Hvad nu hvis... Hvis nu hvad?

Ja, hvad nu hvis... det er ord, man ofte hører, når der skal sættes spørgsmålstegn ved et eller andet. Men hvis nu hvad? Det er i virkeligheden livets store spørgsmål. For hvad skal der sættes spørgsmålstegn ved, og hvad fortjener at få lidt opmærksomhed? Jeg ved det ikke, men her vil jeg lægge mine middelmådige essays ind. Det er nok et fåtal af teksterne, der vil være samfundskritiske, men hvad så? Hvis nogen af teksterne kan skabe bare lidt opmærksomhed om de emner, de omhandler, ja, så er deres formål tjent.

7Likes
9Kommentarer
1399Visninger
AA

14. Universet

 

Universet, mennesket og evnen til at tænke, det er alt, der behøves for at stille et af livets største spørgsmål: Hvad nu hvis vi ikke er alene? Dette spørgsmål er omtrent ligeså gammelt som menneskeheden selv, og det er først inden for de sidste årtier, at vi virkelig har fået muligheden for at finde et endeligt svar.

I dag søger forskere, astro- og kosmonauter, kæmpe satellitter og andet højteknologisk udstyr efter svaret, men hvis sandheden skal frem, så har vi aldrig behøvet smarte dimser for at udforske muligheden for liv i rummet.

Tanken om, at mennesket ikke er alene blandt stjernerne, har fascineret tænkere, filosoffer, forfattere, digtere og mening mand i længer tid, end vi kan huske tilbage. Fascination er da heller ikke opstået ud af ingenting og uden god grund, for hvad nu hvis vi faktisk ikke er alene?

Hvad ville der ske, hvis mennesket mødte en anden intelligens race et sted i rummet? Umildbart kan jeg ikke forestille mig, at det ville blive den store succes, der er alt for mange ting, der kan gå galt. Forskerne ville gå amok, medierne ville oversvømmes af reportager om denne ny fundne race, statsoverhovederne ville gå i panik.

Ville de sætte militæret ind? Eller ville de have nok i at bekrige hinanden? Det er ikke til at sige, og det er skæmmende. I løbet af ganske få øjeblikke ville en enkelt handling kunne kaste hele planeten ud i krig, og det er langt fra sikkert, at mennesket ville vinde – og hvis vi kom ud som sejerherre, hvilke pris ville vi så have betalt?

Tager vi derimod et skridt tilbage og kigger på den anden side af sagen, den drømmende og evigt optimistiske, så ville liv i rummet være den mest fantastiske ting i menneskehedens historie.

Vi kunne blive præsentret for ny teknologi, ny viden, nye kurer til vores sygdomme. Sammen med en anden intelligens race, en race, der tænker og opfatter på en helt ny måde, kunne vi opdage kuren mod kræft og demens. Vi kunne udvikle nye måder at udnytte Jordens resurser på, vi kunne redde Jorden og menneskeheden fra den totale undergang!

Vi kunne lære nye sprog, nye kulturer, nye, bedre måder at gøre tingene på. Sammen med en anden, intelligens race kunne vi genopdage uddøde sprog og sammenligne glemte kulturskatte. Vi kunne lære af hinandens fejltageler, selvom guderne skal vide, at vi langt fra er gode nok til at lære af vores egne. Der er så meget, vi kunne gøre, hvis vi opdagede en ny, intelligens race i rummet.

Indtil videre kan vi dog hverken sige, at vi er alene i rummet eller bevise det modsatte, så førnævnte tænkere, filosoffer, forfattere og digtere kan få frit spil. Menigmand kan sætte fantasien fri og håbe på det bedste, ligesom så mange andre har gjort det før os, og så mange andre vil gøre det efter os.

Der findes allerede et utal af bøger, film, tegneserie og tv-serier, der udforsker og udfordrer vores ide om liv i rummet. Doctor Who, den populære, britiske tv-serie, filmen E.T., Douglas Adams trilogi i fem bind med Authur Dent som hovedrolleindehaver og mange flere.

Nogen science-fiktionfortællinger leger med ideen om, at der er ligeså mange forskellige former for rumvæsner, som der er stjerner på himlen, og at vi bare ikke har mødt dem endnu. De venter bare på os derude, og at vi vil byde hinanden velkommen med åbne arme.

Andre science-fiktionfortællinger leger med den noget mere dystre ide om, at rumvæsnerne invaderer og overtager Jorden, udrydder menneskeheden og overlader planeten i ruiner og de få overlevende i total fortvivlelse. Den anden side af denne dystopiske fremtidsudsigt er; at det er os, mennesket, der har invaderet og ødelagt rumvæsnernes planet og levestil. En seriøs dårlig måde at få venner på!

Jeg nævnte det vist tidligere, at det ikke er helt uden grund, at mennesket overvejer, om det i virkeligheden ikke er alene blandt stjernerne.

Jeg mener, der er da ikke noget underligt i at tænke sådan, når man ser op ved nattetide og bliver mødt af tusinder, millionvis af blinkende stjerner, den klare måne og kometer, der trækker lange haler af lysende ild efter sig – selvom det også er den bedste måde at komme til at føle sig lille, alene og ubetydelig på.

Der er jo også dem, der påstår, at de har mødt og/eller set rumvæsnerne. Der er jo dem, der bruger hele deres liv på at lede efter uidentificerede, flyvende objekter; UFO’er. Der er jo dem, der påstår, at regeringerne skjuler rumvæsnernes eksistens for os af uvisse grunde – en strategisk fordel? militærrelateret? noget helt tredje?

De fleste af disse mennesker bliver set ned på af samfundet. I det øjeblik de åbner munden, bliver de kategoriseret som skøre eller sindssyge. De har rotter på loftet eller en skrueløs, de er besatte og bindegale. Nærliggende, det må man jo indrømme, det er nærliggende at tænke sådan om dem, men bare fordi vi aldrig har set et rumvæsen, behøver de jo ikke at tage fejl, vel?

Dommedagsprofetier eller håbet om en lysere fremtid. Frygten for det ukendte eller nysgerrigheden, der tvinger en til at ville vide mere. En skrue løs eller virkelig på sporet af noget stort. Ja, gør det i virkeligheden nogen forskel? I dette øjeblik: Nej, for vi kan endnu ikke sige noget med sikkerhed.

Universet, mennesket og evnen til at tænke, det er alt, hvad der behøves for at stille et af livets største spørgsmål: Hvad nu hvis vi ikke er alene?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...