Be my best bro again

Thomas og Dylan var engang bedste venner men nu er de bedste fjender, som hverken kan være i det samme rum eller snakke sammen uden at nærmest slå hovederne af hinanden, men hvad sker der når Dylan kommer tætter og tætter på de mange problemer som Thomas er udsat for? kan de nogensinde blive enigene om en løsning mod de forskellige opgaver om liv og død elle vil de opgive deres kamp mod de mennesker som er efter dem og miste deres familier? kan de overhovedet rede deres venskab eller vil de forblive fjender for alt tid?

22Likes
13Kommentarer
2499Visninger
AA

12. En gang snydepels altid snydepels

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige,  jeg mener hvordan kunne de penge være så vigtige? selvom det er utrolig mange penge vil jeg væde med bagmændene eller hvad de nu kalder sig selv bare har gjort alt det her for at gøre os bange, jeg sukker og kigger ud over den ødelagte stue og over på hans mor som stadig ligger på sofaen eller måske er disse folk nogen psykopater  som gør alt hvad det står i deres magt  for at få fat i de penge, måske var det er bare begyndelsen, jeg længer mig og af vægen og ligger mine arme over kors samtid med at jeg sukker stille. Jeg ser over mod den hjælpeløse Thomas som kæmper for at ikke at begynde at tude som en lille pige, ubevist kommer jeg til at tænke over hvor længe siden det er jeg har set ham sådan, altså i skolen er han føltes kold og skider på alt og alle, han tænker aldrig over sine handlinger og slet ikke over de konsekvenser som følger efter den! men nu sidder han på det slidte gulv stiger ud af  det ødelagte vindue og kæmper for at holde sin sædvanlige facade,

Selvom at jeg på en måde nyder at se ham sådan men dybt inde, meget dybt inde. Er jeg sikker på at han stadig er den gamle Thomas, ham som altid var derfor mig og jeg er sikker på at vis det var mig som havde det som ham ville han hjælpe mig eller han ville i hvert fald forsøge! jeg sætter mig ned ved siden af ham  og sukker  " er du okay?" det var nok det dummeste jeg kunne spørgere om jeg mener drengen har lige mistede sin mor!  han ser ikke på mig rører ikke engang på sig han sidder der bare og lader sikkert som om at han ikke hørte mit spørgsmål, "hvordan fandt dig?" jeg prøver endnu en gang at komme igennem til ham men intet sker, stryger mine hænder mod mine lår og rejser mig op og går stille min vej, 

Da jeg er gået i gennem gangen og er kommet hen til fordøren venter jeg et par minutter for at se om han tager sig sammen og kommer ud til mig og svare på mine spørgsmål men efter 5 minutter opgiver jeg og åbner døren "Hvor er han!!" det giver et sæt i mig da en stor pumpet mand kigger på mig med dræberøjne, rynkerne i panden og det tomatrøde hoved gør ham ikke kønnere  bare mere skræmmende at se på, hans grå tank top fremhæver hans muskler. Jeg træder et par skrid tilbage prøver at lukke døren, men den lukker ikke mere en 10 cm før at mande skubber hårdt til den og går ind i lokalet,  "HVOR ER HAN!!" hans dybe stemme giver genlyd, jeg begynder ryste, sveden løber ned af ryggen og mine vejrtrækninger bliver hurtigere og hurtigere "øm j.. jeg ved i...kk..e ikke hvad d...u snakker om" jeg prøver at tage en dyb indånding men fejler , Manden går et par skrid frem samtidig med at jeg går tilbage,  sådan forsætter vi langs det rodet gulv ind til at væggen stopper mig for at komme videre, Jeg rammer den tynde beton væg hårdt da han beslutter sig for at stoppe et par cm fra mig,  han ser på mig "sidste chance, HVOR ER HAN!!"  hans ånde stinker og for mig til at skære en krammase  men tager mig sammen til at svare " hvem er denne han som du så gerne vel have fat i?" jeg kan mærke en lille form for selvsikkerhed men den forsvinder lige så hurtigt som dem kom. Manden  ryster på hovedet og trækker sig en smule tilbage, en lettet følgse  vokser inde i mig, jeg fatter ikke at jeg sagde det!  jeg mener normalt er det Taylor som er den som svare igen  men i dag var det mig, jeg smiler en smule for mig selv imens jeg holder øje med manden som atter er i gang med at smæder døren op i væggen hvorefter han smutter ud af døren.

"Han kommer tilbage det ved du godt ikke?" det giver et sæt i mig da Thomas omsider står ved siden af mig  "det eneste du har gjort er at gør ham pisse sur" forsætter han med hans hæse stemme, jeg kigger ned i jorden og nikker stille, på en måde vidste jeg det godt, jeg mener man ser det på film hele tiden at skurken bliver irretert over et eller andet  hvorefter han går fuldstændig amok. "hvem er han overhovedet?" spøger jeg

  "tja hvem er han? han er vel en af de mænd som er besat af at jeg betaler de penge, han var med til at smadre huset"

"vent lidt er der flere af dem!?"

"Ømm du troede sgu da ikke at  Cory var alene om det gjorde du!"

jeg så forvirret  på ham, hvem i alverden var Cory, jeg havde på fornemmelsen at han ikke fortalte mig hele historien om den latterlige kiste i skolegården  og nu hvor jeg tænker over det, hvem er så dum nok til at begrave flere 1000 kr i en skolegård hvor små børn leger?   

Vi står længe i gangen uden at sige noget, vinen suser ind af den ulukkede dør, jeg stirrer på himlen som er blevet mørk nok til at jeg kan se de mange stjerner, Manden kom aldrig tilbage hvilket var underligt, men jeg prøvede at lade være med at tænke på det og bare nyde stilheden omkring mig. ved et tilfælde falder mit blik ned på Thomas's armbåndsur som afslører at klokken er ved at nærme sig 03.50   jeg vidste at mor stod op ved halv 5  tiden og vis jeg ikke lå i min seng havde jeg ingen anelse om hvad hun vil gør ved mig når hun ser mig igen,  og vis jeg ikke begynde at cykle nu nåde jeg det aldrig.  Uden et ord begynder jeg at gå i gennem gangen på samme måde som sidst denne gang  var der ingen fremmede mand som braste ind mind i det hele, jeg åbnede døren  med nåde ikke længere før at Thomas tog fat i min arm "hvor tror du at du skal hen Carl smart?!" han glemmer mit håndled hård, "jeg skal hjem, min mor slår mig ihjel" jeg prøver at trække hånden til mig men uden held, "Dylan du kan ikke tage hjem, ikke nu. ikke efter at du pissede ham manden af! de kender dig nu, og de ved at du hjælper mig"

jeg kigger tomt på ham " vil det sige at den eneste grund til at du skrev var at de kunne se at du ikke var alene om det?" jeg prøver at yde hård men jeg er ikke sikker på at det virkede for det eneste han gør at nikke stille, vreden stiger langsomt, jeg vidste at det var en bagtanke med det hele, jeg vidste at jeg ikke skulle have hjulpet ham til at begynde med, en del af mig troede at han havde forandret sig lige fra den følsomme bog til mødet om aften men ingen ting  havde  ændret sig ved ham, han var stadig en bølle som elsker at se andre folk lide ham som næsten alle er bange for men det er kommer han til at fortryde for en ting er at mobbe mig  men vis de mænd røger så meget som en et hår på en af mine forældre bliver det værst for ham selv! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...