Be my best bro again

Thomas og Dylan var engang bedste venner men nu er de bedste fjender, som hverken kan være i det samme rum eller snakke sammen uden at nærmest slå hovederne af hinanden, men hvad sker der når Dylan kommer tætter og tætter på de mange problemer som Thomas er udsat for? kan de nogensinde blive enigene om en løsning mod de forskellige opgaver om liv og død elle vil de opgive deres kamp mod de mennesker som er efter dem og miste deres familier? kan de overhovedet rede deres venskab eller vil de forblive fjender for alt tid?

22Likes
13Kommentarer
2524Visninger
AA

14. Alle kan overraske

Thomas sider op af muren da jeg drejer ind af indkørslen, han smiler skævt og løfter det ene  øjenbryn da han for øje på mig, ved siden af ham ligger to blå sportstasker  jeg stiger af cykelen og går stille hen til ham, "okay hvor skal vi hen!?" siger jeg og kigger på ham "tja vi tager bussen til New jersey hvor efter vi skal vente en dag på et tog til Lancaster" han bukker sig ned efter de to takser og kaster den ene til mig, den rammer min brystkasse og lander nede på fliserne, Thomas griner af mig " nårr jo dine slappe arme ville jo knække vis du skulle bære den!" jeg sukker og samler taksen op og tager mig sammen til at gå efter ham,.

selvom at jeg var meget imod at sidde i en bus i flere timer også tilbringe en hel dag sammen med Thomas må jeg indrømme at jeg altid gerne vil tage til New jersey, men bare tanken om at høre på hans dårlige jokes og latterlige kommentar for ikke at tale om de konstante drillerier giver mig kvalme! jeg vender mig om og opdager at døren til huset stadig er åbent, vinduet er smædet og der ligger ødelagte møbler ude i den lille forhave  som engang var fin og sjov at lege på, Thomas og jeg plejede at sørøver  på græslænden vi lod som om at fliserne omkring den var havet, Thomas mor  Tasha kom næsten altid ud med nogen snacks. vi råbte og skreg af  grin, sparkede med fodbolde og lod som om at det var bomber.

Nu er græsset ikke længere grønt men nærmest brun Tasha ligger  livløs inde på sofaen  og Thomas vil aldrig nogensinde indrømme at det var en af hans yndlings lege da vi var små. Da jeg fjerner blikket var huset  er Thomas langt foran mig,  i få sekunder overvejer jeg at sakke mere og mere bagud indtil at han ikke ville kunne høre vis jeg løb min vej, men det ville også betyde at jeg skulle forklare min far hvor jeg havde været og sige til Mike og Taylor hvor jeg var hende de to første timer, jeg sukkede og begyndte at små løbe op til ham, det tog ikke særlig lang til at indhente de få meter imellem os, men jeg ville lyve vis jeg  sagde at det ikke var hård, jeg mener jeg fortrækker at spille computerspil og æde mig fed i diverse chips og slik  sammen med mine bedste venner end at tage en løbetur!

"hvordan kan det være at vi skal hele vejen til new jersey også bagefter tage til Lancaster?? ville det ikke være hurtigere at tage toget direkte til Lancaster? for ikke at tale om hvor mange penge vi ville spare, og nu hvor vi snakker om det hvordan vil du så betale for det?" Siger jeg forpustet, lige siden  han havde fortalt mig om hans lille plan havde det undret mig en del, og nu hvor ingen af os havde andet at sige så syndes jeg at det var et passende tidspunkt at få spurt  "altså vi skal mødes med en i New jersey og vi bliver nød til at hente pengene i Lancaster, og jeg har taget nogen penge fra min mor nu hvor hun ikke længere for brug for dem og så havde jeg nogen i den sparegris som jeg gravede ned for nogen år siden."

Jeg nikkede stille, jeg fattede ikke at Thomas ikke virkede mere ked af  det over hans mors død, jeg tror selv at jeg ville tude mig selv halt ihjel bare ved tanken om at det endelig var min skyd at hun blev dræbt, jeg mener vis Thomas ikke havde rodet sig ud i så meget lort så ville hun stadig være i live! men jeg spurgte ikke mere ind til det og forsøgte at holde det gravende tempo,   Jeg kom til at tænkte på noten som ham Cory fyrren havde plantet på mit værelse eller det som engang var mit værelse, jeg prøvede at lade være med at tænke på alt det som kunne gå galt på turen jeg mener vi kunne komme så meget op at skændtes at Thomas ville efterlade mig (det havde jeg prøvet før) eller vi kunne løbe tør for transport penge, dø af slut eller det allerværste at vi ikke noget det inden de 48 timer!  "så er vi her" Jeg kigger op på Thomas som peger på bus skiltet, han sætter sig på bænken ved siden af  og smider fødderne op på tasken som han har smidt foran sig. Jeg sætter mig i den anden ende af bænken og prøver at virke afslappet men fejler totalt.

efter noget tid begynder min mobil at summe, Thomas stiger på mig "sig ikke til mig at du har fortalt nogen hvad du laver!!" hans stemme er hård  jeg ryster bare på hovedet og  tager mobilen op til øret

"Hej Mike Hvad så?"

