at du gemmer dig for Thomas og resten af gruppen,  så du slipper for at blive slået?" Taylor´s dybe stemme lyder ikke bare vred men også irriteret, Mike retter en smule på sine briller og nikker stille til ham. Jeg rejser mig op og klapper Taylor på skulderen og sukker " de slår ikke bare, de stjæler, kaster med ting, og hvad de nu ellers kan finde på" jeg ser over på Mike og som nikker endnu en gang.

Mike sætter tasken på gulvet og sukker dybt,  jeg  prøver at få et lille smil frem for at skabe en lidt mindre akavet stemning,  men selvom at jeg prøver hårdt på at få dem til at smile, bare en lille bitte smule kan jeg ikke få noget som helst ud af dem. En pinlig tavshed ramter os langsomt , jeg brugte tavsheden til at se på alle de andre elever som går forbi os, jeg for hurtigt øje på en brunet håret pige, hendes hår går langs ryggen, hun er  iført en stram kort nederdel og en pink top, hun går lige fordi os uden at se på os, så meget som 1 sekund , Jeg kigger ned på hendes lange tynde ben og ned på hendes høj hældet sko, jeg rynker en smule med banen da jeg får øje på ankelkæden på hendes venstre ankel. Det er den flotte sølv kæde der får mig til at kalde kende tøsen. Jessica  havde fåret det smykke af hendes mor i fødselsdags gave, for nogen år siden, jeg husker det tydelig for jeg var der selv, det var den dag hvor jeg møde Mike for første gang, han er en ven af familien og kom tit til sådan nogen selskaber .

Jessica for mig til at tænke på Thomas, ikke fordi at de ligefrem var venner, men fordi at det var hendes skyld at jeg ikke havde tid til ham, så man kan vel godt sige at de var fjender, de kæmpede konstant om min tid hvilket var super rat på det tidspunkt fordi jeg vidste, at det var det tætteste jeg nogensinde ville komme på at blive populær, men i dag har jeg lært at det nok er noget at det sidste man skal, gøre er at få folk til at kæmpe om en, for en dag finder de nogen andre og efterlader dig, jeg ved det for jeg er mester, inden for det emme!   

Larmen på gangen bliver minderne og minderne da 5 personer kommer gående,  jeg kigger hen på Mike som ser over på Taylor som underligt nok ser på mig. jeg turde  ikke at fjende mit blik fra Mike før at Melissa, Thomas  Felix og to andre jeg aldrig har hørt navnet på  før, går forbi. Vi står alle 3 muse stille for at undgå ballade, de kom grinede forbi os  og forsætter ned af den lange gang uden at kigge på os eller gør noget. Jeg ånder lettet op og ser forsat på de andre som gør det samme "det var tæt på!" Mike smiler skævt til mig, Taylor sætter hænderne i lommen og sukker

 "Jeg forstår ikke hvorfor i er så bange for ham"

 " Jamen du er jo selv bange for ham Taylor!" 

"Mike, Mike, Mike Jeg er skam ikke bange jeg gider bare ikke ballade!"

Selvom at jeg ved at Taylor er en smule bange for Thomas, skal der utrolig meget til for at han vil indrømme  det. Drengene bliver ved med at diskutere hvilket jeg bare finder rimelig dumt, men jeg så ingen grund til at stoppe dem, Der går et par minutter for at de holdt op, jeg kigger op på Mike, som igen ser skæmt ud, "jeg må sige at det er en dejlig følse, at jeg gør jer bange drenge!" jeg vender mig stille om og for øje på Thomas som har et velkendt smørret smil, et smil som jeg aldrig har brudt mig om,  "jamen det er da altid rat at se dig" min stemme ryster en del men jeg håber at han ikke lægger mærke til det, Thomas begynder at grine ufattelig højt uden grund,  hans mørkebrune øjne kigger på mig, hans skæve smil gør mig urolig, Thomas kommer nærmere på os, han ligner mere og mere en som skal til at slå eller noget,men da klokken ringede til time stopper han op og sukker "bare vent til næste gang jeg får øje på jer, bare vent!" Thomas vender  sig om og går sin vej. Bag mig står Mike og smiler en lille smule "det er da det jeg kalder reddet af klokken" Taylor griner  og klapper mig på skulderen "jeg har aldrig nogensinde været så glad  for at komme til biologi!" jeg sukker dybt " tja det er ikke jer som skal til samme time som ham!"  

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...