Hvad nu hvis... Hvis nu hvad?

Ja, hvad nu hvis... det er ord, man ofte hører, når der skal sættes spørgsmålstegn ved et eller andet. Men hvis nu hvad? Det er i virkeligheden livets store spørgsmål. For hvad skal der sættes spørgsmålstegn ved, og hvad fortjener at få lidt opmærksomhed? Jeg ved det ikke, men her vil jeg lægge mine middelmådige essays ind. Det er nok et fåtal af teksterne, der vil være samfundskritiske, men hvad så? Hvis nogen af teksterne kan skabe bare lidt opmærksomhed om de emner, de omhandler, ja, så er deres formål tjent.

7Likes
9Kommentarer
1389Visninger
AA

10. Trådt på

 

Det er ikke, hvor mange gange du falder, men hvor mange gange du rejser dig op, der betyder noget.

Har vi ikke alle sammen prøvet at blive svigtet af nogen eller at blive tromlet ned uanset, hvad vi gjorde? Det tror jeg næsten. Det er i hvert fald svært at komme igennem livet uden at have prøvet det, tro mig. Det er lige meget, hvad det er, vi foretager os, for før eller siden vil en eller anden sige: ”Du stinker til det der, find dog noget andet at lave,” og selvom formuleringen nok er en lidt anden, vi smerten være den samme. For det gør ondt, det gør ondt helt af helvedes til. Det er umuligt ikke at føle noget, og hvis man ikke gør, så har man ikke lagt nok kræfter i projektet. Det skal gøre ondt at blive afvist eller trådt på, men det føles ikke rare af den grund. 

Vi ville nok alle sammen helst være foruden det at blive såret på den måde især, fordi det tager så lang tid at komme sig over. Sårene går dybt. Og sommetider føles det næsten umuligt at komme sig over dem, det er sådan jeg har det nu.

Jeg har, så vidt jeg kan huske, altid elsket at synge. Ikke at jeg gik rundt og sang hele dagen i børnehaven eller skolen, men jeg har altid godt kunnet lide musik. Da jeg begyndte i tredje klasse, begyndte jeg at synge i et kirkekor, de smed mig ud, fordi jeg ikke sang godt nok. Jeg kunne have givet op efter det, men det gjorde jeg ikke. I stedet begyndte jeg at få privat undervisning. Det virkede efter hensigten et stykke tid, og det viste sig, at jeg sagtens kunne synge, jeg var bare for genert til at bruge stemmen, men så brækkede min sanglære armen, og bagefter skulle hun på barsel.

I må endelig ikke tro, at jeg stoppede der. Mit næste skridt blev at begynde hos endnu en privat underviser. En af min mors kollegaers kærester skulle øve sig i at undervise, før hun skulle overtage et børnekor et eller andet sted i københavnskommune. Hun var sød, og hendes stemme var smuk. Senere mødte jeg hende igen, og indtil jeg hørte hendes stemme, var jeg ikke helt sikker på, at det var hende, men den stemme var ikke til at tage fejl af.

Jeg begyndte også at spille trompet. Jeg var ikke noget naturtalent, og der skulle arbejdes for hver eneste tone, men jeg blev ved. Jeg øvede mig næsten hver dag, og jeg gik til undervisning en gang om ugen. Det var fantastisk. Jeg følte mig levende, når jeg spillede, og det gør jeg faktisk stadigvæk.

I forbindelse med trompeten fandt vi et multinationalt børnekor, som jeg begyndte at synge med i. Jeg elskede alt ved det. Sangene, musikken, de andre børn i koret, og jeg sang med dem i to-to et halvt år, inden det gik galt. Jeg fik en depression, angstanfald og mindre psykoser, og selvom det ikke var meningen at tage noget af alt det med til kor, endte det med, at det fik mig smidt ud alligevel.

Jeg havde været syg ugen før, og min overbærenhedstærskel lå meget, meget lavt. Det endte med at jeg brød sammen, da korlæren ikke… jeg ved egentlig ikke helt, hvad der skete, og det er også lige meget …jeg gik i spåner.Jeg styrtede ud af rummet uden hverken taske eller noder, men jeg havde lige brug for at få vejret, inden jeg konfronterede dem igen. De låste mig ude, med vilje eller ej, de låste mig ude. Da de endelig åbnede døren, greb korlæren fat i mig og begyndte at råbe mig lige ned i hovedet. Jeg ved ikke, hvordan det skete, men jeg kom fri, greb mine ting og styrtede ned ad trapperne. Koordinatoren råbte ned til mig og røvede at snakke med mig, men alt, hun fik ud af det, var: ”JEG HADER JER!” gentaget igen og igen og igen. Heldigvis havde jeg nok omløb i hovedet til ikke at tage bussen hjem, i stedet ringede jeg til min far og mor og fik dem til at hente mig. Det var sidste gang, jeg var til kor.

Sidenhen blev jeg indlagt for at blive udredet. Her var de voksne om muligt endnu værre, end min korlære var den dag. De behandlede mig, som om jeg var dum, og også de råbte mig ned i hovedet. Undervisningen tog ikke højde for mit niveau, og de voksne tog ikke højde for, at jeg ikke er et gennemsnits-ikke-gennemsnits-barn og havde brug for at spille på min egen banehalvdel.

I en lang periode fortsatte jeg til trompet, indtil det hele spidsede til, men det skal jo blive værre, før det kan blive bedre, som man siger. Dem der organiserede koret, var de samme, der organiserede trompeten, og de skulle bruge min trompet, hvilket vil sige, at de kom og tog den fra mig.

Det kan godt være, at man skal rejse sig op, når man falder, men hvis man bliver slået ud hver gang, man rejser sig, bliver man altså nødt til at finde på noget andet. Gøre det på en anden måde. Være klar til at slå, før man bliver slået, det er den eneste løsning. Og imens jeg spekulere over, hvordan det skal lade sig gøre, kan jeg lige så godt blive liggende, for lige nu kan jeg ikke tåle flere slag eller at blive trådt mere på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...