Hvad nu hvis... Hvis nu hvad?

Ja, hvad nu hvis... det er ord, man ofte hører, når der skal sættes spørgsmålstegn ved et eller andet. Men hvis nu hvad? Det er i virkeligheden livets store spørgsmål. For hvad skal der sættes spørgsmålstegn ved, og hvad fortjener at få lidt opmærksomhed? Jeg ved det ikke, men her vil jeg lægge mine middelmådige essays ind. Det er nok et fåtal af teksterne, der vil være samfundskritiske, men hvad så? Hvis nogen af teksterne kan skabe bare lidt opmærksomhed om de emner, de omhandler, ja, så er deres formål tjent.

7Likes
9Kommentarer
1397Visninger
AA

15. Mig A/S

 

Fredag d. 9. oktober 2015

Kære forældre og andre på den alder,

Min generation er doven og projektørliderlig, sådan siges der om os. Vi hører det så ofte, at det næ-sten får os til at kaste op, og I siger det så meget, at det snart må være et af jeres yndlings mantraer. Problemet er bare, at jeres fordomme ikke er velkomne, og jeg mener, at I i mange tilfælde tager fejl; vi er ikke dovne eller projektørliderlige af natur (eller valg), men ud af nødvendighed.

Min generation er vokset op i en tidsalder, hvor internettet er gået fra at være en sjældenhed til hvermandseje, og mobiler har forvandlet sig fra mursten til mini-computere, der kan tages med i lommen. Verden har ændret sig markant, siden I var børn og unge, og nu tillader den os at være på de sociale medier fireogtyve timer i døgnet, men de forhindrer os også i at skjule os fra omverdenen.

Facebook, Instagram og mange flere af den slags medier tvinger os til at være aktive online døgnet rundt og får os til at virke som en flok projektørliderlige narcissister. Det er bl.a. over Facebook og Instagram, man holder kontakten med sine venner ved lige, bliver inviteret til fester og holder øje med, hvad der sker ude i verden. Vores liv bliver mere og mere centreret om de sociale medier; det er en ond ring, som ikke kan brydes.

Måske tænker I om os, at vi gerne vil ses og høres uden at gøre noget særligt for det. Måske tænker I om os, at vi burde skrue ned for X Factor-genet og koncentrer os om vores skolearbejde, men kære forældre, I kan ikke bedømme os alle på baggrund af X Factor o.l. programmer, for, kære forældre, sådan er vi ikke alle sammen.

Min generation er doven og projektørliderlig, sådan siges der om os, og måske er der noget om snakken. Vi vil gerne have et anerkendende klap på skulderen, når vi har gjort noget godt. Vi vil gerne have gode karakterer. Vi vil gerne have, at andre på vores alder og I, de voksne, der omringer os, skal lægge mærke til os og synes godt om os, men allerhelst vil vi bare gerne passe ind.

Vi vil bare gerne passe ind, hvem vil ikke det? Hele vejen op igennem jeres barndoms- og ung-domsår stræbte I også efter at passe ind, ja, I stræber stadigvæk efter at passe ind. Vi vil bare gerne passe ind, og hvis det betyder, at vi bliver nødt til at dele halvdelen af vores liv på diverse sociale medier, så er det det, vi gør.

Sandheden er, at vi bliver presset fra alle sider, og allerede inden vi begynder i afgangsklasserne, skal vi vide, hvad vi vil være, når vi runder de femogtyve. Vi skal helst igennem systemet hurtigst muligt, det prædiker både I og politikerne for os i tide og utide, og i vores iver efter at leve op til alle jeres forventninger, er en 12talskultur blevet født og en stræben efter perfektion.

I forlængelse af denne kultur og politikernes forventninger ligger det, Morten Albæk kalder ’X Factor-loven’, den modsatte Jantelov, hvor alle er noget særligt. Caitlin Moran har udtalt til MetroXpressen, at vi unge tror, at vi bare vil falde over succesen, hvis vi går længe nok og sørger for at holde liv i vores tragiske livshistorier - at det i alt fald ikke er tilfældet, ved de fleste af os unge jo godt.

Jeg mener dog, at både Morten Albæk, Caitlin Moran og alle I andre voksne mennesker, som påstår, at unge mennesker alle higer efter at stå i rampelyset, bør tænke jer om en ekstra gang. Tænk jer om, kære forældre, tænk jer godt om, for måske opfandt I ikke nutidens selvcentrerede tankesæt, men I er helt sikkert med til at holde det i live.

For, kære forældre og andre voksne mennesker, er det ikke jer, der fortsat holder liv i realityprogrammer så som X Factor, og er det ikke jer, der sætter skønhedsidealerne, og er det ikke jer, der forlanger, at vi skal have topkarakterer for at komme videre i vores uddannelse?

Det er jo ikke os, der instruerer realityprogrammer som X Factor, det er jo voksne mennesker, der iværksætter den form for programmer. Det er jer, der gør det muligt for os at stå i rampelyset, og det er jer, der sætter de sygeligste skønhedsidealer op, som vi så presses til at følge. Det er jer, der laver modeblade og photoshopper de billeder, vi ser på nettet og i medierne.

Det er jo ikke os, der bestemmer, at vi skal have et bestemt karaktergennemsnit for at komme ind på vores drømmeuddannelse, hvilket i sig selv ikke er en dårlig ting, for et vist krav kræver jo, at man faktisk gør noget ud af sine ting. Problemet er, når I bliver ved med at hæve barren og forventer, at ingen brækker nakken i deres forsøg på at springe over den.

En del af vores, de unge, selvpromoveringstrang er real nok; det er en helt aktuel trang til at dele vores liv med andre, komme frem i verdenen, få lidt opmærksomhed og trække både andre og verdenen ind i vores liv og vores hverdag, men ikke al selvpromoveringen har grobund i vores egne lyster.

En stor del af den selvpromovering, der finder sted, finder sted pga. gruppepres, forventningen om at være online og dele alting, ligeså snart det har fundet sted, noget, der helt givet ikke var et problem for jer, dengang I var unge, og pres, som I lægger på vores skuldre hele tiden, bevidst såvel som ubevidst.

Hvordan skulle vi kunne undgå at blive projektørliderlige, når hele vores omgivende miljø presser os ud under projektørernes ødelæggende lysstråle?

Mange hilsener,

Kajsa

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...