Hvad nu hvis... Hvis nu hvad?

Ja, hvad nu hvis... det er ord, man ofte hører, når der skal sættes spørgsmålstegn ved et eller andet. Men hvis nu hvad? Det er i virkeligheden livets store spørgsmål. For hvad skal der sættes spørgsmålstegn ved, og hvad fortjener at få lidt opmærksomhed? Jeg ved det ikke, men her vil jeg lægge mine middelmådige essays ind. Det er nok et fåtal af teksterne, der vil være samfundskritiske, men hvad så? Hvis nogen af teksterne kan skabe bare lidt opmærksomhed om de emner, de omhandler, ja, så er deres formål tjent.

7Likes
9Kommentarer
1394Visninger
AA

5. Samtaler i mørket

 

Det er i mørket, alting begynder. Drømmene bliver til, ideer bliver skabt, angsten næres, og ensomheden forvandles til noget andet og mere. Nogen er bange for mørket, nogen føler sig trygge. Nogen føler begge dele, jeg er en af dem. For det meste er mørket min ven, det er i mørket, jeg får mine ideer. Andre gange er mørket min fjende, det skræmmer livet ud af mig. Eller rettere sagt; alt det mørket skjuler.

Før mennesket opdagede ilden, levede vi i mørket, når solen gik ned. Vi var sikkert omringet af fremmede lyde, måske var det der, frygten for mørket opstod. Man kunne jo ikke se, hvad der gemte sig derude. Det kunne ligeså godt være en ond ånd som en brunstig løve. Da mennesket fandt ud af at lave ild, kunne man jage mørket på flugt, når solen gik ned. Man kunne jage onde ånder og vilde dyr væk, alligevel forsvandt frygten ikke.

Vi fortæller historier om helte, der jager skurkene bort. Vi fortæller historier om magikere, der bekæmper de onde kræfter. Vi danser danse, synger sange og udfører ritualer for at holde mørket og ånderne på afstand. Selv i et moderne samfund kan vi ikke sige os fri. Vi er stadig bange for mørket, eller måske er det lige præcis det moderne samfund, der får os til at gøre disse ting. Når gadelygterne tændes, føler vi os trygge, men lige så snart strømmen er gået, eller vi befinder os et sted uden kunstigt lys, ja, så mærker vi frygten som en kold vind i nakken.

Det er det, der danner grobund for ideerne. Det er derfra drømmene kommer og sammen med dem mareridtene. Det er det ubevidste, instinkterne, det overbevidste, der spiller fornuften et puds. Det ligger så dybt i os, at vi ikke kan undslippe det.

Men det er ikke kun i nattetimerne, mørket stikker sin næse frem. Livet og døden. Godhed og ondskab. Lys og mørke. De diametrale modsætninger vi har sat op. Mørket er den uvished, der er efter livet, når vi dør. For hvad sker der med os, når vi dør? Det ved vi ligeså lidt som vores forfædre, det er et punkt, hvor alle mennesker, til alle tider, har været på barbund. Her sætter fantasien ind.

Det er ideen, der dukker frem af mørket. Det er de ideer, der skjuler sig steder uden kunstigt lys. De steder, hvor kun stjernernes og månens skær oplyser landskabet. Det er på disse tidspunkter, historierne dukker op. Det er i mørket efter døden, livet bliver til. Det er i tomrummet, alting opstår. Det er på de tidspunkter, hvor alting opstår, hvor mørket er min ven. Det er der, trygheden er.

Men mørket efter døden er også det sted, hvor alting nedbrydes. Drømme bliver til mareridt. Ideerne bliver flået fra hinanden. De ramler sammen, bliver afvist, forsvinder sammen med trygheden. Nervøsiteten sniger sig ind på en, den forvandles til frygt, en frygt, der ikke kan jages væk af gadelampernes skær.

Det er på de tidspunkter, man må forvandle sig til en magiker. Man må som de første mennesker frembringe ilden. Som helten jage skurken bort. Det er svært, men det er vigtigt. Det er også vigtigt at huske, at man ikke er alene. Hverken i mørket eller tomheden imellem liv og død. Der vil altid være en anden. En ven, en hjælper. Vi behøver ikke være alene. Ligesom heltene og magikerne i vores fortællinger, har også vi ret til en makker.

Mørket kan bruges til ens fordel. Man kan kamuflere ens følelser, skjule kropssprog og ansigtsudtryk. I nattemørket er det muligt at føre en samtale med et andet menneske, som ville have været umulige at føre i dagslys. Man kan tage alvorlige emner op og få dem til at føles en anelse mindre alvorlige. Man kan ligge side om side under dynen i den bløde seng, og imens stjernerne blinker over hustagene, og gadelygterne kaster skygger ned af barndomsgaden, kan man diskutere livets store spørgsmål uden at skulle se realiteterne i øjnene.

Det er muligt for mig at dele mine inderste, mest private følelser med dig. Du kan dele dine hemmeligheder med mig, eller vi kan dele dem med monsteret under sengen og feerne bag ved stjernerne. Vi kan såmænd ligefrem høre monsteret og feerne svare os, og pludselig springer vi tilbage i tiden, vi sidder om lejerbålet med vores forfædre. Måske hopper vi endda endnu længer tilbage, tilbage til de første mennesker, der sidder trykket sammen i en klump for at holde varmen og for at føle trygheden ved kropskontakt.

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg sommetider rejser i tid og nogle gange i sted. Andre gange rejser jeg bare ind i mig selv. Ind i mit eget eventyrland, der normalt er omgivet af tomrummets mørke, men om natten oplyses af månen og stjernerne og min indre magi. Det er på dette sted, alle ideerne bor, før de bliver til ideer. Det er her, drømmene gror, inden de fylder nattesøvnen. Og det er her, mareridtene lusker rundt i skyggerne.

Men det er også her, hylderne, der indeholder alle mine kremerede ideer, står. Det er her, glasskårne efter en mislykket ide står samlet i et gyldent syltetøjsglas. Lige ved siden af disse hylder, står gravstene så langt øjet rækker. Helt ud til horisonten strækker monumenterne over fortidens drømme sig. Det er på dette sted, alting opstår, og det er på dette sted, alting forgår.

I virkeligheden er det nok hverken monsteret, feerne eller det ukendte, der skræmmer os mest. Det er heller ikke de onde ånder eller de vilde dyr. I virkeligheden er vi nok mest bange for os selv. Ikke den side vi viser frem i løbet af dagen, ikke den side vi ser hos hinanden i den kunstige belysning, de sider kender vi. Vi kan lide dem, de gør os trygge. Det er siderne, der kun kommer frem, når det er mørkt, vi frygter.

Vi prøver at skjule dem. Vi skammer os lige så meget over dem, som vi er bange for dem. De dyriske sider, der holdt vores forfædre i live. De instinkter, der får os til at sætte os selv først. Lev eller dø. Overlevelsesinstinktet. Den selvviske, egoistiske side af os selv, som vi til en hvis grad kan tillade os at vise i offentligheden, men vi kan aldrig udleve den helt. Vi skal være menneskelige. Venlige. Høflige. Følge normerne. Men den er der altid, og i mørket stikker den næsen frem.

Vi har altid været bange for mørket. De første mennesker fortalte historier rundt om bålet for at holde frygten i ave. I dag svøber vi os i civilisationens tæppe og det kunstige lys, der oplyser og begraver mørket, gør det til en overflødighed. En unødvendighed. Mørket har altid skræmt os, mørkt vil altid skræmme os. Uanset hvor meget vores videnskabsmænd finder ud af, vil en lille del af os altid sidde side om side med vores forfædres ånder.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...