Hvad nu hvis... Hvis nu hvad?

Ja, hvad nu hvis... det er ord, man ofte hører, når der skal sættes spørgsmålstegn ved et eller andet. Men hvis nu hvad? Det er i virkeligheden livets store spørgsmål. For hvad skal der sættes spørgsmålstegn ved, og hvad fortjener at få lidt opmærksomhed? Jeg ved det ikke, men her vil jeg lægge mine middelmådige essays ind. Det er nok et fåtal af teksterne, der vil være samfundskritiske, men hvad så? Hvis nogen af teksterne kan skabe bare lidt opmærksomhed om de emner, de omhandler, ja, så er deres formål tjent.

7Likes
9Kommentarer
1394Visninger
AA

12. Barndomsminder og andre bysbørn

 

Jeg har boet stort set hele mit liv i det samme hus, i den samme gade, i den samme by, indtil jeg i 2011 flyttede med min familie til den anden ende af byen, til en ny gade, til et nyt hus. Det siger lidt sig selv, at da jeg altid har boet samme sted, bor alle mine barndomsminder også der, men i virkeligheden bor nogen af mine bedste minder i en helt anden landsdel tæt på havet, og der venter de på, at jeg kommer og samler dem op en gang i fremtiden.

Min første rokketand faldt ud i et æble på mine forældres værelse. Jeg lærte at køre på cykel frem og tilbage imellem vores og naboens biler. De tusind gange jeg gik til skole og forestillede mig, at det hjerteformede hul for enden af vejen tilhørte min barndomskærlighed. Da jeg fik en tomat galt i halsen på første skoledag. Alle de mange lege, der kun kunne leges fra mit vindue og i min have. Den Hornede Konge. Hejsesystem. Lillefar og Lillemor. Klatretøsen. Politi og Røver. Og alle de andre lege.

De mange brændte mandler, der altid endte med at brænde på. Brunede boller, samosaer og kylling. Hjemmelavet mad i massevis og meget mere. De mange morgner min søster og jeg gik til bageren for at hente morgenbrød på fødselsdagene. De modne skovjordbær uden foran køkkenvinduet. Den blomstrende rose, som spredte sin duft helt ind i mors og fars soveværelse. Den stopfyldte kælder og oversize fryser. Løgene, jeg lagde i haven sammen med mor og min søster.

Jeg kunne jo blive ved med at opremse i en uendelighed. Jeg kunne sikkert skrive en mindre roman med barndomsminder fra det røde rækkehus med den lille, hyggelige have, men det havde jeg sådan set ikke tænkt mig, i stedet kan jeg jo trække en håndfuld af dem frem, og jeg havde tænkt mig, at det skulle være nogen ubetydelige, vigtige erindringer, der umuligt kan have været med til at forme, den jeg er.

På mit værelse, da jeg gik i tredjeklasse, skrev jeg f.eks. mit første, frivillige digt. Et forfærdeligt digt om verdens uretfærdighed og om, hvor dum min familie var. Nogle måneder eller året efter kom der endnu et frivilligt digt, men ellers holdt jeg mig til kun at skrive de tvungne af slagsen. Det var dog ikke kun digte, jeg har været interesseret for. Jeg har været optaget af historier og historiefortælling længe.

Til min 9- eller 10års fødselsdag ønskede jeg mig opskriften på, hvordan man skriver en god historie, og jeg fik den. Det er ligesom at tegne, stod der og så noget om, at skrivning og historiefortælling strækker sig hele vejen tilbage til, før Jesus blev født. Sammen med denne forklaring fulgte en orange notesbog og en kuglepen i samme farve. Jeg har smidt alle mine historier fra dengang ud.

Jeg tror, altid jeg har været gladest, når der var en hvis struktur og genkendelighed i min hverdag, og hvis og når man tager det i betragtning, så gik flytningen umanerligt godt. Når jeg kigger tilbage, kan jeg komme med op til flere eksempler på, at jeg har fungeret bedst inden for nogle klare rammer.

Når jeg kigger tilbage, tegner flytningen også en klar grænse imellem to perioder i mit liv. Folk siger altid, at det ikke er muligt at tegne tydelige grænser i ens liv, men her er der altså en, der ikke kunne være mere skelsættende. Jeg gik fra at være lille barn til lidt mindre lille barn. Jeg gik fra at tænke, at alting altid ville være, som alting nu var, til at tænke, at nogen ting muligvis kunne og ville forandre sig. Jeg gik fra at være mig til at være mig med en sygdom. Fra at gå i skole et sted til at skulle gå i skole et andet sted, hvilket først skete langt efter 2011, men grænser er flydende, og skoleskiftet er og bliver en del af flytningen.

Imens alt dette her stod på, forblev byen den samme. Metroen blev ved med at køre. Engen blev ved med at være Engen. Søen blev ved med at være Søen. S-toget kørte, busserne, den grimme søjle på torvet blev stående, hvor den næsten altid havde stået. Grøndalsparken forblev grøn og Krogebjerg forblev kroget. Jeg gik fra at have to husnumre til at have et, men hvad så?

Vanløse forblev Vanløse, jeg ændrede mig, min virkelighed ændrede sig. De fysiske rammer blev ved med at være de samme, som de hele tiden havde været, de psykiske undergik en forandring, og hvad så? Jeg holder stadigvæk frygteligt meget at Vanløse. Min by, mit hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...