Be my best bro again

Thomas og Dylan var engang bedste venner men nu er de bedste fjender, som hverken kan være i det samme rum eller snakke sammen uden at nærmest slå hovederne af hinanden, men hvad sker der når Dylan kommer tætter og tætter på de mange problemer som Thomas er udsat for? kan de nogensinde blive enigene om en løsning mod de forskellige opgaver om liv og død elle vil de opgive deres kamp mod de mennesker som er efter dem og miste deres familier? kan de overhovedet rede deres venskab eller vil de forblive fjender for alt tid?

22Likes
13Kommentarer
2512Visninger
AA

17. Frygten for at miste

Nede på  togstasjonen stod Thomas og jeg i stilhed og ventede på toget som skulle hjælpe os med at komme til New Jersey, Thomas stod med hænderne i lommen og kiggede ned på fliserne som virkede rimelig gamle pga. de millioner af riller. jeg prøvede at finde på et eller andet at sige til ham, men jeg var stadig chokket over hans lille hemmelighed jeg havde stadig mange spørgsmål som, hvorfor er du så led mod andre elever? eller hvordan kan det være at du ikke bare har fundet et gruppe som vil være dine venner?  men han virkede sur over mine spørgsmål hvilket jeg godt kan forstå.

Da min mobil begynder at vibrere tager jeg den op af lommen, mine øjne lyser op da jeg opdager at jeg mindst har 100  ubesvaret opkald fra mine forældre og 50 beskeder fra Mike og Taylor, jeg ser  kort over mod Thomas og så tilbage på min telefon, og  undre mig over forfor jeg ikke havde mærket at den havde ringet, og hvorfor kunne jeg ikke huske at jeg havde sat den på lyd løs? jeg sukker og låser min mobil op og finder Taylors telefon nummer og trygger svagt på opkald knappen

Taylor: Hey dude hvad fuck laver du? hvorfor har du ikke været i skole? er du okay?

Dylan:  Lad mig bare sige at det er en lang historie, men ja har et fint,

Taylor:  øm okay..  faktisk bare høre om Mike havde fortalt dig om Laura, altså det der med at vi er begyndt at se mere til hende?  

Dylan:  Haha der du seriøs? jeg kan tydeligt huske at vi sad ude i skolegården i 7 klasse og så ud på årgangens piger hvor du sagde jeg skal aldrig nogensinde have en kæreste fra skolen!,

Taylor: Tja ting forandre sig ikke, men kommer du i skole i morgen, det er mega fredeligt her i tiden, for Thomas har heller ikke været her i sidste par dage.

jeg nikker stille selvom at jeg godt ved at han ikke kan se det, men vis han fandt ud at jeg hang ud med fjenden ville han slå mig ihjel, Taylor fortale videre om hvordan skolen blev et bedre sted uden Thomas hvilket bare gav mig dårlig samvittighed over at jeg ikke kunne fortælle en af mine bedste venner sandheden om hvor jeg var eller hvad jeg lavet.

Taylor:  Men seriøst hvor er du?   

Dylan :  jeg står på  Ramsey´s togstasjonen på vej til New jersey men jeg tor ikke at du skal regne med at kommer i skole i morgen for......

Mobilen fløj nærmest ud af mine hænder og landede nede ved mine foder  før jeg noget at sige mere, jeg kiggede til siden og møde Thomas blik "Hvad fanen laver du Dylan, du kan sgu da ikke fortælle hvor vi er er du blevet sindssyg!!" spyttet røg ud af munden på ham, samtid med at hovedet blev tomatrødt. Jeg blev mund lam da ham bøjede sig ned efter telefonen og fik øje på med smædet skræm. Men overraskende nok virkede den stadig men det betyd også at opkaldet med  Taylor stadig var i gang, og uheldig vis kunne Taylor høre det hele "Hallo Dylan er du der? hvem er det du snakker med, Hallo hvad fanden sker der!!!"

jeg kiggede over på Thomas med en dårlig mavefornemmelse da han tager min mobil op det øjet selvom at jeg nærmest  tikker ham om at lade være, " det er da rat at vide at du holder så meget at skolen Taylor måske kan du lære at lade være med at bagtale folk hvad er du, En pige eller bare en lille lort som ikke har nosser til at sige ting  face to face? men ved du hvad bare lad det ligge for når jeg kommer tilbage så kan du bare vente dig! jeg vil gøre alt hvad der står i min magt til at gøre dig liv til hævede specielt  vis du siger noget af denne samtale til nogen så lad være med at ringe!! farvel" Thomas gav mig telefonen og gjorde tegn til at jeg ikke skulle sige noget, så jeg rystet bare på hovedet og gik min vej.

Længere nede fandt jeg en bænk og satte mig ned, Thomas var mindst 10 meter væk hvilket jeg havde brug for at han var, jeg havde ingen ide om hvor han sagde de ting til Taylor men jeg vidste at det var forkert, men om Taylor ville hole kæft tvivlede jeg stærkt på! jeg sukke og begynde lige så stille at læse alle de bedste han og Mike have sendt som alle handle om Laura og hvad jeg lavede og ikke mindst hvorfor jeg ikke kom i skole. jeg låste mobilen og kiggede rundt på den halv tomme stasjonen og på de to toge som holde og ventende på at de kunne køre videre, jeg så ned på skinnerne om var fuldstædig  brune fra alt det rust som sad på dem. Min mobil virrede endnu en gang og fik min skærm til at lyse op  jeg sukkede og læste beskeden

Hvad fanden har du gang i Dylan!!? du skal i renge med at ringe til mig når Thomas er ved at brække din arm eller svinde din mor til eller hvad ellers han kan finde på! jeg forstår ikke hvad du laver sammen med ham men jeg vil ærligtalt heller ikke vide det! for jeg tråde at vores venskab betyd noget men du kan tydeligvis ikke huske hvorfor vi blev venner i første omgang så op i røven med det kan du have et godt liv Dylan

- Taylor

 jeg stirrede længe på beskeden og læste den igennem flere gange,  jeg kunne sagtens huske dengang Taylor og jeg spillede videospil nede i hans kældere og lavede en slags pagt som kig ud på at ingen af os nogensinde ville hænge ud med Thomas. jeg kunne høre et af de to tog begynde at kører og ikke lang tid efter kunne jeg se et nyt et komme nærmere. Jeg sukkede og propper mod min vilje mobilen ned i lommen og tårer mine våde øjne  da Thomas råber efter mig og gør tegn til at vi skal med det tog som kommer nu. og kort tid efter stiger jeg på med tanken om at jeg har mistet endnu en ven og frygten om at han vil forandre sig lige som meget som Thomas   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...