"hvor er du Dylan? Taylor har nogen ufattelige nyheder!"

" Ømm jeg havde brug for en fridag," jeg kunne mærke Thomas's smørret grin i nakken

"det skal der også være plads til, men så skal jeg nok lade være med at forstyr"

i baggrunden kan jeg høre  to personer snakke men kunne ikke finde ud af hvem det var men jeg vel gætte på at det var Taylor og en eller anden for hvem skulle Mike ellers snakke med? Jeg ligger på uden så meget som et ord, "Det er da ret at de at de bekymre sig" Thomas har lænet sig forover og ser på mig, jeg trækker på skulderen og lægger mobilen ned i lommen og ser væk og ud på vejen som underligt nok er fuldstændig øde.

Nogen minutter efter holder der en rød bus foran os, da jeg rejser mig op for at gå ind har Thomas allerede fundet et sted at sæde,  han gør tegn til at jeg skal side ved siden af ham men jeg sætter mig ved sædet bagved fortætter med at stiger ud på det så kaldte landskab. Bussen begynder at køre, sæderne er overraskende behagelig at side i og selvom at der sidder en del mennesker så er der pænt stille hvilket ikke gør noget. Kigger på digital uret i min telefon som viser at klokken er 12:00 jeg sukker og kigger ud på befolkningen som består at mordere med spædbørn eller gamle mennesker. Vi køre forbi millioner af huse og rundt i en del rundkørsler krydser ufattelig mange lyskryds, mange personer stopper bussen for at stiger af og lige så  mange stiger på, jeg  kikker over på Thomas som er faldet i søvn op af vinduet hvilket måske var grunden til at han var så stille, jeg for øje på taksen ved siden af ham, den er halvt åben og afslører at han har taget noget tøj med, en pund og en alt muligt andet skrammet som sikkert er ubrugeligt, jeg kikker længe ned i tasken og ligger mærke til en lille bog som havde en hvid baggrund med to små skyer skyggerne kiggede begge to op på bogens titel som stod med store røde bogstaver  " if you want to be my friend, so save me from the dark" jeg løfter det ene øjenbrun og smiler for mig selv da det går op for mig at det er den bog jeg fandt under bogreolen på bibliotek da jeg stødte in i ham.

Jeg rejste mig forsigtigt op og prøvede at holde belangsen, jeg holdte vejet i mens jeg bøjede mig forover for at tage fat i bogen, kanten af  sædet for an mig knasede  sig ind i mit bryst, jeg fik fat i den tynde bog og satte mig tilbage på sædet hvor efter at åbnede den og begynde at læse

 Kender du følelsen af at miste?

 Følelsen af at mangle det bedste.

Smerten af hjertet der brister

og kun det mørke rum der frister

så kender man følelsen af at miste en ven

Nede under digtet er der et billede af to drenge,  drengen til venstre har dette her korte mørkebrune hår mens den anden har lidt længere og lysebrunt , de er begge iført blåt og hvid stribet fodbold tøj på, himlen bag den er helt sky fri, i baggrunden står der nogen mål og man kan lige få øje på nogen andre om spiller, nede under billedet står teksten Dylan og Jeg på fodboldlejer = den bedste tid nogen sinde

jeg smiler en smule, jeg husker tydeligt sommerlejeren, vi var 8 dengang jeg tror aldrig nogensinde at jeg fik så mange blå mærker og hudafskrabninger som den sommer. Jeg går videre til side to hvor flere digte og billeder dugger op, billeder af mig og Thomas, billeder som er fuldt med minder lige fra første skoledag til camping ture, halloween,  det giver et sit i mig da Thomas begynder at bevæge sig jeg smider nærmest bogen fra mig og til mit hæld lander den i tasken inden han vågner, han kigger kort på mig over efter   han kigger ned på gulvet, jeg smiler og længer mig tilbage i sædet, Bare tanken om at Thomas havde lavet  en form for bog af  vores venskab med billeder af nogen af de bedste  minder vi havde sammen. Så det var det han mente med at han huskede det hele, men hvorfor havde han samlet det hele i en bog?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...